Når Vand er Kilden til Konflikt

Vand i flydende form er en forudsætning for alt liv på jorden. Gennem historien har mennesket altid placeret sig strategisk efter, hvor forekomsten af og adgangen til vand har været mest tilgængelig. Dog lever i dag over halvdelen af Jordens befolkning i områder, som lider af vandmangel.

Dette ses blandt andet i store dele af Afrika, Mexico, Mellemøsten og Australien, hvor det især er efterspørgslen af ferskvandsressourcer i landbruget og industrien, der har ført til rovdrift på de lokale vandressourcer. Det betyder, at ressourcer dannet over mange tusinder af år, er ved at blive opbrugt. Som konsekvens heraf, kan man mange steder i verden ikke længere producere tilstrækkelige mængder fødevarer.

Det antages af UNICEF og WHO, at mere end 35% af verdens befolkning lever i områder, som lider af vandmangel.

Flere års uforsigtig vandforvaltning og en stigende befolkningsvækst, kombineret med klimaforandringer, har lagt stort pres på verdens vandressourcer. Med flere mennesker, der skal deles om færre mængder vand, er det ikke underligt, at vand spiller en stadig større rolle i konflikter rundt omkring i verden.

Mangel på vand kan resultere i fødevaremangel, sundhedsproblemer og dårligere sanitet, økonomisk nedgang og degradering af miljøet, hvor de økosystemservices som mennesket nyder godt af forsvinder. Det antages af UNICEF og WHO, at mere end 35% af verdens befolkning lever i områder, som lider af vandmangel og 1,5 milliarder mennesker vil blive ramt af vandrelateret sygdomme.

Situationen er især akut i det tørre Mellemøsten, hvor over halvdelen af befolkningen lever under ekstrem vandmangel. I denne artikel vil jeg derfor fokusere på Mellemøsten, nærmere bestemt Tyrkiet, Syrien og Irak, hvor Eufrat-Tigris flodsystemet vil tjene som eksempel på, hvordan vandpolitik og sikkerhedspolitik smelter sammen til to sider af samme sag. Artiklen er ikke en dybdegående analyse, men skal ses som en introduktion til en af vore dages mest akutte vandkonflikter.

Floderne der Dannede Civilisationens Vugge

De tidligste kulturer opstod mellem floderne Eufrat og Tigris i Oldtidens Mesopotamien (ca. 8000 f.kr.), et område hvis navn stammer fra oldgræsk og betyder landet mellem floderne. Eufrat og Tigris ligger i et subtropisk klimabælte, hvor vandet som strømmer gennem dem, har bidraget med frugtbarhed, i et ellers goldt og tørt landområde, hvor den naturlige plantevækst primært består af busksteppe og ørken. Floderne og den frugtbarhed de bærer med sig, har altid været en vigtig grundpille for store civilisationer som Babylonien og Assyrien og er det også  den dag i dag, hvor lande som Tyrkiet, Syrien og Irak er dybt afhængig af vandet til deres landbrug og den industrielle sektor.

Udspringende fra snemasser højt oppe fra Den Anatolske højslette i Østtyrkiet, løber Eufrat ned gennem Syrien og Irak. Kilden til floden Tigris skal findes 80 km fra Eufrat, i Taurus bjergene i Tyrkiet. Hvor floden Eufrat snor sig ned gennem Syrien, løber Tigris ned gennem Irak. Her støder floder sammen, for derefter at munde ud i den Persiske Golf. Store dele af flodsystemet løber gennem regnfattige områder og meget af flodernes vand bliver brugt til kunstvanding og hydroelektricitet (energi produceret ved hjælp af vandkraft). Eufrat og Tigris er blandt de vigtigste kilder til ferskvand i Mellemøsten og langs flodsystemet lever mennesker, hvis levegrundlag er afhængig af vandet, som løber ned gennem floderne.

