I årtier har verden været domineret af supermagten USA. Men i disse år ser vi et globalt skifte hvor USA oplever tilbagegang og autokratiske stater såsom Kina, fremgang. Der sker på nuværende tidspunkt således en forskydning i magtbalancen, hvor USA i stigende grad, har behov for at skabe betydsningsfulde alliancer, for at bevare sin globale magt. Indien er én af de fremadstormende stormagter, som længe har været i USA’s søgelys. Men hvordan håndterer Indien lande som Kina og Pakistan, og hvilken betydning har Indien for den globale magtbalance?
En magtbalance under forandring
Siden Sovjetunionens fald i begyndelsen af 1990’erne, har verden været unipolær med USA som den altdominerende magt. Men i dag bevæger verdenen sig med hastige skridt mod multipolaritet, hvor autokratiske regimer, såsom Kina, i stigende grad udgør en militærtrussel i deres nærområde og en økonomisk trussel på det globale plan. Selvom USA fortsat har verdens mest magtfulde økonomi og militær, er der en række krisescenarier, hvor USA ikke har andet valg, end at samarbejde med utraditionelle partnere. Det er her, Indien er vigtigere end nogensinde før.
Som land har Indien en enorm geostrategisk betydning og kan i forhold til amerikansk udenrigspolitik, ses som en global ”swing state”. Indien har på samme måde som Kina en lovende fremtid. Som én af verdens største og voksende økonomier, og snart verdens største befolkning, har Indien enorm værdi for USA med hensyn til kulturelle, forretningsmæssige, militære og demokratiske bånd. Indien kan blandt andet projicere magt i de vitale skibsfartområder i Det Indiske Ocean og landet er et eksempel på et demokrati i en generel ustabil region.
Derudover har både USA og Indien en fælles interesse i at begrænse Kina. Som verdens største demokrati og tidligere britisk koloni, har Indien mange af de samme karakteristika, og abonnerer på mange af de samme liberale værdier, som man gør i Vesten. Det er derfor vigtigt for USA at styrke det bilaterale forhold til Indien hvorfra man kan styrke demokratiseringen og den liberale, regelbaserede internationale orden. Indien kan således på mange måder komme til at have en afgørende indflydelse i det 21. århundrede.
En ustabil region med komplicerede bilaterale relationer
Indien er ubehageligt placeret i hjertet af et geopolitisk landskab og Sydasien er generelt defineret af komplekse relationer mellem Indien, Kina og Pakistan. Hvor Kina er en fremadstormende supermagt med et kommercielt defineret unilateral tilgang til regionen, er Indien en modvillig, opkommende stormagt, der ikke er villig til at forpligte politiske eller diplomatiske ressourcer til at stabilisere regionen eller endda bevare status quo.
Indien er ubehageligt placeret i hjertet af et geopolitisk landskab. Copyright: Jan Satyagraha
Til dette finder man Pakistan som er en dybt utilfreds revisionistisk magt med hensigt om at ændre den regionale orden med den ikke-så eksplicitte godkendelse af den fremadstormende supermagt. Det indiske subkontinent er altså fyldt med komplicerede bilaterale relationer, og det er et sted, hvor verdens to største (i en demografisk henseende) stormagter har overlappende interessesfærer.
Siden Indiens selvstændighed i 1947 har landet været i krig med både Kina og Pakistan. Hvordan Indien opfatter truslen fra henholdsvis Pakistan og Kina er afgørende, hvis man skal forstå indisk udenrigspolitik. I indisk strategisk kultur figurerer Kina ikke som en traditionel fjende. Derimod har man en stærk forestilling om den muslimske invaderende, som har rod i Indiens tidligere historik, hvor man var vant til invasioner fra Mellemøsten.
Pakistan fremstår derfor som en naturlig fjende og en stor trussel i den indiske trusselsopfattelse, bl.a. pga. adskillelsen af Pakistan fra Indien i 1947. Derudover har nyere tids terrorangreb (som Indien mener er sponsoreret af Pakistan) også bekræftet synet på, at Pakistan er en revisionistisk stat der forsøger at ændre status quo. Rivaliseringen med Pakistan er således dybt indgroet i det indiske samfund.
Hvor det indiske-pakistanske forhold er meget entydigt negativt, er det kinesiske-indiske forhold mere kompliceret, med både divergerende og konvergerende interesser. F.eks. har India og Kina oplevet en stor fremgang i deres handelsrelationer. Derudover samarbejder Indien og Kina omkring klimaforandringer og reformeringen af den globale økonomiske orden.
