Det indiske befolkningstal har rundet 1,3 milliarder mennesker, hvilket gør landet til det næstmest befolkningsrige land i verden kun overgået af Kina. Indien karakteriseres derfor ofte som verdens største demokrati. Allerede i 2027 forventes Indien at være verdens mest folkerige nation. Ydermere er Indien på nuværende tidspunkt verdens syvende største økonomi og forventes at være verdens næststørste i 2050.
Inderne har derfor et kæmpe potentiale for at blive en global stormagt, men det er en stor mundfuld, for et land som stadig står overfor massive udfordringer. Indien er heterogent sammensat religiøst, kulturelt og sprogligt, hvilket presser sammenhængskraften i landet, hvor mere end 270 millioner indere stadig lever under den absolutte fattigdomsgrænse. For at udnytte Indiens globale potentiale er der behov for strategisk styring af det enorme land. Premierminister Narendra Modi (Bharatiya Janata Party) kom til magten i 2014, og han har vist sig som en karismatisk og stærk leder, der har udstukket en strategisk retning for, hvordan Indien skal blive global stormagt i 2047 – 100 år efter Indiens uafhængighed.
Buldrende økonomi
Grundlaget for Indiens ambitioner om at blive en global stormagt er selvfølgelig den dynamiske økonomi. De økonomiske fremskridt i Indien skyldes ikke mindst en reformkurs indledt i 1991, hvilket har seksdoblet landets BNP pr. indbygger fra 1991 til 2017. En ung og voksende befolkning vil med stor sandsynlighed virke befordrende for yderligere økonomisk vækst for Indien.
Der er imidlertid også en række udfordringer for den indiske økonomi, som Modi må tage hånd om, hvis den økonomiske vækst skal fortsætte i samme takt. Manglende ligestilling står i vejen for fuld udnyttelse af arbejdsstyrken, da mange kvinder ikke er en integreret del arbejdsmarkedet. Ligeledes eksisterer der en stor udfordring i fattigdomsbekæmpelse, herunder at give de mindst ressourcestærke indere adgang til både uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder.
Det indiske befolkningstal har rundet 1,3 milliarder mennesker, hvilket gør landet til det næstmest befolkningsrige land i verden.
Derudover er Indien i stigende, men stadig begrænset, omfang integreret i den internationale økonomi. Retter man blikket mod andelen af international handel af Indiens BNP, klarer landet sig dårligere end en række øvrige asiatiske vækstøkonomier, heriblandt Kina.
Indien har stort fokus på de nære markeder i sin handelspolitik, men landet bliver nødt til at satse på bredere økonomisk integration, hvis den indiske økonomi skal fortsætte den imponerende vækst og på sigt kunne måle sig med Kinas økonomi.
Der er ingen tvivl om, at Indien har leveret imponerende vækstrater de sidste mange år, men der er også udfordringer, som landet må tage højde for, hvis de skal undgå for mange økonomiske nedgangsperioder og dermed forbedre det økonomiske grundlag for at blive en global stormagt.
Regional stormagt
Indien har uden tvivl den mest vægtige økonomi i den sydasiatiske region, hvilket giver indflydelse over lande som Afghanistan, Myanmar, Bhutan, Nepal, Sri Lanka og Bangladesh. Den regionale scene har dog i høj grad været præget af massive spændinger mellem Indien og Pakistan siden delingen i 1947, hvor det store stridspunkt er en territorial konflikt om Kashmir-regionen.
Skiftende indiske regeringer har forsøgt at indtage et diplomatisk standpunkt, hvor konflikten mellem Indien og Pakistan skulle løses gennem dialog. Selv da Indien i henholdsvis 2001 og 2008 blev ramt af to store terrorangreb, der kunne linkes til den pakistanske efterretningstjeneste, afholdt Indien fra at levere modangreb. Modi har dog iværksat en langt mere aggressiv Pakistan-politik ved at udføre flere målrettede militære operationer i den pakistansk kontrollerede del af Kashmir.
Med Modi ved roret har Indien derfor iværksat den ‘hard power’-strategi overfor Pakistan, som inderne har efterspurgt i årevis. Og Modi-regeringen tager, i modsætning til forgængerne, offentligt ansvar for de udførte operationer, hvilket viser mod og et stærkt ønske om indisk styring af konflikten.
Manglende ligestilling står i vejen for fuld udnyttelse af arbejdsstyrken, da mange kvinder ikke er en integreret del arbejdsmarkedet. Copyright: Al Jazeera
Foruden militære operationer har Modi formået at isolere Pakistan i diverse regionale fora. Eksempelvis valgte Indien at boykotte mødet i South Asian Association for Regional Cooperation (SAARC), der er en sydasiatisk organisation med sigte på at fremme det regionale samarbejde, øge samhandel og styrke den økonomiske udvikling i Sydasien.
SAARC-mødet skulle afholdes i Islamabad, Pakistan, i november 2016. Modi fik imidlertid Afghanistan, Bhutan og Bangladesh til at følge trop, og de mange afbud resulterede i, at SAARC-mødet blev aflyst. Der er altså ingen tvivl om, at regionens øvrige lande i udpræget grad står på Indiens side i forhold til konflikten med Pakistan. Det er en indisk sejr, at Pakistan er isoleret på den regionale scene.
Men Pakistan forbliver et problembarn for inderne så længe, at pakistanerne har allierede uden for den sydasiatiske region. Problembarnet kan komme til at skabe uheldige bump på vejen mod at blive en global stormagt.