Udvikling på Bekostning af Andre

Syrien og Irak er begge tørre og ufrugtbare nationer som er dybt afhængige af vandet i Eufrat og Tigris floderne til kunstvanding og vandkraftværker. Copyright: Christiaan Briggs

Med årene har vandets kvalitet og kvantitet i flodsystemet ændret sig hastigt. Grunden hertil skal findes i det Tyrkiske udviklingsprojekt ved navn Güneydoğu Anadolu Projesi, også kendt under det mere mundlette ord GAP-projektet. Projektet blev søsat mellem 1980’erne og 1990’erne og består af 22 dæmninger og 19 vandkraftværker, med tilhørende kunstvandingskanaler, elnet og infrastruktur. GAP-projektet dækker over et areal på 75,000 km2 og er en del af den Tyrkiske regerings udviklingsplan, der skal hjælpe de 9 millioner mennesker som bor i Sydøsttyrkiet – et af de mest fattige og underviklet områder i landet.

Projektet er ét af de største dæmningsprojekter i verden og fortalerne for projektet mener, at projektet kan sikre vand til 17.000 km2 landbrugsland. På den anden side står kritikere og argumenterer for, at dæmningsprojektet vil medføre betydeligt mindre vand til Syrien og Irak, hvilket vil have økologiske følger, såsom vandforurening, spredning af vandrelateret sygdomme og skabe vandmangel, i allerede fattige regioner, i de respektive lande. Projektet har skabt syriske og irakiske bekymringer og spændinger landene imellem.

Bekymringerne er ikke ubegrundet. Dæmningerne og vandkraftværkerne forværrer i den grad vandet i floderne. Forurening af flodernes vand har medført en stigning af vandbårne sygdomme, sænket flodtilstrømning har forhøjet saltindholdet af flodernes ferskvand fra den Persiske Golf og den tyrkiske kunstvandingskultur har medført en forhøjet saltholdighed af vandet i Eufrat, som skader og forurener den syriske undergrund.

Derudover har den lavere mængde af vandgennemstrømning gjort floderne utilstrækkelig til kunstvanding. Det har ført til mangel på fødevarer og økonomiske tab mange steder i Irak og Syrien. På den anden side af konflikten står Tyrkiet som den store vinder. Landets økonomi er generelt vokset og projektet har været med til at skabe vækst i Sydøsttyrkiet. Antallet af jobs er steget, og elektricitet, mad og infrastruktur er blevet betydeligt forbedret. På den anden side af konflikten, står Syrien og Irak som de store tabere, hvis afhængighed af Eufrat-Tigris flodsystemet har givet dem et usikkert levegrundlag.

Konflikten over Ressourcer Står Sjældent Alene

Syrien og Irak er begge tørre og ufrugtbare nationer som er dybt afhængige af vandet i Eufrat og Tigris floderne til kunstvanding og vandkraftværker. Da dæmningsprojektet bryder den naturlige strøm af vand i Eufrat-Tigris flodsystemet og dermed ændrer miljøet, har det betydelige indvirkninger på økosystemer og landskaber, hvilket har ført til politiske stridigheder om det ’blå guld’. De stridigheder var lige ved at udvikle sig til krig mellem Syrien og Tyrkiet i 1998, da den tyrkiske regering luftede planer om endnu engang at bygge dæmninger, der ville mindske vandforsyningen til det nordlige Syrien.

Inspektion af vandpumpe i Irak. Copyright: The National Guard

Når man som land er afhængig af én primærressource som vand, er chancerne for konflikt væsentlig forstørret. Denne type konflikt er også kendt som ressourcekonflikter. Denne betegnelse kan være misvisende, idet ressourcekonflikter sjældent kun omhandler ressourcer, men opstår i samspillet mellem flere forskellige faktorer, som alle spiller ind på udformningen af konflikten.

Dette ses i vandkonflikten mellem Tyrkiet, Syrien og Irak, hvor historiske uenigheder har formet vandkonflikten til en magtpolitisk sikkerhedskonflikt. I modsætning til andre flodsystemer er Eufrat-Tigris floderne karakteriseret ved, at den mest magtfulde nation er opstrøms. Dette har en enorm indflydelse på magtdynamikken mellem Tyrkiet, Syrien og Irak. Her er Tyrkiets forvaltning af flodernes løb blevet stemplet som en form for vand-imperialisme, hvor Tyrkiet har udnyttet GAP-projektet til at styrke deres egen position i regionen.

