Idéerne om den mandehadske feminist og den privilegerede mand er begge virkelighedsfjerne (2/2)

Denne artikel er anden del af en artikel-serie som sætter fokus på MeToo, køn, feminisme og ligestillingsdebatten. Læs første del her


På de sociale medier har der herset en debat om en australsk transkønnet kvinde, der ansøgte om at komme ind på et nyt kvindehold for australsk fodbold. Hendes navn er Hannah Mouncey. Størstedelen af de mennesker, der gjorde deres røst til kende i denne debat, forstod denne situation som stærkt bekymrende. Hvor ender det henne, hvis vi lader en “mand” som de kaldte hende, blive del af et kvindelandshold?

Det primære argument på den fløj i debatten var, at så snart en person med mandlige fysiologiske egenskaber bliver lukket ind på et sportshold udelukkende bestående af kvinder, hvor netop modstanderholdet jo også består af kvinder, ja, så ødelægger man ligestillingen ved konkurrenceelementet i sporten. Hvis vi laver denne undtagelse i reglen for kønsopdelt sport, vil hele sportskulturen ramle ned i en poststrukturalistisk og relativistisk dekadence, hvor intet er oppe og nede længere. Dette argument var hovedsageligt, efter at dømme navnene på Facebook, lavet af mænd.

På de sociale medier har der herset en debat om en australsk transkønnet kvinde, der ansøgte om at komme ind på et nyt kvindehold for australsk fodbold. Copyright: Kerrie/Bond University Women’s Football

Proportionen af problemet kan opfattes som mindre end den er. Hvor mange transkønnede findes der procentvis af et lands befolkning, og hvor mange af dem er sportsudøvere? Og kvindelige? Ikke særlig mange, og det vil forblive med ikke at være særligt mange. Summen af alle sportsgrenes rekorder samt mesterskabstitler er til og med stadig proportionelt minimal for transkønnede.

Nuvel kan pointen om kønsopdelt sport være en gavnlig regel, hvis mændene generelt ikke skal udkonkurrere kvinderne under et kønsneutralt forhold tilvejebragt af “en radikal feministisk kulturrevolution af sportskulturen” (sådan bliver det typisk karikeret, primært af mænd på de sociale medier).

Det er sådan, at mænd generelt set har en kropsfysiologi, der gør at de ender med at besidde det overvældende flertal af rekorder indenfor sport (både mænd og kvinder inkluderet). De har fra naturens hånd bedre agilitet, muskelkræft (qua mere muskelmasse) og generelt en mere konkurrencepræget psyke. Det er fordi deres hormonbalance faciliterer det fysiologisk og neurologisk. Dette vil enhver læge kunne fortælle. Så derfor giver den generaliserende regel om at opdele kvinder og mænd i sport god mening. Specielt set i lyset af de små tidsmarginaler der er så afgørende for at vinde i sport, altså tidsrekorderne.

En anden ting er, at Mouncey er i hormonbehandling, og at disse forhold er anderledes for hende, men ikke afgørende. Gennemsnitligt er testosteronniveauet dobbelt så højt for transkønnede kvinder i hormonbehandling end biologiske kvinders. Det skal siges at Mounceys testosteron bliver mindre dominerende for hendes fremtidige kropsudvikling, når hun er i hormonbehandling, men det er langt fra nok til at komme ned på et lige konkurrenceniveau med biologiske kvinder. Man kan sagtens finde kvinder med kropstype som Mounceys, men der er faktorer rent kropskemisk der gør, at en transkønnet kvinde har tilbøjelighed til at udkonkurrere biologiske kvinder.

Queerfeministernes argument er, at hvad der er sket for Mouncey svarer til, rent proportionelt, at fratage nogen retten til at arbejde på baggrund af vedkommendes religiøse overbevisning. Dertil sagt at religion under de rigtige omstændigheder kan være et frit valg. Transkønnethed er ikke et frit valg.

