Den neoliberale arbejdsmoral er i den vestlige verden tæt på at være universel

When you want to succeed as bad as you want to breathe, then you’ll be succesful” Eric Thomas, amerikansk forfatter, motiverende coach og præst.

De vestlige lande er bygget op med arbejde. Vores landes samfund bygger på arbejdsdyden. Den grundlæggende moralske regel, der sammenbinder de enkelte landes fællesskaber og deres offentlige institutioner, er, at der arbejdes og der dannes karriere. Der arbejdes, så der kan blive betalt skat. Det ligger naturligt for alle vestlige mennesker, at når vi bliver født, binder vi os automatisk til denne arbejdskontrakt. Så vi bidrager til samfundet. Så vi kan regne med brandvæsnet. Så vi kan få adgang til sundhedsforsikring og så vi har vores ubetingede retssikkerhed.

At arbejde er et valg som ikke er frit. Langt de fleste af os arbejder, som del af en flok. Det bliver vi nødt til, for sådan er det globale økonomiske system indrettet. Men giver dette forhold mening, når vi lever i et samfund, hvis vigtigste moralske princip er personlig frihed? Skal den globale stressepidemi ikke forstås som et udtryk for, at arbejde netop er begyndt at begrænse vores personlige frihed?

For at kunne forstå, hvorfor vi er stressede, bliver man nødt til at se nærmere på, hvorfor arbejde og dets succesbegreb har fået den betydning, det har i dag. Med det er det nødvendigt med et overblik over den idehistoriske udvikling, begrebet succes har været igennem.

Arbejde Giver Livet Mening

I de skandinaviske lande er samfundskontrakten yderst bindende. Det offentlige, som bliver betalt igennem arbejde, finansierer både det kollektives og det individuelles liv og trivsel. Derfor er det helt naturligt, at det er blevet en betingelse for de skandinaviske kulturer, og selvfølgelig også resten af de vestlige kulturer, at arbejde er det, som giver livet mening. At vi holder hinanden op på, at vi arbejder. Det er derfor, at man som det allerførste til en fest eller et selskab af dem man ikke kender bliver spurgt, hvad man arbejder med. Det er vigtigt, at man har svaret klar.

Fabriksarbejdere, England, 1940. Copyright: Imperial War Museums

Fabriksarbejdere, England, 1940. Copyright: Imperial War Museums

De borgerlige partier herhjemme i Danmark mener, at arbejde skal kunne betale sig. Men hvad der menes er ikke, at skatterne betaler for sundhedsforsikring og gratis uddannelse. Nej, hvad der menes er udelukkende økonomisk egen vinding: at det skal kunne betale sig at arbejde. De radikale neoliberale mener endda, at der er brug for en minimalstat, for det offentlige forhindrer de frie mennesker i at kunne realisere det frie samfund, der automatisk regulerer sig selv og giver mennesket kontrol over dets egen vinding.

Det Frie Individ og Facebook

Idéen at vi grundlæggende er frie individer. At vi står til regnskab for de handlinger, vi begår er en filosofi, der ligger den neoliberale ideologi meget nær. Det virker til, at denne tankegang er en grundlæggende selvfølgelighed hos langt de fleste mennesker i den vestlige verden. Også på venstrefløjen.

Symptomet på dette er Facebook. Det er ikke et kulturelt fænomen, der direkte beviser denne holdning. Men selve det psykologiske paradigme som Facebook eller Instagram muliggør, og som er blevet godtaget som almindelighed i både populærkulturen og i subkulturelle kredse, er symptom på denne holdning. At vi gerne vil vise den succes, vi arbejder for, og så stå til regnskab for den. At gøre den selvfortjent.

Facebook skaber et paradigme, hvor positivitet og tanken om arbejdssucces er de mest dominerende mentaliteter, der får plads til at udfolde sig. Hvor ekstroverthed er det menneskelige karaktertræk, der mestendels accepteres. Mange psykologer vil mene, at dette langt fra repræsenterer hele det psykologiske spektre, mennesket indeholder. At éns eksistens bliver anerkendt, så snart noget lykkes, og ikke så snart noget fejler, er en misrepræsentation af virkeligheden.

