Brexit – Et Historisk Perspektiv

I kølvandet på folkeafstemningen om Storbritanniens fortsatte medlemskab af den europæiske union er der opstået en ophedet debat om skyld, ansvar og historiens mulige dom. Denne debat skygger for de egentlige, store og vigtige spørgsmål, som den britiske afstemning afføder: grundlæggende spørgsmål om identitet og fortidens betydning for det europæiske sammenholds skrøbelighed.

Debatten op til folkeafstemningen var useriøs – præget af overdrivelser fra både ja- og nejsiden og med international deltagelse af forhenværende og nuværende statsledere, akademiske eksperter og journalister, som kun gjorde ondt værre ved at bidrage med alskens dommedagsscenarier om, hvordan verden ville se ud efter afstemningen.

Efter at det stod klart, at et flertal af briterne ønsker at forlade EU, er det overordnede diskussionsniveau på ingen måde forbedret. En bølge af indlæg, analyser og kommentarer er skyllet ind over en sagesløs offentlighed, der ikke kan forventes at være blevet klogere af de mange ord, der primært fokuserer på, hvem der bærer ansvaret for det angiveligt katastrofale resultat, som om end det ikke truer verdensfreden, så i hvert fald er det første sikre skridt på vej mod Europas undergang.

Men hvad er de grundlæggende årsager til brexit? Er det blot et spørgsmål om folket vs. eliten, om en stadig større underklasses uundgåelige oprør mod de politikere, de selv har bragt til magten, men som har skuffet fælt, og som i ren desperation pålægger EU skylden for alle dårligdomme? Er det den forskellige parlamentariske og demokratiske tradition, eller er der tillige noget dybere på spil, noget der trækker tråde langt tilbage i historien, og som grundlæggende omhandler spørgsmålet om den europæiske identitet eller mangel på samme?

En blanding af samtidspolitiske faktorer og historiens lange linjer kan bidrage til at skabe klarhed over briternes valg og de mulige perspektiver for britisk og europæisk politik.

En Søgen Efter Identitet

Forestillingen om den britiske afstemning som først og fremmest et oprør mod globaliseringen og den såkaldte elite, der fra enorme glasbygninger i Bruxelles trækker i trådene og søger at manipulere offentligheden i et stadigt forsøg på at skabe en tættere union – og på sigt en egentlig europæisk føderation – synes som overordnet forklaringsmodel ikke at slå til. Dertil er de indbyggede modsætninger for simpelt stillet op.

brexit-vote-june-23

Copyright: Cathal McNaughton/Reuters

Det samme gør sig imidlertid gældende med den model, der begrunder det britiske nej til EU med, at befolkningen er blevet vildledt og forført af en flok populister, der ikke kan overskue konsekvenserne af deres modstand mod EU, og som ikke er fremkommet med nogle løsningsforslag oven på deres “sejr” i folkeafstemningen.

Der er naturligvis elementer af sandhed i begge fortolkninger, men den britiske (engelske) modstand mod Europa, dvs. kontinentet, går langt tilbage, længe før globaliseringen antog sin moderne form, og længe før det europæiske projekt opstod på ruinerne efter Anden Verdenskrig.

Tanken om Europa som andet og mere end blot et geografisk begreb og dets tilknytning til spørgsmålet om identitet, er et komplekst og svært overskueligt emne. Det står klart, at siden Romerrigets fald har der blandt kontinentets forskellige folkeslag eksisteret en ide om en fælles åndelig og politisk fortid med udgangspunkt i antikken. Dette gør Europa unikt i forhold til andre verdensdele, hvor der ikke eksisterer en sådan fælles bevidsthed. Ideen om Europa udviklede sig dog sideløbende og i konkurrence med skabelsen af de enkelte stater, der siden opløsningen af Karl den Stores rige har udgjort hovedhjørnestenen i de fleste menneskers identitetsmæssige dannelse.

Hermed opstod der fra middelalderen og fremefter en iboende spænding mellem drømmen om Europa og hverdagens fast forankrede udgangspunkt i hvad der med tiden blev til nationalstaterne. Spændingsforholdet mellem disse positioner varierer fra stat til stat og er under stadig påvirkning af geografiske forhold, historiske erfaringer, sprog og den generelle kulturelle udvikling. Lad os med dette in mente se nærmere på tilfældet Storbritannien.