Men skal vi så ofre konkurrenceelementet i sporten til gode for inklusion af de kvindelige transkønnede i sporten? Det er et godt spørgsmål, og det ene udelukker vel ikke det andet. Det hele kommer an på, hvad man definerer som sportens mål.

Er sport kun til for vinderen?

Er sporten et kulturelt fænomen, hvis funktion er at vise, hvad mennesket som helhed kan udrette, når det sætter sig mål, det vil nå? Er det en showcase for den menneskelig ånd, når den enkelte eller et hold gennemgår en psykisk og kropslig dramatisk udvikling, hvor der kæmpes med lidelse for at vinde kampen? Foranlediger sport til sammenbringende begivenheder, der skal samle nationer og mennesker (uanset køn og identitet) om en fælles national ånd? Eller er det simpelthen bare en karrierefremmende disciplin, der skal bringe gloværdighed og anerkendelse for den som vinder? Skal sport kun ses som et instrument for karrieremageri og status for vinderen?

Det virker til, at disse mænd, der er imod at transkønnede tager del i den kønsbinær opdeling af sportsudøvere, definerer sport som værende først og fremmest et selvpromoverende, karrieremagende og selvtilstrækkeligt foretagende. For hvis sport skal være sport, så er konkurrenceelementet alfa og omega. Så er den til for vinderen, og så er de andre fælles kulturelle mål underordnede.

Definitionsspørgsmålet om hvad sportens mål er, er et element i Mouncey-debatten, som de biologiske essentialister fuldstændig overser. Altså dem der mener, at det biologiske køn er en væsentlig og afgørende faktor, når man skal forklare den menneskelige psykes natur og den enkeltes psykologiske profil. En ting er, at de er forblændet af den frygt, der blev uddybet i første del af artikelserien, som gør, at deres proportionssans er fuldstændig forvrænget. Så snart en person, som de kategoriserer som mand bliver lukket ind på et kvindelandshold, så finder der efter deres overbevisning et kulturskred sted, som potentielt korrumpere al slags sport for eftertiden.

Definitionsspørgsmålet om hvad sportens mål er, er et element i Mouncey-debatten, som de biologiske essentialister fuldstændig overser. Copyright: Jim De Ramos/Pexels

Argumentet har været, at Mouncey kun gør det her for at jorde sine modstandere i jorden som del af et selvrealiseringsprojekt. Med hendes overlegne fysiologi udnytter hun nemlig situationen som transkønnet kvinde. Men hvis man skal være tro mod konkurrenceelementet i sporten, så skulle den enkeltes kropslige fordele jo slet ikke være en faktor der skulle stå i vejen for den, som gerne vil vinde.

Hvis man tænker det logisk til ende, så ville man nok rent proportionelt ikke høre det samme ramaskrig fra dem som er imod Mounceys deltagelse, hvis det sker, at transkønnede mænd konkurrer med biologiske mænd. I det tilfælde vil der ikke være noget konkurrenceprincip på spil, for her er vinderstatusen ikke truet af fysiologiske grunde.

Hvis Mouncey blev transkønnet for at vinde i sport, så er det lidt langt for hende at gå bare for at blive bedre sportsudøver: Køns-transition er ikke nogen sjov proces og er enormt opslidende på både krop og psyke. Hvis hun har (efter det ræsonnement, der siger, at mændene er bedre præsterende sportsudøvere) det primære motiv at brillere som sportsudøver, giver det meget lidt mening at gå over til kvinderne og gøre sig al den ulejlighed for udelukkende at vinde. Ifølge den tankegang, er det jo hos mændene, at de overlegne sportsudøvere befinder sig.

Mændenes tanke om, at transkønnede kvinder ødelægger konkurrenceelementet, siger måske noget om, hvilket køn der ifølge disse mænd er overlegent og hvilket der er underlegent, ikke bare fysisk, men også kulturelt. For deres definition af sport som værende primært konkurrence afspejler selvfølgelig deres holdning til sportens eksistensgrundlag, som igen siger noget om deres holdning til mennesker; at vinderen tager det hele, og vinderen er generelt mænd, fordi sådan er naturen.

