Denne artikel er første del af en artikelserie som sætter fokus på MeToo, køn, feminisme og ligestillingsdebatten. Anden del udkommer fredag den 5 april.
MeToo-debatten er et turbulent foretagende på det globale plan. Vi udfordrer så snart vi tager diskussionen om køn og vores egen identitetsforståelse – og det er ikke altid rart. Mange mænd føler sig ramt på deres identitet. De mener, at de bliver ramt af ligeså undertrykkende en diskurs, som den mange feminister mener, kvinder bliver udsat for. Den drengede, maskuline og dominerende væremåde bliver for mændene undertrykket via den feministiske løftede pegefinger.
Ligeledes bliver kvinders selvværd negligeret, idet mænd undertrykker med seksuel og krænkende adfærd, samt med en forståelse af kvinder som værende underdanige og naturligt placeret i en bestemt stereotyp væremåde.
Vi udfordrer så snart vi tager diskussionen om køn og vores egen identitetsforståelse. Copyright: Max Pixel
Den mandlige adfærd, der er blevet et symptom på en giftig maskulinitet er der mange mænd der forbinder med at være helt naturlig, og i mange tilfælde tilforladelig. De feministiske kvinder føler på den anden side, at de ligger under for en patriarkalsk kultur, hvor denne dominerende adfærd er udtryk for en mandsdomineret kultur, som sammen skaber en barriere for, at kvinder ikke får det albuerum i samfundet, som gør at de kan indtage erhvervslivet og kulturlivet på lige fod med mænd. Der er meget på spil på begge sider. Det hele er blevet til én stor kamp mellem kønnene.
Hvis vi skal gøre os en forhåbning om at undgå det utal af misforståelser og forbi-hinanden-debat, der florerer i Me-too debatten, så skal vi opklare en del myter i forståelsen af, hvad det vil sige overhovedet at have et køn. Hvis vi spørger evolutionspsykologien, så er den enkeltes kønsidentitet ikke fasttømret med biologi, men den er heller ikke fri for den.
Det er et faktum, som er svært at acceptere, både blandt queerfeminister, der mener, at det biologiske køn er en ikke-afgørende eller hel fraværende faktor i forklaringen på den menneskelige psykes natur, og blandt biologiske essentialister: altså dem der mener, at det biologiske køn er en væsentlig og stærkt betydelig faktor, når man skal forklare den menneskelige psykes natur og den enkeltes psykologiske profil.
Kønsdebatten – et spørgsmål om selvkontrol?
Når det kommer til kønsdebatten er mennesker potentielt magtesløse, hvis det segment, de argumenterer imod samtidig er dem, som de kan være seksuelt tiltrukket af. Det er vel at mærke, hvis man er heteroseksuel. Det er nu engang sådan stadigvæk, at de fleste moderate feminister identificerer dem selv som overvejende heteroseksuelle kvinder, og de fleste ikke-feminister identificerer dem selv som heteroseksuelle mænd. Moderate feminister er i sådan en henseende ikke queerfeminister, men feminister, der går ind for ligestilling mellem kønnene, også selvom der er generel forskel på biologiske mænd og kvinder.
For heteroseksuelle er det modsatte køn – netop på baggrund af dets status som det køn, man tænder på – et virkeligt dårligt udgangspunkt, når man skal opdele siderne i en debat. Den latente magt som kvinder og mænd har over hinanden via deres seksualitet, kan være en trussel mod selvkontrollen. Derfor reagerer nogle mænd med frygt for idéen om, at kønnene skulle være ligestillede, ligesom femininister reagere med frygt for idéen om, at mænd, fordi naturen skulle sige det, er indrettet til at bestyre magten.
For nogle mænd kan det være en skræmmende tanke, hvis kønnene bliver ligestillede, for det vil betyde, at der vil være nogle privilegier, der skal deles, og det er ikke så let hvis man har vænnet sig til at have dem for sig selv i en mandlig fællesskabskultur. Især, som nævnt, når dem som siger, at man skal dele privilegierne, potentielt også har seksuel magt over en.
Det er nu engang sådan stadigvæk, at de fleste moderate feminister identificerer dem selv som overvejende heteroseksuelle kvinder, og de fleste ikke-feminister identificerer dem selv som heteroseksuelle mænd.