Tilfældet England – Den Historiske Dimension

Når det skal begrundes, hvorfor Storbritannien, primært England, nærer så stor modvilje mod det europæiske projekt, skal forklaringen ifølge mange analytikere findes i den imperiale fortid. Briterne (og igen mest englænderne) er aldrig kommet sig over tabet af det verdensomspændende imperium, der på højden af sin magt omfattede en fjerdedel af klodens samlede areal og havde en befolkning på over 300 millioner mennesker, som solen aldrig gik ned over.

the_founding_of_australia-_by_capt-_arthur_phillip_r-n-_sydney_cove_jan-_26th_1788

Grundlæggelsen af den britiske straffekoloni nær Botany Bay, Australien. Januar, 1788.

Som historisk forklaringsmodel synes denne tolkning utilstrækkelig. Hvis man endelig skal pege på en bestemt begivenhed, der har været definerende for briternes forhold til kontinentet, kan man fremhæve den mirakuløse sejr over den spanske armada i 1588, en skelsættende begivenhed i engelsk historie, der altså fandt sted en del år, før der for alvor kom gang i opbygningen af imperiet.

I et større historisk perspektiv kan det konstateres, at forsøg på at forene det europæiske kontinent stort set altid er udgået fra enten Frankrig eller Tyskland. Napoleon og Hitler er naturligvis de mest berygtede, men ikke de eneste eksponenter for den fanatiske vilje til at skabe et kontinentalt imperium. At ønsket om at forene Europas forskellige folkeslag under et fælles overherredømme især er en fransk og tysk ide, kan ikke undre.

Med deres centrale placeringer og stærke kulturer er det kun naturligt, at der i disse lande er opstået en opfattelse af en selvfølgelig ret til lederskab og et selvpålagt ansvar for at realisere drømmen om et nyt Romerrige.

Anderledes tager sagen sig ud fra britisk perspektiv. Først og fremmest er der det simple geopolitiske faktum, at Storbritannien er en ø adskilt fra kontinentet, hvilket historisk har givet mulighed for en anden politisk og kulturel udvikling end i det øvrige Europa. Den geografiske faktor kan dog overvurderes, og det må erindres, at store dele af England var under romersk kontrol og indflydelse, hvorfor briterne også har andel i den antikke arv og de forestillinger, der knytter sig hertil.

Alligevel står det klart, at briterne ikke på samme måde som tyskere og franskmænd har taget forestillingen om antikken og et nyt europæisk imperium til sig. Cæsar erobrede Britannien som tidligere Gallien, men den historiske og politiske lære heraf synes vidt forskellig, idet briterne lige siden Cæsar har været besatte af at bevare deres politiske uafhængighed, koste hvad det vil.

388px-the_home_front_in_britain_during_the_second_world_war_hu36171

England under 2 verdenskrig. Copyright: Imperial War Museum

Britisk historie er i vid udstrækning fortællingen om et nærmest evigt opgør med kontinentalmagterne Tyskland og Frankrig. I den tidlige historie og frem til den store kamp mod Napoleon var det franskmændene, der var hovedmodstander, som det bl.a. kommer til udtryk under Hundredårskrigen (1337-1453), hvor det vanskelige forhold mellem Skotland og England blev en central del af konflikten, men også Syvårskrigen (1756-1763) indskriver sig som led i det britisk- franske opgør. Efter Tysklands samling i 1871 blev Paris imidlertid en allieret i kampen mod den nye store kontinentale trussel, der udgik fra Berlin, hvis klimaks blev de to verdenskrige, den moderne udgave af Trediveårskrigen, (1914-1945).

Konsekvensen af de mange opgør med de store kontinentalmagter har været en evig skiftende række af alliancesystemer, der måtte justeres alt efter hvilken modstander man stod overfor. Dette gav briterne tilnavnet perfide Albion og knæsatte en opfattelse af, at man aldrig rigtig vidste, hvor man havde Det Forenede Kongerige, og om det var muligt at stole på politiske udmeldinger fra London.

