Propaganda I Den Nye Kolde Krig

[Propaganda:] information, ofte usand eller ensidig, som udspredes for at påvirke andre til at tænke, mene, føle eller gøre noget bestemt – ordnet.dk

East Stratcom

East StratCom Task Force’ oprettelse blev vedtaget i marts 2015, på baggrund af ’Ruslands igangværende disinformations kampagner’ og har været operationel siden september 2015. East Stratcom blev bl.a. oprettet på initiativ fra den daværende danske udenrigsminister Martin Lidegaard, der mente det var et stort problem i forhold til Ukraine-krisen, at russisktalende borgere i Ukraine, Rusland og Baltikum, fik deres informationer fra ”løgnagtige russiske propagandamedier”.

”Den russiske propaganda er massiv og til tider direkte løgnagtig. Det er et kæmpe problem. For det gør det meget svært at lande en politisk løsning, som er den eneste løsning på konflikten … Det hjælper ikke, hvis vi bare kommer med modpropaganda eller statsdikteret information. Vi vil gerne have helt uafhængige medier. Så vi skal finde ud af, hvordan vi får etableret det på en måde, så vi er sikre på, at det er fakta, der kommer frem, og at vi ikke blander os” – Martin Lidegaard i politiko

download

Kristian Jensen, og den amerikanske udenrigsminister, John Kerry. Copyright: U.S State Department

East StratCom Task Force har tre hovedmål, et af disse er “Effective communication and promotion of EU policies towards the Eastern Neighbourhood” et andet er “Improved EU capacity to forecast, address and respond to disinformation activities by external actors”.

Holdet består af 9 kommunikationseksperter med forskellige baggrunde, fra Danmark deltager Jon Kyst. East StratCom Task Force udfører ifølge dem selv ikke mod-propaganda, men identificerer og søger at rette disinformation. Disinformations- eller myth-busting netværket består af mere end 400 eksperter, journalister etc. fra over 30 lande, der rapporterer artikler med disinformation til East StratCom Task Force. De indsendte rapporter bliver så en del af Disinformation Review, der skal tilbyde værdifuld data for analytikere, journalister og embedsmænd der arbejder med området, men er ikke udtryk for det officielle EU’s holdninger.

The Disinformation Review is intended to raise awareness of disinformation. It is a compilation of reports received from members of the myth-busting network. It can provide valuable data for analysts, journalists and officials dealing with this issue.  However, since the data mentioned in the Disinformation Review comes from the myth-busting network, it cannot be considered an official EU position. – European External Action Service

I Disinformation Review beskrives dato, hvilket sprog der bruges til disinformation, der henvises til det misinformerende medie, tilbagevisningen beskrives og de(n) der har indberettet disinformationen listes til sidst.

billed2Eksempel taget fra Disinformation Review 14

Ifølge Danmarks tidligere udenrigsminister Kristian Jensen, virker indsatsen mod den russiske propaganda. For eksempel har East StratCom Task Force imødegået en påstand om, at Barack Obama grundlagde Islamisk Stat, at en flygtning havde voldtaget en 13-årig russisk pige i Berlin og at Süddeutsche Zeitung var ejet af et amerikansk firma. Den sidste påstand blev ifølge Kristian Jensen fremsat for at miskreditere avisens historie om, at Putin var blandet ind i Panama-skattesagen.

”Jeg synes, det er imponerende, at de har fået så stor gennemslagskraft allerede nu med så få mennesker ansat i enheden. … For det første skal vi prøve at skalere det her op, så der kommer flere ressourcer til enheden. For det andet skal vi forsøge at få flere lande med, og så skal vi øge kendskabet til nyhedsbrevet og den Twitter-konto, der knytter sig til Stratcom East.” – Kristian Jensen til tv2

East Stratcom er siden kommet i medierne efter en artikel af danskeren Iben Thranholm er blevet klassificeret som disinformation af East Stratcom. Den nuværende udenrigsminister Anders Samuelsen, udtrykte sin enighed med East Stratcoms vurdering. Iben Thranholm selv var rystet over udenrigsministerens udtalelse og mente, det er et eksempel på, at magthaverne udøver censur.

“Har du en holdning, som går magthaverne imod, så bliver du opført på en liste. Det er totalitært og sovjettilstande med omvendt fortegn. Nu er det dem (russerne), der lever i frihed, og mig der ikke gør”Iben Thranholm i Altinget

Ukrainekrisen

Som Martin Lidegaard påpeger, bærer Ukraine-krisen præg af divergerende fortællinger om de begivenheder der finder sted og har fundet sted. Fx opfattes den tidligere ukrainske præsident Victor Yanukovich’ afsættelse forskelligt i henholdsvis Rusland og de vestlige lande. Ruslands præsident Putin har udtalt at Yanukovich var udsat for et statskup.

Påstande om at afsættelsen af præsident Yanukovich var et kup, samt at eksterne aktører såsom USA, NATO eller EU var indblandet, eller ligefrem iværksatte kuppet, optræder gentagne gange i Disinformation Review og behandles her som disinformation. Yanukovich’ blev afsat i forbindelse med de omfattende demonstrationer på Maidanpladsen og nogle gange er det disse demonstrationer der betegnes som et kup. I andre tilfælde påstås det blot, at vestlige aktører var indblandet i Maidandemonstrationerne. Andre gange behandles påstande om, at de nuværende myndigheder er kommet til magten ved et kup og andre gange blot at der var et kup i Ukraine. Det er ofte uklart hvornår det omtalte kup skulle have fundet sted.

16010684_10157996364140368_1797162286_oEksempel fra Disinformation Review 24

16107934_10157996364405368_306306827_o

Eksempel fra Disinformation Review 24

Det antages her, at beskyldningerne om kup drejer sig om Yanukovich’ afsættelse, da der ikke har fundet andre begivenheder sted, der meningsfuldt kan betegnes som et kup, og da Yanukovich’ afsættelse netop er blevet betegnet som et kup af både Putin og en række eksperter. Mest prominent blandt disse er den amerikanske professor John Mearsheimer.

Baggrund

Spørgsmålet om hvorvidt Yanukovich’ blev afsat ved et vestligt støttet statskup er kontroversielt, da svaret kan have indflydelse på vores forståelse af de grundlæggende årsager til ukrainekrisens opståen. Professor Mearsheimer ved Chicago Universitet skrev i 2014 i det amerikanske tidsskrift Foreign Affairs, at Ukrainekrisen er Vestens skyld. Han mente krisen skyldes NATOs stadige udvidelse og forsøget på at trække Ukraine ud af den russiske indflydelsessfære og ind i den vestlige.

