En af de fem hjørnesten som regeringen lægger vægt på i sin udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for 2017-2018, er dansk stillingtagen til Brexit. Regeringen vil fortsætte sit arbejde for at sikre et slankt og effektivt EU, med fokus på essentielle kerneopgaver. Her fremhæves især migration, sikkerhed og vækst. Samtidig skal EU’s budget og fortsat økonomisk bæredygtighed sikres gennem samarbejde.
Danmarks samlede interesser skal tilgodeses i den nyorientering som forhandlingerne – og det endelige Brexit – resulterer i. Det skal sikres gennem en øget repræsentation ved EU, flere danske ansatte ved EU-institutionerne og ved at sikre tilstrækkelige ressourcer til Udenrigsministeriets Brexit Task Force.
Der skal også skrues op for diplomatiet ved at styrke ambassaderne i Berlin, Paris og London – byer, som i strategien kaldes ”centrale europæiske beslutningsprocesser”. Samtidig lægges der op til at sikre eksisterende samarbejdsaftaler og finde nye alliancepartnere, hvis værdier og interesser flugter med Danmarks.
Fokuspunkterne udspringer af praktiske bekymringer
Regeringens fokus på EU’s økonomi og Danmarks status i samarbejdet giver mening når man tænker på, at Danmark er på top 10-listen over bidragydere til unionens økonomi. På denne liste ligger også Storbritannien, og derfor bliver Brexit dyrere for de øvrige bidragydere. Danmark og Østrig har tidligere fundet sammen i en fælles bekymring over den ekstraregning, Brexit vil medføre. Derfor er det naturligt for regeringen – hvis bagland præges af EU-kritiske Liberal Alliance og Dansk Folkeparti – at den vil arbejde for en sikring af kontinuitet i EU-samarbejdet og minimere den stigning i EU-bidrag, som følger i kølvandet på Brexit.
Begge partier har også været kritiske i forhold til den øgede bureaukratisering af EU-samarbejdet. Det vil derfor være nærliggende for regeringen at signalere, at den trækker i arbejdstøjet for at sikre unionens økonomiske bæredygtighed og Danmarks samarbejde på den europæiske scene. Det kan være en måde at sikre ro på i forhold til de indre linjer i regeringen, som har et bredt bagland der skal stilles tilfreds. Økonomisk ansvarlighed er også et fokuspunkt for regeringen i indenrigspolitisk sammenhæng, og det vil derfor ligeledes have en naturlig indflydelse på dens indsatsområder i Brexit-forhandlingerne.
Samtidig vil regeringen både prioritere eksisterende samarbejdsaftaler og skabe nye alliancer. Ifølge Dansk Erhverv var Storbritannien afsætningsmarked for 8,5 % af Danmarks årlige eksport i årene 2005-2015. Derfor er et fokus på eksisterende og nye samarbejdsaftaler helt naturligt i en situation, hvor en af Danmarks store samarbejdspartnere trækker sig fra den fælles handelsplatform, og hvor fremtidens samhandel med denne partner således bliver usikker. Regeringen prioriterer derfor erhvervslivet og særligt Liberal Alliance har udtalt klare holdninger i denne sammenhæng. Regeringen tænker sandsynligvis både på helt nære job- og erhvervsforhold, sit eftermæle og sine muligheder for genvalg, hvis den ikke er i stand til at sikre danske arbejdspladser.
Fokus på samarbejde med andre medlemslande kan også indebære et ønske om at sikre nogle af de private og EU-arbejdspladser, der skal flyttes i forbindelse med Brexit. Danmarks interesse gælder primært stillinger inden for medicinal- og finanssektoren, eksempelvis storbankerne og det europæiske lægemiddelagentur, EMA. I kampen om EMA’s fremtidige placering kan Danmark dog ende med at tabe som resultat af politiske studehandler. Men netop dér kan fokus på eksisterende og nye samarbejdspartnere være et plus for Danmark. I den forbindelse kan regeringen kigge mod mindre lande i Nordeuropa – eksempelvis Sverige, Holland og Finland. Jo stærkere samarbejde der er og bliver bygget op, jo bedre er Danmark klædt på i de politiske studehandler, der uvægerligt vil præge placeringen af EU-arbejdspladser.
I forhold til at sikre de private arbejdspladser kan det tilsvarende være nødvendigt at gå nye veje, fordi situationen er så unik i europæisk integrationshistorie. Derfor ligner det en klar strategi for regeringen, at øget samarbejde også skal sende Danmark ind i kampen om nye arbejdspladser. Det vil være et boost for dansk økonomi og en strategisk sejr for regeringen, der for øjeblikket er presset i meningsmålingerne.
Fokus på integration, sikkerhed og vækst, samt målsætningen om at finde nye samarbejdspartnere, som deler Danmarks værdier, kan også afspejle den politiske virkelighed, regeringen opererer i. Danmark er ikke gået fri af den isolationisme, der i stigende grad præger den politiske tone i Europa og USA. Fokus på økonomi, sikkerhed og værdifællesskaber kan læses som et bidrag til at navigere det europæiske samarbejde ind i en ny virkelighed. En målrettet indsats for et slankt og effektivt EU kan være et svar på de udfordringer, EU-samarbejdet står overfor.