En problematik, der fortsat er meget aktuel. Under de mange opgør og kampe har Storbritanniens geografiske placering været en uvurderlig strategisk styrke og har medført dyrkelse af en ø-mentalitet – den såkaldte splendid isolation, som finder udtryk hos nationens største forfattere. Således lyder det hos Shakespeare:

det halve paradis, det andet Eden,

den borg naturen bygger sig selv,

til værn mod smitsot og mod krigens hånd,

den lykkelige slægt, den lille verden,

den ædelsten i havets sølvindfatning

der tjener den til ringmur og til borggrav

mod mindre lykkelige landes had,

den lykkes plet, det Englands rige…

 

Med andre ord udgør havet en voldgrav, der beskytter Englands rige ” mod mindre lykkelige landes had.” Det er ikke svært at regne ud, hvor i verden disse hadefulde lande befinder sig. Lad blot kontinentet være kontinentet, England er noget særligt, nærmest helligt: en “ædelsten i havets sølvindfatning”. Med denne vægtige forhistorie bliver det klart, hvorfor briterne har et så kompliceret og modsætningsfyldt forhold til Europa. Shakespeare er imidlertid ikke nogen neutral betragter af historien og er med sin magtfulde dramatik med til at skabe eller i hvert fald forstærke det dybtliggende fjendebillede af kontinentet og dets kultur, et eksempel på, hvordan kunsten både skaber og afspejler nationers selvopfattelse.      

Historiens Dom

Lige siden resultatet af folkeafstemningen forelå, har der pågået en hidsig debat om skyld og ansvar for det angiveligt katastrofale resultat. Det har vakt vældig harme, at flere af de ledende personer i nej-kampagnen efter deres “sejr” valgte at trække sig fra deres poster og dermed løb fra ansvaret og de udfordringer, som nu tårner sig op. Mest prominent heriblandt: Boris Johnson og Nigel Farage.

019275222_40100

Nigel Farage under Brexit-valgkampagnen. Copyright: Getty Images /AFP/ J. Tallis

Der er imidlertid ikke meget, der tyder på, at Johnson trak sig frivilligt fra kapløbet om at blive ny premierminister, og under alle omstændigheder har den tidligere Londonborgmester nu fået chancen for at rede trådene ud som udenrigsminister i Theresa Mays nye regering, hvilket komisk nok har medført en bølge af ramaskrig, fordømmelser og nedgørelser af Johnsons person fra de samme meningsdannere, som i første omgang fordømte hans fraskrivelse af ansvaret umiddelbart efter afstemningen.

Og så er der David Cameron. Hvis nogen er blevet stillet for historiens domstol er det den tidligere premierminister, som er blevet pålagt langt den største del af ansvaret for Storbritanniens exit fra EU. Fordømmelserne er væltet ned over Cameron, som netop er fratrådt fra parlamentet og hvis eftermæle derfor ikke tegner godt. Manglen på politisk lederskab og mod er nogle af de ord, der er blevet hæftet på den tidligere gulddreng inden for det konservative parti.

images

Storbritanniens tidligere premierminister, David Cameron. Copyright: telegraph.co.uk

På mange områder har Camerons regeringsperiode været en fiasko, hvor det nok lykkedes at rette op på den britiske økonomi efter finanskrisen, men prisen for den neoliberalistiske politik, som står i centrum for den økonomiske planlægning, har været en større social forarmelse blandt samfundets svageste, og et land, som på grund af den store ulighed er ved at knække over.

Theresa May er derfor også nødsaget til at foretage andre økonomiske dispositioner, og måske vil vi se et mere socialt-konservativt parti som konsekvens.

Spørgsmålet er imidlertid, om Cameron fortjener al skylden for det britiske nej til Europa. Hvis man endelig skal pege på en moderne politiker, der bærer ansvaret for den kaotiske Europa-politik, som London har ført gennem en årrække, må det blive Margaret Thatcher, som for alvor indledte den konservative zig-zag-kurs over for Bruxelles. Men i sidste ende er heller ikke Thatcher afgørende. Den afgørende faktor for den meget skeptiske holdning til det europæiske projekt skal findes i en blanding af historiske, kulturelle og politiske forhold, der trækker tråde langt tilbage i historien.

Det er hovedopfattelsen, at Cameron kun udskrev folkeafstemningen for at sikre sit genvalg, hvilket i først omgang lykkedes, og det kan meget vel være sandheden, men sandheden er også, at et flertal af vælgerne rent faktisk, som det viste sig, ønskede at forlade unionen, og at Cameron derfor var i tråd med sin befolkning. Det forekommer i hvert fald utopisk, at Cameron blot skulle have undladt at udskrive afstemningen og stået fast.

