Når terror bruges som mærkat

Tiden efter 9/11 har været præget af ”kampen mod terror” og demokratifremmende invasioner i primært mellemøstlige lande. I starten af 00’erne havde USA og store dele af den vestlige verden fokus på at bekæmpe al-Qaeda, da gruppen, ud fra et vestligt perspektiv, udgjorde den største og primære eksistentielle trussel mod demokratiet og de dertilhørende værdier.

Som følge af den internationale intervention i Irak i 2003, urolighederne efter det arabiske forår, og den internationale intervention i Libyen i 2011, opstod en ny markant gruppe i 2013 under navnet Islamisk Stat. Gruppen har det som mål at oprette et kalifat, og har siden 2013 gjort sig bemærket ved diverse grusomheder, såsom drab på nødhjælpsarbejdere, journalister og lokalbefolkning, samt med terroraktioner på diverse kontinenter.

Islamisk Stat i Syrien og Irak står for mange som indbegrebet af en terrorgruppe. Gruppen er placeret på diverse terrorlister verden over, deriblandt på EU, USA, og Englands liste, samt hos den arabiske samarbejdsorganisation, Gulf Cooperation Council.

Gruppens aktuelle placering i bevidstheden gør, at andre grupper der står på terrorlisterne falder i baggrunden. På samme liste finder man for eksempel libanesiske Hizbullah, som har et mindre entydigt ”image” som terrorgruppe.[1]

Bag om Hizbullah

Hizbullah er en libanesisk gruppe, hvis primære religiøse orientering er shia Islam. Gruppen blev dannet i 1982, med det formål at presse israelsk besættelse ud af Libanon, efter Israel havde drevet PLO (Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation) ud af Beirut.

Hizbullah var i de spæde år finansieret af Iran, og dette økonomiske bånd eksisterer efter sigende ikke længere, men en tæt alliance mellem de to består. Det bygger primært på deres begges foragt mod Israel og USA, som de anser for at være besættende og illegitime stater der ikke hører til i Mellemøsten. Derudover er Hizbullah i en politiske alliance med Syriens Bashar al-Assad, som stammer tilbage fra 1980’erne. Dette tre-armet forhold tillader alle at have den ønskede tilstedeværelse af militær i regionen, og særligt så tæt på Israel som muligt. De tre støttede også hinanden i 34 dags krigen mod Israel i 2006, hvor Israel igen besatte dele af det sydlige Libanon.

I 2017 har de tre aktører stadig en tæt relation, og både Iran og Hizbullah har interesse i at Assad forbliver ved magten i Syrien. Syrien udgør den geografiske vej mellem Iran og Hizbullah, og samme militære interesse i forhold til modstanden mod Israel er lige så gældende i dag. Man kan også tale om, at Iran på nuværende tidspunkt konkurrerer med Saudi Arabien om at opnå regionalt hegemoni. Her menes, at være den mest magtfulde stat i Mellemøsten. På grund af denne konkurrence, ser Iran eller Hizbullah ikke interesse i at miste én af deres allierede, til et potentielt andet regime der ikke er Hizbullah-Iran venligt, men måske Israel, vestligt eller Saudi Arabisk venligt. De tre skaber på den måde strategisk dybde for hinanden i Mellemøsten.

Hizbullah’s organisation har mange funktioner, både militært, politisk og socialt. Fælles er, at generalsekretæren Hassan Nasrallah er gruppens ansigt udadtil. Organisationen er dog opbygget sådan at Nasrallah ikke har enegang på beslutningerne, men hvad han udtrykker i, for eksempel sine taler, er et udtryk for Hizbullah’s topledelse samlede holdning. Den militære del af gruppen er placeret på terrorlisterne, mens den politiske gren sidder som en del af det libanesiske parlament og den sociale del plejer lokalsamfundets relationer. For eksempel har Hizbullah en indsatsgruppe der hjælper nybagte mødre med daglige gøremål og indkøb.