Hvis vi skal gå vovet til den, så kan vi rent psykoanalytisk forstå denne seksuelle magt sådan, at når der er seksuel tiltrækningskraft (eller bare muligheden for det), så er der en angst for (eller angst for bare muligheden for) en fremkaldelse af den mere impulsive del af os. Denne fremkaldelse kan potentielt ødelægge eller vildlede den rationelle tankegang, der er et nødvendigt værktøj i en debat som kønsdebatten. Det kan udfordre mandens eller kvindens selvkontrol og på samme måde den enkeltes kønsidentitet, som der i øvrigt bliver sat spørgsmålstegn ved igennem debatten.
Det er derfor, at debatten bliver betændt og turbulent. Og måske er det også derfor, at nogle af de mænd, der interesserer sig for kønsdebatten, tyer til en pseudovidenskabelig idé (ofte af psykologer i forlængelse af Carl Jungs psykologi, f.eks. Jordan Peterson *1) om, at mænd på grund af deres arketypiske natur har en betydelig og væsentlig anderledes psykologi, end kvinder har.
En idé som retfærdiggør deres besiddelse af naturligt bestemte privilegier, eller bare udsigten til at opnå naturligt bestemte privilegier, fordi sådan er naturen. Naturens objektivitet som holdepunkt er nemlig et bestandigt forsvar imod dem, der udfordrer ens identitet.
Hvis vi på den anden side fokuserer på den radikale feminist, så er det svært for vedkommende at acceptere, at ens politiske selvforståelse er en illusion. Radikal feminisme er idéen, at der er visse psykologiske forskelle på biologiske mænd og kvinder, men at begge køn har ret til og vel at mærke skal besidde en fuldstændig jævn fordeling af positioner i samfundet. Det være både i erhvervslivet og kulturen. Hvis den radikale feminismes bestemmelse af kvindens sådanne berettigelse til fuldstændig samme privilegier som manden er en tom tese, der efter biologien simpelthen ikke kan praktiseres universelt af alle slags kvinder, så giver det ikke mening at forcere radikal kønsegalitarisme via f.eks. kvoter.
For i det tilfælde at biologisk essentialisme er sand, så vil det ikke være alle kvinder, der kan udnytte de mandlige privilegier: Efter ideen om biologisk essentialisme vil der altid være flest kvinder, hvis naturgivne psyke ikke passer helt til den maskuline psyke, der skal til for at udnytte de mandlige privilegier. Hvis den indfødte hormonbalance betyder, at kvinden eller manden fra naturens hånd generelt vil være på en bestemt måde, som led i en kønsforståelse, der har rod i den virkelighed naturvidenskaben afslører, så er den radikale feminists politiske identitet stærkt tvivlsom.
De ufrivillige valg
Den amerikanske komiker Louis CK, som sidste år blev beskyldt for at have krænket to piger, understregede ofte i hans standupcomedy en underlig tendens i det moderne parforhold. Det var før han blev fjernet fra Netflix. Han parodierede kvinder og mænd som værende to forskellige eksistenser, der samtidig med at de begærer hinanden også hader hinanden for hver deres irrationelle og uhensigtsmæssige væremåde: det kunne f.eks. være manipulerende kvinder, der tester mandens manddom eller manspreading. Noget af Louis CK’s pointe var, at dette er en paradoksal og selvmodsigende måde at forholde sig til sin kærlighedspartner på.
Det er givet, at i mange parforhold, er denne måde at betragte hinanden på, paradoksal. Men de fleste mennesker i disse parforhold vil sikkert mene, at det er bare sådan det er. Kvinder og mænd er forskellige, og det er der sådan set ikke noget at gøre ved.
Den amerikanske komiker Louis CK understregede ofte i hans standupcomedy en underlig tendens i det moderne parforhold. Copyright: Flowizm
Som modsvar på denne holdning om biologiens logik pointerer queerfeministen (ligesom alle andre feminister), som regel de kønsstrukturerer, der undertrykker manden og kvinden. Når det sker, forelægger der altid en meget sandsynlig chance for, at han eller hun i virkeligheden bliver opfattet som en, der gør opmærksom på, at menneskers identiteter er struktureret uafhængig af nogens fri vilje.
Forestil dig tanken – der i øvrigt er en naturlig konsekvens af queerfeminisme – at alle de mennesker, du har mødt, alle de selvforstærkende valg, der har været afgørende for din selvtillid, din musiksmag, dit tøj, din væremåde, altså næsten alt ved dig, er bestemt af kræfter, som er fuldstændig afpersonificerende og kollektiv manipulation. Ville det ikke være menneskeligt at reagere med en vis form for sund skepsis? Naturligvis.