“Since the mid-1990s, Russian leaders have adamantly opposed NATO enlargement, and in recent years, they have made it clear that they would not stand by while their strategically important neighbor turned into a Western bastion. For Putin, the illegal overthrow of Ukraine’s democratically elected and pro-Russian president — which he rightly labeled a “coup” — was the final straw. He responded by taking Crimea, a peninsula he feared would host a NATO naval base, and working to destabilize Ukraine until it abandoned its efforts to join the West.” – John Mearsheimer i Foreign Affairs

Ifølge denne udlægning skal den russiske handlen i Ukraine forstås som en del af et stormagtsspil mellem Rusland og Vesten med Ukraine fanget i midten. Vesten er ikke en helt i dette spil, da Vesten har støttet eller iværksat et kup mod en folkevalgt præsident for at udvide sin egen indflydelsessfære; den type adfærd russerne ofte anklages for endnu ikke at have fralagt sig. Vores opfattelse af hvad der faktisk skete i Ukraine før krisen for alvor tog fart, er derfor politisk følsomt og det er i alles interesse at fremføre den udlægning, der stiller dem selv i det pæneste lys.

De vestlige politikere har en interesse i, at afvise denne udlægning af begivenhederne, da en del af skylden for den nuværende krise ellers vil blive placeret hos dem selv. Putin har omvendt en interesse i at udbrede den, da de russiske handlinger i Ukraine dermed må anskues som en reaktion på Vestens adfærd i Ukraine og ikke et uprovokeret angreb, hvorfor en del af skylden må placeres i Vesten.

Den amerikanske lingvist, filosof, historiker og politiske aktivist Noam Chomsky har i et interview på Al Jazeera givet udtryk for en lignende opfattelse af baggrunden for Ruslands handlinger. Han forklarede, at Ruslands handlinger i Ukraine var ulovlige, men var en reaktion på det der ’amounted to a coup’. Ifølge Chomsky burde man i de baltiske lande bekymre sig om opbygningen af NATO styrker der, da netop denne oprustning kan lede til et russisk angreb. Oprustningen tjener ikke til afskrækkelse af et planlagt russisk angreb, da intet sådant angreb er planlagt. Adspurgt om ikke Rusland har ekspansionistiske mål uafhængigt af NATO, svarede han ”Not that we know of. There is no evidence for it whatsoever”.

“Ukraine was a reaction to what amounted to a coup that overthrew the government and recall that NATO had actually offered Ukraine – had invited Ukraine to join NATO. … I don’t think there was a justification [for the Russian annexation of Crimea], but we understand the reasons.” Noam Chomsky på Al Jazeera

Herhjemme har de danske historikere Bent Jensen og Poul Villaume også betegnet Yanukovich’ afsættelse på samme måde i henholdsvis Berlingske Tidende og RÆSON.

”Regimeskiftet i Kiev i 2014 var en grumset affære. USAs ambassade i Kiev var direkte involveret i det ulovlige og voldelige kup mod den folkevalgte præsident, gennemført efter indgåelsen af en aftale med oppositionen om nyvalg og udarbejdelse af en ny forfatning for Ukraine.” Bent Jensen i Berlingske Tidende

”Jeg har siden foråret 2014 kritiseret den russiske annektering af Krim som klart folkeretsstridig selvtægt, der måtte føre til modforanstaltninger fra vestlig side. Men jeg har samtidig peget på, at den russiske ukrainepolitik mere har været defensivt end offensivt drevet og en umiddelbar reaktion på det forfatningsstridige, men vestligt støttede kup i Kijev kort før annekteringen af Krim” – Poul Villaume i RÆSON 04/15 side 56

Kilder i Disinformation Review

I det følgende gennemgås kun de af Disinformation Reviews tilbagevisninger, der omhandler påstande om at afsættelsen af præsident Yanukovich var et kup, samt at Vestlige aktører var indblandet i dette. Der skelnes ikke mellem om Vestlige aktører blot støttede et sådant kup eller slet og ret stod bag det. Fokus er på hvad der reelt tilbagevises i Disinformation Review og hvilke kilder der bruges.

I Disinformation Review tilbagevises disse påstande ofte med reference til, at de tidligere er blevet tilbagevist. 17. december 2015 tilbagevises følgende udsagn fra en side på det russiske sociale medie VKontakte ”Maidan was a coup. After banning the Communist Party of Ukraine, there is no state of Ukraine.” Dokumentationen for afvisningen lyder “Repeating old disinformation describing civic demonstrations as a coup.” Ingen kilder angives.

Et andet eksempel er fra 14. februar 2016. Følgende udsagn fra en video på YouTube tilbagevises “Crimea came to Russia as the result of the vote of the people. In Kyiv, there was a coup committed with the support of the West and the Nazis.” Igen afvises det med “Repeating already debunked pieces of disinformation.” Ingen kilder angives.

Endnu en YouTube video, fra en russisk tv-kanal, fremsætter påstanden, at EU og USA støttede kuppet I Ukraine I 2014 og tilbagevises 20. marts 2016, med ordene “Repeating already debunked disinformation.” Ingen kilder angives.

I andre tilfælde henvises der til kilder, der bruges som sandhedsvidner mod påstandene. Det må antages, at det er disse kilder der refereres til, når det hævdes, at påstande allerede er tilbagevist.

euromaidan_kyiv_1-12-13_by_gnatoush_005

Demonstration i Kiev, Ukraine. Copyright: Alexandra Gnatoush

NATO

Den 11 juni 2016 tilbagevises påstande om et kup i Ukraine. Påstanden fremsat på en russisk hjemmeside lød således “There was a coup in Ukraine, which eventually resulted in a civil war.” Påstanden om kuppet tilbagevises med henvisning til et bestemt afsnit af en artikel på NATOs hjemmeside med overskriften ”NATO-Russia relations: the facts” og det tilføjes at krigen i Ukraine skyldes russisk aggression, hvilket også er blevet fordømt af FN resolution 68/262. I afsnittet står der at demonstrationerne, der begyndte i Kiev November 2013, skyldtes ukraineres ønsker om et tættere forhold til EU, og deres frustration da Yanukovich stoppede fremgangen mod dette som følge af pres fra Rusland. Mht. demonstranternes krav linkes der til det britiske public service medie BBC og det forklares at disse inkluderede konstitutionel reform, stærkere parlament, skabelsen af en samlingsregering, et stop for korruption, udskrivning af valg og et stop for volden. NATO blev aldrig nævnt af demonstranterne. Ukraine begyndte først at diskutere ideen om NATO medlemskab i september 2014, et halvt år efter Ruslands annektering af Krim og aggressive handlinger i Østukraine.

“The demonstrations which began in Kiev in November 2013 were born out of Ukrainians’ desire for a closer relationship with the European Union, and their frustration when former President Yanukovych halted progress toward that goal as a result of Russian pressure.” – NATO

I dette afsnit søges det altså afvist, at NATO fremprovokerede demonstrationerne på Maidan. Der tilbydes ingen dokumentation, blot en opremsning af demonstranternes krav, hvilket ikke modbeviser at NATO var indblandet. Afsnittet indeholder ikke en tilbagevisning af, at Yanukovich’ afsættelse var et kup eller at vestlige aktører var indblandet i dette.

