Den Columbianske Epoke Og Den Nye Verdensorden

For at forstå de epokale forandringer i globalpolitikken, vi i disse år oplever, er det nødvendigt at skabe klarhed over de seneste 500 års verdenshistorie. 

I begyndelsen af året kunne man i New York Times læse en analyse skrevet af den berømte liberale amerikanske kommentator og forfatter Thomas L. Friedman (1953-). Heri advarede Friedman om, at manglen på globalt lederskab i kombination med de mange kriser, der i øjeblikket præger verdenspolitikken, risikerer at føre til den hidtil gældende verdensordens sammenbrud.

Dette kan blive tilfældet, fordi fraværet af et globalt lederskab kan indvarsle afslutningen på en række epoker. Der er ifølge Friedman tale om epoker såsom: en uafbrudt vækst i den kinesiske økonomi, en definitiv nedsmeltning af oliepriserne, robotteknologiens indvirkning på menneskets arbejdsliv og forbundet hermed den sociale stabilitet i samfundet og endelig krisen i det amerikanske politiske system samt risikoen for, at EU vil bukke under for et overvældende pres og implodere.

Alt dette er for en liberalt indstillet intellektuel som Friedman et mareridt uden sidestykke, fordi den endelige konsekvens kan blive en verden præget af kaos, vilkårlighed, magtkampe og vold i klar modsætning til den regelbaserede orden, der opstod efter 1945. Selv om analysens iagttagelser er spændende, forekommer det, som om Friedman ikke helt har øje for det store billede.

Der er således ikke tale om et sammenbrud af mange forskellige epoker på en gang, men snarere om afslutningen på en epoke, der har domineret verdenshistorien gennem 500 år. For at forstå implikationerne af dette er vi nødt til at vende os mod mere konservative tænkere.

Den Gamle Orden

I 1904 holdt den britiske geograf og historiker Halford J. Mackinder (1861-1947) i London et foredrag med titlen Historiens geografiske omdrejningspunkt, der udkom som artikel samme år, og som skabte grundlaget for den moderne geopolitiske videnskab.

Med udgangspunkt i geografien var det således Mackinders ærinde, at give en samlet helhedsfortolkning af de seneste 400 års verdenshistorie. Mackinder indledte sit foredrag med at konstatere, at når historikere i en fjern fremtid vil betragte disse fire århundreder på samme måde, som vi i dag betragter de egyptiske dynastier, er det muligt, at de vil benytte betegnelsen Den columbianske epoke om perioden.

I dette tidsrum af verdenshistorien blev kloden kortlagt og forbundet på en måde, som aldrig tidligere set. De enkelte verdensdele blev bragt i direkte forbindelse med hinanden, og dette fik som konsekvens, at verden blev et “lukket politisk system.” Baggrunden for denne vældige udvikling var de europæiske sømagters ekspansion i alle retninger, der igen som baggrund havde mødet mellem land og hav, der for Mackinder var den egentlige drivkraft i verdenshistorien.

Det var nemlig i sammenstødet med de asiatiske steppe- og nomadefolk, at de europæiske stater blev skabt. Ved begyndelsen af det 20. århundrede, hvor altså en stor epoke i verdenshistorien måske stod foran sin afslutning, var det netop mødet med fastlandsgiganten Rusland, der udstyret med ny teknologi inden for særlig jernbanedrift, skabte alvorlig tvivl om muligheden for at opretholde den dengang gældende verdensorden, som ikke mindst Storbritannien havde nydt godt af.

Med sit store fokus på kampen mellem land og hav fik Mackinder imidlertid ikke fuldt ud behandlet baggrunden for Den columbianske epoke, der som navnet antyder, fokuserer på verdenshavene og de store opdagelsesrejser som udgangspunkt for epoken. Nok var overvindelsen af truslen fra øst, fra stepperne, en milepæl i europæiske historie, men den egentlige årsag til, at de europæiske magter var i stand til at underlægge sig resten af verden, skal primært findes i den intense og brutale interne magtkamp om herredømmet over Europa og herigennem over resten af verden.

Med opdagelsen af Amerika videreførte de europæiske nationer i global målestok den magtkamp, der havde pågået på kontinentet siden Romerrigets sammenbrud. De første kombattanter på den store globale scene var Spanien og Portugal, der med pavelig bistand delte den kendte verden imellem sig. Siden fulgte Holland, Frankrig og England, som blev de nye stormagter, som skulle fuldende erobringen og koloniseringen af kloden.