Hvis sport primært er for til vinderen som fortjener gloværdighed i anerkendelse og status, så er de store mål med inklusion og den transnationale sammenbringende ånd underordnede, og derfor har Mouncey ingen plads i sport, da hun snyder for øjnene af os, så snart hun bliver involveret i sport. Eller måske er hun bare og skal have lov til at være i et fællesskab på et hold, hvor hun gerne vil konkurrere på identitetsmæssig lige fod med andre og tage del i sport med den sammenbringende funktion den har.

Kønskategorierne op til debat

Når man nedbryder argumentet fra dem som er forargede over Mounceys deltagelse, så bliver deres hensigter lidt mere tydelige. Så snart at kønskategorierne er under debat, er der et ualmindeligt stort ramaskrig, primært fra de mænd (og det er næsten kun mænd), der vil forsvare den rigide binære kønsforståelse, der er kendetegnet ved biologisk essentialisme.

Senest har det handlet om den nye Gillette-reklame, som tager mænds maskulinitetsforståelse op til genovervejelse. Tv-reklamen gør op med sexisme ved at opfordre mænd til at overveje betydningen af den kønsbetonede adfærd, der leder til seksuelle krænkelser. Mange mænd føler sig vrede over den tydelige feministiske dagsorden bag denne reklame og føler sig forurettet over den pegefinger, der blev løftet.

Men mændenes reaktion på reklamen er baseret på en misforståelse af, hvad feminisme betyder – og hvem kan bebrejde dem det? Den fingerpegende feminisme er informeret af queerfeminismen, der mener, at det biologiske køn er en ikke-afgørende eller hel fraværende faktor i forklaringen på den menneskelige psykes natur. Queerfeminisme er den primære forståelse, som mænd generelt har af hvad femininisme er, og man forstår godt deres reaktion, når man bærer det in mente.

Så snart kønskategorierne er under debat, er der et ualmindeligt stort ramaskrig, primært fra de mænd der vil forsvare den rigide binære kønsforståelse, som er kendetegnet ved biologisk essentialisme.

Men queerfeministen er jo også den mest belejlige at argumentere imod, da hendes argumenter er nemmest at mane i jorden. For det er tydeligt, at der generelt findes psykologiske forskelle mellem biologiske mænd og kvinder.

Den “giftige” maskulinitet er måske et udtryk for de sidste aggressive forsvarsudslag fra et segment af mænd, der føler sig dårligt behandlet af et system, der favoriserer ganske få mænd i toppen af hierarkiet både økonomisk og kulturelt. Størstedelen af de moderne vestlige mænd befinder sig i et liberalt meritokratisk hierarki (*1).

Det liberale meritokrati er den værdisættelse af mennesker, der inddeler folk i tabere og vindere, som igen betinger deres definition af sporten. Ifølge denne ideologi, har hvert enkelt menneske isoleret set fuldstændig fortjent enten deres egen succes eller deres egen fiasko. De fleste mænd ved ikke, at det forholder sig sådan, eller også ved de det, men mener, at det er naturligt. Det er det ikke.

Det er klart, at disse mænd ikke vil indrømme, at de tænker sig selv som tabere, og det tyder heldigvis på, at de har en selvtillid, som de vil understrege for sig selv og andre. Dog virker det til, at deres taberstatus på nuværende tidspunkt afhænger af, at der er nogen der er skyld i deres problemer: Hvis man befinder sig i et forhold, der kunne forstås som taberagtigt, f.eks. arbejdsløshed, lav status, ingen børn, dårlig løn eller psykisk sygdom, så er den kvindecentriske feminist den perfekte skurk, der er forklaringen på alle de ikke-selvforskyldte forhold (og de er virkelig ikke selvforskyldte), der betinger deres begrænsede privilegier.