Men på trods af voksende økonomisk samarbejde, er der adskillige uoverenstemmelser i Indien og Kinas forhold. Økonomisk konkurrence har blandt andet ført til et anstrengt forhold da der er stor handels ubalance til fordel for Kina. Begge lande har også etableret militærinfrastruktur i grænseområderne som følge af længerevarende grænsestridigheder der har ført til en række konfrontationer mellem Indiens og Kinas militær.
Både Kina og Indien har etableret militærinfrastruktur i grænseområderne, som følge af længerevarende grænsestridigheder.
Bl.a. kunne man i 2017 se den omfattende grænsekonflikt mellem Indien og Kina omkring Doklam. Doklam er pga. geografiske forhold et strategisk vigtigt område. Doklam er et omtvistet territorium mellem Bhutan og Kina. Men Indien har underskrevet en venskabstraktat med Bhutan, der betyder at Indien griber ind på vegne af Bhutan. Kina anså tilstedeværelsen af den indiske hær i regionen som en overtrædelse og således udviklede det sig til en ’stand-off’ mellem den kinesiske og indiske hær. Samtidig har Kina også trængt mere ind i Indiens interessesfære ved at kultivere tættere relationer med Indiens naboer.
Det indisk-kinesiske forhold har længe været en håndterbar rivalisering. F.eks. har det været nødvendigt for Indien at opretholde et godt kinesisk-indisk forhold med henblik på indiens økonomiske udvikling. Men de senere år har forholdet mellem Indien og Kina været kendetegnet ved et stigende antal stridigheder. Den mest presserende, set fra New Delhis perspektiv, er Kinas støtte til Pakistan.
Kinas vilje til at blokere enhver konkret handling, f.eks. i form af sanktioner via FN, mod Pakistan pga. deres støtte til og brug af terrorisme, har udgjort en af de mest presserende hindringer for at have et godt forhold mellem New Delhi og Beijing. Overordnet set er der derfor i Indien en blandet trusselsopfattelse af Kina, fordi man på den ene side ikke er interesseret at forværre forholdet til Kina, men samtidig er der en række stridigheder, som man indtil videre ikke har været i stand til at løse.
Indiens besværlige balancegang
I årtier har Indiens primære sikkerhedsproblem været Pakistan, som er et problem Kina synes at forværre. Det der i høj grad bekymrer Indien er den stigende kinesiske tilstedeværelse i Pakistan. F.eks. har Beijing ydet hjælp til udvidelsen af Pakistans atomvåben og missilsystemer. Kinas ”New Silk Road” -strategi har også medført økonomisk og udviklingsbistand til Pakistan. I lang tid har Kina således været Pakistans ”all-weather-friend”.
Som modsvar til dette, har Indien haft fokus på at modernisere dens militære med udvidelsen af nukleare ubåde, ændringer i militære doktriner og grænseinfrastruktur. En af New Delhis ønsker er at beskytte sine interesser ved at sørge for, at der er en relativt afbalanceret regional magtbalance med Beijing. Dette er forståeligt. Dog har den indiske regering ikke eksplicit annonceret, at den forfølger en sådan balanceringsstrategi mod Kina. Men eksempler herpå er Indiens Look East-politik, Neighbourhood First-politik og Act-East-politik.
Look East-politikken er et forsøg på at kultivere de omfattende økonomiske og strategiske forbindelser med nationerne i Sydøstasien for derved at styrke Indiens status som en regional magt. Neighbourhood First-politikken fokusere derimod aktivt på at forbedre båndene med Indiens umiddelbare naboer. Under premierminister Narendra Modis ledelse har man udviklet Act-East-politikken, som har gjort Indiens forbindelser til de østasiatiske naboer til en udenrigspolitisk prioritet. Overordnet har disse tiltag til formål at begrænse kinesisk indflydelse ved at fremme Indiens position som en regional stormagt og styrke økonomiske og strategiske forbindelser med lande i Asien.
I årtier har Indiens primære sikkerhedsproblem været Pakistan, som er et problem Kina synes at forværre. Copyright: Antônio Milena
Dog er dette regionale samarbejde mere et forsigtigt bud på en entente frem for en alliance. Indien benytter sig ikke af hårde eksplicitte alliancer mod Kina, men gør brug af blødere og mere implicitte sammenslutninger. Det er ikke rationelt for hverken Indien eller mange af de øvrige asiatiske lande at indgå i formelle alliancer imod Kina, da den enorme magtforskel fraråder sådanne forsøg. Desuden har Indien og andre asiatiske stater brug for kinesiske investeringer, samt behov for adgang til det kinesiske marked.