Facebook har banet vej til en helt ny måde at socialisere på, og denne måde er et symptom på et amerikansk kulturfænomen, som har sine fordele og ulemper. Hvis vi går helt tilbage i historien, er det, idehistorisk set, et fænomen, der er kommet ud af en nordvesteuropæiske kultur, som bygger på den protestantiske etik om måden, hvordan man tidligere forstod ens rolle i forhold til den kristne gud. Hvad man skyldte ham og hvordan man kunne opnå hans frelse.

Det Psykologiske Forhold til Gud

Oftest afslører en idehistorisk gennemgang et overblik over de fordomme og forudindtagetheder, vi normalt ikke tænker over, at vi har. Med hensyn til succesbegrebet i dag, er sådan et overblik  nødvendigt, fordi begrebet er begyndt at få flere ulemper end fordele.

Max Weber, der var tysk sociolog i det 19. århundrede, gav et overblik over succesbegrebets udvikling. Han lavede en analyse, der forklarede, hvor de kapitalistiske idealer om egen vinding og succes kom fra. Det var den protestantiske tanke om at være stærke i troen på Gud, som banede vejen til den kapitalistiske egen-vinding-kultur. Gud ville kun give frelse til den som var stærk i troen, så denne person kunne opnå evigt liv i himmerige.

For endnu længere tid tilbage havde man den gamle katolske fremgangsmåde som groft sagt var anderledes. Den var sådan, og er sådan set stadig, at man opnår Guds kærlighed ved at følge et trosbaseret handlingsmønster. Igennem handling kommer man tættere på Gud og opnår frelse. Man betaler almisser, bygger en masse høje, udsmykkede katedraler og f.eks. bekender sine synder i tale til en præst. Efter reformationen blev alt dette i Central- og Nordeuropa opfattet som ren og skær blålys.

Reformationen og protestantismen banede vej til et andet og mere paradoksalt psykologisk forhold. På den ene side havde man aldrig chancen for at bekræfte selv, om man tilhørte blandt Guds frelste, og på den anden side var det ikke op til én selv, om man var frelst. Man kunne dog, hvis man var stærk nok i troen på Gud, vinde frelse, hvis man med psyken prøvede ihærdigt nok. I den protestantiske trosretning calvinismen, som dominerede på det nordamerikanske kontinent, var der prædestination, hvilket betød, at Gud allerede før et menneske var født havde bestemt om han eller hun var fortabt til helvede eller frelst til himlen.

De to kategoriske og begrebslige lejre, frelst eller fortabt, faciliterede en personlighedsspaltning i det vestlige menneske som levede under reformationen. Det gjorde, at disse mennesker i bund og grund var handlingslammet i forhold til deres egen frelse. Intet kunne reelt gøres, hvis man helt ville sikre sig og sine nærmeste sjælefred. Man befandt sig derfor i et limbo af usikkerhed under sit jordiske liv, og frelse var en gave, du ikke kunne vide var din. Frelse ville groft sagt hedde det, der kaldes lykke i dag. Dengang indebar lykken bare den ekstra gave, at man kunne vinde et evigt liv. Man skulle bare helst ende det rigtige sted.

Efter at oplysningstidens ligestillingsprincip begyndte at få sit indtog i den europæiske kultur, begyndte mennesket, på baggrund af denne psykologiske dualisme, at gå op i en fanatisk stræben efter at bevise det gode liv. Frelsen skulle helst kunne ses, og så skulle symbolismen i form af hus og succesfuld virksomhed være meget værd, så man kunne bevise overfor sig selv og andre, at man var en af Guds udvalgte. Selvom det paradoksalt nok ikke var én selv eller éns næste, der kunne afgøre dette. Alligevel drev det folk til at bevise sit frelste værd. For hvem ville af sine medmennesker opfattes, som det eneste alternativ: Det onde selv?

