Den seneste tid har budt på et opsigtsvækkende samarbejde mellem præsident Trump og Demokraterne. Og det har været nødvendigt for Trump at trække i land, udskyde eller skrotte forslag og løfter fra valgkampen.
Med tanke på det politiske stormvejr, Trump har været ude for de seneste måneder, skulle man forvente at hans vælgerbase vil vende sig mod ham. Men det lader ikke til at være tilfældet. Tværtimod lader en stor del af hans vælgerbase til at samle sig om ham. Det skyldes, at mange af hans vælgere ikke er Republikanere i traditionel forstand. De støtter præsidenten, ikke partiet. De bortforklarer hans nederlag som et resultat af den politiske ’sump’ i Washington, som Trump tordnede mod i valgkampen.
Et af hans centrale slagord blev da også ’drain the swamp’ – dræn sumpen. Hans vælgere er i lige høj grad frustrerede over Demokratiske og Republikanske ledere. Og de frygter at Trumps politiske bagland aktivt vil modarbejde ham. I den sammenhæng bortforklares manglen på konkrete resultater af valgløfterne med netop den sump, han arbejder på at dræne. Det politiske etablishment bliver således både mål for hans politik og hans syndebuk, når han ikke kan opnå resultater.
Et flertal af Trump vælgerne ser ham som en af dem. Copyright: Gage Skidmore
Interessant er det også, at en kerne af hans vælgere tilsyneladende ikke forventer at deres loyalitet over for præsidenten vil vakle i den nærmeste fremtid. Dette hænger til dels sammen med billedet af Trump “som en af dem” nærmere end som politiker. I den sammenhæng er hans hidtidige politiske uafhængighed en klar styrke. Han har tidligere udtalt sig pro-demokratisk, og han var tæt på at stille op som præsidentkandidat for et uafhængigt tredje parti i 2000, men han er ikke infiltreret i politik på samme måde som hans modkandidat, Hillary Clinton.
Forgængeren, Obama, er også en del af forklaringen på dele af vælgerbasens vedholdende tålmodighed. De giver simpelthen Trump en chance for at få ryddet op i det rod, Obama i deres optik efterlod. Og modsætningsforholdet mellem Trump og hans politiske bagland spiller også ind, for de øvrige republikaneres manglende støtte kombineret med demokraternes manglende samarbejdsvilje er i mange Trump-vælgeres optik er nok til at forklare de manglende resultater. Det er én mand mod systemet, og de elsker ham for det.
Hans mangel på politisk korrekthed, som står i skarp modsætning til etablerede Demokrater og Republikaneres tone i medierne, tiltaler og fastholder også en del vælgere. Hans kontroversielle udtalelser og tiltag er en del af hans image, og de styrker om noget kun hans vælgerbases støtte. Den aftale, præsidenten for nylig indgik med Demokraterne om at hæve gældsloftet ryster heller ikke hans vælgerskare – tværtimod. Hans image som businessman giver ham en del frihed, og det faktum at aftalen blev indgået tilskrives af mange vælgere det forhandlingstalent, præsidenten opbyggede i det private erhvervsliv.
Selv hans tvetydige afstandtagen til højreekstremistisk vold ser mange af hans vælgere blot som et resultat af hans uvilje mod at tage afstand fra de historiske symboler, opinionen har vendt sig imod.
Trump og det lange perspektiv
Men Trumps protektionistisk-nationale vælgerskare, som dukkede op i uventet højt antal ved sidste års valg, er ikke et nyt fænomen i amerikansk politik. At Trumps valgsejr kom så meget bag på medierne skyldes nok i høj grad, at de ikke har været i stand til at forudse det pludselige skift i vælgerskaren og dens holdninger, til trods for at den bygger på lang tids udvikling. Tea Party-bevægelsens succes er udtryk for samme udvikling i vælgerskaren. Denne bevægelse har været svær at komme uden om, men eksperterne var simpelthen ikke i stand til at forudse den pludselige ændring, vælgerskaren oplevede i forbindelse med dette valg.
Republikanerne har stået for og indført stramninger på asylpolitikken i USA helt tilbage til 1860. Et eksempel på dette er en lov fra 1882, som specifikt er rettet mod kinesere. Efter borgerkrigen og helt frem til 1930’erne stod republikanerne for en markant protektionistisk finans- og økonomipolitik med blandt andet hævede tariffer.