Hjemmesiden globalresearch.ca er også blevet behandlet. 12. maj 2016 tilbagevises påstande om at Maidan revolutionen var et amerikansk ledet kup, der installerede et amerikansk marionet regime i Ukraine, samt at de ukrainske myndigheder undertrykker den russisktalende minoritet i Donbas. Der henvises igen til afsnittet på NATOs hjemmeside, dog inkluderes nu yderligere et afsnit, hvor der står, at både Ukraines præsident Poroshenko og det ukrainske parlament er valgt ved frie valg, med henvisning til to rapporter fra OSCE.

“In short, the President and parliament are legitimate …” – NATO

Det nævnes også at OSCE har bekræftet, at Ukraine har vist sin intention om at håndhæve europæiske standarder for mindretalsbeskyttelse med henvisning til en rapport fra OSCE.

I dette andet afsnit søges det altså bevist med henvisning til OSCE, at Ukraines præsident Petro Poroshenko og siden det ukrainske parlament, er blevet valgt ved frie valg. Det tilbagevises ikke, at Yanukovich’ afsættelse var et kup eller at vestlige aktører var indblandet i dette.

Paul Craig Roberts, tidligere amerikansk vicefinansminister, forfatter og konspirationsteoretiker har også været under kniven i Disinformation Review. 9. juni i år tilbagevises påstande fremsat på hans hjemmeside, om at USA gennemførte et kup i Ukraine og indsatte en marionetregering, at vestlig propaganda forsøger at overbevise folk om, at Rusland forbereder en invasion af Baltikum, Polen, Rumænien, Ukraine og Georgien, samt at den tidligere amerikanske præsident George H.W. Bush lovede Sovjetunionens daværende leder Mikhail Gorbatjov, at NATO ikke ville bevæge sig længere mod øst.

“President George H.W. Bush in exchange for Gorbachev’s agreement to the reunification of Germany promised that NATO would not move one inch to the East.” – Paul Craig Roberts

For at tilbagevise påstandene om et amerikansk kup henvises igen til NATOs hjemmeside. Mht. propaganda om Ruslands forberedelser til invasioner påpeges det, at Rusland allerede har krænket Georgiens territorielle integritet, Krim er under russisk besættelse og at Putin har erklæret, at Rumænien og Polen nu er i Ruslands sigtekorn. Som bevis på det sidste, henvises der til en artikel fra Reuters, men baggrunden for udtalelserne; at Polen og Rumænien vil lægge jord til det amerikanske missilforsvar, beskrives ikke. Det omtalte løfte til Gorbatjov beskrives som en myte der aldrig er blevet ytret med henvisning til en anden artikel på NATOs hjemmeside. Her står der at det aldrig er sket og at der ikke findes nogen evidens for påstanden. Det tilføjes at et sådant løfte kun kan gives som en formel skriftlig beslutning af alle NATO allierede. Desuden blev beslutningen om at udvide NATO truffet flere år efter den tyske genforening og var ikke på dagsordenen da løftet angiveligt blev givet.

“such a promise was never made … This is acknowledged by Gorbachev himself.” – European Values Think-Tank

På trods af at det på det vestlige medie LA Times også er blevet påstået at dette løfte fandt sted uformelt, er dette medie ikke blevet behandlet i Disinformation Review.

gorbachev_bush_19900601

Bush og Gorbachev underskriver START I (Strategic Arms Reduction Talks), som havde til formål at reducere de to landes langtrækkende strategiske kernevåben. 1991. Copyright: George Bush Presidential Library

Stopfake.org

Den amerikanske viceudenrigsminister for europæiske forhold Victoria Nuland er også behandlet i Disinformation Review. Hun blev kendt i 2014 for at have sagt ”Fuck the EU” i en aflyttet telefonsamtale, der omhandlede hvem der burde komme med i en ny ukrainsk regering, hvilket ifølge Thomas Lauritzen fra Politiken afslørede en dyb amerikansk involvering i Ukraines magtskifte.

”To optagelser af fortrolige, diplomatiske samtaler dukkede pludselig op på YouTube, hvorefter de blev ‘opdaget’ i en tweet fra en russisk embedsmand. Den optagelse, som skabte mest virak, indeholdt en samtale mellem den amerikanske viceudenrigsminister for europæiske forhold, Victoria Nuland, og USA’s ambassadør i Kijev, Geoffrey Pyatt. »Jeg synes, det ville være godt, hvis vi kan få FN til at hjælpe med at få det her til at hænge sammen, og du ved, så fuck EU«, siger Nuland. Hvortil Pyatt svarer: »Lige præcis. Og jeg tror, vi er nødt til at gøre noget for at få det til at hænge sammen, for du kan være sikker på, at hvis det begynder at løfte sig, så vil russerne arbejde bag kulissen for at torpedere det«. Det, de to amerikanere talte om, var, hvem der efter USA’s mening bør komme med i en ny ukrainsk regering, efter at den ruslandsvenlige præsident, Viktor Janukovitj, nu er blevet tvunget til at opløse sin regering. Samtalen viser en dyb amerikansk involvering i Ukraines magtskifte – og samtidig en tydelig foragt for EU’s indsats i landet.” – Thomas Lauritzen i Politiken

Den 9 december 2015 tilbagevistes påstande fra en tjekkisk hjemmeside om at Euromaidan var influeret af USA, der havde ”invested $5 billion to divert Ukraine from Russia”, samt at USA havde planlagt at bygge en NATO base på Krim, med det formål at invadere Rusland. Påstandene om den planlagte NATO base på Krim tilbagevises ved at henvise til et afsnit i artiklen på NATOs hjemmeside, hvor der står ”This is fiction. The idea has never been proposed, suggested or discussed within NATO.” Historien om de 5 milliarder $ tilbagevises ved henvisning til stopfake.org, hvoraf det fremgår at påstanden stammer fra en YouTubevideo med samme viceudenrigsminister Victoria Nuland.

 “Since Ukraine’s independence in 1991 the United States has supported Ukrainians to build democratic skills and institutions as they promote civic participation and good governance, all of which are pre-conditions for Ukraine to achieve the European aspirations. We have invested over 5 billion dollars to assist Ukraine in these goals that will ensure a secure and prosperous democratic Ukraine.” – Victoria Nuland

På hjemmesiden stopfake.org, forklares det, at videoen ikke giver belæg for påstanden, om at USA har ”invested $5 billion to divert Ukraine from Russia”. Udtalelserne handlede i stedet om programmer indenfor videnskab, kultur, økonomi etc. Samt USA’s støtte til udvikling af demokratiske og menneskerettighedsinstitutioner.

“This is what Victoria Nuland meant …” Stopfake.org

Stopfake.org har ikke valgt at tilbagevise lignende påstande fremsat af Professor John Mearsheimer i artiklen i Foreign Affairs. Stopfake.org er bl.a. støttet af det tjekkiske udenrigsministerium, International Renaissance Foundation grundlagt af George Soros og National Endowment for Democracy der er finansieret af den amerikanske kongres.  Ifølge dem selv bibeholder de dog deres redaktionelle uafhængighed.