De privilegier, som disse mænd nu engang har, og som de ikke vil slippe, er der ikke nogen der skal tage fra dem. Og hvem kan egentlig bebrejde dem det, hvis langt de fleste mænd allerede befinder sig nederst i et hierarki, der indikerer deres position som tabere, samtidig med, at deres privilegier er begrænsede som konsekvens af arbejdsløshed, psykisk sygdom, singlestatus og/eller ringe økonomi?

Mød mennesket før vedkommendes køn

Der er nogle i dette mandlige segment som taler for, at vi befinder os i et kvindecentrisk samfund. Det er vel et fremskridt. For det minder om et feministisk engagement. På nogle områder lever vi i den vestlige verden (især i Skandinavien) i et kvindecentrisk samfund, men på en lang række områder gør vi ikke. Vores kultur forstærker de forvrængede kønsrolleforståelser, som skaber de gnidninger i parforholdene, der delvis er skyld i skilsmisser.

Der er nogle i dette mandlige segment som taler for, at vi befinder os i et kvindecentrisk samfund. Det er vel et fremskridt. For det minder om et feministisk engagement. Copyright: Rappaport Center

Den rigide normative forståelse af kvinder og mænd tager stadig udgangspunkt i det biologiske køn. Biologiens signalværdi foranlediger til at drage alt for hurtige konklusioner om det enkelte menneskes psyke. Det presser mange mennesker ind i forventningen om et kønsrollemønster, som de personlighedsmæssigt ikke passer ind i. Hvor stor denne mængde af mennesker er kan diskuteres, men langt de fleste mennesker har mødt masser af mænd med dominerende feminine træk og masser af kvinder med dominerende maskuline træk.

Den ordentlige feminists opgave er ikke at pege fingre, når symptomerne på patriarkatet viser sig fra uhumske mænds side. Disse mænd er højst sandsynligt, om de godtager det eller ej, sårbare, men det undskylder selvfølgelig ikke sexisme eller krænkende adfærd overfor kvinder eller minoriteter. En feminists opgave er at sætte mennesket foran kønnet i handling og tale, og derfor bliver det vigtigt, at se manden som ligestillet med kvinden.

Ekstrem promiskuøs adfærd, der resulterer i seksuel vold, er en alvorlig forbrydelse. Det er samtidig et ekstremt eksempel på en generel maskulin psykologisk tendens, og derfor skal man træde varsomt, når man forbinder begrebet voldtægt med et begreb om mænds forbrydelse mod kvinder. Der findes også mænd som forbryder sig seksuelt mod andre mænd og drenge.

Hvis man mener, at kvinden er ligestillet med manden, så burde mandens delvist biologisk betingede adfærd (promiskuitet) ikke udskammes, bare fordi vi ser ekstreme eksempler på det. Feminisme er at respektere mennesket, uanset hvilken personlighed han eller hende har. Vi skal afholde os fra at stereotypisere, da vi jo ser masser af eksempler på ikke-promiskuøse mænd. Der er endda nogle som er helt aseksuelle. Derfor kan det ikke udelukkende handle om mænds forhold til kvinder, når vi taler om promiskuitet eller voldtægt, men mere om mænds psykologiske natur, som bunder i psykologiske tendenser, der i de allermest ekstreme tilfælde resulterer i voldtægt. Vi må møde mennesket, før vi møder hans biologiske køn.

Indfør kønsegalitarismen

Vores overlevelse har fuldstændig været afhængig af fællesskabets og gruppens sammenhængskraft. Meget tyder på, ifølge naturvidenskaben, at mangfoldighed i gruppen og det dominerende egalitaristiske princip forstærker gruppens overlevelsespotentiale. Derfor har der været brug for bløde mænd og stærke kvinder, og derfor har der darwinistisk set været brug for transkønnede og seksuelle minoriteter. Ellers ville de ikke have overlevet.

