Demokratiets død i Myanmar

Folkemord, borgerkrig og konflikt kendetegner Myanmar i mediebilledet i disse dage. Et land, som tidligere tiltrak et demokratisk håb fra det meste af verden, er nu endevendt af de etniske konflikter, der har plaget det siden slutningen af koloniseringen. Den nuværende konflikt mellem det muslimske mindretal Rohingyaerne og styret kaldes en etnisk udrensning.

Aung San Suu Kyi, lederen af det demokratiske parti National League for Democracy, kritiseres for at være tilbageholdende med at udtale sig om emnet, hvilket hun muligvis er for at beholde de forbedrende relationer med militæret og dets leder, Min Aung Hlaing.

Den Etniske Udrensning

Den 25. august i år begyndte militæret at afbrænde og myrde Rohingyaer i den vestlige stat Rakhine. Rohingyaerne er Myanmars muslimske mindretal, som taler med dialekten ruaingga, der adskiller sig fra dialekten hos resten af befolkningen. Den etniske udrensning varede i fire måneder, hvor de værste drab skete fra d. 25. august til d. 1. september.

Rohingya landsby i det nordlige Rakhine State. Copyright: Moe Zaw

Satellitbilleder viser, hvordan landsbyer systematisk bliver brændt ned, formentlig for at fjerne mulighederne for, at Rohingyaerne har et hjem at vende tilbage til. Udtalelser fra højtstående militærpersonel siger, at styrkerne kun gik efter soldater i oprørske Rohingya-militser, men dem, som nåede over grænsen til Bangladesh fortæller, hvordan det nationale militær voldtog kvinder og dræbte børn.

Det er svært at få et tal på, hvor mange er blevet slået ihjel og hvor mange er på flugt, men indtil videre er 620.000 flygtet til Bangladesh. Rohingyaerne er statsløse, da Bangladesh er tilbageholdende med at give dem statsborgerskab, og mange af dem ikke har papirer på, at de er født i Myanmar. Yderligere anerkendes de ikke som statsborgere i Myanmar, hvor store dele af befolkningen kalder dem ’Bengali’, med reference til, at de hører hjemme i Bangladesh.

I Myanmar lever store dele af den tilbageværende muslimske minoritetsbefolkning i lejre, hvor der er udgangsforbud. Udrensningen har været fokuseret på kulturelle og religiøse ledere, og andre højtstående personer med indflydelse inden for befolkningsgruppen. Statuer, moskeer og andet, som refererer til Rohingyaerne, er blevet fjernet. Skoler som tidligere havde et flertal af minoritetsbefolkningen er lukket, med anklagen om, at de fungerede som træningslejre for militante oprørere. Man har ikke set en lignende folkevandring af én befolkningsgruppe over så kort periode siden Rwanda-massakren i 1994.

Det Voksende Had

Rohingyaerne blev en del af Myanmar, da landet stadig hed Burma og var under britisk kolonisering. Briterne opfordrerede Rohingyaerne til at slå sig ned i landet, en strategi, som under koloniseringen var en metode til at forebygge modstand, da en splittet befolkning var nemmere at kontrollere. Den etniske befolkning i Myanmar mener derfor, at Rohingyaerne er indvandrere, som ikke har nogen plads i landet.

Hadet mellem befolkningsgrupperne menes at stamme fra 2. verdenskrig, hvor Rohingyaerne holdt med briterne, og den buddhistiske befolkning støttede Japan. Minoritetsbefolkningen håbede på, at Rakhine, hvor de fleste af dem slog sig ned, kunne blive en del af Østpakistan, som var muslimsk. I stedet valgte briterne, at landet skulle blive ved med at være samlet og de gav Burma sin uafhængighed i 1948.

Aung San Suu Kyi taler til NLD tilhængere. Copyright: Htoo Tay Zar

I 1962 overtog Union Revolutionary Council styringen ved et militært kup og landet var ledet under et socialistisk etparti diktatur indtil 1988, hvor den daværende forsvarsminister, Saw Maung, overtog efter store pro-demokratiske demonstrationer. Han lovede at tage de første skridt mod et demokratisk land. Det militante styre vedtog desuden i 1989, at landet skulle skifte navn fra Union of Burma til Union of Myanmar, et skift, som er meget omdiskuteret. Den demokratiske bevægelse i Myanmar var imod dette skift, fordi det var det illegitime militante styre, som besluttede det. Der er også stor usikkerhed i det internationale samfund om, hvad man skal kalde landet.

FN kalder det Myanmar, fordi medlemslandene selv bestemmer, hvad de vil hedde. USA kalder landet for Burma, da NLD støtter det, og USA mener, at partiet uretmæssigt fik frataget sig magten af den militæriske junta. Problematikken med hvad man skal kalde landet kommer derfor i høj grad fra, at det tidligere var et tegn på, hvilken side man var på. ”Myanmar” hvis det var det militæriske styre, og ”Burma”, hvis det var den demokratiske bevægelse.

