Dette er en opfølgende artikel på hvordan det er i Egypten i dag, otte år efter optøjerne under det arabiske forår. Der vil blive fokuseret på nogle af de primære faktorer, der fik egypterne til at stå på Tahrir Pladsen tilbage i 2011: Arbejdsløsheden blandt de unge Egyptere; ønsket om et demokratisk Egypten; og ønsket om et mindre korrupt system.
Det Arabiske Forår bruges ofte som en fælles betegnelse for de folkelige protester der fandt sted i Nordafrika og Mellemøsten fra 2010 til 2011, og som omhandlede folkets forsøg på at ændre den samfundsorden de levede under. Startskuddet til disse protester ledes oftest tilbage til Tunesien, hvor en frugtsælger ved navn Mohamed Bouazizi i 2010, satte ild til sig selv efter at hans varer var blevet konfiskeret af det Tunesiske politi. Protesterne spredte sig sidenhen til Libyen, Egypten, Yemen, og Syrien, hvor folk gik på gaden med krav om politiske forandringer i deres land.
Der er skrevet meget om det Arabiske Forår og især det håb, de folkelige protester førte med sig, samt de krige og skuffelser, der fulgte i kølvandet og som blandt skyllede ind over lande som Libyen og Syrien. Artiklen her vil tage udgangspunkt i, hvad der er sket i Egypten siden afslutningen på det Arabiske Forår, og især sætte fokus på, om de forandringer der blev krævet dengang i 2011, er blevet mødt.
Hvorfor demonstrerede egypterne, og hvordan gjorde de?
Der var flere grunde til, at egypterne gik på gaden og demonstrerede i 2011. Det primære mål dengang var at vælte den autoritære præsident Hosni Mubarak. Bevæggrundene bag målet var dog forskellige. Der var blandt andet et ønske om bedre arbejdsvilkår, ønsket om at mindske den høje arbejdsløshed blandt de unge, og ønsket om en mindre korrupt stat. Derudover var der også en drøm om at omdanne Egypten til et demokrati, hvor folket havde medbestemmelse over deres dagligdag og det samfund de levede i.
Der var flere grunde til, at egypterne gik på gaden og demonstrerede i 2011. Det primære mål dengang var at vælte den autoritære præsident Hosni Mubarak. Copyright: Carlos Latuff
Demonstrationerne var overvejende stille og rolige, da demonstranterne havde valgt at bruge ikke-voldelige metoder. Regimet havde dog ikke den samme strategi. Mubarak satte i stedet politiet og militæret på opgaven for at få stoppet demonstrationerne.
Til sidst indså de væbnede styrker, at dem der stod på Mubaraks side ville tabe kampen om magten. Derfor gav militæret Mubarak et valg: gå frivilligt af eller blive fjernet med magt. Mubarak mistede dermed sin magt, og egypterne stod nu overfor en stor opgave om at opbygge et demokratisk samfund med bedre vilkår for alle.
Hvad skete der efter Mubaraks fald?
Efter at Hosni Mubarak blev væltet, begyndte igangsættelsen af et frit valg, som skulle være det første skridt mod et nyt og demokratisk Egypten. Flere partier stillede op, men i sidste ende var det Mursi, der vandt valget og som blev Egyptens næste præsident. Mursi stod dog overfor en opgave, der var nærmest umulig at løse. Han skulle bringe et land domineret af stor gæld til omverden, høj arbejdsløshed, og korruption, på rette spor.
Efter et år, hvor den almene egypter ikke kunne fornemme den store forandring, greb militæret ind og begik et kup mod Mursi, der derefter blev fængslet. Mursi havde stadig en del støtter rundt omkring i Egypten, og de protesterede imod indsættelsen af den nye præsident Al-Sisi, der havde stået i spidsen for militærkuppet. Al-sisi var ikke videre tolerant overfor disse pro-Mursi demonstranter, hvilket ledte til den såkaldte Rabaa massakre.
Al-Sisi blev valgt til præsident ved et præsidentvalg, som blev holdt efter militærkuppet. Der var imidlertid tegn på, at det ikke var et demokratisk valg. Eksempelvis fordi der ikke var nogen modkandidater. Al-Sisi er ikke desto mindre fortsat præsident af Egypten. Han har dog som sine forgængere store problemer med at få Egypten på rette kurs i forhold til blandt andet økonomien og arbejdsløsheden. Men opgaven er heller ikke nem.
Arbejdsløsheden før og nu
Mange af de unge egyptere (15-24 årige) er veluddannede, og det gælder både mænd og kvinder. Problemet for de unge egyptere er imidlertid, at de ikke kan skaffe sig et arbejde, når de er færdige med deres uddannelse. De unge kvinder har sværere ved at finde arbejde end mændene – uanset om de er uddannede eller ej. Ud af alle kvinder der er arbejdsparate var 23,1% af disse i 2018 ikke i arbejde. Samtidig ligger mændenes tal på 7,81%. Altså er der en stor forskel på, hvordan arbejdsløsheden fordeler sig kønsmæssigt.