Endnu en påstand fra en video på YouTube om at der fandt et kup sted i Kiev, tilbagevises med henvisning til en artikel fra OSCE, der omhandler det efterfølgende præsidentvalg 25. maj 2014. En anden påstand fra en video på YouTube om at EU støtter regimet i Kiev, der kom til magten ved et kup, tilbagevises med henvisning til den ovenstående OSCE artikel plus en yderligere artikel fra OSCE, der omhandler lokalvalg i Ukraine i oktober 2015. Ingen af artiklerne omhandler Yanukovich’ afsættelse eller vestlige aktørers mulige indblanding i denne.

14195916358_05d4cdb148_b

Viceudenrigsminister for europæiske og eurasiske anliggender i USA, Victoria Nuland. Copyright: U.S Embassy Moldova

Konrad-Adenauer Stiftung

Det statsfinansierede russiske medie RT, har også fremsat påstande, der senere er blevet tilbagevist. Påstandene var, at Vesten pålagde Rusland sanktioner, efter USA havde ledt et voldeligt kup mod Ukraines legitime regering, hvilket Moskva ikke ville acceptere. Der henvises til det samme afsnit på NATOs hjemmeside, men tilføjes bl.a. at præsident Yanukovich mistede sin legitimitet, som følge af hans brutale nedkæmpning af fredelige demonstranter. Dette underbygges med en henvisning til en rapport fra den statsstøttede tyske tænketank Konrad-Adenauer Stiftung, der er associeret med Angela Merkels parti CDU. Derudover tilføjes, at sanktionerne mod Rusland var et svar på Ruslands illegale annektering af Krim og destabilisering af et suverænt naboland [Ukraine], der henvises her til EU’s egen hjemmeside.

I rapporten fra Konrad-Adenauer-Stiftung star der på side 3 mht. mht. det påståede kup og manglende legitimitet, at en klar majoritet af ukrainere har støttet den politiske udvikling, især afsættelsen af Yanukovich. Spørgsmålet om Yanukovich’ afsættelse var lovlig erklæres for ’moot’ [Omstridt eller uden praktisk betydning], da regeringer ikke kun opnår demokratisk legitimitet gennem afholdelse af valg. Rapporten foregiver at behandle den vestlige indblanding i det allerførste punkt, men der står intet om det. I stedet gives en beskrivelse af demonstranterne på Maidan.

Yanukovich mistede ifølge rapporten sin legitimitet på grund af sin brutale nedkæmpning af fredelige demonstranter, samt tidligere handlinger der brød med den demokratiske proces og retsstatsprincipper. Efter Yanukovich’ regering var afsat, stemte en overvældende majoritet af det demokratisk valgte parlament i Ukraine for den nye overgangsregering. I rapporten fra Konrad-Adenauer-Stiftung, er spørgsmålet om Yanukovich’ afsættelse kan klassificeres som et kup altså ikke rent juridisk, da juraen her er enten irrelevant eller omstridt.

“The question of whether the overthrow of Yanukovych’s government was legal or not is moot; a government does not solely derive its democratic legitimacy through elections. The Yanukovych government lost its legitimacy most recently through their brutal crackdown on peaceful protesters, notwithstanding the actions it took in previous years that violated the democratic process and the rule of law.” – Konrad-Adenauer-Stiftung

Ifølge efterretningsforsker Flemming Splidsboel, er det ikke omstridt, hvorvidt den ukrainske forfatning er blevet brudt.

”Hvis man ser på den ukrainske forfatnings paragraf 111, der beskriver, hvordan en præsident bliver afsat, så har man ikke fulgt den procedure … Flemming Splidsboel til DR

Det fremgår ikke hvilke principper der ifølge Konrad-Adenauer Stiftung kan føre til, at præsidenter ’mister deres legitimitet’. I Rapporten postuleres det, at Yanukovich’ regering brutalt nedkæmpede fredelige demonstranter, men der præsenteres ingen dokumentation for dette. Det udelades at demonstrationerne i mange tilfælde ikke var fredelige, at det er omstridt hvor brutalt Yanukovich nedkæmpede dem og bruddet på den ukrainske forfatning affejes ved at kalde spørgsmålet om legalitet for irrelevant/omstridt. I rapportens behandling af Krims senere optagelse i den Russiske Føderation, erklæres spørgsmålet om legalitet ikke for irrelevant/omstridt.

”According to experts, the Crimean referendum, as well as the referenda in the Donetsk and Luhansk regions in eastern Ukraine are incompatible with international and national Ukrainian law” – Konrad-Adenauer-Stiftung

Den 16. oktober 2016 tilbagevises følgende påstandeThe US authorities have eliminated democracy in America, staged a coup in Ukraine and now support Al-Qaeda.” Påstanden om kuppet tilbagevises med rapporten fra Konrad-Adenauer Stiftung og påstanden om amerikansk støtte til Al-Qaeda afvises med henvisning til en rapport fra det amerikanske udenrigsministerium. Samme dag tilbagevises også følgende “While annexing Crimea and waging war against Ukraine, Russia had got no obligations to this country, particularly on the matter of Ukraine’s sovereignity, due to the Ukrainian Revolution that was in fact a coup d’état.” Som tilbagevisningkilde bruges en resolution fra FNs generalforsamling omhandlende Ukraines territorielle integritet. Resolutionen omhandler ikke Yanukovich’ afsættelse eller vestlige aktørers mulige indblanding i denne.

Den 13 november tilbagevises følgende påstande “The Luhansk Peoples Republic is a young and independent state whereas the Ukraine government is ruled by a facist junta that took power through a coup.” Tilbagevisningen går ikke på kuppet, men omhandler I stedet Luhansk Folkerepublik og de omtalte fascister. Der henvises til at fascisterne kun fik få stemmer og som kilde bruges en akademisk artikel fra tidsskriftet Russian Politics & Law. Artiklen er skrevet I 2013 og omhandler ultrahøjreorienterede partier i Ukraine, ikke Yanukovich’ afsættelse eller vestlige aktørers mulige indblanding i denne.

Den russiske ’disinformation’ om at der var et kup i Ukraine, ’tilbagevises’ i Disinformation Review, oftest ved blot at henvise til hjemmesider hvor der står noget andet. Der er primært tale om NATOs hjemmeside. Mange af sandhedskilderne omhandler slet ikke det berørte spørgsmål og som sådan er der ikke tale om et forsøg på at tilbagevise påstandene. Når de tilbageviser at Yanukovich’ afsættelse var et kup, påviser de fx blot, at der har fundet valg sted siden hans afsættelse, hvilket ikke har indflydelse på, om hans afsættelse var et kup. Disinformation Review formår således kun at påvise kontrasten mellem de påstande der fremsættes i henholdsvis ’prorussiske’ og ’provestlige’ medier. Den information der ligger på fx NATOs hjemmeside antages som udgangspunkt at udgøre hele sandheden, hvorfor de påstande der ikke stemmer overens med denne information, eller inkluderer yderligere information, må være usand. Påstande fra prorussiske medier kan dermed tilbagevises, blot ved at demonstrere forskellen. I tilfældet med rapporten fra Konrad-Adenauer Stiftung, søges det faktisk tilbagevist, at Yanukovich’ afsættelse var et kup, men tilbagevisningen er mangelfuld og ensidig.

