Analyse af sikkerhedsliggørelsen af den danske folkesundhed under COVID-19 krisen

I slutningen af februar 2020 ramte COVID-19-pandemien Danmark, og vi har siden da befundet os i noget der minder om en undtagelsestilstand. Som led i nedlukningen af det danske samfund er vi blevet bedt om at holde afstand, og at holde os hjemme. Skoler, arbejdspladser og butikker er blevet låst af, og offentligheden er begyndt at tale om nytiden med referencer til tiderne under 2 Verdenskrig, og tiderne som vi ser dem i post-apokalyptiske film som The Book of Eli og Mad Max.

Men det er ikke kun i offentligheden at disse COVID-19-tider omtales som noget særegnet. De danske myndigheder har ligeledes engageret sig i en sikkerhedsliggørelse af den offentlige sundhed. Ord som ”fare”, ”trussel” og ”død” er dagligt tonet frem på skærmene og i radioen, og de har, sammen med de øde gader og stræder, medført en kollektiv følelse af, at enden er nær.

Men er COVID-19 den største trussel som Danmark længe har set, og hvilken rolle spiller sikkerhedsliggørelse i denne sammenhæng? Det vil denne artikel se nærmere på.

Sikkerhedsliggørelse som et politisk koncept

Sikkerhedsliggørelse er et samfundsvidenskabeligt koncept som bruges inden for international politiske studier til at beskrive situationer, hvor et problem bliver italesat som en national sikkerhedstrussel. Rundt om i verdenen, og ikke mindst i Danmark, blev COVID-19 tidligt omtalt som en national sikkerhedstrussel, da virussen af politikere og sundhedseksperter blev sat i forbindelse med overbelastning af sundhedsvæsenet. Ifølge dem udgjorde COVID-19 en national sikkerhedstrussel, da den potentielt ville kunne overbelaste sundhedsvæsenet og medføre en nedsat kapacitet til at behandle andre sygdomme.

Rundt om i verdenen, og ikke mindst i Danmark, blev COVID-19 tidligt omtalt som en national sikkerhedstrussel. Copyright: U.S. Air Force/Senior Airman Dylan Murakami

Ræsonnementet var, at folkesundheden potentielt ville kunne blive sat tilbage på et lavere niveau, og at man ville se en stigning i dødsfald inden for sygdomme, man ellers normalt kan behandle.

Coronavirussen har på kort tid vendt op og ned på livet herhjemme. Men selvom COVID-19 omtales som en sikkerhedstrussel, betyder det ikke nødvendigvis at virussen i sig selv udgør en eksistentiel trussel for et lands overlevelse.

Når noget betegnes som en  eksistentiel trussel menes der udslettelse af borgere og af samfundet som helhed. Denne betegnelse er ofte anvendt i politiske sammenhænge, og er yderst effektiv hvis man ønsker at mobilisere folk i kampen for noget.

Men det er ikke altid at truslen i sig selv udgør en eksistentiel fare. Tag bare terrorisme og dets betyding for et land som USA. Terrorisme udgør ikke i sig selv en undergravende trussel for USA. Når vi kigger nærmere på statistikker af antal omkomne i terrorangreb i USA, er det forholdsvis få amerikanere der årligt omkommer i forhold til populationens størrelse.

Derudover dør der langt flere amerikanere af for eksempel livsstilbetinget sygdomme. Terrorisme udgør heller ikke en trussel mod det amerikanske system som helhed. Selvom et terrorangreb kan sætte vigtige samfundsfunktioner ude af spil i en kort periode, skal der oftest mere til end et terrorangreb, for at et sundhedsvæsen, en økonomi og/eller et politisk system kollapser. Ikke desto mindre har amerikanske myndigheder længe benyttet sig af en sikkerhedsliggørelse når de taler om terrorisme.

Det samme fænomen kan nu ses i Danmark i forbindelse med COVID-19. COVID-19 udgør ikke i sig selv nogen eksistentiel trussel for danskernes overlevelse. Det gør den ikke, fordi man har vurderet at op mod 5.600 danskere vil dø af COVID-19 i første bølge. Til forskel døde der sidste år, ifølge Danmarks Statistik, rundt regnet 15.330 danskere af kræft, 6.640 af luftvejslidelser som følge af sæsoninfluenza, og året forinden 12.177 af hjertesygdomme.

