I efteråret 2017 bragte DR-nyhederne en artikel om et israelsk firma kaldet Tammuz. Tammuz tilbyder barnløse par fra blandt andet Danmark muligheden til at gøre brug af en surrogatmor i deres ønske om at blive forældre. Det i sig selv er ikke kontroversielt eller nyt. Det der gør dette firma kontroversielt i en dansk kontekst er, at det i Danmark er ulovligt at gøre brug af kommercielle surrogater, hvorfor firmaets skandinaviske afdeling er beliggende i Sverige.
Dette skyldes, at vores broderfolk mod øst har valgt at lovgive anderledes på området. Det kan synes absurd, at to så identiske lande har forskellig lovgivning på dette område. Men brugen af en surrogatmor er noget, der deler vandene. Ikke kun i Danmark, men også i resten af verden.
Jeg vil i denne artikel belyse emnet i en national og en international kontekst. Hvad er et surrogatmoderskab, hvilke juridiske og etiske konsekvenser kan det have, og hvad er vores forståelse af forældreskab egentlig?
Definition
Surrogatmoderskab er ikke et nyt opstået fænomen. Faktisk kan den første surrogatmor dateres helt tilbage til det gamle testamentes tid (1. Mosebog kapitel 16), hvor Abraham og hans kone Sara oplevede, at de ikke kunne få børn sammen. Derfor fandt de løsningen, hvor deres slavekvinde Hagar skulle blive gravid med Abraham, hvorved slægten kunne videreføres. Siden har betegnelsen delvist ændret definition i takt med de mange teknologiske muligheder, der findes inden for fertilitetsområdet – dog er grundtanken fortsat den samme: En kvinde bærer og føder barnet, der er intenderet til at skulle blive barn af et andet par.
Sverige har valgt at lovgive anderledes i forhold til brugen af surrogatmødre.
I dag defineres en surrogatmoder som en kvinde, der gennemgår en graviditet for en anden/andre, hvorefter barnet gives til den anden/andre. Surrogatmoderen kan være genetisk beslægtet med barnet, idet det er hendes eget æg, der er brugt til undfangelsen.
Det kan derimod ligeledes forekomme, at kvinden ikke er genetisk beslægtet med barnet, hun bærer, men at hun derimod er blevet insemineret med et befrugtet æg fra en anden kvinde. Heraf den mere mundrette betegnelse: Rugemor. Denne praksis resulterer i, at barnløse hetero- og homoseksuelle par kan blive forældre ved hjælp af surrogater.
Hos heteroseksuelle par kan altså både manden og kvinden være genetisk beslægtede til barnet, hvor det blandt homoseksuelle par kun er den ene part, der kan være genetisk beslægtet med barnet. For både hetero- og homoseksuelle par gælder det, at de kan gøre brug af æg- eller sæddonorer. På denne måde blive succesraten for de fleste barnløse par næsten lig med 100 %, hvorfor dette må anses som en af de sikreste måder, hvorved barnløse par kan blive garanteret forældreskab.
LOVGIVNING
I mange vestlige lande, Danmark inklusive, er brugen af kommerciel surrogat ulovligt. Det betyder, at enhver form for pengeoverførsel i forbindelse med en graviditet og fødsel er ulovligt i forhold til dansk retspraksis. Derudover er det forbudt for sundhedsprofessionelle at yde nogen form for hjælp med fertilitetsprocesserne omkring brugen af en surrogatmor, ligesom der ikke kan etableres en kunstig befrugtning med mindre ægcellen stammer fra den kvinde, der skal føde barnet, eller sæden stammer fra hendes partner.