Storbritannien og Danmark har gennem årene delt en udpræget skepsis overfor dele af EU-samarbejdet. Med førstnævntes exit bliver denne skeptiske linje sværere at føre, fordi Danmark ikke længere har en sværvægter at læne sig op af. Derfor er Danmark tvunget til at orientere sig på ny, og målsætningen om at reformere EU indefra og forstærke Danmarks stilling i samarbejdet, kan være regeringens måde hvorpå den placerer sig i en virkelighed, hvor Danmark risikerer at stå yderligere marginaliseret i EU.
Økonomien og værdierne i højsædet – men husk befolkningen
Der er et klart fokus på danske værdier og dansk økonomi i regeringens oplæg. Vægtningen kan dog hurtigt kamme over, og regeringen skal være forsigtig med, hvordan den balancerer danske interesser i forhold til det tværnationale samarbejde. Den stigende folkelige skepsis over for globaliseringen står i modsætning til den dagsorden, skiftende regeringer både i Danmark og i andre europæiske lande forsøger at sætte.
Antiglobaliseringen er blevet mere rodfæstet i mange landes befolkninger i takt med at den internationale handel har tabt pusten. Regeringens argument om at globaliseringen gavner alle lag af det danske samfund er blevet kaldt en ”sandhed med modifikationer” af velfærdsforsker Jørn Henrik Pedersen. Hans pointe er, at den fordelingspolitiske dimension af den øgede nationale velstand er lige så vigtig som det faktum at der kommer billige varer hjem.
Lavere varepriser er én ting, noget andet er den øgede konkurrence på arbejdsmarkedet, som trækker i den modsatte retning og giver lavere lønstigninger end man ellers ville opleve. Regeringen har derfor en stor opgave i at få befolkningen med på projektet – især den del af befolkningen, som føler at den påvirkes negativt af øget konkurrence med udenlandsk arbejdskraft og udflytning af arbejdspladser.
Derfor kan et nationalt fokus være en fordel, men regeringen skal på den anden side vægte, at den ikke stiller sig for isolationistisk i EU. Danske interesser skal tilgodeses, men hvis regeringen ønsker et stærkt indre marked og et stærkt samarbejde i EU efter Brexit, må den også være indstillet på kompromisser.
Regeringens vision og målsætninger, som den fremlægger i den nye strategi, viser gode takter, men balancen kan være svær at finde, når visioner møder virkeligheden. Herhjemme må regeringen samarbejde og nå en så bred aftale som muligt – gerne hen over midten – for at sikre, at dens visioner og strategier ikke bliver en indenrigspolitisk kampplads efter et valg og muligt regeringsskifte. Men først og fremmest må regeringen arbejde benhårdt for at engagere befolkningen og dele det gode budskab, den ser i EU.
Historisk set er EU-modstanden rykket fra venstrefløjen mod højre i Danmark. I takt med at den centrale styring af EU-komplekset er taget til, er det blevet vanskeligere for højrefløjen at stå inde for samarbejdet, og især DF har været god til at sætte ord på den modstand. I de lande, hvor finanskrisen har ramt hårdest, og man dermed har mærket mest til EU’s strammere kurs på det økonomiske område, er det lettere at for venstrefløjen til at samle sig som modstander.
Men i Danmark har venstrefløjen med tiden fokuseret mere på det positive ved unionen – eksempelvis samlingen af Europa og optagelsen af østlande. EU-modstanden er således i højere grad højrefløjens domæne. Derfor skal regeringen også huske sit bagland i denne proces, og den skal arbejde på at samle dens base og få sit EU-venlige budskab igennem, særligt til DF’s udpræget EU-skeptiske vælgerapparat.
Men dette kan ikke lykkes med danske målsætninger alene, for den politikerlede og EU-skepsis, som Brexit har vist særdeles tydeligt, er ikke et isoleret dansk eller britisk fænomen. Så der skal også arbejdes på at indfri regeringens målsætning om øget samarbejde med udlandet, især i forhold til at imødekomme den folkelige modstand, som projektet EU har mødt i senere år.
Følelsen af distance mellem EU’s centrale ledelse og de fjerne dele af medlemslandene bliver ikke mindre, og modsætningsforholdet vil kun vokse sig større og mere problematisk, hvis politikerne ikke finder fundamentalt nye baner at arbejde i, og nye måder at kommunikere fordelene ved samarbejdet på.
Dette er muligvis regeringens største udfordring og potentielle benspænd i processen, og det bør være et af de væsentligste fokusområder. Brexit viser om noget hvad der sker, hvis politikerne ikke tager deres befolkningers indsigelser til efterretning i tide.
Skrevet af Martin Armbrust
Martin er uddannet historiker med bachelor- og kandidattilvalg i engelsk fra Aarhus Universitet. Hans fokusområder hos UA er amerikansk indenrigs- og udenrigspolitik, historiebrug i danske og udenlandske medier og til dels britisk politik. Læs mere om Martin og hans artikler her.