Gud Tages ud af Ligningen

Jo mindre en rolle kristendommen spillede i populærkulturen i takt med at det 20. århundrede nærmede sig, jo mere blev det enkelte menneskes status målt på de parametre, der på overfladen kunne ses og høres. Mennesket havde, når nu Gud var taget ud af ligningen, selv magt over tanken om, hvem der skulle frelses, eller rettere sagt, hvem der var lykkelige. Og det fungerede selvfølgelig også den modsatte vej.

President Barack Obama, with Facebook CEO Mark Zuckerberg, holds a town hall meeting at Facebook headquarters in Palo Alto, California, April 20, 2011. (Official White House Photo by Lawrence Jackson)

President Barack Obama sammen med Facebooks CEO Mark Zuckerberg, 2011. Copyright: White House Photo/Lawrence Jackson

Facebook og resten af de sociale medier tilfredsstiller i dag et behov hos det nordamerikanske og europæiske menneske, som har ligget latent flere generationer tilbage. Muligheden for at bevise sin succes på alle fronter er muliggjort, og vi kan nu overbevise os selv og andre om, at vi ikke falder i taber-kategorien mere. En kategori, der historisk set har været den kristne kategori for de fortabte sjæle.

Når vi taler om, hvem der har succes i dag, så mener vi dem, der arbejder hårdest. Succes, der er uløseligt forbundet med status i dag, bliver muliggjort med arbejde. Og levnene fra de protestantiske idealer fornemmes klart, når man ser, at synligheden af éns arbejde bliver altafgørende for den populære opfattelse af succes i dag. At psyken i gamle dage var det eneste, der kunne afgøre ens frelse skabte nærmest det modsatte forhold, hvor mennesket alligevel gik op i at bevise sin stærke tro med statussymboler og materielle goder. Det virker derfor til at protestantismen undervurderede, hvor meget mennesket i virkeligheden er et handlingsvæsen. Et forfængeligt handlingsvæsen.

Som mennesker vil vi gerne anerkendes, og med det menes ikke med selve statussymbolerne, men med menneskelig beundring og respekt. Problemet opstår, når vi ikke har andet end symboler som objekt for beundring. F.eks. likes og individets egne instagram-billeder, arbejdsprojekter og ejendomme. Problemet er, at standarden for hvornår vi føler os anerkendt og værdsat er blevet uhensigtsmæssig høj.

Fri Vilje og Selvforskyldt Stress

Flere undersøgelser i både Europa og på det nordamerikanske kontinent viser, at kurven for stressoplevelser og fysiske stresssymptomer blandt de vestlige arbejdsbefolkninger er steget markant indenfor de sidste ti år. Dette må opfattes som en stort vink. Der må være noget fundamentalt galt med den måde vi er begyndt at tænke på.

Filosofisk set kan man gøre stressspørgsmålet til et spørgsmål om fri vilje. For skal man påtage sig skam, hvis man ikke havde et frit valg, da man valgte at arbejde for meget og derfor bukkede under for stress? Svaret er selvfølgelig nej. I det tilfælde blev vi ikke lært til at sige nej nok. For stress er jo ikke selvforskyldt, hvis familien eller samfundet ikke lærte os at sige fra. Den liberale vil mene, at ja, du skal måske skamme dig lidt, fordi du netop havde et frit valg, da du valgte at arbejde for meget og derfor bukkede under for stress.

Det grundlæggende filosofiske spørgsmål, der er blevet stillet siden antikken er: har vi fri vilje? Kan vi fuldt ud bestemme vores egne handlinger og tage hånd om vores egen skæbne? Dette har den vestlige filosofi aldrig givet et definitivt og fyldestgørende svar på. Når det kommer til protestantismen, har man fri vilje, når det kommer til varer og ejendele, dvs. alt det der relaterer til materielle ting. Mennesket kan derfor gøre med det materielle, som han eller hende ønsker, uden at det har direkte konsekvenser for efterlivet. Dog er mennesket lænket til en tilværelse i synd, og det er et menneskes eget ansvar at være stærk i troen nok til, at opnå frelse ved hjælp af Helligånden. Ifølge Martin Luther er menneskets eksistens betinget af trældom i henhold til enten Guds vilje eller Satans vilje. Dette er det psykologiske paradigme, der går forud for den mentalitet, vi bærer rundt på i dag.