Når noget betegnes som en  eksistentiel trussel menes der udslettelse af borgere og af samfundet som helhed. Copyright: Philafrenzy

Dermed er det kun en promilledel der potentielt vil dø af COVID-19, hvorfor virussen ikke i sig selv vil føre til en massiv udslettelse. Når det så er sagt vil virussen ikke desto mindre, ifølge eksperter, kunne føre til en svækkelse af sundhedsvæsenet som følge af overbelastning.

Det er derfor på denne baggrund, at man kan argumentere for, at COVID-19 udgør en eksistentiel trussel for Danmark. Men når vi kigger til Sverige, der ikke officielt har været nedlukkket, har sundhedssystemet endnu ikke på noget tidspunkt været overbelastet.

I Sverige har man haft en belægningsgrad helt ned på 50 procent og dermed haft langt færre indlagte med COVID-19 end frygtet, hvilket også har været tilfældet i Danmark. Til sammenligning ser det anderledes ud i Norditalien, hvor sundhedsvæsenet har været hårdt ramt. Det var også oftest Italien som Mette Frederiksen dragende paralleller til, når der skulle gøres status for situationen i Danmark.

Men man kan ikke sammenligne italienske forhold med danske, b.la. fordi der har været mangel på respiratorer i Italien, som har vist sig ikke at have været tilfældet i Danmark, hvilket medførte en mindre belastning af det danske sundhedsvæsen i forhold til det italienske sundhedsvæsen. Derudover er det italienske sundhedssystem mindre centraliseret, hvilket betyder en mindre grad af koordinering. Foruden dette har Danmark en yngre befolkning end Italien og der er mindre kontakt mellem børn og ældre, hvilket taler for en mindre smittespredning.

Derudover tyder et studie – foretaget af Ensenada Forskningsinstitut i Mexico og Falmouth Institut for Oceanografi i USA – på, at i lande som har været åbne, er antallet af døde faldet lige så meget som i lande der har været åbne. Faldet af antal omkomne har været det samme konkluderer studiet fordi evolutionen af pandemien har været den samme. I forhold til effekten af nedlukningen er det også efterfølgende kommet frem, at Statens Seruminstitut har begået en regnefejl og at effekten af nedlukningen ikke har været så stor, som først forstillet.

Ikke desto mindre signalerer en hurtig og resolut indsats i form af en nedlukning politisk handlekraft, hvilket kan veksles til politiske stemmer. Det giver politiske stemmer fordi kriser, om det så drejer sig om flygtninge-, finans- eller den nuværende sundhedskrise, alle er komplicerede og svære at forholde sig til. Derfor vil vælgerne gerne have simple løsninger og hurtig handling. Og man må formode at Mette Frederiksen som statsleder også gør sig overvejelse omkring hvordan hun kan sikre politiske stemmer.

Den store nedlukning af Danmark vil i ugerne og månederne frem blive gennemanalyseret og og vi vil langsomt blive klogere på, om de omfattende foranstaltninger var velbegrundet, eller om den svenske model er at foretrække i fremtiden. Men udover at gøre status om flokimmunitet, er der også behov for at se nærmere på hvordan krisen blev addresseret. For den sikkerhedsliggørelse af COVID-19, som danskerne tideligt blev mødt med har medført politiske tiltag, som bør nævnes og analyseres nærmere.

COVID-19-sikkerhedsdiskursen

Siden COVID-19s indtog har virussen været en sikkerhedspolitisk prioritet i Danmark. Når noget er sikkerhedspolitisk, betyder det at det er et politisk sagsområde, der har til formål at sikre et lands forsatte eksistens ved at beskytte landet mod ydre, såvel som indre, trusler. Sikkerhedstrusler er ikke altid noget der objektivt set eksisterer.

Ofte er det noget offentlige myndigheder skaber i forhold til hvordan de snakker om problemet. Sikkerhedstrusler skabes ofte ved brug af sikkerhedsrelaterede ord såsom fx stabilitet, kamp, kontrol, fjende, farlig, trussel, fare, beskytte osv., eller krigsmetaforer af sikkerhedsliggørelsesaktører. Sikkerhedsliggørelsesaktører er typisk regeringer, politiske ledere og lobbyister, som har politisk magt til både at vinkle et problem, og til at få vinklingen af problemet accepteret af den brede befolkning.