Hvis nogen foreslår, at du dybest set ikke bestemmer over dig selv, er den naturlige reaktion at insistere på at man har haft ansvaret for den man er. Det er vel at mærke, hvis man gerne vil beholde en god portion sund selvtillid. Problemet for de queerfeminister, som siger, at vores identiteter fuldstændigt er struktureret efter kulturelle værdier (der i øvrigt er ligeså fleksible som gummi) er, at de enten ikke godtager eller undlader at tage stilling til, om de genetiske og biologiske faktorer er væsentlige i forhold til menneskets identitetsdannelse.
Det er paradoksalt, at den biologiske faktor i dannelsen af den enkeltes psykologiske væremåde (altså hormonernes indflydelse på de menneskelige tankemønstre) har den samme filosofiske natur som den kulturelle manipulation, queerfeministerne understreger tvinger os ind i strukturelle forhold, der undertrykker mennesker efter hvilket biologisk køn, hvilket som helst individ er født med. De er begge kræfter, der ikke kan kontrolleres via det enkelte menneskes egen selvkontrol.
Den fælles metafysik for begge synspunkter er determinisme. Altså filosofien, at menneskers valg er, i det store perspektiv, betinget af biologiske, fysiske eller kulturelle kræfter udenfor den enkeltes egentlige kontrol.
Er du er ikke herre over din identitet og dine valg?
Det er måske også deri problemet ligger. Hvis determinismen indbefatter både de strukturelle forhold, vi kollektivt udsætter hinanden for, samt de genetiske (og derfor neurokemiske) forhold, der dels bestemmer vores psykologiske profil, er der en del at frygte.
Hvis man godtager determinisme i alle dets afskygninger, godtager man samtidig, at alle ens valg er ufrivillige og at ens selvforståelse og selvtillid hviler på et tomt grundlag. Ifølge determinismen har du, når det kommer til stykket, ikke været herre over din identitet og dine valg, og det er sådan med valg, at de jo har en selvforstærkende indflydelse på vores identitetsdannelse og selvværd livet igennem. Hvad enten valgene er dårlige eller gode.
Det første, der vil blive sagt, hvis der fandtes en generel talsmand for naturvidenskaben, ville være, at udgangspunktet for spørgsmålet om der er psykologiske forskelle på kvinder og mænd, leder hen til en misvisende forklaring.
Naturligvis er Metoo-debatten dømt til at blive en betændt debat. Den polemiske turbulens er dertil afstedkommet af en dybere frygt for, at debatmodstanderen måske kunne have ret: at vores egen identitet er dannet på grundlag af en illusion.
Hvad enten den er bestemt af blinde biologiske kræfter eller af kulturelle kræfter, der har givet den enkelte privilegier, der f.eks. sår tvivl om autenticiteten af ens sociale status: Altså tanken om, at f.eks. popsangeren måske ikke helt selv har fortjent sin status på baggrund af hans talent og arbejdsmoral, men har fået banet vejen opad med et netværk bestående hovedsageligt af mænd i musikbranchen, der baner vejen for hinanden.
For at få dæmpet den frygt, der befinder sig i debatten, er det måske gavnligt at trække på, hvad naturvidenskaben egentlig fortæller os om kønsforskelle. For når vi først for opklaret misforståelserne, så er der en chance for at debatparterne er mere enige end de egentlig vil indrømme overfor hinanden. Det kan til og med være, at vi får en fornemmelse af, at vi alligevel besidder en vis form for fri vilje.
Det første, der vil blive sagt, hvis der fandtes en generel talsmand for naturvidenskaben, ville være, at udgangspunktet for spørgsmålet om der er psykologiske forskelle på kvinder og mænd, leder hen til en misvisende forklaring. Spørgsmålet i sig selv er forkert, for så snart du laver en generaliserende forklaringsmodel, vil der være enkelte menneskelige psykologiske forhold, der vil afvige fra denne generaliserende forklaring.
F.eks. den heteroseksuelle mand, der har dominerende feminine træk i både adfærd og kognition, eller den lesbiske kvinde med dominerende feminine træk i forhold til samme parametre. Generelt set har flest mænd dominerende maskuline karaktertræk og generelt set har fleste lesbiske kvinder maskuline tendenser. Men det er jo ikke en regel.
Findes det generelle menneske?