Martin Luther. 1483-1546

Tysk munk og teolog, Martin Luther (1483-1546)

Det 21. århundredes naturvidenskab fortæller en anden historie. At evolutionen med dets blinde kræfter ikke har haft nogen intention om at udvikle et frit individ som mennesket. Vi er blevet født som vandrende maskiner. Mennesker med hjerner, der er påvirkelige og kemiske, mennesker med kroppe, der er sårbare overfor stress.

Før vi blev født, var der egentlig ingen der spurgte os, om vi ville være denne slags klodsede robotter: et metafor evolutionsteoretikeren Richard Dawkins fra Oxford Universitet bruger til at forklare mennesket, så det passer ind i den naturvidenskabelige og mekaniske forståelse af mennesket. En forståelse, hvor der ikke synes at være plads til et begreb som fri vilje.

Idéen om Egennyttighed og Lykke

Hvis der var noget eller nogen, der stillede os et valg før vi blev født. Hvad ville vi så vælge, hvis vi kunne vælge, hvor vi bliver født og hvilket køn, vi ville få. Hvilken seksualitet, der ville blive os tilegnet? De fleste, hvis de forestillede sig at stå med sådant et frit valg, ville sikkert vælge et liv, der var bedre og muliggjorde den størst mulige trivsel og lykke. Det er i kraft af tanken om fravær af lykke, at man ville vælge det bedste liv, hvis man kunne komme til det. Og dette psykologiske forhold er drivkraften bag vores forbrugerøkonomi og vores stræben efter karriere. Levnene fra den protestantiske tankegang gør, at det er en naturlig tanke for os, at vi kan vælge lykken. Og valget af lykke er i sig selv nok til, at vi kan få den, hvis vi er stærke i troen på det. Og igen, det eneste alternativ for os er at være ulykkelig.

Det rum, der muliggør motiverede handlinger som resulterer i lykke eller tilfredshed hos mennesket i vesten, er blevet større og bredere. Principielt og politisk set lever vi i egalitære samfund, og vi bliver fortalt og opdraget til at tage hånd om vores egen skæbne. Hele den vestlige økonomiske model, hvis grundsten blev lagt af Thomas Hobbes og Adam Smith, bygger på denne forståelse af mennesket: At vi er, hvis utæmmet, glubske og i særdeleshed egennyttige. Vi er helt ansvarlige, og hver enkelt af os er afskårne individer fra andre. Vi trives først og fremmest med følelsen af autonomi: at være fuldstændig i kontrol over vores egen situation og lykke. Og så er vi fuldkommen ligestillet.

Denne gamle idé er tæt forbundet med protestantismens idé om egennyttighed og ansvar for egen frelse. En anden og en helt nye idé er, at et menneske kan opnå psykisk velvære, hvis vi arbejder for at opnå de videnskabeligt objektive forhold, der alment gør alle mennesker lykkelige. Denne idé bliver ikke godt modtaget af de fleste mennesker i de vestlige lande, uanset politisk orientering. Den bliver, qua den dominerende liberale tankegang (som har tætte bånd til protestantismen), afvist som bedrevidende, og måske intellektuelt elitær. Der er ingen, der skal komme og fortælle, hvad der gør den enkelte lykkelig, lyder holdningen. Det er noget, man bestemmer selv.

Naturvidenskabelige undersøgelser indikerer gang på gang, at lykke bygger på, at man stiller sig tilfreds med tilværelsen. Dette bliver nemmere med simple ting, der ikke kan købes for særligt mange penge. Stabile og kærlige sociale forhold er vigtige. At forholdene er der, så det enkelte menneske har følelsen af, at det tænker og handler frit. At der skabes sunde kropslige vaner så som ernæring og motion. At der er spiritualitet, og at man igennem éns arbejde gør en forskel ved at hjælpe mennesker eller forbedre de generelle forhold for andre menneskers liv. Dertil at éns handlinger, både i arbejde og i éns hverdag, stemmer overens med éns moralske principper. Det er med et andet ord det, som den græske filosof Aristoteles kaldte eudaimonia (menneskelig trivsel).