Siden COVID-19s indtog har virussen været en sikkerhedspolitisk prioritet i Danmark. Copyright: News Oresund

I henhold til COVID-19, vil nogle nok mene, at regeringen har været nødt til at male fanden på væggen for at få folk til at holde afstand og derved få smittetrykket til at falde. Sikkerhedsliggørelse er derfor ikke nødvendigvis en negativ ting.

Men sikkerhedsliggørelse har også den effekt, at den fører frygt med sig som er ude af proportioner med hvor stor en trussel virussen reelt set udgør for den enkle. Således kan man blive mere bange for virussn end hvad godt er, hvilket kan medføre kollektiv lammelse og mangel på handlekraft. Denne kollektive følelse åbner så døren for at dem med magt får større beføjelser, end hvad ellers er normalt – ligesom det ses i USA i forbindelse med landets diverse anti-terror tiltag.

Mette Frederiksen har som statsminister formet COVID-19 truslen som et sikkerhedsproblem ved b.la. brug af sikkerhedsrelaterede ord såsom: ”fælde”, ”rammer os”, ”kontrol”, ”midler”, ”strategi”, ”udryddet”, ”blusse op”, ”dødsfald”, ”ligposter”, ”frygt” og ”alvorlig”. Under pressemøder d. 11. og 30. marts samt d. 6. april 2020 sagde hun blandt andet at:

Corona spreder sig hurtigt. Men rammer vores kroppe langsomt” […] ”For den kan – så at sige – lokke os i en fælde som samfund. Få os til at tro, at vi har styr på det. Gøre os uforsigtige. Så sygdommen igen får plads til at blusse op” […] Virussen vil være blandt os længe endnu. Flere vil blive smittet. Flere vil blive indlagt. Flere vil desværre dø”.

At COVID-19 ”rammer vores kroppe”, bringer associationer til kugler der i krig rammer os, og at COVID-19 ”spreder sig” og ”lokker os i en fælde” bringer associationer til at fjenden omringer og overrasker os. En fjende der vil være hos os længe endnu, og tage livet af nogle af os. At ”blusse op” kan associeres med ild og bruges også i forbindelse med intensivering af vold og uroligheder, hvorfor man kan argumentere for, at det er et sikkerhedsrelateret ord.

Mette Frederiksen udtrykker også at vi ”står på ubetrådt land” og ” i en helt ekstraordinær situation”. Med ordnerne ”ubetrådt land” skaber hun et mentalt billede af en kampplads, hvor vi står på ingenmandsland. En ekstraordinær situation kan få tankerne hen på undtagelsestilstand som i krig. Som løsning på sikkerhedstruslen tilkendegiver hun at vi skal ”tage stærkere midler i brug for at hindre smittespredning” og ”stå sammen” ligesom man gør i krig. Dermed kalder hun til kamp mod COVID og hun mobiliserer danskerne som var det krig.

Den politiske undtagelsestilstand i dansk politik

Udover at være en diskursiv politisk praksis er sikkerhedsliggørelse en proces hvor problemet løftes ud over de normalt gældende institutioner, der udøver parlamentarisk kontrol med regeringen. Det er i en dansk politisk kontekst parlamentet, som kontrollerer regeringens arbejde. Dermed betyder sikkerhedsliggørelse at man går over i en politisk undtagelsestilstand hvor demokratiske spilleregler og procedure udfordres. Demokratiske procedure og spilleregler udfordres ud fra den logik, at vi må handle her og nu for hvis vi ikke gør det, vil vi ikke kunne håndtere problemet på et senere tidspunkt.