Derudover er brugen af surrogatmødre i Danmark yderligere vanskeliggjort, idet moderen der føder barnet i Danmark anses som barnets retslige mor uanset æggets ophav. Det betyder, at brugen af surrogatmødre i forhold til lovgivningen i Danmark vil have indvirkning på barnets retsstilling – og vil i tilfælde, hvor man gør brug af en surrogatmor uden for Danmark betyde, at barnet ikke umiddelbart kan opnå dansk statsborgerskab. Her skal de intenderede forældre derimod søge om adoption, hvorved sagen skal retsbehandles på lige fod med andre adoptionssager. Den danske lovgivning på området kan betyde at danske barnløse par tager til udlandet for at få gennemført en graviditet via en surrogatmor i håbet om efterfølgende at kunne søge om adoption af barnet.
Cambodja oplevede, at mange vesterlændinge kom til landet for at få et barn via en surrogatmor.
Dette advarer blandt andet Ankestyrelsen dog kraftigt imod, idet dette ifølge dem vil medføre en lang række etiske og juridiske dilemmaer, hvilket kan resultere i retsforfølgelse af parret, der eventuelt har handlet i god tro, og ønsker at bringe deres barn med hjem til Danmark – et barn, hvor de eventuelt ikke er barnets genetiske forældre, men vil optræde som de sociale forældre. Som lovgivningen er nu, er der ingen sympati for en sådan praksis.
Dette betyder, at forældreskab følger genetik, hvor den ene forældre kan risikere at skulle gøre brug af stedmoder-/fader adoption, hvorfor den ene forældre kan risikere at miste alle rettigheder til barnet ved en mulig skilsmisse.
Der findes ingen fælles international lovgivning på området til trods for fænomenets globale natur. De enkelte landes lovgivning bærer derimod præg af at være vedtaget på baggrund af et pludselig opstået behov. Et eksempel på dette kan være et land som Cambodja, der oplevede, at mange vesterlændinge kom til landet for at få et barn via en surrogatmor .
På grund af muligheden for udnyttelse at fattige kvinder er det for nyligt blevet vedtaget i Cambodja at en sådan praksis er ulovlig. Dog er muligheden for at befrugte og transportere æg ikke ulovliggjort, hvilket betyder, at det er muligt at få befrugtet et æg i Cambodja og transportere det til et land, hvor brug af en surrogatmor fortsat er lovligt, hvorved graviditeten fortsat kan gennemføres på trods af den nyligt indførte lov i Cambodja.
I Indien er det fortsat lovligt at bruge kommercielle surrogater for heteroseksuelle par, der har været gift i minimum to år, mens det i Nepal kun er ulovligt for kvindelige nepalesiske statsborgere at være surrogatmødre. Derfor er det muligt for udlændinge at rejse til landet og gennemføre surrogate graviditeter og senere fødsel idet lovgivningen ikke henvender sig til ikke-nepalesere.
Eksemplerne viser, hvilket kaos der råder på området. Lovgivningen bærer præg af, at man reagerer på et problem frem for at forebygge og imødekomme eventuelle problematikker. Dette betyder, at der opstår situationer, hvor uheldige – og ofte de svageste – kan komme i klemme i lovgivningen og håndhævelsen af denne. Her er der først og fremmest tale om surrogatmoderen og barnet, hun bærer.
Lovgivningen kan nemlig betyde, at kvinden er tvunget til at flytte fra sit hjemland under graviditeten og føde under fremmede forhold, ligesom det kan skabe problemer for barnet idet manglende eller fejlagtig lovgivning på området kan betyde at barnet fødes uden nationalitet, rettigheder og for den sags skyld forældre. Af samme årsag anbefaler organisationer som Tammuz derfor at gøre brug af surrogatmødre fra Østeuropæiske lande, USA eller Rusland. På den måde ønsker de at imødekomme juridiske og til dels etiske problematikker.
Men med dette som med alt andet, kan finansielle muligheder hos parret, der ønsker et barn, komme i spil. Generelt er det ikke en billig affære at gøre brug af en surrogatmor. Her betaler man både for kvindens ydelse, læge- og jordemoderhjælp under graviditeten, samt generel underhold af kvinden under graviditeten. I langt de fleste tilfælde vil prisen som minimum være en halv million danske kroner. Det er derfor ikke utænkeligt, at der kan opstå spekulationer i at gøre det så billigt som muligt, hvilket kan være en af grundene til at man ser, at brugen af surrogatmødre vinder frempas i verdens mere fattige lande.