Det er ret sikkert at sige, at ifølge den almene psykologiske videnskab findes der ikke noget generelt menneske. Tanken om det stereotype menneske er kun nyttigt, når man skal opstille et kønsspektre der skal hjælpe os med at kategorisere og forstå, hvor det enkelte menneske befinder sig personlighedsmæssigt på et spektre med polerne feminine træk kontra maskuline træk. Men det enkelte menneske kan aldrig være helt maskulint eller helt feminint, eller fuldstændig mand eller fuldstændig kvinde – rent psykologisk.
Tanken om det stereotype menneske er kun nyttigt, når man skal opstille et kønsspektre der skal hjælpe os med at kategorisere og forstå, hvor det enkelte menneske befinder sig personlighedsmæssigt.
På den anden side kan denne binære forståelse af forskellige menneskers personlighedstræk i feminine og maskuline tendenser, hjælpe os med at fastslå, at flest mænd har flest maskuline psykologiske træk og at flest kvinder har flest feminine psykologiske træk – generelt set.
Grunden til dette, siger naturvidenskaben, er at det har noget at gøre med kønshormonernes indvirkning på nervesystemet, hvor der er årsagssammenhæng med det biologiske køn man får tildelt, der igen bestemmer visse ting i forhold til den enkeltes kognitive egenskaber. Dog er proportionen i det enkelte menneske af alle disse kønsrelaterede psykologiske egenskaber meget lille set i forhold til det enkelte menneskes samlede psykologiske profil.
Det betyder, at de psykiske egenskaber, der er specielt maskuline og feminine i det enkelte menneske, fylder meget lidt i forhold til helheden af det som foregår oppe i hovedet. Man kan så diskutere, hvor stor en rolle maskulinitet og femininitet overhovedet spiller, og svaret er, at det langt hen ad vejen er hvad vi gør det til i forventningerne til hinanden, og hvad vi kategoriserer som maskulint og feminint. Indlæring og hjernens plasticitet har nemlig også en indvirkning på hormonernes dynamik og dermed den kognitive udvikling som barn og som voksen.
En moderat feminist vil ikke anfægte, at kønsrelateret genetik er en del af tingenes tilstand. Det ville en queerfeminist måske, for han eller hun vil højst sandsynlig lave en analyse der påviser, at den psykologiske videnskab er underlagt patriarkalske strukturelle forhold, der reproducerer forestillingen om det binære kønsmønster, og dermed fastholder et sprogligt forhold, der indvirker på vores tankemønstre.
Dette fastholder igen en magtbalance hvor maskuliniteten, og især mænd, holder på den politiske såvel som den kulturelle magt. Det er der et gran af sandhed i. Men vi befinder os slet ikke i et rendyrket patriarkat, der bestemmer, hvad der er naturvidenskabelige beviser. Det er netop meningen, at den naturvidenskabelige metode skal undgå sådan en partiskhed og vedholde objektivitet, og det kan vi regne med, at den gør, når den bliver brugt som den skal.
Evolutionsbiologiens rolle
Evolutionsbiolog og moderat feminist Suzanne Sadedin var i 2017 ude med en artikel i Forbes Magasin (*2), hvor hun opstillede 13 punkter, der opsummerer, hvad evolutionsbiologien har at forklare om menneskelige kønsforskelle ud fra de naturvidenskabelige beviser.
Hun understreger, at mænd og kvinder er meget ens neurologisk, og fordelingen af kønskorrelerede træk falder på et spektrum. Der er tæt på næsten ingen som har en eksplicit mandehjerne eller eksplicit kvindehjerne1 Nogle dele af hjernen er større hos mænd, andre hos kvinder. Samlet set er hjernen større hos mænd, men er i et lige forhold i forhold til kropsstørrelse. Dertil sagt at størrelse intet direkte har med intelligens at gøre. Sadedin forklarer, at der er ingen konsistente forskelle i gennemsnitlig IQ, dog er mandens varians højere. Kønsspecifikke forskelle i visse evner har det med at vise sig i undersøgelser2, men dette kan elimineres ved at undgå visse forudindtagetheder.
Almindelige voksne af alle køn kan forstå og identificere sig med folk af begge køn ved brug af theory of mind. Kvinder er generelt lidt bedre til dette. Mænd dominerer generelt konkurrenceprægede områder, og dette er sandsynligvis på grund af to ting vi ikke med klarhed kan udrede: (a) større varians i evne, hvilket betyder, at selv hvis gennemsnittet er ens for både mænd og kvinder, vil det absolut bedste individ i en given opgave statistisk set være mere tilbøjelig til at være en mand og (b) uforenelige kulturelle faktorer: Kvinder vælger oftere lavere betalte karrierer, og de konkurrerer godt (ofte bedre end mænd) indtil graviditet, hvorefter de falder bagud eller dropper ud.
