Den globale magtkamp om det store Arktis

En ny, global magtkamp udspiller sig i disse år. Det er magtkampen om Arktis. Centralt i konflikten står bl.a. Danmark, der siden 2014 har gjort krav på et 895.000 km2 stort område i det kolde nord. Samtidig gør fire andre arktiske nationer krav på områder i samme region, herunder Rusland, der har gjort krav på et areal, der overlapper Danmarks kontinentalsokkelkrav.

Det øgede internationale fokus på Arktis gennem de sidste 15 år har udformet nye udfordringer på flere fronter, herunder sikkerhed, internationalt samarbejde og klimaet. Men hvorfor er landene egentlig interesseret i et fjernt kontinent med et metertykt islag, og hvorfor kan kontinentalsokkelkravene forstås som en global magtkamp?

Arktis og de danske interesser

I august 2011 udarbejdede Udenrigsministeriet, med daværende udenrigsminister Lene Espersen i spidsen, en rapport omhandlende strategien for Danmarks engagement og adfærd i Arktis. Rapporten, kaldet ”Kongeriget Danmarks Strategi for Arktis 2011-2020”, forsøger at motivere for Danmarks strategiske prioriteter i regionen, samt hvordan Danmark herunder vil styrke det internationale samarbejde.

I 2011 stod daværende udenrigsminister Lene Espersen for en rapport omhandlende Danmarks engagement i Arktis. Copyright: Magnus Fröderberg

Udover at der bor omkring 100.000 mennesker under Rigsfællesskabet i den arktiske region, heriblandt indbyggere fra rigsdelene Grønland og Færøerne, har Danmark også økonomiske interesser i at få opfyldt et tilfredsstillende kontinentalsokkelkrav (som refererer til den undersøiske undergrund, der strækker sig ud fra et kontinent og som får et land til at ”fortsætte” under havets overflade) i Arktis.

Rapporten lægger især vægt på, at der er et stort økonomisk potentiale i den arktiske region, og at dette kan udnyttes til fordel for udvikling og øget vækst. Det økonomiske potentiale kommer primært fra de store olie- og gasressourcer, som området skønnes at have, baseret på videnskabelige undersøgelser fra US Geological Survey.

Faktisk skønnes det, at Arktis kan rumme op mod 30 % af verdens ikke-fundne gasforekomster og omkring 10 % af olieforekomsterne. Til trods for interessen i gas og olieressourcerne, lægger den danske rapport vægt på, at al aktivitet i Arktis skal tilgodese klimaet.

I relation til dette, ligger en strategi om energiforsyningssikkerhed i vedvarende energikilder med et mål om bæredygtig forsyningssikkerhed, der skal mindske udledningen af luftforurening og drivhusgasser. Danmark har ligeledes en interesse for området med ønske om erhvervsudvikling.

En nyere rapport i forbindelse med regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for 2017 og frem lægger især vægt på at gennemføre planerne for Arktis med respekt for både Danmark, Grønland og Færøerne og deres forskellige lovgivninger. Igennem initiativer som en årlig ’Arktisk Dialog’ skal samarbejdet i Arktis sammen med de øvrige lande styrkes. Regeringen ønsker at introducere en tredelt plan for den økonomiske udvikling i Arktis.

Det første vil være en styrkelse af den multilaterale indsats i form af et særligt Arktisk Råd, hvor den økonomiske udvikling skal stå centralt på dagsordenen. I forlængelse af dette vil regeringen etablere en arktisk finansieringsfacilitet. Til sidst ønskes fokus på markedsmulighederne for det grønlandske og færøske erhvervsliv og muligheden for et eksportfremstød på de væsentligste markeder.

Hvorfor kampen om Arktis er et sikkerhedsdilemma

Ikke kun Danmark har budt ind på en del af Arktis. Fire andre arktiske nationer, Rusland, USA, Canada og Norge, har ligeledes underskrevet Ilulissat-erklæringen af d. 28. maj 2008. De fem arktiske nationer har skrevet under på, at de vil handle ansvarligt i udviklingen af Polarhavet, og staterne har herigennem forpligtet sig politisk til at løse mulige uoverensstemmelser, herunder overlappende kontinentalsokkelkrav, gennem forhandlinger. I tilknytning hertil, har parterne erklæret, at de vil styrke deres samarbejde på en række vigtige områder – brede samarbejdet, der bl.a. finder sted i FN’s Søfartsorganisation (IMO).

Møde i Arktisk Råd mellem medlemslandene Danmark/Grønland, USA, Canada, Island, Norge, Sverige, Finland og Rusland. Copyright: U.S. Department of State

Derudover omfatter samarbejdet også maritim sikkerhed i området og miljøbeskyttelse. En væsentlig tilføjelse til motivationen for landenes interessesfære omkring Arktis kan hentes fra landenes identitetsfølelse med området, og her har Rusland noget væsentligt at skulle have sagt. Der bor nemlig i underkanten af to millioner russere i den arktiske region til sammenligning med 380.000 indbyggere i Nordnorge. Det samme gør sig gældende for Canada og USA, der ligeledes har befolkning i den arktiske region.