Der eksisterer ikke en universel definition på terror og dette bør man formentlig også holde sig fra. Der eksisterer dog forskellige definitioner som de tidligere nævnte stater og organisationer har tilsluttet sig – de er meget ens i deres ordlyd og indhold. For eksempel lyder den europæiske definition således:

”(…) forsætlige handlinger, således som de er defineret som lovovertrædelser i national lovgivning, der i kraft af deres karakter eller den sammenhæng, hvori de begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade, betragtes som terrorhandlinger, når de begås med det formål.”.

Efterfølgende er der en række eksempler såsom at intimidere en befolkning, legemsangreb der kan have døden til følge mv.[2] Der er nogenlunde enstemmighed blandt større internationale og regionale organisationer, samt stater. Men hvordan forstår de grupper, som er placeret på terrorlisterne selv begrebet terror og terrorgrupper? Hvordan begrebsliggør de hinanden? I denne analyse vil jeg fokusere på Hizbullah og hvordan de begrebsliggør Islamisk Stat. Det primære formål er, at forstå terrorisme fra en anden vinkel og belyse måden hvorpå eksisterende definitioner anvendes ens på forskellige grupper.

Da IS fik vind i sejlene

Islamisk Stat blev for alvor internationalt kendt i 2013 da de erobrede den syriske by Raqqa. Det er også fra dette år, at Hizbullah begynder at artikulere deres holdninger til den navngivne gruppe fordi de så at deres nærmeste allierede i Syrien, Bashar al-Assad, havde store udfordringer med Islamisk Stat. I 2012 referer generalsekretæren hos Hizbullah, Hassan Nasrallah, kun en enkelt gang til en unavngiven terrorgruppe der spreder frygt i Syrien, som ødelægger alt på deres vej. Nasrallah referer til selvmordsaktioner:

“ (…) rettet mod civile, moskeer, kirker, markeder, Husseiniyas (shia religiøst opholdssted) og templer (…) Disse massive drab er ikke usystematisk. Der ligger en specifik metodologi, tankegang og vision bag disse drab. Skal dette blive Syriens fremtid? Det er et svar det syriske folk må give”[3].

Der refereres formentlig til Islamisk Stat, selvom Nasrallah ikke nævner gruppen ved navn. Hvad der primært kan tolkes er, at Hizbullah mener, at Islamisk Stat er en religiøs trussel for Islam. Her referer han til selvmordsaktioner der har til hensigt at ramme civile, moskeer, kirker, markeder og templer. Derudover påpeges det, at Islamisk Stat har en særlig vision, metode og ”mindset” der bygger på denne makabre tilgang. Således anser Hizbullah Islamisk Stat for en trussel mod blandt andet Islam’s sociale, åndelige og stedlige dimensioner.

Ændringen af kontinuitet og måden hvorpå Hizbullah artikulerer Islamisk Stat i 2013, handler formentlig om Hizbullahs forhold til Assad. I 2011 og 2012 artikuleres Islamisk Stat blot i 3 taler ud af Nasrallahs mange taler, mens de efter 2013 nævnes i samtlige taler. Det gode forhold og støtte mellem Assad, Hizbullah og Iran, er afgørende viden for hvorfor Hizbullah har en interesse i at fremsætte Islamisk Stat som en trussel[4].

Falder Assad’s regime til Islamisk Stat – eller falder regimet i det hele taget – falder en af Hizbullahs få allierede i den mellemøstlige region. Det vil sige, at Hizbullahs sikkerhedspolitiske situation vil blive ændret markant. Særligt er det Syriens geografiske position nærliggende Israel, der udgør en geografisk modstand til det land som Hizbullah opfatter som besættende, uden legitimitet i Mellemøsten og årsagen til ustabilitet i regionen.[5]

Fjende af Islam

I 2013 begynder Hizbullah at bruge det arabiske udtryk ”takfiri”. For eksempel bruger han udtrykket i følgende citat til at italesætte Islamisk Stats manglende politiske kompetencer:

”Hvis nogle forsøger at sige noget eller tage et politisk udgangspunkt, uanset om han eller hende er forskere, vis, mester, medlem af parlamentet, journalist eller nogen som helst anden, vil vedkommende blive opfattet af Takfiris som nogle der fortjener at blive dræbt, få sin hals skåret op! Så på den måde bliver de henrettet eller lide anden fysisk overgreb”[6]

Takfiri-udtrykket benyttes ifølge den danske seniorforsker i international sikkerhed i Mellemøsten, Helle Malmvig, for at indikere, at man er af den opfattelse, at en anden muslim er frafalden eller ikke-troende. Malmvig mener, at Hizbullah bruger udtrykket for bl.a. at delegitimere Islamisk Stat.