Denne proces blev skabt igennem krig. Gennem udviklingen af ny teknologi blev sammenstødene mellem stater stadig voldsommere og fordrede igen forskning og udvikling af endnu mere overlegen teknologi i et bestandigt forsøg på at overgå rivalerne og blive verdenshersker. Magtpolitik var således drivkraften bag enorme samfundsomvæltninger og forandringer af menneskets liv, forandringer, der på mange områder betød betydelige materielle såvel som psykologiske forbedringer af den enkeltes liv.

Men indbygget i den intense konkurrence mellem de europæiske magter var en destruktiv kraft, der blev stadig sværere at beherske. For hver ny krig blev omkostningerne materielt såvel som menneskeligt større og mere omfattende i en opadgående spiral, der blot ventede på at kulminere.

Winston Churchill kan stå som personificeringen af Den columbianske epokes storhed og fald. Den legendariske britiske statsmand blev født i 1874 i den absolutte overklasse i det mest omfattende imperium, som verden nogensinde havde set. Livet igennem var Churchill stærkt optaget af ære, storhed og bevarelsen af imperiet. Det er derfor skæbnens grusomme ironi, at det netop blev ham, der kom til at stå i spidsen for det europæiske herredømmes endelig fald.

Gennem to verdenskrige, som også Mackinder skulle opleve, fandt Den columbianske epoke sin afslutning. Det bliver ofte fremhævet, hvorledes særligt Første Verdenskrig var en “unødvendigt krig,” der kunne have været undgået, men set i det store historiske perspektiv var den moderne udgave af Trediveårskrigen en logisk afslutning på en stor epoke i verdenshistorien.

Kombinationen af europæisk ekspansion, rivalisering og teknologiske landvindinger måtte næsten uundgåeligt føre til et punkt, hvor det store opgør ikke længere kunne undgås, men samtidig heller ikke kontrolleres af nogen, og resultatet blev afslutningen på det europæiske verdensherredømme.

Verden Af I Går

1945 står som et nulpunkt i Europas historie. De ledende magter havde i et titanisk opgør slidt sig selv op og trukket resten af verden med sig i deres fald. Der var derfor ikke længere noget grundlag – hverken moralsk eller økonomisk- for at opretholde det europæiske overherredømme.

De altomfattende verdenskrige havde imidlertid skabt en situation, hvorfra det var svært at bevæge sig fremad. Verden frøs derfor fast i en bipolar organisering af kloden anført af det Amerika, hvis opdagelse havde udgjort begyndelsen på den store europæiske epoke.

Befolket af overvejende europæiske indvandrere og en hermed forbundet dominerende kristen-sekulær kultur kunne det fremstå, som om det europæiske system blev videreført nu blot fra den anden side af Atlanten.

Over for denne blok bestående af Nordamerika, Vesteuropa og Japan stod Sovjetrusland og dets østeuropæiske satellitstater, som i deres samfundsindretning imidlertid også var styret af en vestlig udviklet ide i form af kommunisme/marxisme.

Ud fra en overfladisk betragtning kunne det derfor i 1945 se ud, som om ikke ret meget var forandret. Der var opstået nye magtcentre, men det europæiske blik på verden bestod fortsat, ligesom Europa forblev den centrale skueplads nu for det ideologiske opgør under Den kolde krig. At der efter Anden Verdenskrig opstod en ny magtpolitisk orden, er klart, men denne var stadig indordnet under det paradigme, som Den colombianske epoke udgjorde.

Murens fald og Sovjetunionens opløsning ændrede ikke på dette. 90erne og begyndelsen af det nye årtusind stod fortsat i Vestens tegn. Hvornår den afgørende ændring indtraf, er en længere diskussion, men et godt udgangspunkt forekommer at være 2008, da den internationale finanskrise slog benene væk under verdensøkonomien eller rettere væltede den vestlige verden omkuld.

De nye opstigende verdensmagter med Kina i spidsen fortsatte deres økonomiske vækst, og dermed var den sidste illusion, der havde omgærdet Vesten, definitivt brudt. Fremskridt og udvikling hænger ikke længere uløseligt sammen med Europa og USA, og uanset hvilke økonomiske problemer og samfundsmæssige udfordringer Kina, Indien m.fl. står overfor, vil blikket ikke længere automatisk blive vendt mod vest.

På Vej Mod En Ny Verdensorden?

Men hovedspørgsmålet består fortsat: Hvordan kommer vi videre fra den nuværende situation? Hvordan skabes en ny verdensorden? Og kan de europæiske stater eksistere i en orden, hvor de ikke er altings centrum?