Teknologiens stormende fremskridt på fertilitetsområdet har været med til og vil fremover rykke ved nutidens forståelse af forældreskab. Forældreskabet opfattes ikke nødvendigvis længere som den statiske konstellation mellem en mand og en kvinde – men kan i stedet optræde i mange forskellige ordninger. Brugen af surrogatmoderskab er endnu en måde, hvorved forståelsen af det traditionelle forældreskab udfordres.
I Indien er det fortsat lovligt at bruge kommercielle surrogater for heteroseksuelle par, der har været gift i minimum to år. Copyright: Suraj rajiv
Faktorer som genetik, arv, miljø og statsborgerskab er blot nogle af de områder, hvor brugen af surrogatmødre udfordrer vores traditionelle opfattelse. Samtidig udfordrer det også opfattelsen om, hvor meget et barn har ret til at vide om sit ophav. Skal barnet født af en rugemor have ret til at kende sin rugemor – og for den sags skyld sine donorer, der har betydet, at barnet er blevet til i det hele taget? Er forældreskab og retten til at kende sit ophav en menneskerettighed eller udtryk for en udløbet praksis? Er tiden inde til en ny forståelse af familie?
Spørgsmålene er mange og viser tydeligt, hvor mange faktorer der må tages i betragtning i brugen af surrogatmødre. Ikke blot praktiske og juridiske omstændigheder, men i høj grad også etiske omstændigheder. Ved hjælp af teknologi er mange ting i dag mulige – men måske er ikke alle muligheder gode? Eller er det derimod sådan, at den danske lovgivning på området er udløbet, og et udtryk for et forsigtighedsprincip på et område, hvor der er lige så mange forskellige meninger, som der findes medlemmer i regeringen og Etisk Råd?
Ét står dog klart. En fælles global konsensus på området er tiltrængt, set i lyset af den klare mulighed der lige nu forekommer for at udnytte mindrebemidlede kvinder. Her er så spørgsmålet – som det er med megen lovgivning – om der skal vedtages love, der beskytter mod udnyttelse af kvinder frem for et direkte forbud mod enhver surrogat-praksis?
På baggrund af ovenstående landes lovgivning på området fremgår det, at brugen af surrogatmødre vil forekomme til trods for et forbud, hvorfor mange landes (herunder EU) retspraksis på området bærer præg af at beskytte de svageste parter i foretagendet, nemlig kvinden og barnet. En sådan praksis kunne vise sig at være en mulighed for Danmark. Faktum i dag er, at hvert tiende barn fødes som følge af en eller anden form for fertilitetsbehandling – hvorfor brugen af surrogate kan formodes at blive mere udbredt blandt barnløse danske par i fremtiden.
Tingsliggørelse af menneskekroppen
I sine studier fra Indien beskriver Pande, hvordan indiske kvinder, der optræder som surrogate ser deres ydelse som guds (hinduistiske guders) vilje og en mulighed for dem til at give en gave til en søster. Her beskriver Pande (2011) videre, hvordan de indiske kvinder altid beskriver kvinden, der skal have barnet, som deres storesøster til trods for at det i nogle tilfælde var den indiske kvinde, der var den ældste.
Dette beskriver Pande (2011), som et symbol på det magtforhold der unægtelig opstår i disse aftaler, hvor rige, vesterlændinge tilkøber sig en ydelse hos en mindrebemidlet. Følelsen af forbundenhed og eventuelt søsterskab gør sig også gældende blandt de kvinder, der får barn via rugemor. Her beskriver de deres evige taknemmelighed ligesom deres følelse af forpligtelse i forhold til at tage sig ekstra godt af deres rugemor. Her er der for eksempel barnløse par, der udtaler, at de har tænkt sig at holde kontakten, bygge hus til rugemoderens familie og generelt tage sig af hende. Alle disse materielle grunde bliver dog sat i baggrunden blandt de indiske kvinder.