Det er især Islamisk Stats brutalitet og metoder som Nasrallah hentyder til, når han gør dem til en trussel for diverse politiske, religiøse og sociale hensyn. I en tale af Hassan Nasrallah den 25. Maj 2013, den vigtigste helligdag i Libanon der markerer de israelske tropper der trak sig ud af landet i 2000, beskriver Nasrallah Islamisk Stat som ”ude af kontrol, ude for rækkevidde og almindelig politiske normer.” I det følgende citat fra talen opsummeres brutalitetens trussel over for flere dimensioner:

” (…) en mentalitet som ingen vil kunne kommunikere med gennem dialog. De kender ikke til at ”være fleksible”, ”have prioriteter” eller ”finde et fælles grundlag”. De vil ikke vide noget, det vil udelukkende fortælle dig at du er ”vantro”, som skulle vanæres og dræbes, og hvis penge skal beslaglægges! (…) det er en oprigtig trussel” (…) Takfiris halshugger folk og skærer deres bryst op”.[7]

Den religiøse reference er ikke udelukkende orienteret mod Islam, ej heller mod en særlig etnisk eller national befolkningsgruppe. For Hizbullah er pointen, at Islamisk Stat er en trussel mod alle dem, der ikke er som dem selv – uanset om det måtte være religiøst, politisk eller på andre punkter. Nasrallah mener, at hvis du udtaler dig på måder, der måtte være i modstrid til Islamisk Stats verdensbillede, så fortjener du at blive slået ihjel. Således italesættes Islamisk Stats verden som sort og hvid – enten er du med os, eller også er du imod os.

Islamisk Stat i Irak og Levanten

I 2014 begynder Hizbullah at tale om Islamisk Stat i anførelsestegn, ligesom de gør om Israel. Dette indikerer at Islamisk Stats eksistens ikke bliver anerkendt, ligesom Hizbullah heller ikke anerkender Israel for at være en stat. Gruppen beskrives som en eksistentiel trussel for Libanon, fordi Islamisk Stat, ifølge Nasrallah, er alt andet end hvad Hizbullah er, og det implicerer at Islamisk Stat vil udrydde Hizbullah, hvis de fik mulighede og det blot er et spørgsmål om tid:

”Det ”(…) er kun et spørgsmål om tid (…) hvis de ikke kommer i dag, vil de komme i morgen. Det har de selv sagt.”[8]

Hizbullah opstiller det ultimatum, at enten beskytter Libanon sig selv og overlever, eller så vinder Islamisk Stat og udrydder Libanon. Således forsøges at forklare hvorfor Hizbullah involverer sig militært på Assads side i Syrien, fordi sammen kan de slå Islamisk Stat. Nasrallah benytter figurativt sprog flere gange. Med referencer som gift man kan drikke og dø af – er der ingen tilbagestående tvivl om hvilket potentiale Hizbullah ser i en Islamisk Stat. I dette citat fra en februar tale i 2014, i anledningen af de faldne Hizbullah-martyrer, kan man se Nasrallah’s gift-reference:

”Der er gift, og nogle mennesker vil sige det er gift, mens andre ville sig det er en cocktail! Det må være op til dem selv at bestemme om de mener det er en cocktail. Men dette er gift og hvis de drikker det, vil de dø. Alt hvad jeg gør er at afværge denne gift, som I anser som en cocktail”.[9]

Hvad der er karakteristisk for 2014 er, at Hizbullah anklager Islamisk Stat for at misbruge og misforstå Islam. Islamisk Stat skaber falske billeder af religionen og bruger ikke profeten Mohammads ord korrekt. Denne retorik benyttes også i 2015, hvor Nasrallah heller ikke differentierer mellem Islams to store grene sunni og shia, således er Islamisk Stat også en trussel for sunni-muslimer, til trods for gruppens primære sunnimuslimske tilhængere.