Indien i multipolær verdensorden
Desuden Modis skift i Pakistan-politikken, har han iværksat et kursskifte i Indiens generelle udenrigspolitik. Indiens nye rolle inkluderer således ikke deltagelse i De alliancefrie landes bevægelse (NAM), hvilket lod sig cementere, da Modi blev væk fra NAM-topmødet i 2016 som den første indiske premierminister siden 1979. NAM opstod under den kolde krig, og sammenslutningen består af stater, som ikke er allieret med eller mod nogen magtblok. Afbuddet signalerer derfor, at Indien ikke længere har berøringsangst overfor stormagterne på den internationale scene.
Kina er en evig årsag til hovedpine i Indien. Kina har stor økonomisk tyngde og er placeret geografisk tæt på indisk territorium. Grænseuenigheder, Kinas silkevejsinitiativ og pakistansk-kinesisk samarbejde er nogle af de største kilder til indisk frustration. Der hersker dog en anerkendelse af, at Kina er en stormagt, som Indien må forholde sig konstruktivt til. BRIKS-samarbejdet er eksempelvis en platform, der faciliterer kinesisk-indisk samarbejde. BRIKS er nemlig akronym for Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – fem store spirende nationaløkonomier, der mødes årligt for at diskutere fælles udfordringer og interesser. Ydermere øjner Indien mulighed for at opnå permanent medlemskab af FN’s sikkerhedsråd, hvilket kan agere redskab til at holde kineserne i skak. Indien og Kinas relation kan dog bedre karakteriseres som rivalisering end konflikt.
Kinas silkevejsinitiativ og pakistansk-kinesisk samarbejde er nogle af de største kilder til indisk frustration.
I den vestlige del af verden har Indien med hastige skridt tilnærmet sig USA. Præsident Obama og Modi besøgte hinanden i henholdsvis New Delhi og Washington. Ligeledes har præsident Trump og Modi mødt hinanden ved flere lejligheder, senest i margin af møder i Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer (ASEAN) – en organisation, der promoverer flerfacetteret samarbejde i den sydøstasiatiske region. Det er fra begge sider blevet betonet, at det bilaterale bånd mellem USA og Indien vokser sig stadigt dybere og bredere. Forholdet mellem de to lande er bedre end nogensinde.
Indien anser også EU som en vigtig økonomisk magt samt en kilde til ny viden og inspiration til samfundsindretning. Derudover er der stor indisk interesse for at udbygge samarbejdet om bekæmpelse af terrorisme med både USA og EU. Pakistansk støtte til terror i Kashmir er uden tvivl på indernes dagsorden i den henseende.
Historisk har Indien haft en tæt forhold til Rusland, og dette gør sig stadig gældende, selvom Putin ser skeptisk på Indiens tilnærmelser til USA. Det gode forhold mellem Indien og Rusland viste sig senest i sommeren 2017, hvor de to lande indgik et strategisk partnerskab under Modis besøg i Skt. Petersborg.
Modi anskuer utvivlsomt Indien som opstigende global stormagt i en multipolær verdensorden. Modis strategiske kurs og bilaterale engagement får Indien til at fylde mere globalt. Men for at Indien for alvor kan træde ind på den store scene, så kræver det også et multilateralt engagement. Her har Modi også initieret et opgør med landets modstræbende indsats i multilaterale fora. At Indien ønsker at tage ansvar og bidrage til global udvikling og stabilitet, så man bl.a. ved Klimatopmødet i Paris i 2015, hvor Modi tog initiativ til “International Solar Alliance” – en alliance, der skal sikre samarbejde mellem solrige lande for at udnytte solenergien bedst muligt. Den franske præsident Macron og Modi har netop stået i spidsen for alliancens første stormøde i New Delhi i marts 2018, hvilket viser, at Indien har sat sig i førerhuset. Ydermere bidrager Indien markant til FN’s fredsbevarende missioner, ligesom at landet påtager sig et stort ansvar for katastrofehjælp.
Den indiske fremtid
Overordnet set ligger Indien lunt i svinget i bestræbelserne på at blive en global stormagt. Hvis Modi skal bevæge sit land endnu nærmere opfyldelse af visionen i 2047, kræver det dog fortsat høje økonomiske vækstrater samt jobs til den voksende arbejdsstyrke, herunder kvinder og Indiens fattige befolkning. På samme tid skal Modi – på trods af lederskabet af et hindunationalistisk parti – sikre sammenhængskraften i et heterogent sammensat land, der snart kan bryste sig af at have verdens største befolkning. Det kræver, at Modi fremstår som en statsmand, der samler alle indere i bestræbelserne på at transformere Indien til en vægtig stormagt. Det er ikke en umulig opgave for en mand, der anses som værende den mest populære indiske premierminister nogensinde.
Derudover står Indien overfor to strategiske udfordringer, der kan vanskeliggøre vejen mod status som global stormagt. Det drejer sig om rivaliseringen med Kina og islamisk ustabilitet i nærområdet. Modi skal forsøge at finde løsninger på disse udfordringer, samtidig med at Indien skal fortsætte sit bilaterale og multilaterale engagement.
Mange indikationer peger i den rigtige retning for Indien, og det tyder på, at det ikke er et spørgsmål om, Indien bliver en global stormagt, men snarere hvornår. Alligevel fylder Indien ikke meget i vestlige politikere og mediers bevidsthed, det bliver derfor spændende at se, om EU og Danmark kender vores besøgstid. Den indiske tiger er på spring, men er vi klar til at håndtere den?
Skrevet af Kresten Lune Nielsen
Kresten er kandidatstuderende i statskundskab ved Aarhus Universitet, hvorfra han også har sin bachelorgrad. Kresten har primært beskæftiget sig med international politik i forskellige afskygninger og er netop igang med at udarbejde sit afsluttende speciale om offentlighedsdiplomati i den danske udenrigstjeneste. Læs mere om Kresten og hans artikler her.