Til dags dato har jeg fundet 72 tilfælde, hvor påstande om et kup i Ukraine søges tilbagevist. 36 gange er der ingen henvisninger. 18 gange bruges det samme afsnit fra artiklen på NATOs hjemmeside, et andet afsnit bruges 3 gange. Rapporten fra Konrad-Adenauer-Stiftung bruges 7 gange. Et andet medie er det ukrainske Stopfake.org. Alle disse bruges som sandhedskilder, på trods af deres åbenlyse partiskhed.

Den Internationale Straffedomstol

Den 15. november afvises påstande om at “The US State Department has designed the Ukrainian Revolution” og “The war in Ukraine was started by a coup in Kyiv and the threat of genocide of the Russian-speaking population of this country, including in Crimea and Donbas”. Påstandene tilbagevises med henvisning til en rapport fra Anklagerens kontor ved Den Internationale Straffedomstol ICC fra 14. november. Rapporten omhandler begivenheder i mange forskellige lande inklusiv Ukraine, startende med protesterne på Maidanpladsen. Den omhandler også den russiske overtagelse af Krim og andre begivenheder.

Mht. Yanukovich’ afsættelse står der at Yanukovich var Ukraines præsident ved begivenhedernes begyndelse og den demokratisk valgte regering var domineret af Regionernes Parti. Der udbrød voldelige sammenstød i sammenhæng med Maidan protesterne, hvilket resulterede i sårede på begge sider, og nogle dødsfald blandt demonstranterne. Da myndighederne forsøgte at rydde Maidanpladsen eskalerede volden, med mange sårede og dødsfald til følge. 21. februar aftalte Yanukovich og oppositionens repræsentanter en ny regeringsdannelse og udskrivelse af valg i maj 2014. 22. februar stemte det ukrainske parlament dog for at fjerne Yanukovich og han forlod landet samme dag og tog til Rusland.

Senere I rapporten står der at anklagerens kontor i 2015 i en indledende analyse havde fundet, at de påståede angreb udført af de ukrainske autoriteter kunne udgøre ”et angreb retter mod en civil befolkning”, men den tilgængelige information udgjorde ikke et rimeligt grundlag til at tro angrebet var systematisk eller udbredt. Anklagerens kontor noterede dog at alvorlige menneskerettighedskrænkelser havde fundet sted i sammenhæng med begivenhederne på Maidan, og udtrykte sin villighed til at revurdere sin indledende analyse i lyset af ny information. Kontoret modtog yderligere information i oktober 2016, hvilket vil blive undersøgt.

Rapporten behandler ikke direkte om Yanukovich’ afsættelse var et kup og slet ikke om vestlige aktører var indblandet. Den konkluderer ikke endegyldigt hvilke forbrydelser der blev begået af myndighederne under Yanukovich’ regeringsperiode, hvilket ellers er en relevant diskussion. Ifølge paragraf 111 i den ukrainske forfatning, kan præsidenten afsættes ved rigsretssag (impeachment) i tilfælde af han begår landsforræderi eller anden forbrydelse (De ukrainske forfatninger fra 1996, 2004 og 2010 er ens mht. en præsidents afsættelse.). Det er derfor relevant, hvilke forbrydelser Yanukovich evt. har begået, i en diskussion af hans afsættelse. Der blev dog aldrig indledet nogen rigsretssag mod Yanukovich, som forfatningen foreskriver.

Rapporten fra Den Internationale Straffedomstol udgør ikke evidens for, at Yanukovich’ afsættelse ikke var et kup. Den tilbageviser heller ikke påstande om at vestlige aktører var indblandet i Yanukovich’ afsættelse. Disse spørgsmål forsøges ikke undersøgt i rapporten, der derfor ikke kan bruges til at tilbagevise påstandene.

Tænketanken Europæiske Værdier

En enkelt gang henvises til en længere undersøgelse på tjekkisk med navnet “De mest almindelige russiske myter og løgne om den ukrainske krise”. Den er lavet af den tjekkiske tænketank Europæiske Værdier sammen med det slovakiske Central Europæiske Policy Institut (CEPI). Undersøgelsen bruges til at tilbagevise påstande fremsat på en tjekkisk hjemmeside, om at kuppet i Ukraine havde indsat en amerikansk marionetregering og at borgerkrigen i Donbass er Kievs krig mod Yanukovich’ støtter.

Undersøgelsen der som den eneste af Disinformation Reviews kilder går i dybden med begivenhederne på Maidan, kan læses på engelsk, på CEPIs hjemmeside. Under overskriften ”Why the Ukrainian Euromaidan was not a coup d’état?” behandles begivenhederne omkring Yanukovich’ afsættelse. Der henvises til en artikel skrevet 19. februar 2014 af den amerikanske historiker fra Yale Universitet Timothy Snyderhjemmesiden nybooks.com.

Det argumenteres at protesterne under navnet Euromaidan opstod spontant, efter Yanukovich afviste at underskrive associeringsaftalen med EU. Protesterne startede fredeligt men blev opløst brutalt af sikkerhedsstyrkerne, hvorefter protesterne voksede, indtil der var flere hundrede tusinde samlet på Maidanpladsen 1. december. De demonstrerede mod det brutale angreb fra sikkerhedsstyrkerne og krævede de ansvarlige straffet, de begyndte også at besætte administrationsbygninger i det centrale Kiev. Flere uskyldige demonstranter blev banket og sikkerhedsstyrkerne havde ingen respekt for journalister. To dage senere krævede demonstranterne Yanukovich’ afsættelse.

Politiet søgte gentagne gange at stoppe protesterne uden held. Alle sociale klasser og politiske partier var repræsenteret, om end primært oppositionen. Bevægelsen var også støttet af indflydelsesrige oligarker som den senere præsident Petro Poroshenko og Ihor Kolomoyski, mens andre oligarker var neutrale eller på Yanukovich’ side. Det sidste fremgår ikke af Snyders artikel og der angives ikke andre kilder.

Den 16 januar vedtog det ukrainske parlament, i modstrid med parlamentarisk lov, en række love kendt som diktaturlove. Det tilføjes i rapporten at parlamentsmedlemmerne måtte stemme ved håndsoprækning og nogle af disse afviste senere at have stemt sådan, samt at lovene var i modstrid med den ukrainske forfatning, hvilket dog ikke fremgår af Snyders artikel. Ingen andre kilder angives.