Alle muslimer samles under én fane, hvor Islamisk Stat er en trussel og et angreb mod diverse religiøse dimensioner. Det være sig, Den Hellige Quran, profeterne, den humane del med videre. Nasrallah refererer også til episoderne omkring de danske afbildninger af profeten Muhammad, som noget af det mest offensive og fornærmende Islam har været ude for. Han påpeger at Islamisk Stats eksistens er endnu mere offensiv og fornærmende end Muhammed-tegningerne. Det afspejler det følgende citat: Islamisk Stat har:

”(…) erklæret sig selv til Islam, Profeten af Islam og det islamiske flag. Gennem deres ord, pligter og gennem deres inhumane, brutale, voldlige og barbariske praksisser, har disse terrorgrupper fornærmet Profeten Allah, Allah’s religion, profeterne, Allah’s bog og den muslimske nation, meget mere end deres fjender gjorde. Også meget mere end de der har lavet fornærmende bøger, film og tegninger. Alle disse handlinger er er offensive, hvad der dog er mere offensivt er når hoveder skæres af, brystet rives fra hinanden og hjerter dolkes, de udførte massakre og tusinder er slagtes hvert minut og time.”[10].

Dette skaber formentlig i dansk og i nogle arabiske områder, et ganske sigende perspektiv for, hvor meget afstand Hizbullah tager til Islamisk Stat og hvor terroriserende de ser gruppen.

Plottet

I 2015, påpeger Nasrallah gang på gang at Islamisk Stat bruges som et plot mod Libanon og deres allierede, af Israel, USA og Vesten:

””Israel” har ret til at sige af Islamisk Stat ikke udgør nogen trussel for alt hvad Islamisk Stat har gjort ind til nu, og stadig gør, tjener ”Israels” interesser, uanset om Islamisk Stat ved det eller er (…) Tidligere har vi ikke arbejdet med konspirationsteorier. Men nu mener vi, at vi bør tage det til overvejelse. Alt hvad Takfiris gør tjener ”Israel”, ”Israels” hegemonu i regionen og USA’s hegemoni i regionen.”[11]

Nasrallahs pointe er altså at Islamisk Stat udfører den opgave som ovenstående ønsker. Således er det også i deres interesse ikke at stoppe et flow af Islamisk Stat sympatisører til regionen. Hvis Islamisk Stat udfordrer Syrien, Hizbullah og Iran, er arbejdet gjort for Vesten og Israel. Her er det vigtigt at huske på den tidligere nævnt, gennemgående historie omkring Vesten og Israel set ud fra Hizbullah perspektiv. Enhver trussel for Hizbullah, forstås som enten værende i Vesten/Israels interesse, eller kan som her, kædes sammen med denne interesse.

Wahhabisme

Hvad der differentierer året 2016 for de andre år, er referencer til ekstrem wahhabisme. Ifølge Helle Malmvig, bruges wahhabisme til at understrege en ideologi som særligt bruges til at referere til grupper som al-Qaeda.[12]. Altså en voldelig og krigerisk fortolkning, som mange kender det fra angrebet på World Trade Center i 2001. Nasrallah derimod forbinder wahhabismen med den herskende ideologi i Saudi Arabien, og således wahhabismen med Islamisk Stat. Som bekendt er Iran og Saudi Arabien to store magter i Mellemøsten. Der tales i dette år om et ønske om regional hegemoni fra begge parter. Iran er som tidligere nævnt særligt positive over for Hizbullah og omvendt. Derfor er det nærliggende at påpege at Saudi Arabien kunne være roden til Islamisk Stats ideologi.

Det følgende citat er også fra tidligere citeret tale den 25. Maj 2013 og viser Hizbullahs forståede relation mellem Islamisk Stat og det saudiske regime.