Flere steder i Udenrigsministeriets udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi fra 2017 opfattes Ruslands militære tilstedeværelse i regionen som værende en generel sikkerhedstrussel – også i den arktiske region. Rusland opererer med atomdrevne ubåde, og siden 2008 har Rusland skabt en militærreform, der tilsiger øget militær indsats i det arktiske område for at kunne imødekomme en mulig vestlig trussel. Ifølge ruslandsekspert Jørgen Staun har Rusland øget bevillinger til atomslagstyrken på nordflåden og opstillet et forsvar på 400 missiler på Kolahalvøen, der kan ramme mål både i Danmark, Sydnorge og Baltikum.

Den russiske offensiv er mærkbar og blandt andet synlig, hvis man kigger på Norges forsvars- og sikkerhedspolitik, der har været præget af afspænding og afskrækkelse i mange år. Bedst har det vist sig i en markant øgning af det norske forsvarsbudget fra 2016, der indebærer køb af både kampfly, ubåde og overvågningsfly, samt en styrkelse af grænsevagten på grænsen mellem Rusland og Norge.

Flere steder i Udenrigsministeriets udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi fra 2017 omtales Rusland som en potentiel trussel i kraft af dens militære tilstedeværelse både i Østersøregionen og i den arktiske region. Forsvarets Efterretningstjeneste bekræfter i en analyse af Danmarks sikkerhedspolitiske udfordringer frem mod 2030, at opgøret om Arktis kan blive en kilde til uro i det dansk-russiske forhold. En af de fremhævede problematikker er her, at Danmark har budt ind på områder, der overlapper de russiske kontinentalsokkelkrav.

Det betyder, at Rusland kan forvente at få en afgørelse på kravene før Danmark, og hvis afgørelsens udfald bliver, at både Danmark og Rusland får godkendt kravene, vil man skulle løse det gennem en bilateral forhandling. Man kan frygte, at Rusland vil opfatte dette som en bevidst modaktion mod en potentiel russisk revanchisme. Desuden mener den russiske ambassadør i Danmark, Mikhail Vanin, at Danmarks NATO-bidrag i de senere år fører til, at Danmark bliver opfattet som en potentiel trussel for russerne.

Fremtiden for Arktis og de arktiske nationer

Så vidt en belysning af Arktis som en nyligt fremkommen scene for magtudfoldelse, er det i et klassisk international politiks-perspektiv naturligt at opfatte magtkampen om Arktis som et klassisk sikkerhedsdilemma jf. realismen. Realismens grundpræmis er, at stater opererer i en kontekst af internationalt anarki, og derfor vil en stats ’selvhjælp’, for at afvige en trussel fra andre stater, blive opfattet som aggressivt og fjendtligt.

Rusland har ligeledes en økonomisk interesse i, at Arktis forbliver et lavspændingsområde. Copyright: Kremlin

Med et Rusland, der opruster, for at ekspandere til egen fordel samt afværge militære trusler, samtidig med en småstat som Danmark, der opruster i Baltikum, læner situationen sig mere og mere op ad det førnævnte sikkerhedsdilemma. Hvorvidt en reel konflikt vil udspille sig er dog tvivlsom, når parterne har underskrevet og er forpligtet til Ilulissat-erklæringen fra 2008.

Tilmed har Rusland en økonomisk interesse i, at Arktis forbliver et lavspændingsområde, således det er muligt at udføre olieboringer og naturgasudvindinger i god ro og orden. Det hele ændrer dog ikke ved det faktum, at Rusland opfatter NATO (og USA) som ekspansive og potentielle trusler.

Så hvilken fremtid står de arktiske stormagter overfor i relation til hinanden? Det kan vise sig at være meget sandsynligt, at magtkampen om Arktis bliver et stormagtsspil mellem USA og Rusland, der med nuancer fra den kolde krig vil blive en stormagtskonflikt mellem den russiske revanchisme og den liberale verdensordens politihund. Alt imens småstaterne, herunder Danmark, må se til fra sidelinjen.

En mere positivistisk synsvinkel på sagen er, at mens Danmark venter på afgørelsen fra FN’s sokkelkommission, må Rusland nødvendigvis langsomt aftage sin militære tilstedeværelse i Arktis med henvisning til Ilulissat-erklæringens bestemmelse om, at mulige uoverensstemmelser skal afklares gennem forhandlinger. Det er muligt at fraskrive sig sikkerhedsdilemmaets grundpræmis, hvis blot Danmark, Norge og Canada lader Arktis forblive et lavspændingsområde, hvor Rusland må opruste for ingen nytte.


Skrevet af Thea Rasmussen

Thea læser Statskundskab på Københavns Universitet. Hendes politiske interesseområder er international politik, herunder sikkerhedspolitik, krig og fred, udenrigspolitik, internationale magtbalancer og de centrale teorier, realisme og liberalisme, i international politik. Læs mere om Thea og hendes artikler her

En Udenrigsanalyse