Samme dag underskrev Yanukovich lovene, der begrænsede borgerrettigheder med henblik på at undertrykke protesterne. 19. januar besluttede nogle demonstranter at protestere mod disse love foran parlamentet. Den fredelige demonstration blev voldelig og ultranationalisterne i Højre Sektor tog ansvaret for de voldelig angreb. Dette beskrives således i kildeartiklen på nybooks.com ”On January 16, the Ukrainian government, headed by President Yanukovych, tried to put an end to Ukrainian civil society. A series of laws passed hastily and without following normal procedure did away with freedom of speech and assembly, and removed the few remaining checks on executive authority. This was intended to turn Ukraine into a dictatorship and to make all participants in the Maidan, by then probably numbering in the low millions, into criminals. The result was that the protests, until then entirely peaceful, became violent. Yanukovych lost support, even in his political base in the southeast, near the Russian border.” Dette hævdes uden kilder og er som sådan udtryk for Snyders egen tolkning af begivenhederne.

Ifølge rapporten er det ikke sikkert, at de unge mænd der kastede Molotovcocktails virkelig var medlemmer af Højre Sektor, men gruppen blev ikke desto mindre kendt for dette og blev ufortjent et symbol på Euromaidan.

Oppositionens ledere var ikke i stand til at stoppe eskalationen og radikaliseringen i egne rækker. I tre dage var der voldelige sammenstød hvor 5 mennesker døde og hundredvis blev såret. Rapporten hævder at politiet i stigende grad var hensynsløse overfor demonstranterne og brugte ydmygende metoder inklusiv unødvendigt brutale angreb på journalister. Der henvises til en tjekkisk TV-udsendelse og en YouTubevideo med en nøgen mand der på ydmygende vis fotograferes og sparkes. Med henvisning til Euromaidanpress hævdes det at nogle demonstranter blev kidnappet, tortureret og myrdet. Euromaidanpress er også støttet af International Renaissance foundation grundlagt af George Soros og åbenlyst en part i konflikten.

Samtidig steg antallet af sammenstød hvor titushky, var involveret. Disse unge mænd var ifølge nogle kilder lejesoldater og angreb demonstranterne. Der henvises til en artikel fra det tyske public service medie Deutsche Welle.

Rapporten forklarer hvordan både ukrainske og russiske regeringsstyrede medier dækkede protesterne, som var det kun nynazister og andre radikaliseredes gadeoptøjer. De vigtige fakta var fordrejede eller helt udeladt. Russiske medier publicerede konspirationsteorier om at Euromaidan var koordineret og støttet af USA og EU.

Den 19 februar rapporteredes det at oppositionens støtter havde angrebet regeringsbygninger og politistationer i flere ukrainske regioner. Med henvisning til New York Times, nævner rapporten også at ukendte gerningsmænd stjal omkring 1200 våben i Lviv i det vestlige Ukraine, der senere forsvandt. Der findes ifølge rapporten ingen beviser for, at våbnene nogensinde blev anvendt mod politiet eller regeringsautoriteterne i Lviv eller Kiev.

I artiklen fra New York Times fremgår det, at de russiske mediers konspirationsteorier om vestlig støtte og koordination af Euromaidan, var korrekte. Vestlige diplomater inklusiv den amerikanske ambassadør Geoffrey Pyatt havde hørt om de stjålne våben og var bange for, at hvis de blev bragt til Kiev, ville protesterne miste opbakning. De mødtes derfor med Andriy Parubiy, lederen af demonstranternes ’sikkerhedsstyrker’ på den tyske ambassade, og bad ham holde våbnene fra Kiev. Dette udelades dog af rapporten.

Western diplomats in Kiev, including the American ambassador Geoffrey R. Pyatt, also heard about the guns grabbed in Lviv and worried that, if brought to Kiev, they would turn what had begun as a peaceful protest movement that enjoyed wide sympathy in the West into an armed insurrection that would quickly lose this good will. … Mr. Pyatt and several European envoys met at the German Embassy with Andriy Parubiy, the chief of the protesters’ security forces, and told him to keep the Lviv guns away from Kiev. – New York Times

Der må stilles spørgsmålstegn ved rapportens neutralitet, når den udelader vigtig information, endda fra artikler den refererer til, og samtidig på et tidligere tidspunkt beskriver påstande af samme karakter som oplysningerne som russiske konspirationsteorier.

Tre artikler fra BBC og en fra The Guardian bruges til at dokumentere de følgende kampe, der ifølge rapporten havde deres højdepunkt i midten af februar, hvor politiet søgte at opløse demonstrationerne på Maidan. Mellem 18. og 20. februar tørnede politi og demonstranter sammen og op mod 90 mennesker døde, heraf flest demonstranter. Rapporten hævder at 50 demonstranter blev skudt af politiets snigskytter på Institutska Street den 20. februar, men henviser ikke direkte til nogen kilder. Ifølge den ene af de brugte artikler fra BBC, der omtaler begivenheden, er det uklart hvem der skød “It is clear that firearms were used by government security forces, and possibly by some opposition activists, but the identity of the snipers said to have caused many of the deaths is disputed.” Her undlader rapporten at dokumentere sine påstande, og udelader igen information fra en af de brugte kilder. Senere nævnes det, at den tilgængelige information viser, at de fleste ofre blev skudt af politiet eller af skud fra de områder der var kontrolleret af Yanukovich. Rapporten nævner samtidig at nogle blev skudt fra en anden vinkel, hvilket kunne indikere at andre end politiet var involveret i skyderierne. Ingen kilder angives.

Udover demonstranter, døde 17 medlemmer af politistyrkerne også. Disse begivenheder var ifølge rapporten grund til at Yanukovich begyndte at miste opbakning fra parlamentet, indflydelsesrige forretningsfolk og dele af sikkerhedsstyrkerne. Der henvises igen til The Guardian.

Dagen efter massakren forsøgte de polske tyske og franske udenrigsministre at lægge en dæmper på situationen. Både oppositionen og præsidenten måtte underskrive en aftale der skulle tjene til at ende krisen. Aftalen pålagde regeringen at genindføre forfatningen fra 2004, udskrive valg og undersøge de voldelige episoder dagene forinden (Den ukrainske forfatning er skrevet i 1996. I 2004 blev den ændret og præsidentembedets magt indskrænket. I 2010 blev disse ændringer ved en kontroversiel beslutning kendt forfatningsstridige af forfatningsretten og annulleret). Den russiske repræsentant der var til stede, underskrev ikke dokumentet. Det ukrainske parlament stemte med det samme for at ændre forfatningen, men præsident Yanukovich underskrev ikke. I stedet flygtede han ifølge rapporten ud af landet, med hjælp fra den russiske efterretningstjeneste. Her henvises der til det canadiske medie globalnew.ca og engelske The Telegraph. Ifølge the Telegraph tog Yanukovich til Kharkov. Det canadiske medie skriver at “After fleeing the capital Kyiv, Yanukovych made one appearance in Kharkov, then disappeared for several days. Reports at the time said he and his security entourage went on a desperate journey through the eastern parts of the country and down to Crimea, looking for safety.” Dette nævnes ikke I rapporten, hvor der i stedet blot står “… with the aid of Russian secret services he fled the country at night.” Det fremgår af en af rapportens kilder, at Yanukovich forlod Kiev af hensyn til sin egen sikkerhed.