Splittelsen i Det konservative parti var overvældende, og såfremt Cameron havde nægtet at give vælgerne et valg, var hans eget parti med stor sandsynlighed brudt sammen og en politisk borgerkrig begyndt. Camerons politiske undergang stod skrevet i begge scenarier, valget faldt på det scenarie, hvor muligheden for sejr syntes størst. Det mislykkedes, men i det mindste opnående Cameron at kæmpe til det sidste.

Og Fremtiden?

Det er blevet fremført, at brexit repræsenterer en form for “Sarajevo-øjeblik” i moderne europæisk historie efter den begivenhed, der udløste Første Verdenskrig. Sammenhængen skulle være, at briternes afsked med Bruxelles vil indlede en lavine-effekt, der vil kunne bringe Marine Le Pen til magten i Frankrig, styrke højrefløjen i Tyskland og måske samtidig inspirere amerikanske vælgere til at placere Donald Trump i det Hvide Hus. Læg hertil, hvor angiveligt styrket præsident Putin vil stå oven på disse begivenheder, samt den kaotiske situation i Tyrkiet, der ligeledes truer Europa, så finder man opskriften på den vestlige verdens totale fald.

Uden at kunne afvise Sarajevo-analogien fuldstændig, kan det i hvert fald konstateres, at hvis det er briternes EU- begejstring eller mangel på samme, der holdt den vestlige civilisation oppe, så hviler denne på et meget skrøbeligt fundament.

Attentatet i Sarajevo blev en katalysator for begivenheder, der allerede var under hastig udvikling, og sådan forholder det sig også med brexits internationale konsekvenser, men forskellen er, at mens ingen kunne forudse mordet på ærkehertug Franz Ferdinand, burde det ikke komme som en kæmpeoverraskelse, at et flertal af de britiske vælgere rent faktisk stemte nej. Det er, som om ingen rigtig troede, at det kunne blive et farvel til den europæiske union, hvorfor der ikke har været nogen grund til at forberede sig på det.

Men lige siden Storbritannien sammen med Danmark blev en del af EF i 1972, har der blandt eliten i London såvel som i den brede befolkning eksisteret en i bedste fald ambivalent holdning til det europæiske projekt. Selv hvis afstemningsresultatet var blevet et ja, havde det ikke ændret på den stærke britiske EU-skepsis, og London ville være vedblevet med at udgøre et stadigt voksende problem. Hvis der kan findes en konstruktiv tilgang til brexit – fra begge parter – er der mulighed for at begynde på en frisk og dermed indlede et reelt frugtbart samarbejde, som vil kunne gavne London såvel som Bruxelles. Det vil naturligvis ikke blive nemt at skabe en løsning, men på den anden side står det klart, at de lette løsningers tid er forbi.

Hvad der nu er tilbage, er hårdt arbejde og kamp for at overleve i en stadig mere kaotisk og ustyrlig verden. Historien gentager sig aldrig fuldstændig på samme måde, og de europæiske stater, herunder ikke mindst Storbritannien, står over for enorme udfordringer – politisk, økonomisk, socialt og kulturelt. Men briterne har før stået over for store problemer og arbejdet sig igennem. De britiske øer har på afgørende vis præget Europas historie og vil med stor sandsynlighed fortsat gøre det. Og hvis briterne (og det øvrige Europa) har behov for inspiration og opmuntring i endnu en skæbnestund for nationen, kan det findes hos den store victorianske poet Alfred lord Tennyson, som i sit berømte digt Ulysses fra 1842 synes at forudse imperiets snarlige undergang og dermed også begyndelsen på en ny omgang i den evige søgen efter den sande britiske identitet, en søgen der på ny er blevet aktuel. Digtes slutning lyder:

   It may be that the gulfs will wash us down:

   It may be we shall touch the Happy Isles,

   And see the great Achilles, whom we knew.

   Tho’ much is taken, much abides; and tho’

   We are not now that strength which in old days

   Moved earth and heaven, that which we are, we are;

   One equal temper of heroic hearts,

   Made weak by time and fate, but strong in will

   To strive, to seek, to find, and not to yield.


Thomas Lie Eriksen er cand.mag. i historie fra Københavns Universitet og er freelanceskribent med speciale i internationale relationer og moderne europæisk historie. Han har tidligere skrevet for bl.a. Politiken, Information, Ræson og IPmonopolet.

Thomas Lie Eriksen