Liberal Ligestilling Muliggør Statusangst

For at forstå den stressprovokerende statusangst, der er hos det vestlige menneske, når det kommer til arbejde og karriere, så er det også vigtigt at kunne forstå de klassestrukturer, som var forud for de forhold, der er i dag. Tiden under reformationen og under oplysningstiden var præget af et hierarkisk system, der gjorde flertallet af det europæiske folk til trælbundne mennesker. Det var bønderne. Deres eksistens var bundet til det land, de var født på. Gårdherrerene ejede dette land, og derfor også bønderne. Længere oppe i systemet var biskoppen, og måske på samme niveau eller højere var monarken. Og til sidst Gud, som retfærdiggjorde denne samfundsstruktur på et åndeligt plan. Dengang var der naturligvis ingen social mobilitet, når det gjaldt om at forbedre sin status. Det var fordi Gud havde bestemt, at din fødsel afgjorde din status. Der var ingen mulighed for at øge indkomst eller blive mere oplyst, hvis ens forældre var fattig bonde.

The American Dream? Copyright: Flip Schulke

The American Dream?
Copyright: Flip Schulke

Selv efter den industrielle revolution var kårene svære, hvis man ville øge sin status. Det gjaldt f.eks. når ens far var anonym fabriksarbejder. Disse forhold var fastlåste, men i det 20. århundrede begyndte det egalitære princip at blive universelt: dvs. mennesker havde lige muligheder. Rent samfundsøkonomisk i særdeleshed i Skandinavien, og så bliver der ingen undskyldninger for ikke at opnå succes. I USA blev det kaldt den amerikanske drøm. Det betyder groft sagt, at dem som er vindere helt selv fortjener at være vindere, og dem som er tabere helt selv fortjener at være tabere. Med det liberale blik bliver succes og fiasko, af disse ligestillingsgrunde, helt selvfortjent, fordi vilkårene principielt er de samme for alle mennesker.

Vi Må Revurdere Vores Værdier

Den vestlige venstrefløj, og dem som kalder sig solidariske og tolerante individer, må på globalt plan erkende, at der, selv blandt egne kredse, accepteres neoliberale værdier. Hvor selve kommunikationen af arbejdssucces på de sociale medier, og den hektiske stræben efter statusbekræftigelse igennem en overdreven arbejdsindsats, er blevet symptomer på en psykisk usund egennyttighed afstedkommet af gamle protestantiske idéer. Kort sagt, hvad der resulterer i stress. Hvad der driver denne stressadfærd hos mennesker er en statusangst, der er afstedkommet af den liberale idé om ligestilling som igen er et levn fra den gamle lutheranske kultur. Globalt set må de mennesker, der prædiker solidaritet og social retfærdighed gøre op med dem selv, hvad det er for en adfærd og tankegang, de har tilegnet sig. Hvad det er for værdier, der omsættes med handling i det private såvel som det offentlige liv.

En idehistorisk forståelse af de sociale mekanismer, der har foranlediget til den dirrende statusangst og den mere og mere alvorlige stress epidemi er helt nødvendig. Vi må blive klar over, hvad det er for en kulturel historie, vi som vestlige individer er en del og led af. Det er for at kunne forstå os selv, og hvorfor vi tænker som vi gør. For vi er lige så meget vores kultur, som vi er mennesker af kød og blod.


Skrevet af Simon Hjortdal

Simon er bachelor i idehistorie og retorik ved Aarhus Universitet. Derudover har han erfaring med bevidsthedsfilosofi fra sit kandidatstudie i filosofi på Københavns Universitet. Hans særlige interesseområder er vestlig psykologi, politisk filosofi samt etik- og moralfilosofi. Læs mere om Simon og hans artikler her

 

En Udenrigsanalyse