Ifølge rapporten beviser billeder fra sikkerhedskameraer, at han havde planlagt sin flugt siden 19. februar, altså før massakrerne og aftalen. Der henvises til en video på YouTube, med navnet ”Ukraine President Viktor Yanukovych as he leaves Kiev”. På videoen ses billeder af lastbiler, mennesker og til sidst helikoptere. Billederne stammer tilsyneladende fra den ukrainske tv-station kanal 5, der er ejet af den nuværende ukrainske præsident, Petro Poroshenko. Videoen er lagt op på YouTubekanalen ”Fun Music And More”.

Næste morgen indtog demonstranterne flere regeringsbygninger inklusiv den præsidentielle administrationsbygning i Kiev, efter at sikkerhedsstyrkerne var flygtet.

Artiklen på New York Times gik i dybden med begivenhederne omkring de stjålne våben fra Lviv og Yanukovich’ flugt ud af landet, men dette udelades af rapporten. Ifølge New York Times opstod der panik blandt sikkerhedsstyrkerne, da de hørte rygter om, at disse våben var på vej til Kiev for at supplere det voksende arsenal af våben. “Andriy Tereschenko, a Berkut commander from Donetsk who was holed up with his men in the Cabinet Ministry, the government headquarters in Kiev, said that 16 of his men had already been shot on Feb. 18 and that he was terrified by the rumors of an armory of automatic weapons on its way from Lviv.” Han udtalte “It was already an armed uprising, and it was going to get worse, … We understood why the weapons were taken, to bring them to Kiev.”

Andriy Parubiy der var mødtes med bl.a. den amerikanske ambassadør, afviste senere at våbnene var blevet bragt til Kiev, men tilføjede at muligheden for at bringe dem til Kiev kunne have udgjort et stærkt pres på Yanukovich og vestlige regeringer. “I warned them that if Western governments did not take firmer action against Yanukovych, the whole process could gain a very threatening dimension,” havde han udtalt.

Ifølge artiklen fra New York Times er det uklart hvem der beordrede sikkerhedsstyrkerne og andre politistyrker til at evakuere Kiev. Nogle kilder sagde Yanukovich selv havde givet ordren, andre at han blev overrasket over deres forsvinden. Yanukovich tog den 21. februar til Kharkiv. Ifølge guvernøren I Kharkiv havde Yanukovich følt sig nødsaget til at forlade Kiev, efter vagterne ved den præsidentielle administration forsvandt. Yanukovich troede ifølge Mykhalo Dobkin fra hans eget parti, efterfølgende på at den underskrevne aftale var i kraft, og at han kunne forlade præsidentembedet på et senere tidspunkt. 22. februar indtog demonstranterne regeringsbygningerne og Yanukovich’ residens efter at have opdaget, at politiet var væk. Få timer senere erklærede Yanukovich på tv fra Kharkiv, at han stadig var præsident.

Ifølge en tidligere artikel fra New York Times, der ikke er brugt i rapporten, forløb begivenhederne således: Mens demonstranter og politi stadig kæmpede i Kiev, var de stjålne våben fra Lviv på vej til Kiev, ifølge Andrei Levus, lederen af Maidans ’selvforsvarsstyrker’. Han udtalte “I’m reluctant to talk about this because we are protesters and not illegal armed groups, … But the square was about to look different. There would be more people, and they would not have had empty hands.” Levus havde gennem et parlamentsmedlem talt med en viceminister fra indenrigsministeriet og vidste at der kun var ’et par hundrede fanatiske politibetjente’ der var villige til at kæmpe mod demonstranterne. Han havde forsikret viceministeren om politiets sikkerhed, hvis de indvilligede i at forlade byen. Ifølge denne artikel stemte Parlamentet herefter for at politiet skulle demobilisere og demonstranter diskuterede med politichefer, hvordan de kunne trække sig tilbage. Levus forklarede “We negotiated with the commanders of different units, … They called and asked simply to be allowed to safely leave the city. We made a corridor, and some buses were escorted by our cars.” Efter indgåelsen af aftalen mellem oppositionen og Yanukovich, der lod Yanukovich blive i embedet indtil december, indtog demonstranter regeringsbygningerne og parlamentet.

Rapporten forklarer at det ukrainske parlament bestod uændret og stemte for præsidentens afsættelse med stemmerne 328-0 med henvisning til Business Insider. Rapporten stiller sig kritisk overfor denne handling, da der ifølge forfatningen fra 1996 skulle bruges 338 stemmer for at afsætte præsidenten og fordi forfatningen klart beskrev under hvilke andre forhold en præsident kunne afsættes, forhold der ikke var til stede på daværende tidspunkt. Den ukrainske forfatning fra 2004 og 1996 er ens mht. artikel 111, hvor det beskrives under hvilke omstændigheder præsidenten kan afsættes: I tilfælde af landsforræderi eller anden forbrydelse kan præsidenten afsættes ved en rigsretssag. Spørgsmålet skal også vurderes af forfatningsdomstolen og højesteret, men dette skete aldrig. Rapporten erkender hermed, at Yanukovich’ afsættelse var forfatningsstridig.

“Two problems are related to the vote. Firstly, according to the Constitution, 338 votes were necessary to oust Yanukovych. Secondly, the 1996 Constitution had clearly defined when the president can be ousted, the deposition and the escape abroad not representing the possible circumstances. In case of treason, consultations with the Constitutional Court and the Supreme Court would be necessary, but they did not take place.”The European Values Think-Tank & Central European Policy Institute

Den 22 februar blev Oleksandr Turchynov valgt som parlamentets formand, her henvises til nyhedsbureauet Interfax Ukraine.

Rapporten forklarer at ifølge forfatningen med ændringerne fra 2004, pålå det premierministeren at overtage præsidentposten, hvis præsidenten var fraværende, men da Yanukovich ikke havde underskrevet beslutningen om at genindføre ændringerne fra 2004, var forfatningen fra 1996 teoretisk set stadig gyldig. Ifølge denne skulle premierministeren udpeges til præsidentembedet, men premierminister Mykol Azarov var også flygtet. 27. februar blev Arseniy Yatsenyuks regering valgt af parlamentet. Her henvises igen til en video på YouTube, der stammer fra Poroshenkos Kanal 5.

Ifølge rapporten erklærede Ruslands præsident Putin, at Rusland ikke ville acceptere disse ændringer. Han anklagede regeringen for at være en ulovlig marionetregering indsat af udenlandske grå eminencer, lokale radikale og kupmagere fra Maidanpladsen, hvilke han anklagede for nationalisme, nynazisme, russofobi og antisemitisme samt for at have organiseret mord og udrensninger. Rapporten nævner ingen kilder mht. disse udtalelser.