Samtidig har gruppen forholdt sig egalitaristisk til disse mennesker, da de angiveligt (fordi de overlevede) havde psykologiske træk, der forhøjede overlevelsespotentialet for gruppen. Hvordan det har foregået, er et evolutionspsykologisk spørgsmål, og der er mange gode naturvidenskabelige hypoteser.

Der er stærke symptomer på det der engang var en dominerende patriarkalsk kultur. At kvinder skal have en teenagedrengelignende kropstype som kriterie for skønhedsidealet i modebranchen er et godt eksempel. Copyright: Christopher Macsurak

Det skal selvfølgelig nævnes, at stereotyperne bestående af stærke mænd og bløde kvinder også var der, og en feminist vil til enhver tid acceptere disse mennesker for hvem de er og ikke sætte deres køn først, når man skal forsøge at forstå dem. Forståelsen af manden som patriarkalsk og misogyn og kvinden som underdanig og sexobjekt er en stereotypisering, og den er overfladisk. Feministen er bedst tjent med at undgå at reproducere sådanne stereotyper.

Så snart en blød kvinde finder sig til rette i at blive ledet og få aspiration fra en maskulin mand eller kvinde, så er hun ikke underdanig og derfor et offer for et patriarkat, idet hun spejler sig i en maskulin måde at være på. På samme måde et det et valg, når en kvinde beslutter sig for at være i en position, hvor hun lader sig begære som sexmodel af både mænd og kvinder. Det skal feministen respektere og derfor afholde sig fra at konkludere hende som et offer, der ikke kan træffe et selvstændigt valg.

Kvinden træffer et frit valg, så længe hun er vidende om de konsekvenser, det har for hendes personliv. Det skal dog siges, at det virker til, at det er de færreste piger, som har denne viden, da sexbranchen generelt er en usund branche, der ikke forklare deres ansatte de psykologiske konsekvenser arbejdet har. Hvis man ikke er klar over, hvad det vil sige at være et sexobjekt og hvilke psykologiske konsekvenser det har, så er det ikke et frit valg at være et sexobjekt.

Det er klart, at der er stærke symptomer på det der engang var en dominerende patriarkalsk kultur. Det viser sig som et overlevende levn fra fortiden i de vestlige lande. At kvinder skal have en teenagedrengelignende kropstype som kriterie for skønhedsidealet i modebranchen er et godt eksempel. Det er fuldstændig udmattende at leve op til som kvinde, og egentlig var der jo mange homoseksuelle mænd, der stillede skønhedskriteriet for kvindelige tøjmodeller dengang. Derfor skulle de blive drengede rent kropsligt, før de blev smukke. Hvis det ikke er mandecentrisk, så er det svært at se, hvad det så er. Mange kvinder ved, at de fysiologisk betinget har en højere fedtprocent end mænd, og derfor er det netop sværere at komme af med, hvis man vil ligne en ranglet teenagedreng.

Det er også vigtigt at understrege, at der findes en meget stærk patriarkalsk kultur på det globale plan udenfor den vestlige verden. Så meget desto mere bliver den feministiske kamp stadig en kamp for kvinders rettigheder på samme måde som en kamp herhjemme for at gøre det til en norm, at sætte mennesket før kønnet, når man skal forsøge at forstå kvinden og manden.

Understøttende artikel:

  1. https://aeon.co/ideas/a-belief-in-meritocracy-is-not-only-false-its-bad-for-you

 


Skrevet af Simon Hjortdal

Simon er bachelor i idehistorie og retorik ved Aarhus Universitet. Derudover har han erfaring med bevidsthedsfilosofi fra sit kandidatstudie i filosofi på Københavns Universitet. Hans særlige interesseområder er vestlig psykologi, politisk filosofi samt etik- og moralfilosofi. Læs mere om Simon og hans artikler her

En Udenrigsanalyse