Det sidste først. Allerede før murens fald var debatten om en kommende verdensorden i fuld gang. Det skete med Francis Fukuyamas (1952-) berømte/berygtede artikel fra sommeren 1989 om Historiens afslutning og liberalismens endelige triumf. Nogle år senere fremkom svaret til Fukuyama med Samuel Huntingtons (1927-2008) ligeledes berømte/berygtede artikel om Civilisationernes sammenstød.

På trods af indbyggede svagheder i begge teorier centrerer debatten om en ny verdensorden sig fortsat i de spor, Fukuyama og Huntington lagde ud. Vil det liberale demokrati fortsætte sin sejrsgang over den ganske verden og dermed bevare den vestlige dominans, i hvert fald på det idepolitiske plan? Eller vil vi opleve en verden i bestandig konflikt, hvor stater med forskellige kulturelle baggrunde og historiske erfaringer vil bekæmpe hinanden uden mulighed for en varig politisk løsning?

Svaret på det spørgsmål kan blive afgørende for muligheden for etableringen af en ny verdensorden. Fukuyama mener stadig, at den grundlæggende tese fra Historiens afslutning holder, om end tonen er blevet langt mere pessimistisk i de senere år. Der findes således ifølge Fukuyama fortsat ikke noget ideologisk eller økonomisk alternativ til den vestlige orden. Hvad enten der er tale om Putins statsideologi eller Islamisk Stats religiøse fundamentalisme, vil resultatet blive det samme som for kommunismen: undergang og ødelæggelse.

På den anden side står det klart, at en række stater ikke længere vil acceptere den amerikansk ledede vestlige verdens dominans. De fleste af verdens stater accepterer muligvis kapitalismen som samfundsgrundlag, men også her kan der være tale om forskellige indretninger af de enkelte samfund, og under alle omstændigheder ønsker de nye opstigende magter reel indflydelse på indretningen af verdens politiske og økonomiske institutioner.

De nye opstigende stormagter er i flere tilfælde ældgamle civilisationer med en enestående historie og en højt udviklet kultur på et tidspunkt, hvor den europæiske civilisation endnu var i sin vorden. Dette forhold komplicerer yderligere debatten om en ny verdensorden.

Kina, Indien m.fl. opfatter  Den colombianske epoke som en uretfærdig historisk parentes, der nu skal rettes op på. Den vestlig inspirerede kapitalisme vinder indpas alle steder, men de nye spillere på den verdenspolitiske scene vil ikke acceptere de af Vesten fastlagte økonomiske og institutionelle regler, ikke uden betydelig medindflydelse i hvert fald, hvorfor der pågår en intens kamp om retten til at definere den nye (økonomiske) verdensorden.

Det kan også betragtes som værende i fin tråd med den moderne kapitalisme, der fordrer evig konkurrence og magtkampe mellem individer såvel som stater. Kan der skabes en ny stabil global politisk orden mellem stater med enorme kulturelle forskelle og vidt forskellige historiske erfaringer?

I sit seneste storværk Verdensorden behandler Henry Kissinger (1923-) dette spørgsmål. Hovedudfordringen består i, at man ikke som før Den colombianske epoke, hvor flere forskellige verdensordner kunne eksistere side om side uafhængigt af hinanden og anført af hver sin ledende magt, kan ignorere de øvrige medspillere. Med den europæiske ekspansion og de hermed forbundne teknologiske landvindinger er det ikke længere muligt at ignorere modparten.

Verden er i sandhed blevet et “lukket politisk system”. Kissinger påpeger, at af tidligere modeller for magtpolitisk organisering er det den “Westfalske fred”, som afsluttede Trediveårskrigen i Europa i 1648, der måske har størst global relevans i dag. Princippet om suveræne stater, der anerkender hinanden og ikke blander sig i andre staters indre anliggender, er fortsat på mange måder idealet for international politik, om end det er stærkt udfordret.

Samtidig er det meget tvivlsomt, om en magtpolitisk orden, der i sit ophav var regionalt baseret, vil kunne anvendes i global skala. Bestræbelserne på at skabe en ny og stabil verdensorden står over for enorme udfordringer, og der er ingen lette løsninger i sigte. Kun et står fast med Tom Kristensens ord: Verden er blevet kaotisk på ny.

---

Thomas Lie Eriksen er cand.mag. i historie fra Københavns Universitet og er freelanceskribent med speciale i internationale relationer og moderne europæisk historie. Han har tidligere skrevet for bl.a. Politiken, Information, Ræson og IPmonopolet.