Det liberale meritokrati er blevet en afrikansk sygdom

Socialdemokratiet fremlagde i starten af februar måned, som forslag til en asyl- og flygtninge reform, en plan for, hvordan flygtninge bør håndteres på længere sigt. Det er et forslag til en ny asyl- og flygtninge reform. Med den forsøger Socialdemokratiet at signalere en ny fase i dansk asyl- og udlændingepolitik. Ifølge partiets formand, Mette Frederiksen, er der et presserende problem i form af de næste årtiers uundgåelige folkestrømme fra det centrale Afrika. Det er der næppe nogen, der er uenige med hende i.

Løsning er dog en anden sag. For løsningen er at afvise spontane asylansøgere, der møder op ved den danske grænse, for så at sende dem tilbage til dansk etablerede modtagecentre i Nordafrika. Implementeres denne løsning, vil ressourcerne være der til at håndtere de kvoteflygtninge, der må komme fra FN’s kvoteflygtningesystem. 500 om året eller flere. Derudover skal der være et loft over, hvor mange flygtninge og familiesammenførte, der må modtages i Danmark.

Afrikanernes liberalisme

Hvis man skal give et bud på, hvorfra man kan være helt sikker på, at en lind strøm af flygtninge vil komme i løbet af dette århundrede, så er det Afrika. Her vil den globale klimakrise ramme først, den vil blive statisk og den vil ramme hårdt. Mange vil argumentere for, at den er på nippet til at være uundgåelig.

Ved Socialdemokratiets fremlæggelse illustrerede socialdemokraterne også dette faktum indirekte ved at vise et kort over Afrika med kontinentets nuværende menneskestrøms dynamik. Det blev understreget, hvor alvorlig en trussel den afrikanske befolkning er imod den danske levestandard. Flygtninge er enormt dyre at håndtere, hvis de skal håndteres ordentligt, så derfor kan de potentielt destabilisere og overbelaste den danske økonomi.

Hvis man på lang sigt vil undgå en massiv flygtningestrøm, så bliver man nødt til at løse de grundliggende problemer, som forsager flygtningestrømmen i første omgang. Én af disse problemer er den økologiske og klimatiske forandring, Afrika vil blive udsat for med klimaforandringerne. Det er helt klart, at afrikanerne basalt må omlægge samfundsstrukturer og økonomi, så de tager hensyn til de nye økologiske og klimatiske forhold, den globale opvarmning forårsager.

Men vestens vilje og ressourcer til at hjælpe Afrika til at blive et konkurrencedygtigt kontinent, der kan klare sådanne udfordringer, glimrer ved sit fravær. Det skal dog siges, at viljen er der, og potentialet til at finde både de materielle og kulturelle ressourcer er til at finde, hvis bare man selv leder efter dem. Problemet er, at det er der ikke mange af de globale internationale virksomheder som gør.

Den liberale tankegang, som er dominerende i erhvervslivet, er, at man skal forsøge at tale op til den Afrikanske befolkning og gøre dem selvbevidste om, at hvis bare de tror på det og kæmper nok for det, så vil landende på det Afrikanske kontinent kunne blive omdannet til vellykkede betydningsfulde økonomier. Den afrikanske vækst afhænger således af innovativ tænkning og handling, der kan iværksætte en revolution, der for det første nedbryder de korrupte og diktatoriske regimer og udskifter dem med demokratier, hvis grundprincipper er frihed og demokratiske værdier. For det andet skal der opbygges et økonomisk systemskifte, der giver plads til, at det frie marked kan få rum til at folde sig ud, og på den måde med den berømte usynlige hånd skabe velstand for alle Afrikanere. Det kan også gavne den globale økonomi, hvis Afrika på den måde skaber værdi på det internationale marked.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at den nye generation af afrikanere udmærket er klar over, at denne liberale tankegang er det der skal til, hvis man vil lykkes som selvstændigt menneske, og mere bredt forstået som økonomi. Det er faktisk en ideologi som er fuldstændig købt blandt unge afrikanske mænd. Dog indfinder troen blandt disse sig ikke på Afrika som et kontinent, hvor dette kan lade sig gøre. Og det er måske heller ikke så sært.

Hvis man som Afrikaner sammenligner det gennemsnitlige liv nord for Middelhavet med den tilværelse man har, for eksempel i en forstad til den camerounske hovedstad Yaundé, så virker livet med en penthouselejlighed i det centrale London mere lokkende. Den primære motivation for at unge afrikanere flytter mod nord og forlader deres hjemland er at skabe succes i den vestlige verden. Det vil sige den verden, der ligger nord for Middelhavet. Hvis man virkelig skal adoptere den liberale tankegang, så er det i princippet også lige meget, hvor på kloden at sådan noget foregår.