Op gennem 1980’erne lykkedes det Ronald Reagan at samle de populistiske kræfter. Copyright: White House/ Reagan Presidential Library
Fra sin tabte valgkamp i 1976, valgsejren i 1980 og op gennem 1980’erne lykkedes det Ronald Reagan at samle de populistiske kræfter blandt de stærkt nationalt orienterede, frihandelsfortalere og de ultraliberale, de socialkonservative og de stærkt pro-militære kræfter i én koalition.
Med sin udtalte modstand mod traktaten om Panamakanalen under valgkampen i 1976 åbnede Ronald Reagan døren til de stærkt nationalt orienterede kræfter i amerikansk politik – netop det segment, der sikrede ham valgsejren i 1980 og som satte sit præg på hans udenrigspolitik gennem det meste af hans valgperiode.
Efter den kolde krig sluttede vendte de stærkt protektionistisk-nationale kræfter sig mod daværende præsidents George Bush, Sr.’s mainstream republikanske tankesæt så det lykkedes Ross Perot, den uafhængige kandidat, at få 19 procent af stemmerne ved præsidentvalget i 1992 på en stærkt nationalistisk og protektionistisk platform.
Pat Buchanan forsøgte at ramme samme åre ved den republikanske primærvalgkamp i 1996 og sikrede sig omkring 21 procent af stemmerne. På kampagnesporet var Buchanan en stærk modstander af NAFTA (North American Free Trade Agreement), og udtrykket ”the peasants are coming with pitchforks” blev, ganske sigende, en slags slogan for hans valgkamp.
Mellem 1996 og 2016 havde denne protektionistisk-nationale dagsorden ikke en højt profileret kandidat, der kunne tale dens sag. Dog var Mike Huckabee, som havde base i den populistiske gren af det republikanske parti, en mulig undtagelse. De republikanere, som støttede denne dagsorden, sluttede tæt i rækkerne, men mere af modstand mod de demokratiske kandidater end af støtte til de republikanske.
Den gængse tolkning blev, at denne gren af det republikanske parti i mellemværende periode var blevet marginaliseret i en sådan grad, at den kun kunne samles om enkeltsager og bag radioværter på den politiske yderfløj. Men det var ikke tilfældet. I det store hele var det hverken manglende iver eller tilslutning, men simpelthen manglen på en samlende kandidat der sendte denne gren af partiet ud i skyggen.
Intet nybrud under solen
Det er næppe en tilvækst i denne grens vælgerskare, der resulterede i Trumps nominering og valgsejr, men splittelsen mellem de mange øvrige republikanske kandidater, som tillod Trump at tage en tidlig føring. Med kløgtige kampagnefolk som den nyligt afskedigede Steve Bannon lykkedes det Trump at bevare dette momentum hele vejen til den endelige nominering. Den stærkt protektionistisk-nationale vælgerskare blandt republikanerne og andre dele af den amerikanske befolkning fik en kandidat, de kunne samles om, og han stormede frem.
Trumps vælgerbase har været der hele tiden. Her, i Pennsylvania som var en af de del-stater Trump besøgte under sin “takke-tur” efter valget. Copyright: Michael Vadon
Trumps valgsejr – og den forsatte støtte han oplever – skal således ikke ses som fundamentale forandringer i vælgerskaren. Det var og er en kombination af den rigtige kandidat til tiden og den dybe splittelse, det republikanske parti har gennemgået. Det gør sig gældende både for primærvalgene og selve valgkampen. Og deri lægger den væsentlige forskel til Ross Perot’s kampagne i 1992, hvor Perot var oppe imod stærkere og mere forenede kræfter.
Trumps vælgerbase har været der hele tiden – hans kandidatur var blot første gang i mange år, de for alvor fik mulighed for at gøre deres indflydelse gældende.
Skrevet af Martin Armbrust
Martin er uddannet historiker med bachelor- og kandidattilvalg i engelsk fra Aarhus Universitet. Hans fokusområder hos UA er amerikansk indenrigs- og udenrigspolitik, historiebrug i danske og udenlandske medier og til dels britisk politik. Læs mere om Martin og hans artikler her.