Projektet demonstrerer Tyrkiets nationale styrke, samtidig med at det fremmer og forbedrer levestandarden i den kurdisk-domineret region. Udover økonomisk vækst bruges dæmningsprojektet således til at udligne de mange spændinger, der er mellem den tyrkiske regering og den kurdiske befolkning. Den Kurdisk-Tyrkiske konflikt står ikke ukendt for de fleste. Kurderne har siden 1980 kæmpet for et selvstændigt Kurdistan og terroraktioner er blevet flittigt brugt i kampen for at opnå dette mål. En af hensigterne bag GAP-projektet har været at forbedre levevilkårene for den Kurdiske befolkning, med den forhåbning at det ville lægge en dæmper for terroraktioner og de væbnede kampe.

Det er dog ikke kun Tyrkiet, som har brugt Eufrat og Tigris floderne til at udbedre lokale politiske stridigheder. Langs flodens bredder i det centrale og sydlige Irak bor Shiiterne, som længe har haft en konflikt med de irakiske sunnimuslimer. Det var derfor også i den irakiske administrations interesse at stoppe udviklingen af GAP-projektet, da mindre flodtilstrømning betød lavere levestandard i centrale og sydlige Irak. Iraks regering var derfor bange for, at Shiiterne ville alliere sig med Iran og sammen gøre oprør mod den irakiske regering.

Vandpolitik kan derfor ikke reduceres til kampen om fælles ressourcer, men skal ses i lyset af national og international sikkerhedspolitik.

Fremtidig Vandmangel i Mellemøsten

Konflikten over Eufrat-Tigris flodsystemet er blot en ud af mange vandkonflikter på det globale plan. Vi ser specielt Yemen som et akut eksempel på, hvordan manglende vand fører til nye udbrud af kolera. Disse konflikter vil kun blive forværret af klimaforandringerne. I en region, der allerede har store golde ørkenområder, lav nedbør og et højt fordampningsniveau, forventer man i de kommende år, at overfladetemperaturen vil stige 2,5°C. Dette vil medføre mindre regn og dermed forstærke manglen på vand. Kvaliteten og kvantiteten af vandforsyninger vil falde på tværs af Mellemøsten, hvor flere lande vil opleve økonomisk nedgang og byer vil blive overbefolket som konsekvens af, at man ikke længere vil kunne opdyrke de rurale områder. Bahrain, Libanon, Israel og Yemen er blandt de lande i Mellemøsten, hvor man forventer, at der i den nærmest fremtid vil være størst vandmangel.

To scenerier kan opstå i kølvandet på stigende vandmangel. Det første scenarie er at vandmangel vil være kilde til konflikt på tværs af landegrænser. De lande, der har adgang til vand, vil handle ud fra egeninteresser og dermed besværliggøre samarbejde. Det andet, og mere positive, scenarie er at stigende vandmangel vil føre til stærkere samarbejde mellem de nationer, der deler samme vandressourcer. En optælling udarbejdet af UNECE viser, at der siden 1948 har været mere end 295 internationale vandaftaler og kun 37 vandkonflikter. Der er derfor gode grunde til at være optimistisk, på trods af at vandmangel vil stige over hele verden og ikke kun i Mellemøsten.


Skrevet af Pernille Krüger Mertz

Pernille er uddannet cand.soc. i Miljø- og Konfliktanalyse (også kendt som Human Security) fra Aarhus Universitet. Udover dette har hun en bachelor i Idéhistorie med tilvalg i International Relations og Europastudier. Under hendes studier har hun blandt andet læst i Ankara og i Kathmandu, med fag inden for international terrorisme og international beskyttelse af menneskerettigheder.

Læs mere om Pernille og hendes artikler her

 

En Udenrigsanalyse