Man skal sige undskyld for det, man selv er ansvarlig for

De forhold, der skaber forudsætningerne for, at man kan lykkes som menneske og få den økonomiske og personlige succes, som den liberale tankegang forpligtiger til, er muliggjort i vesten. Naturligvis fordi at det er dér, den har sin oprindelse, og det er derfor dér, at de politiske og sociale forhold er til det.

Hvordan kan det så være, at mulighederne i éns hjemland er så ringe, at man risikerer en potentielt dødbringende tur tværs over Middelhavet? Det har længe været venstrefløjens argumentation, at den afrikanske kultur blev undermineret og undertrykt, da kolonialismen invaderede og brugte Afrika som katalysator for merkantil succes. Denne måde at fortolke virkeligheden på er da også mere rationel end måden liberalisterne forstår Afrikas situation.

De humanitære forhold, der er blevet til siden kolonialismens opløsning er der ingen som vil tage direkte ansvar for. Det gælder heller ikke de liberale kræfter, der arbejder både i erhvervslivet og i de forskellige vestlige demokratiske parlamenter. Liberalisterne forstår ikke, at de skal stå til regnskab for noget, der er foregået for mere end 200 år tilbage, og det frie marked skal jo nok alligevel gribe afrikanerne til sidst.

Et eksempel på denne holdning skal man ikke længere væk end til Christiansborg herhjemme for at finde. Den siddende regering nægtede i 2016 at sige undskyld for de sociale forhold, som det grønlandske folk er under. I forbindelse med en dokumentarfilm om disse forhold, som aktualiserede emnet, var Karen Ellemann, der var social- og indenrigsminister på daværende tidspunkt, ude med en kronik i Berlingske, hvor selve overskriften var konklusionen på skriftet: “Derfor siger staten ikke undskyld. Man skal sige undskyld for det, man selv er ansvarlig for – ikke for, hvad andre har været ansvarlige for“.

Man kan således stille sig spørgsmålet: Hvem skal så være ansvarlig? Det er klart, at den traditionelle liberalismes mantra er frihed under ansvar. Det har været Venstres valgslogan. Skal det forstås, at ansvar ikke gælder på tværs af generationer? Hvis svaret er ja, så må dette da true den internationale og politiske sammenhængskraft. Hvis ikke nogen vil tage ansvar for vilkårene i global sammenhæng, hvordan skal man så finde motivationen, og derfor forudsætningen for at handle på den heftige ulighed, der kan måles i den globale økonomi, og som Afrika er det primære eksempel på?

Det globale erhvervslivs logik

Denne liberale attitude kan spores på det globale plan; Det globale erhvervsliv bryder sig generelt ikke om globale politiske agendaer, men forsøger udelukkende at drive virksomheder, der er succesfulde. Det er deres primære motiv, for det er samtidigt også deres eksistensgrundlag. Deres selvforståelse er, at virksomheder er mennesker, og menneskeforståelsen blandt liberalister er, at mennesket er et afskåret, selvstændigt og egennyttigt individ, der er ansvarlig for egne handlinger og derfor skal stå til regnskab for dem.

Hvis man er vidne til fiasko, så må skylden, som konsekvens af fiaskoen, ligge hos individet. Den kan ikke ligge hos andre end det ansvarlige individ, dvs. ledelsen. Hvis man ifølge liberalisterne begynder at tillægge ansvaret en betydning, som ligger udover individet og dermed inkluderer et fællesskab af individer, begynder der at tegne sig et anderledes billede. Så bliver det automatisk socialisme. Det virker til, at der ikke findes andre forståelsesrammer end den socialistiske for liberalisten, hvis han eller hun skal forstå et fælles ansvar, der går på tværs af individer og generationer og dermed inkluderer det globale fællesskab.

Men man behøver jo ikke være socialist for at forstå, hvorfor Afrikanerne flygter. Størstedelen af den mængde af mennesker, der flygter fra Afrika, er unge, som er forholdsvis ressourcestærke. De vil mere med deres liv end tilværelsen i hjemlandet kan muliggøre for dem. Disse mennesker flytter sig ikke direkte på grund af krig, og ikke direkte på grund af klimaforandringer. Disse årsager er bestemt medvirkende, men den primære årsag er psykologisk.

Der er ingen tvivl om, at liberalismen er den dominerende ideologi på det globale plan. Det er det, der retfærdiggør eksistensgrundlaget for det frie marked og lovgivningen, der faciliterer dets bevægelser på globalt plan. Liberalismen udgør som sagt også menneskets selvforståelse: Den amerikanske drøm er for længst blevet den afrikanske drøm. Konsekvensen af den kolde krigs udfald er bestemt, at den amerikanske kulturimperialisme har sejret på tværs af kontinenter. Og hvad menes der så med amerikansk kulturimperialisme? Kort sagt kan det opsummeres i et enkelt begreb, som jeg vil forsøge at uddybe: Meritokrati.