De demokratiske spilleregler og procedure er i dansk politik at parlamentet skal have mulighed for at rejse spørgsmål til regeringen, og dermed kontrollere regeringens arbejde gennem samråd, udvalgsarbejde og spørgetimer. Derudover er det almen kutyme, at lovforslag tidligst må gå til anden behandling to dage efter førstebehandling, og tredjebehandlingen to dage efter anden andenbehandlingen, og tredjebehandlingen må tidligst finde sted 30 dage efter fremsættelsen. (Forretningsorden for Folketinget – 2018, s 27, se § 12, stk. 1, § 13, stk. 1 – 2). Disse behandlingstider er til for at sikre en høj kvalitet af lovgivning, som følge af at folketingsmedlemmerne har haft nok tid til at sætte sig ind i komplicerede lovforslag og deres afledte effekter.

Men når man står overfor en ’eksistentiel trussel’ og derfor skal handle her og nu, er der ikke tid til at lade et lovforslag gå igennem en første behandling, udvalgsbehandling, samt en afstemning efter almindelige politiske procedure, hvorfor epidemiloven på to dage blev intet mindre end både førstebehandlet, udvalgsbehandlet, samt sat til afstemning og stemt igennem d 12. marts og dermed hastebehandlet.

De demokratiske spilleregler og procedure er i dansk politik at parlamentet skal have mulighed for at rejse spørgsmål til regeringen. Copyright: Peter Leth

Derudover har spørgetime, samråd, forespørgselsdebatter og fortræde været aflyst mellem 11. marts – 1. april 2020 og udvalgsmøder har været afholdt over internetforbindelser. Fordi behandlingstiden ikke er blevet overholdt og fordi demokratiske procedure og spilleregler har været udfordret i Danmark, har Folketingets evne til at udføre parlamentarisk kontrol med regeringen været sat ud af kraft.

At parlamentets kontrol har været sat ud af kraft, har betydet at COVID-19 relateret love har været af forholdsvis ringe kvalitet, fordi parlamentet ikke har haft mulighed for at forbedre lovgivningen. Det har parlamentet ikke fordi folketingsmedlemmer ikke har haft nok tid til at sætte sig ind epidemi- og andre COVID-19 relaterede love, der også er blevet kritiseret for lovgivningsmæssige fejl.

For eksempel har medarbejdere i private virksomheder og offentlige organisationer jf. ”Lov om midlertidig lønkompensation under COVID-19” fra d. 9. marts 2020 været tvunget til at sidde derhjemme uden at lave noget, hvor det økonomisk ville have givet mere mening at have ladet dem forsætte arbejdet under lønkompensationsperioden, og derved have opretholdt produktions- eller serviceniveauet som før COVID-19 til fordel for dansk økonomi.

På den anden side kunne en længere lovgivningsproces have truet med at underminere systemet, men igen dette har ikke været tilfældet i Sverige, hvorfor en længere lovgivningsproces næppe ville havde gjort udslaget.

Tilbage til en normal politisk tilstand?

Ifølge Københavnerskolen kommer man tilbage til en normal politisk tilstand ved afsikkerhedsliggørelse hvor man går væk fra brugen af sikkerhedsrelaterede ord og afmonterer sikkerhedsdiskursen og dermed truslen. Effekten af at problemet ikke længere omtales som en national sikkerhedstrussel er, at problemet bliver diskuteret indenfor sfæren af normal politik, hvilket betyder at almindelige politiske procedure og spilleregler bliver genoptaget (Buzan, Waever and de Wilde: ibid).

Almindelige politiske procedure har til nogen grad været genoptaget siden d. 1. april 2020, hvor spørgetime, samråd, forespørgselsdebatter og fortræde, omend i mindre grad end før COVID-19, har fundet sted. Derudover er de almindelige partipolitiske uenigheder igen genopstået, uenigheder der ikke var at spore på Christiansborg, da der skulle handles hurtigt.

Tilbagevending af almindelige partipolitiske uenigheder er kommet til udtryk under genåbningsforhandlinger og debatter omkring hvilke områder i samfundet man skal åbne op for først. Dermed kæmper partierne igen mod hinanden som før COVID-19. Ergo har der i dansk politik været begyndende tegn på tilbagevendelse til en normal politisk tilstand og business as usual.


Skrevet af Charlotte Bengstrøm

Skrevet af Charlotte Bengstrøm, cand.soc. i udviklingsstudier og IR fra Aalborg Universitet i 2018, cbengstroem@gmail.com

En Udenrigsanalyse