Blandt de indiske kvinder anses det som dydigt, at de modtager økonomisk hjælp til at forsørge dem selv og deres familie. Dog beskriver kvinderne i samme ombæring, at de ikke ønsker at være grådige, men i stedet at de blot opfylder deres rolle som den pligtopfyldende kvinde, der ikke tjener penge gennem et fast arbejde, men derimod tjener penge på netop det at være den pligtopfyldende kvinde og mor. Det er et enormt kontrastfyldt forhold, der bliver beskrevet blandt rig og fattig – og dog ender begge parter med at yde hinanden en hjælp, som for begge parter kommer til at have en signifikant indflydelse på deres tilværelse.
Pande (2011) præsenterer i tillæg her til i sin artikel en klar holdning om, at der forekommer en eller anden form for udnyttelse forholdet. En udnyttelse af fattige indiske kvinder, som på grund af deres håbløse situation i ekstrem fattigdom og en familie at forsørge, bliver nødt til at bære og føde riges børn for at kunne tjene, hvad der svarer til fem årslønne.
Pande beskriver hvordan indiske kvinder, der optræder som surrogate, ser deres ydelse som en mulighed for at give en gave til en søster. Copyright: McKay Savage
Den samme tankegang om tingsliggørelse af kvindekroppen har været præsenteret af blandt andet Etisk Råd i Danmark. Her peger rådet blandt andet på vigtigheden af fosterets udvikling under graviditeten, hvor det blandt andet beskrives, at kvinden kan påvirke barnet genetisk på trods af hendes manglende genetiske forbundenhed til barnet.
Ligeledes kan det opleves som problematisk for en kvinde at skulle give det barn væk, som hun har båret i ni måneder. I opremsningen af etiske dilemmaer påpeger Rådet ligeledes muligheden for at forældrene kan ønske, at rugemoderen får foretaget en abort af forskellige årsager. Her kan der opstå adskillige problemstillinger, hvis rugemoderen ikke ønsker at ende graviditeten af både moralske og økonomiske årsager.
Både Pande (2011) og Etisk Råd fremlægger muligheden at lovliggørelsen af et altruistisk rugemoderskab kan være en mulighed i lande, der har lovgivet imod brugen af kommercielle surrogate. Den altruistiske form for surrogatmoderskab kommer til dels til udtryk i Pande´s (2011) studier af indiske surrogatmødre, hvor ønsket om at kunne hjælpe andre kvinder spiller en stor rolle i deres retorik om, hvorfor de har valgt at stille sig til rådighed.
Men til trods for dette udtrykte altruistiske ønske, er der ifølge Pande (2011) ikke tvivl om, at den største motiverende faktor for kvinderne er udsigten til markant økonomisk hjælp til dem selv og deres familie. I tråd med dette bliver det udtrykt gennem Etisk Råd, at muligheden for et fuldstændigt altruistisk surrogatmoderskab må formodes at være utopisk, hvor en eller anden form for ydelse altid må formenes at være til stede ved en tjeneste i denne størrelsesorden.
Opsummering
Denne korte gennemgang viser, at der tegner sig et billede af at lande enten har nultolerance eller ingen lovgivning på området. De lande, hvor man i efterkant indfører nultolerance, viser sig blot at ”skubbe” praksissen med surrogat moderskab videre til et andet land, hvor der endnu ikke er lovgivet på området. Derfor kan der opstå sager som den nævnt fra Nepal, hvor udenlandske kvinder kan rejse der til for et midlertidigt ophold så længe deres graviditet varer, og gennemføre det surrogate moderskab.