Den selvfortjente taber og vinder

Et af liberalismens grundprincipper er den meritokratiske måde at vurdere menneskers værd på. Kort fortalt vurderes mennesker ud fra deres arbejdsdyder, og hvis man kan spore symptomer på succes hos et menneske i form af materiel og finansiel velstand, samt en performance af et lykkeligt liv, så er det en konsekvens af vedkommendes arbejdsindsats. Naturligvis er succesen noget individet fuldstændig selv skal stå til regnskab for, og derfor har vinderen helt selv fortjent at være vinder. Netop derfor bliver det lykkelige og derfor succesfulde liv en performance, fordi den psykologiske succes (at være lykkelig) jo ikke kan gøres symptomatisk med penge eller materialer, men kun synliggøres ved hjælp af den adfærd, man tilegner sig og viser. Med de ord man ytrer.

Den naturlige konsekvens af meritokratiet er således, at taberen helt selv fortjener at være taber, for vedkommendes arbejdsindsats, som gøres synlig, reflekterer givetvis vedkommendes status. Hvis man er medlem af den nedre amerikanske middelklasse og ikke har råd til medicin og klager derover, så skal man ikke forvente at få medfølelse, for det vil bare forringe din situation ved at bekræfte en offerolle hos den manglende. Offerrollen forhindrer nemlig den eneste løsning der er: At individets selvforståelse indbefatter, at vedkommende er i stand til at tage sagen i egen hånd og handle som et ansvarligt menneske og derfor gøre sit for at forbedre den ringe situation, som vedkommende er ansvarlig for. At forsøge at få en højere indkomst ved at arbejde for den.

Det lokkende ved sådan en indstilling er, at det på den måde pludseligt er nemt for velstående mennesker at forholde sig til mennesker, der befinder sig i vilkår, der er ringe både lokalt og globalt; Man kan bare forstå dem som nogen, der skal tage sig sammen. Dog er det de færreste idealistiske liberalister, der vil sige tingene så direkte. De forstår sig selv som ansvarlig for en mere intellektuel forståelse af liberalismens grundprincipper, og derfor kan man ikke forsimple liberalismen ved at fortælle folk med ringe vilkår, at de bare skal tage sig sammen.

Det biologiske og selviske gen

Nej, tingene er mere komplicerede. Liberalismen er en ideologi, hvis hovedargumenter beror på en metafysisk forståelse af mennesket som et biologisk væsen. Men det beror udelukkende på en myte, som i sin simple form er kvasi-socialdarwinisme.

Og hvad betyder så det? Det betyder, at man bruger naturvidenskabens viden om det biologiske menneske til at retfærdiggøre en kultur, hvor det er tilladt at den stærkeste overlever – fordi sådan er det også i naturen. Socialdarwinisme var en forståelse af mennesket, der retfærdiggjorde racehygiejne og faktisk også udgjorde kolonialismens politiske principper i det 19. århundrede. Naturligvis er det ikke noget liberalisterne i det 21. århundrede vil vedkende sig, og det er bestemt heller ikke den ideologi, de har. De har bare beholdt dele af den.

Liberalismens retfærdiggørelse af meritokratisk adfærd beror på en myte om, hvad darwinisme er. Nemlig at mennesket er et biologisk væsen, der er tilpasset et miljø, hvor kun den stærkeste, mest intelligente og mest handlekraftige overlever. Myten består i at den stærkeste, mest intelligente og mest handlekraftige er den mest tilpassede. Det darwinistiske mantra er: Survival of the fittest, og det opsummerer grundlæggende også hvad darwinisme i sin helhed er: At den mest tilpassede overlever.

Det betyder ikke, at liberalistiske ansvar for at blive tilpasset ved at blive stærk, intelligent og handlekraftig også er ansvaret for at blive darwinistisk tilpasset. Men det er grundlæggende deri myten består, og som det intellektuelle liberalistiske segment retfærdiggør deres filosofier ud fra.

En af disse er filosoffen Ayn Rand, som bankdirektør Lars Seier Christensen herhjemme flere gang har ytret som sin inspirationskilde. Ayn Rand er led i en kæde af liberalistiske filosoffer, der gør darwinismen relevant for deres filosofi ved at referere til “det selviske gen“, der forstår mennesket som fuldstændig egennyttigt. Selv i betragtningen af at mennesket helt afhænger af en gruppe i forhold til at overleve.

Hvad betyder det at være tilpasset?