I modsvar til Kina, forsøger Indien således at skabe tættere forsvarsrelaterede bånd med en række asiatiske stater, der ligeledes er bekymrede over Kinas fremgang. Ved at indgå i sikkerhedsdialoger, udveksling af efterretning, teknologi og militær kapacitet med andre asiatiske lande og USA, har Indien formået at begrænse noget af Kinas magt og indflydelse i regionen. Men Indien har bevidst forsøgt at være forsigtig og ikke alt for konfrontatorisk overfor Kina i frygt for et kinesisk modsvar. F.eks. har Indien holdt lav profil i Nepal, hvor Kina og USA kæmper om indflydelse – også selvom Nepal traditionelt set er en del af Indiens interessesfære.
USA og Indien – et sammenfald i interesser
USA har længe anerkendt Indien som en central aktør når det gælder USAs strategiske interesser i Asien. På nuværende tidspunkt deler Indien og USA et omfattende og ekspanderende kulturelt, strategisk, militært og økonomisk samarbejde. For USA er forholdet til Indien vigtigt da, da Indien på mange måder har gode forudsætninger for at holde fremtidens Kina i skak.
I USAs øjne kan Indien være med til at forhindre, at Kina opnår regionalt herredømme og dermed opnår et grundlag for, at kunne projicere sin magt ud over Asiens grænser. På trods af forskelle mellem Indien og USA, står de på den samme side med hensyn til at minimere Kinas voksende indflydelse i Asien.
USA har længe anerkendt Indien som en central aktør når det gælder USAs strategiske interesser i Asien. Copyright: US Department of State
Særligt under præsident George W. Bush så det amerikansk-indiske forhold en stor fremgang. For eksempel var ’Civil Nuclear Agreement’, (en aftale hvor USA anerkendte Indien som en ansvarlig atommagt) medvirkende til at styrke partnerskabet mellem New Delhi og Washington. I dag ser Indiens strategiske elite også positivt på Trumps hårdere tilgang til Kina og hans skepsis over for Pakistan. I en Brookings-undersøgelse af den indiske strategiske elite sagde 75%, at deres lands vigtigste globale partner er USA.
Udviklingen i det amerikansk-indiske forhold har bl.a. betydet, at der har været et øget salg af amerikanske våben og teknologi til Indien. Derudover har man igennem en række forsvarsaftaler intensiverede de militære bånd, herunder fælles øvelser, samarbejde om missilforsvar og våbenproduktion. F.eks. dannede USA, Indien, Japan og Australien i 2007 et forum for sikkerhedsdialog, under navnet Quadrilateral (også kendt som The Quad). The Quad er ment som et redskab til at begrænse Kinas truende opførsel i regionen.
Den fremtidige balance – og verdensorden
Selvom der har været stor fremgang i det indiske-amerikanske forhold, har der været en vis forbeholdenhed fra indisk side da landet endnu er usikker over, hvad deres tilnærmelse til USA vil betyde for deres forhold til Kina. Men meget tyder på, at jo mere den sikkerhedspolitiske situation spidser til for Indien, jo mere villig er Indien til at tilnærme sig USA, som modsvar på kinesiske aggressioner og provokationer.
Det er derfor relevant at forstå og følge med i udviklingen i de indbyrdes indiske, kinesiske og pakistanske forhold. Som beskrevet har USA gjort meget for at kultivere forholdet til Indien, men hvorvidt forholdet udvikler sig yderligere vil i høj grad være bestemt af Indien, og hvordan inderne opfatter truslen fra Kina og Pakistan.
Det bliver derfor spændende at se, hvordan Indien og Kinas forhold udvikler sig fremadrettet. Dog er der mange tegn på, at Kinas og Indiens interesser kan komme til at støde sammen. Dette giver Vesten en enestående chance for at Indien vælger at abonnere på vestlige værdier og mål. F.eks. kan sammenstød mellem Indien og Kina betyde, at Indien bliver mere villig – og i stand til – at være en partner med USA i forhold til at rebalancer Asien, herunder opretholdelse af sikkerhed og stabilitet i Det Indiske Ocean.
Indien har en stor chance for komme til at spille en nøglerolle i de næste årtiers stormagtskonkurrence. Om det vil ske, og hvor hurtigt, afhænger først og fremmest af de vestlige magter og hvorvidt de er klar til at engagere Indien på Indiens egne betingelser. Med lovende økonomiske, militære og demografiske fremtidsudsigter, er Indien altså en vigtig brik i den asiatiske og globale magtbalance. Det er derfor vigtigt for Vesten at sørge for, at Indien kommer til at stå på vores side, hvis vi ønsker at bevare den globale magtbalance og verdensorden i et asiatisk århundrede.
Skrevet af gæsteskribent Thomas Vesterager Matthies
Thomas er kandidatstuderende på Aarhus Universitet hvor han læser statskundskab. Hans interesseområde er udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvor han blandt andet har fokuseret på international politik, BRIK-landene, Mellemøsten, efterretningstjenester og spionage.