Der tegner sig altså et billede af, at til trods for en stram lovgivning på området i ét land, er det fuldt ud muligt blot at rejse til et andet land, hvor lovgivningen er anderledes. Hermed åbnes der op for muligheden for at udnytte både huller i lovgivningen globalt og mindre bemidlede kvinder, som får mulighed for at tjene penge på at bære og føde børn for andre.
Surrogatmoderskabets både nationale og globale problemstillinger gør det ikke blot til et svært område at håndtere rent juridisk, men har også indvirkninger på faktorer som etik, menneskerettigheder, retten til at kende sit ophav samt problemstillinger relateret til oplevet barnløshed. Dette kan blandt andet være medvirkende til at brugen af surrogatmoderskab i høj grad fortsat behandles som kontroversielt i Danmark, til trods for at teknologien for længst har skabt utallige muligheder i denne retning, og til trods for at det allerede er meget udbredt blandt barnløse par over hele verden. Det har blandt andet Tammuz tænkt sig at ændre på, ved at tilbyde danske barnløse par nemt og effektivt at finde en surrogatmor uden for Danmark. På denne måde ønsker de at være med til at regulere et ellers ureguleret ”marked”.
Personligt, er jeg som mange ramt af vægelsind på området. Det er svært for mig fuldstændigt at gennemskue sagens omfang, da der synes at være utallige interessenter i spil – ligesom der derfor er mange hensyn at tage. Alligevel vil jeg forsøge at komme med en konklusion på baggrund af ovenstående gennemgang. Jeg kan hurtigt blive mudret ned i tankegangen om gemen udnyttelse og i-landes rovdrift af fattige og trængende mennesker i udviklingslandende. Alligevel er det vigtigt at være realistisk.
Brugen af surrogatmødre er her – og det er kommet for at blive, om vi kan lide det eller ej. Jeg tror derfor ikke, at det er vejen frem at lovgive stramt på området, idet det for mig at se kun efterlader en masse tabere, som bliver fanget på den forkerte side af loven for noget, hvor de forhåbentligt har handlet i god tro. Ønsket om et barn er et stort ønske blandt mange mennesker, hvorfor jeg tror, at mange vil være villige til at tage mange metoder i brug for at få deres ønske opfyldt. At Tammuz ”reklamerer” på det danske marked, kan på nogle punkter virke frastødende – men måske er det netop den form for regulering, som firmaet tilbyder, der i virkeligheden er den mest skånsomme og hensigtsmæssige?
Det vil altid være et etisk og moralsk dilemma, hvilket vil betyde, at mange ikke vil ønske at gøre brug af surrogate – mig selv inklusive – men for dem der ønsker at gøre brug af det, føler jeg, at et firma som Tammuz søger at tilgodese alles bedste. Det er reguleret, således at chancen for grov udnyttelse mindskes, ligesom de gør sig umage for at sikre, at de par de skal have et barn via surrogate er egnede. Mit forslag vil derfor være, at i stedet for i nogle lande at indføre totalt forbud, mens der i andre lande ikke findes lovgivning på området, når frem til en fælles konsensus om en reguleringspraksis, der søger at tilgodese så mange som muligt.
Jeg siger ikke, at dette er nogen nem opgave, men jeg føler, at man skylder verdenssamfundet at skride til handling og oprette retningslinjer, der beskytter de svageste i denne praksis – som for mig at se er kvinden, og det barn hun bærer. Uanset hvordan lovgivningen i fremtiden kommer til at forme sig på området både globalt og nationalt i Danmark, må vi aldrig glemme, at målet ikke i alle tilfælde helliger midlet.
Copyright forsidebillede: News Øresund – Johan Wessman.
Skrevet af Anne Marie Dixen Burgdorf
Anne Marie har en bachelor og kandidat i Folkesundhedsvidenskab fra Københavns Universitet. Under sit studieforløb læste hun et semester ved Universitetet i Oslo og hun er sidenhen flyttet tilbage til Oslo. Hendes interesseområde er blandt andet sundhedspolitiske forhold fra både et nationalt og internationalt perspektiv.