Fra 1991 til 2018 var der en gennemsnitlig arbejdsløshed i Egypten på 10,37%. Copyright: Silar
På trods af dette, faldt den samlede arbejdsløshed fra december 2017 til december 2018 ikke desto mindre med 2,4%. Selvom der fortsat ikke er mange i arbejde, kan man derfor argumentere for, at udviklingen langsomt går i den rigtige retning – forudset at arbejdsløshedskurven fortsat forbliver nedadgående.
Denne positive udvikling betyder meget for de unge egyptere, men det er stadigvæk dem, som er dårligst stillede. Arbejdsløsheden blandt de 15-24 årige i Egypten var nemlig helt oppe på 32,95% i 2017, og faldt kun til 32,6% i 2018.
Tendensen med høj arbejdsløshed blandt de unge egyptere er ikke en ny trend. Fra 1991 til 2018 var der en gennemsnitlig arbejdsløshed i Egypten på 10,37%. I samme periode ligger arbejdsløsheden for de unge i Egypten gennemsnitligt på 28,43%.
En af grundene til, at det er svært for de unge at få arbejde er, at antallet af egyptere der er arbejdsdygtige, er gået fra at være lige over 16 mio. mennesker til lige under 32 mio mennesker. Dette betyder, at der skal være et dobbelt så stort udbud af arbejdspladser i Egypten i 2018, i forhold til udbuddet af arbejdspladser i 1991.
Et af de valgløfter Al-Sisi gav da han stillede op til præsidentvalget var, at han ville forbedre chancerne blandt de unge for at få arbejde. Arbejdsløsheden blandt unge er også faldet en smule, siden han kom til magten, men ikke videre markant. Dette gør selvfølgelig, at der stadig er utilfredshed blandt de unge, men de har alligevel valgt ikke at gå for meget på gaderne og demonstrere for at få et nyt styre. Om dette er af frygt for hvordan Al-Sisi vil reagere på demonstrationerne, eller om det er på grund af, at håbet om en lysere fremtid er forsvundet, er ikke til at sige.
Demokratiet længe leve, eller?
Da egypterne gik på gaden i protest mod Mubarak tilbage i 2011, var det ikke blot på grund af, at de var utilfredse med deres arbejdsforhold og chancerne for at få et arbejde som ung egypter. Det var også med et brændende ønske om, at få etableret et demokratisk Egypten uden korruption. Som tidligere nævnt blev der afholdt et demokratisk valg efter at Mubarak blev væltet, men udover dette valg har der ikke været videre tegn på, at Egypten er blevet mere demokratisk.
Fem år efter det Arabiske Forår i Egypten lavede The Arab Barometer en undersøgelse der omhandler, hvad egypterne så som vigtige politiske emner, hvor meget de gik op i politik, og hvor overskueligt de synes den egyptiske politik var på daværende tidspunkt.
Svarene viste tydeligt, at det ikke længere var den demokratiske udvikling, som lå øverst på listen over vigtige politiske emner for egypterne. Faktisk var det den økonomiske situation i landet det som egypterne bekymrede sig mest om. På anden pladsen fulgte bekymringen om korruption, mens bekymringen om den demokratiske udvikling lå i sidste række. Denne manglende bekymring om den demokratiske udvikling betød ikke, at Egypten på daværende tidspunkt var blevet et fuldendt demokrati. Det var snare et udtryk for, at egypterne følte, at der var andre mere alvorlige emner der pressede dem i hverdagen.
Solidaritets-demonstration i Melbourne, januar 2011. Copyright: Takver
I undersøgelsen blev egypterne også spurgt om, på en skala fra 0-10, hvordan de mente demokratiet fungerede i Egypten, og om Egypten var egnet til at være et demokrati. Disse svar blev efterfølgende sammenlignet med svarene på samme spørgsmål fra årene 2011 og 2013.
I kølvandet på det Arabiske Forår i 2011 fik demokratiet i Egypten en gennemsnitlig score på 6.8, hvilket betød, at egypterne var relativt positive. I 2013 var denne score faldet helt til 3.7, mens den i 2016 steg til en gennemsnitlig score på 5.2.
Egypterne blev også spurgt om, hvorvidt de synes, at Egypten var et land der kunne blive demokratisk. I 2011 var gennemsnitsscoren på dette svar 7.0. Denne score var i 2013 faldet til 5.2, og i 2016 var denne score kun steget til 5.4.
Hvis man ser på besvarelserne kan man se, at egypterne overvejende har mistet troen på, at deres land kan blive demokratisk. Samtidig er egypternes holdning til, hvor demokratisk deres land er, også blevet mere negativt ladet.
Hvor står vi nu?
Årene er gået, og det Arabiske Forår er for nogle gået i glemmebogen. Andre lider fortsat under følgerne af, hvad foråret startede. I Egypten har store dele af befolkningen opgivet håbet om at deres land kan blive demokratisk, retfærdigt og lige, mens krigen i Syrien fortsat sætter sine dybe spor i folks tilværelse og bevisthed.
Det Arabiske Forår har haft voldsomme konsekvenser men det medbragte også håb. Dette håb er i dag nogle steder enten slukket eller lagt til siden for en stund. Det Arabiske Forår er derfor på sin vis stadig ikke afsluttet. Derimod ligger mange af de frustrationer, som forårsagede foråret i første omgang, fortsat og ulmer.
Skrevet af Julie Pastoft