Men det er en misforståelse. At være tilpasset afhænger ikke udelukkende af, hvad det enkelte menneske beslutter sig for at være eller gøre. At være tilpasset afhænger af, hvad der foregår udenfor skindets grænser såvel som indenfor skindets grænser. Det vil sige det økologiske system og det menneskelige sociale system. Disse er elementer, som intet enkelt individ har den fulde magt over. Man kan så diskutere, hvad succeskriteriet er for et succesfuldt menneske. Men det er under alle omstændigheder ikke naturvidenskabens, og var heller ikke Charles Darwins opgave at give et svar på dette. Det var udelukkende at komme med en regel og beskrivelse af, hvad og hvem der overlever, og det var de mest tilpassede arter.

At skabe værdier, der gør mennesket succesfuld, er ikke et spørgsmål om, hvad biologien gør, og dermed sagt hvad dyrene og naturen gør, men et spørgsmål om hvilke sociale og kulturelle kriterier, vi stiller til os selv i forhold til at være succesfulde mennesker. Mennesker, der kun kan være del af en gruppe og et fællesskab og del af et økologisk system.

Liberalisten mener, at det at være succesfuld er ensbetydende med at være succesfuldt tilpasset: At forstå forbrugerens behov og dermed dække efterspørgslen ved at producere og sælge varen. Intet andet. Hele det frie marked bliver af filosoffer retfærdiggjort som et system, der bare afspejler naturens forhold. Den grundlæggende liberale misforståelse er, at det at være succesfuldt tilpasset som en afskåret organisme i naturen er det samme som at være et succesfuldt menneske både politisk og kulturelt, og her er der ingen direkte sammenhæng. Individet er på nuværende tidspunkt kun til som konsekvens af at være darwinistisk succesfuld som en hel art, og individet er på nuværende tidspunkt kun til som konsekvens af at være i et fællesskab af en gruppe i et økosystem, som det har tilpasset sig.

Økosystemet er ikke noget, vi bevidst har kunnet handle i forhold til, fordi vi i det meste af vores historie ikke har haft den tilstrækkelige viden, men vi har altid kunnet bestemme, hvad det er for værdier, der skaber mest sammenhængskraft og som samtidig skaber et liv, der er værd at leve. Det bliver derfor op til os at beslutte, hvilke værdier, der er mest kløgtige at have i forhold til at indrette de økonomiske regler, der er tilpasset de faktuelle økologiske forhold.

Det tilpassede fællesskab

At retfærdiggøre de liberalistiske værdier ved at referere til darwinistiske regler i naturen er en fuldstændig fejlvurdering. Vi er ikke udelukkende ansvarlige for de handlinger, vi foretager som individer, men vi er komplet ansvarlige for de handlinger, vi foretager os i fællesskab. På den måde skal man forstå det darwinistiske menneske i naturen og skabe værdier, og det er langt fra det, liberalisme og meritokratiet gør.

Hvis vi gerne vil være succesfulde og tilpassede, så må vi nødvendigvis afvise den liberale forståelse af mennesket. For vi kan ikke handle politisk i fællesskab, og dermed fortsætte med at tilpasse os, hvis vi forstår os selv som liberalismen gør det. Vi må forstå, at der findes bedre og mere fornuftige måder at vurderer mennesker på: Tager de hensyn til mennesker ved at agere bæredygtigt? Betyder andre mennesker noget for dem, når de tilegner sig et handlingsmønster, der er velmenende i forhold til de økologiske forhold og dermed også andre mennesker på sigt? Inkluderer disse andre mennesker flere generationer, og derfor også vores børn?

At Afrika er et kontinent, som kæmper med store udfordringer, er ikke et problem, der er kommet som konsekvens af handlinger, der er foretaget af enkelte og ansvarlige individer, men en konsekvens af handlinger begået i et globalt fællesskab, som det internationale erhvervsliv er en afgørende del af.

Afrika er en del af et økonomisk fællesskab, der bliver mere og mere globaliseret, og sådan skal vi også forstå Afrika, hvis kontinentet skal hjælpe sig selv, og dermed også os, ved at løfte sig selv ud af fattigdom.

Hvis Europa skal undgå en flygtningestrøm, der destabiliserer den europæiske økonomi og dermed også Afrikas på sigt, så er det en nødvendighed at tage et fælles ansvar for Afrika. Derudover må det anerkendes, at Afrika ligeså meget er del af det globale økologiske system, som Europa er det, og derfor bør og skal klimadagsordnen på det globale plan nødvendigvis være højere prioriteret.

Copyright på forsidebillede: Andy Hall/Oxfam

---

Skrevet af Simon Hjortdal

Simon er bachelor i idehistorie og retorik ved Aarhus Universitet. Derudover har han erfaring med bevidsthedsfilosofi fra sit kandidatstudie i filosofi på Københavns Universitet. Hans særlige interesseområder er vestlig psykologi, politisk filosofi samt etik- og moralfilosofi. Læs mere om Simon og hans artikler her