Rapporten finder det åbenlyst at alle beslutninger samt ændringerne i toppen af det politiske lederskab, blev truffet under en alvorlig konstitutionel krise. Den efterfølgende proces mod præsident og parlamentsvalg var afhængige af parlamentets legitimitet. Det konkluderes til sidst at der på ingen måde var tale om et organiseret statskup, og det var heller ikke støttet udefra, som det ofte hævdes.

”… by no means was it an organized coup d’état or a putsch, let alone supported from abroad as it is often heard.” The European Values Think-Tank & Central European Policy Institute

De politistyrker der stod for at beskytte de politiske institutioner, var blevet udsat for vold og trusler om dødelig vold af demonstranterne. Demonstranterne havde kontakter i parlamentet og forhandlede med dem, angående politiets tilbagetrækning. Demonstranterne havde også ligget i forhandlinger med diplomater fra vestlige lande, herunder USA’s ambassadør inde på den tyske ambassade. Parlamentet opnåede ikke de nødvendige antal stemmer i forbindelse med afsættelsen af præsident Yanukovich og de den forfatningsmæssige procedure blev desuden ikke overholdt. Samlet set må det konkluderes at lederne af demonstranterne og deres kollaboratører i parlamentet, udførte en forfatningsstridig overtagelse af den politiske magt i Ukraine. Rapporten dokumenterer selv, at forfatningen blev brudt. Rapportens kilder dokumenterer at vestlige aktører var indblandet i magtovertagelsen på demonstranternes side. I rapporten argumenteres der ikke overbevisende for, hvorfor det ikke var et kup, støttet af vestlige aktører. Rapportens konklusion bæres derfor ikke af dens indhold.

Modpropaganda

I Disinformation Review lykkes det aldrig, at tilbagevise påstande om at Yanukovich afsættelse var et vestligt støttet kup. Det meste af materialet består af kontrasteringer af vestlige og russiske eller alternative mediers historier og påvisning af, at de efterfølgende valg har været legitime. De få gange hvor tilbagevisningerne antager konkret indhold, er det mangelfuldt. Information der styrker den officielle linje, at Yanukovich ikke blev afsat ved et kup og at Vesten ikke var involveret, bruges som sandhed. Information der strider mod denne sandhed, klassificeres som disinformation, eller ignoreres, hvis det stammer fra en vestlig mainstreamkilde, også selvom denne bruges i en anden sammenhæng. Professor Mearsheimers artikel i Foreign Affairs, hvor han fremsætter lignende påstande ignoreres fx helt.

“Although the full extent of U.S. involvement has not yet come to light, it is clear that Washington backed the coup.” – John Mearsheimer i Foreign Affairs

De danske medier Politiken, Berlingske Tidende og RÆSON burde alle optræde i Disinformation Review, da de har publiceret påstande, der i Disinformation Review er klassificeret som disinformation. Ingen af medierne er dog behandlet i Disinformation Review.

Der kan findes en rød tråd i Disinformation Review: ’Sandheden’ er de påstande Disinformation Review vælger at underbygge med reference til vestlige mainstreammedier inklusiv EU og NATOs egne medier, samt andre provestlige medier fra fx Ukraine. ’Disinformation’ er de påstande Disinformation Review vælger at tilbagevise, der kommer fra ikke-vestlige medier eller alternative vestlige medier. Påstandene udgør ikke disinformation, hvis de stammer fra vestlige mainstreammedier, men ignoreres i stedet, som var de ikke eksisterende.

Ifølge East StratCom Task Force, laver de ikke modpropaganda. I denne sag har Disinformation Review ikke desto mindre, givet den valgte definition af begrebet, karakter af et stykke propaganda. East Stratcom søger i Disinformation Review at delegitimere information der strider mod en given opfattelse af virkeligheden. Den information der præsenteres i Disinformation Review er helt ensidig og vil lede den uopmærksomme modtager til at tænke og mene noget bestemt, der i dette tilfælde ikke kan konkluderes at være den objektive sandhed. Lidegaards ønske om, at det kun er fakta der kommer frem, er ikke opnået, med mindre det overlades til East StratCom Task Force, at definere hvad der er fakta. At East StratCom Task Force agerer partisk, burde ikke overraske, da de er finansieret af midler fra EU og EU-medlemslande og har som erklæret mål at kommunikere og promovere EUs politik.

Disinformation Review har ”tilbagevist” flere tusinde tilfælde af disinformation. I denne artikel er kun behandlet de 72 tilbagevisninger, jeg har kunnet finde, der bl.a. omhandler påstande om, at der har været et kup i ukraine, samt at vestlige aktører var indblandet. Links til Disinformation Reviews kan ses nederst. Der tages forbehold for, at jeg kan have overset nogen. Et arkiv over alle Disinformation Reviews kan findes her.

Det er et stort problem i forhold til Ukrainekrisen, at der findes så stort et spænd mellem henholdsvis den vestlige og den russiske fortælling om begivenhederne i Kiev i 2014. Dette problem løses ikke ved, at de vestlige lande og deres institutioner insisterer på deres egen fortællings korrekthed, og behandler enhver indsigelse mod denne med larmende tavshed eller som disinformation. Når russiske, alternative og visse vestlige medier fortæller en anderledes historie, så skyldes det, at der findes empirisk opbakning til denne anden historie. Ifølge Forsvarets Efterretningstjenestes risikovurdering fra 2015 opfatter Rusland faktisk de politiske omvæltninger i Kiev i februar 2014 som et vestligt støttet kup; en trussel mod deres strategiske interesser, der gjorde dem villige til at anvende militære midler.

”Det er sandsynligt, at Rusland er villigt til at anvende mili­tære midler i situationer, hvor landets ledelse vurderer, at Vesten alvorligt truer russiske strategiske interesser i det tidligere sovjetiske område. Rusland vurderede, at en så­dan situation var opstået med de politiske omvæltninger i Kiev i februar 2014, som Rusland opfatter som et vestligt støttet kup, der skulle føre Ukraine ind i EU og på lidt læn­gere sigt også i NATO.” – Forsvarets Efterretningstjeneste

Ukrainekrisen startede med Yanukovich’ afsættelse og har siden ledt til en ny kold krig mellem Rusland og Vesten. En åben og reel diskussion af de begivenheder der førte til krisen er nødvendig, både for at løse krisen og for at undgå lignende konflikter i fremtiden.

Links til Disinformation Reviews kan findes her


Emil Bülow har en Kandidatgrad i statskundskab fra Syddansk Universitet og har erfaring inden for blandt andet offentlig forvaltning, international politik og politisk filosofi. Han har blandt andet arbejdet som adjunkt i samfundsfag på Odense Tekniske Gymnasium og bidrager, foruden til En Udenrigsanalyse, også til tidsskriftet Ræson. 

 

Emil Bülow