I 1990 afholdtes det lovede valg, hvor National League for Democracy (NLD), og Aung San Suu Kyi, vinder 80% af sæderne i parlamentet. Saw Muangs magt i transitionsregering er faldende, og hans løfter om at respektere den nye regering bliver ikke indfriet. I stedet erklærer militæret, at valget er ugyldigt. Hardliners, de personer som går ind for en stærk militærstyret stat, overtog kontrollen af landet, og Than Shwe fra State Peace and Development Council overtog rollen som landets leder. Than Shwe var Myanmars leder indtil 2011, hvor førnævnte Min Aung Hlaing overtog posten som militærets øverste leder.

Forfatningen

Åbningen for frie valg kom under etableringen af den nye forfatning, som blev vedtaget ved en tvivlsom folkeafstemning i 2008. Forfatningen åbnede op for et House of Representatives, og et House of Nationalities, et tokammersystem magen til det vi kender fra Storbritannien. National League for Democracy var dog stærke modstandere af forfatningen, da den gav militæret forfatningssikret politisk magt. Forfatningen sagde, at 25 % af sæderne i parlamentet gik til militæret, én af vicepræsidenterne skulle udpeges af militæret og tre af de vigtigste ministerier, indenrigs-, grænseaffære-, og forsvarsministeriet gik til militærets kandidater. Militærets stærke politiske position er altså cementeret i forfatningen, hvorfor magten hos de folkevalgte er tvivlsom.

Ved valget i 2015 vandt NLD størstedelen af sæderne, og deres kandidat blev præsident. Aung San Suu Kyi kunne ikke selv blive præsident, da det er imod forfatningen, at hun er gift med en udlænding.

Aung San Sun Kyis Valg Mellem Konflikter

Aung San Sun Kyis popularitet stammer blandt andet fra, at hun sad i husarrest i 15 år i perioden mellem 1989 og 2010, fordi hun nægtede at forlade Myanmar, hvilket har sikret hende stor sympati. Hun vandt Nobels Fredspris i 1991 og hendes far, Aung San, var en af arkitekterne bag landets uafhængighed og anses som en faderfigur hos befolkningen. Hendes popularitet sikrede, at hun blev en vigtig del i landets nye ledelse ved udnævnelsen til den nye rolle som ’State Counsellor’.

Aung San Suu Kyi sammen med Præsident Obama og Hillary Clinton. Copyright: White House/ Pete Souza

Aung San Sun Kyis stilhed omkring udrensningen af Rohingyaerne er i høj grad et valg mellem to onder. Rohingyaerne er yderst upopulære blandt den etniske befolkning, og militærets opbakning stiger i takt med udrensningen. Befolkningen anklager den internationale presse for at ’ligge under’ for Rohingyaerne, hvorfor ethvert tiltag i landet, som favoriserer minoritetsbefolkningen, er yderst upopulært.

Selv medlemmer fra Aung San Sun Kyis eget parti, NLD, har udtalt deres støtte til militærets handlinger. Heriblandt har velfærdsministeren og NLDs ansvarlige for området, hvor udrensningen sker, udtalt til New York Times:

There is no case of the military killing Muslim civilians,… Muslim people killed their own Muslim people”. En af NLDs talspersoner har ligeledes udtalt til New York Times, ”We ask the international community to acknowledge that these Muslims are illegal immigrants from Bangladesh and that this crisis is an infringement of our sovereignty… This is the most important thing with the Rakhine issue.”.

Aung San Sun Kyis må derfor vælge mellem at stå udenfor udrensningen, og fravælge at agere på den, eller gå aktivt ind for at stoppe den, og risikere, at landet overtages af et militær, hvis popularitet er stigende. Landets lange historie som et militært diktatur har gjort, at dets placering på demokratiske vippe er yderst usikker. Militæret har stor mulighed for at tage magten tilbage fra de folkevalgte, med deres store magt i parlamentet, men vil være tilbageholdende med at gøre det, fordi det vil se dårligt ud i den internationale presse.

Hvis deres opbakning bliver ved med at stige, er det ikke utænkeligt at Aung San Sun Kyi kommer til at stå i en endnu mere presset situation. Men hvad vælger man også, når valget står mellem at beskytte et folkefærd for massemord og forfølgelse i dag, eller at risikere, at resten af befolkningen ender i en diktatorisk stat, og dermed vil blive ofre for massemord og forfølgelse i fremtiden? Uanset hvad hun har tænkt sig, har de mange år, hvor Aung San Sun Kyi selv var forfulgt formentlig betydning for hendes svar.


Skrevet af Simon Rasmussen

Simon studerer statskundskab i Århus. Hans interesseområde er konfliktanalyse og konflikthåndtering.

En Udenrigsanalyse