”De bøger som ”ISIL” lærer fra, er det saudiske dynastis bøger. De har den samme uddannelse, den samme oprindelse og derfra den samme adfærd. Kan I ikke se det er den samme adfærd? Sammenlign de sidste 200 år af det saudiske regime og de sidste få år af ”ISIL”. Det er præcis de samme, fordi de lærer og uddanner sig fra de samme religiøse bøger (…). Disse Takfiri terrorgrupper som dræber og slagter er blot dukker af deres finansierer, som sørger for at give dem penge, kapabiliteter, faciliteter, træningslejre, ekspertise og støtte. Det er det saudiske regime.”[13].

Denne reference breder trusselsbilledet til ikke kun at inkludere Islamisk Stat i Syrien og Irak, men også at inkludere et af de største lande i Mellemøsten.

Når terror bruges som mærkat

Når Hizbullah benytter sig af referencer der indikerer at Islamisk Stat er en terrorgruppe, er det givende for deres egen situation. Konnotationerne til terrorisme skaber frygt blandt deres målgruppe, hvorfor det fremmer deres egen sag. Det er dog ikke uden problemer, at benytte terrorisme til at beskrive grupper. Selv samme mærkat er Hizbullah selv blevet pålagt. Således er der stater og organisationer i det internationale samfund, som beregner de to grupper for at være en og samme ting– uden at differentiere i mål, middel, kontekst eller andet der kunne nuancere grupperne fra hinanden.

Ifølge Nasrallah selv opstår paradokset i situationen ved, at der internationalt peges på to terrorgrupper, på trods af at Hizbullah er med til at bekæmpe Islamisk Stat. Islamisk Stat slår ihjel og ødelægger alle uanset religion, race, nationalitet mv., men det gør Hizbullah ikke, mener Nasrallah. Hans pointe er, at man ikke kan kalde Hizbullah for terrorister, når man sammenligner deres og Islamisk Stats handlinger.

Dette paradoks er en del af en større akademisk og politisk debat. I den akademiske verden påpeges det, at det er vanskeligt at afgøre hvornår en handling er en terrorhandling, men at det i højere grad er et spørgsmål om perspektiv. Udover dette, bruges betegnelsen som politisk redskab. Hvis der fra politisk side, ses fordel i at betegne noget som terror, blot af den simple årsag at det er en væbnet muslimsk gruppe, vil dette mærkat blive brugt uden videre overvejelse.

Betegnelsen er social konstrueret og et produkt af kontekst, historie og aktører. Richard Jackson, amerikansk professor i international politik, og Marie Smyth, amerikansk professor i politisk vold, konfliktløsning og internationale relationer, argumenterer for, at det terror mærkat vi kender i dag, og som er konstrueret i nyere tid efter 9/11, benyttes til at dehumanisere radikale eller revolutionære grupper. Det er blevet et retorisk middel til at fremme egen politisk sag eller legitimere en invasion for eksempel.

Den nutidige terror-betegnelse er derfor et post-9/11 fænomen der defineres gennem et anti-vestlig karakteristika og dagsorden. Således opstår der en form for dødvande hvor der ikke findes nogle alternative terrorbetegnelser. Udgangspunktet bliver således, at enhver form for samarbejde for at bekæmpe en forstået fælles fjende mellem for eksempel USA og Hizbullah er udelukket. Betegnelsen er indlejret i vestlig forståelse og benyttes selektivt for at få et særligt politisk budskab igennem. For eksempel at sætte lighedstegn mellem muslimske grupperinger og terrorisme, der på sigt kan bruges som et argument eller legitimering for politiske handlinger.

Pointen er ikke om ”terrorisme” benyttes korrekt på og af Hizbullah, pointen er, at den politiske verden ikke gennemgående udfordrer status quo, men accepterer verden som den bliver præsenteret. Således bliver diskussionen om terror fordrejet af den pro-amerikanske definition, og gang på gang gentaget og indlejret i politikere og befolkningers bevidsthed.

---

Skrevet af Frederikke Ramsby

Frederikke læser statskundskab på Københavns Universitet. Tidligere har hun taget en bachelor i Internationale Studier og Politik & Administration ved Roskilde Universitet. Gennem sin uddannelse har Frederikke orienteret sig mod internationale relationer og sikkerhed, sikkerhedspolitik i og omkring Mellemøsten. Læs mere om Frederikke og hendes artikler her