Sadedin mener, at når der tales om patriarkat, så tales der i virkeligheden om sociale hierarkier, der startede med de stationære landbrug for ca. titusinde år siden.
Den neurologiske lighed mellem mænd og kvinder er en fornyeligt evolutionsudviklet egenskab. Vores hjerner er meget mindre kønsdistinkt end vores nært beslægtede dyr, chimpanser og gorillaer. Derudover fortæller Sadedin, at mennesker af hankøn engagerer sig i meget mere betydelig plejeadfærd overfor unge end nogen af vores andre nært beslægtede abedyr3.
Mænd er dog ikke disto mindre også ansvarlige for et overvældende flertal af seriøst voldelige forbrydelser. De er også overvældende ansvarlige for det farlige, udmattende og ubehagelige fysiske arbejde, der tildeler lav løn og lav status4.
Mennesker er meget mere socialt monogame og egalitære end overlevende nært beslægtede aber, men heller ikke fuldstændigt. På tværs af arter kommer disse egenskaber samtidig med meget reducerede kønsforskelle (hos monogame fugle er kønnene praktisk talt identiske). Og vi er meget mindre forskellige rent formfysiologisk end vores tæt beslægtede arter.
Begrebet patriarkat, som det bruges af nutidige feminister, virker ofte ret meningsløs. Sadedin mener, at når der tales om patriarkat, så tales der i virkeligheden om sociale hierarkier, der startede med de stationære landbrug for ca. titusinde år siden. Magtindhavene individer i disse befolkningsgrupper (i modsætning til mobile nomadegrupper under jægerstenalderen) var bedre i stand til at kontrollere og få monopol på ressourcer, inklusiv kvinder. Dette ledte som biprodukt til mere omfattende specialisering i erhverv, teknologisk innovation og social ligestilling.
I patriarkalske samfund er elitære mænd bedre i stand til at beskytte flere mager, hvilket fører til en fornyelse af polygami; det skaber en underklasse af ugifte og lavstatus mænd, der bliver nyttige slaver og kanonføde. Mænd af lav status bliver narret til at acceptere deres skæbne via manipulerende sociale normer. At blive behandlet som ejendom er dårligt for kvinder, men i det mindste var de en værdsat ressource i patriarkalske samfund; mænd af lav status havde det lige så slemt og i mange tilfælde værre.
Sadedin pointerer også, at mens monogami er det mest almindelige parringsmønster, nyder mennesker af både hunkøn og hankøn godt af mangfoldigt korte og lange parringsstrategier5. Mænd er generelt mere promiskuøst tilbøjelige end kvinder, hvilket resulterer i en efterspørgsel/forsyning-ubalance, som normalvis er korrigeret med udbytning via ægteskabet. Siden mennesker på naturlig vis er ganske socialt monogame, er andre former for samliv ikke en trussel mod den sociale orden, og den primære effekt ved stigmatisering af hvilken som helst seksuel adfærd er, at folk generelt fejler at lære sikre måder at udleve deres seksualitet på.
Sadedin nævner, at retfærdighed er en gennemgående social norm i alle menneskelige samfund. Det stammer angiveligt fra vores egalitære arv. Hvad der betragtes som fair varierer og hvad der er fair kan blive en selvfølge i et moderne hierarkisk system, hvor social ulighed bliver håndhævet. (Hvis jeg har ti appelsiner og du ingen har, er det så fair? I sagens natur nej, men hvad hvis guderne eller kongen eller min far gav mig dem? Tjo, så måske…)
Diversitet i rollen som beslutningstager leder til bedre beslutninger for grupper, organisationer og samfund. Magt korrumperer. Nogle gange langsomt, nogle gange hurtigt. Men som en generel regel er der ingen godartede herskere; så længe kønsbaserede magtuligheder består, lige så længe vil kønsbaserede ulemper bestå.
Mennesket først
Sadedin går så videre og giver nogle bud på, hvad disse punkter kan tilføje feminismen som helhed: Vores art er unik blandt aberne, idet vi er tilpassede til at fungere i egalitære samfund med betydelig forældrepleje, mangfoldig parringsadfærd domineret af socialt monogami og generelt kun mindre kognitive kønsforskelle.
Egalitarisme kan og burde omfatte begge køn under den universelle sociale norm, der hedder retfærdighed. Dette implicerer, at hvor et køn er med biologiske ulemper, for eksempel kvindens graviditet (eller mandens manglende reproduktive kontrol), så burde hvert samfund modarbejde magtuligheder, der er afstedkommet som resultat af disse ulemper.
Egalitarisme kan og burde omfatte begge køn under den universelle sociale norm, der hedder retfærdighed.
Øget ligestilling blandt kønnene tilgodeser samfund med resultater som bedre beslutningstagen og reduktion af vold, såvel som en stigende generel produktivitet og livskvalitet på et utal af måder. Patriarkat som før defineret skader ikke bare kvinder ved at behandle dem som ejendom. Faktisk så er de værste ofre for patriarkatet ugifte mænd af lav status, som gør det beskidte og farlige arbejde til en ussel løn.
Uheldigvis har feministerne gjort et forfærdeligt arbejde med at forstå og kommunikere dette, så mænd i disse situationer er overbeviste om, at feminisme, og ikke patriarkatet, er roden til alle deres problemer. Så længe nogle af middelklassens feminister latterliggør og dæmoniserer dem, imens mange af dem nyder relativ god velstand, lige så længe vil disse mænd hade dem. Og hvem kan bebrejde dem det?
Derudover mener Sadedin, at stereotypisering af kønnene forværrer og vedligeholder undertrykkelse uanset om det er statistisk korrekt eller ej. Ethvert menneske fortjener den respekt at blive behandlet som et individ, ikke som en repræsentant for deres køn.
Meritokratiets farce
Sadedins pointer burde redefinere, hvad det vil sige at være feminist. Med sådan en moderat feministisk model for menneskets kønsnatur bliver det nemmere at forstå, hvorfor mange har svært ved at afgøre, hvad der er oppe og nede i forhold til køn.
Et overset kønspolitisk emne er den klasse af mænd, som køber den liberale meritokratiske idé om menneskers værd. Dette bliver mere indgående behandlet i artikelseriens anden del. Men groft sagt er det liberale meritokrati tildels et resultat af patriarkalske strukturerer, der resulterer i, at magten primært ligger hos få mænd og derfor automatisk skaber et flertal af mænd med lav status (da der i sagens natur kun kan være meget få ledere).
Det skaber begrænsede privilegier (afstedkommet af fattigdom, psykisk sygdom, status-stigma og begrænsede social ressourcer), idet det liberale mandsdominerede hierarki baserer sig på en giftig maskulinitetskultur, der igen er årsag til en hensynsløs konkurrence og udkonkurrering og en vinder/taber kultur. Den økonomiske ulighed på det globale plan er det klareste symptom på dette.
Det ligger i feminismen, at vi går ind for ligestilling mellem kønnene, og at det gælder også, at manden er ligestillet med kvinden. Mænd skal indtage og eje pladsen som mænd med feminine psykologiske færdigheder. Kvinder skal rumme dette lige så meget som mænd skal kunne rumme femininitet i mænd. At den feminine ledelsesmetode er drevet af empati og egalitarisme og ikke udkonkurrering, betyder at vi ikke behøver at dele mænd op i vindere og tabere mere. Ligeså legitimt skal det være, at kvinder indtager den assertive og maskuline ledelsesmetode.
Der skal være balance i tingene, og det er jo det feminismen skal tilvejebringe. Målet for feminismen bliver derfor, at binariteten mellem kønnene i kulturen formindskes så meget, at det i mindre grad bliver nødvendigt for os at forstå og kategorisere hinanden på baggrund af vores biologiske køn. Der er lang vej igen, og vi skal gå langsommere til værks, hvis det skal virke.
Understøttende artikler:
- Sara Sadedin “A Feminist Biologist Discusses Gender Differences In The Animal Kingdom”:
- Mikkel Thorup: “Kaoskvinden hersker – Jordan Petersons misogyne alarmisme”:
http://www.eftertrykket.dk/2018/08/08/kaoskvinden-hersker-jordan-petersons-misogyne-alarmisme-1-2/
http://www.eftertrykket.dk/2018/08/16/kaoskvinden-hersker-jordan-petersons-misogyne-alarmisme-2-2/
Skrevet af Simon Hjortdal
Simon er bachelor i idehistorie og retorik ved Aarhus Universitet. Derudover har han erfaring med bevidsthedsfilosofi fra sit kandidatstudie i filosofi på Københavns Universitet. Hans særlige interesseområder er vestlig psykologi, politisk filosofi samt etik- og moralfilosofi. Læs mere om Simon og hans artikler her
One Comment
Comments are closed.