Med aktiveringen af artikel 50 og det netop overståede valg er nedtællingen til Storbritanniens endelige udmeldelse af Den Europæiske Union for alvor begyndt. Vanskelige forhandlinger forestår, og et større politisk opgør synes uundgåeligt.
”Der var en tid, hvor det passede sig, og der er en tid, hvor det passer sig, at det hører op.” Thomas Paine – Common sense (1776)
Når et politisk opgør mellem London og Bruxelles forekommer endog meget vanskeligt at forhindre, hænger det sammen med den grundlæggende politiske omstrukturering, der har fundet sted efter den britiske folkeafstemning. Hvor briterne og det øvrige Europa før var på samme side, er de nu forvandlet til politiske modstandere med meget forskellige udgangspositioner og ønsker for et fremtidigt samarbejde. Grundlæggende er det Storbritanniens hovedinteresse at forlade det europæiske fællesskab med et minimum af forpligtelser og med handelsbetingelser, der ikke afgørende svækker den britiske økonomi og position i verden. Omvendt er det i EU’s klare interesse, at briterne bliver stillet dårligere økonomisk såvel som politisk for at forhindre en dominoeffekt, hvor andre medlemsstater måske vil ønske at forlade unionen.
Det er dette grundlæggende asymmetriske interesseforhold, der gør det meget svært at se, hvorledes en større eller mindre konflikt kan undgås. Det betyder naturligvis ikke, at London og Bruxelles vil udvikle sig til dødsfjender, men alligevel medfører forhandlingernes omfang og kompleksitet, at de ledende forhandlere kan miste kontrol over begivenhedernes gang. Dermed bliver det umuligt at forudsige, hvordan skilsmissen mellem Storbritannien og Europa vil forløbe.
Det store skisma
Historiker Niall Ferguson. Copyright: Chatham House
Den anerkendte britiske historiker Niall Ferguson mener ikke, at begrebet skilsmisse er dækkende, når det fremtidige forhold mellem Storbritannien og EU skal belyses. Skilsmisse er nemlig et alt for hverdagsagtigt udtryk for det, der reelt er en skelsættende historisk begivenhed.
Ifølge Ferguson kan Brexit bedst anskues som endnu et skisma i europæisk historie på linje med bruddet mellem Vest- og Østkirken i 1054 eller pavestriden fra 1378-1417 mellem Avignon og Rom. Når det er passende at benytte sig af så voldsomme historiske sammenligninger, skyldes det, at briternes farvel til det europæiske projekt kan få afgørende indflydelse på kontinentets videre udvikling, samt det forhold at Bruxelles i dag har overtaget Roms gamle position og nu forsøger at banke genstridige medlemsstater på plads.
Der er blevet skrevet en del om, hvor meget stærkere Bruxelles står over for London, ikke mindst hvis en afledt konsekvens af Brexit bliver, at Skotland forlader den britiske union (hvilket efter den netop overståede valghandling ikke længere forekommer som en oplagt mulighed). Det er dog ikke uden omkostninger for unionen at miste Storbritannien som medlem – politisk, økonomisk og sikkerhedsmæssigt, og et Storbritannien selv uden Skotland ville fortsat være en potentiel ressourcestærk modstander. Derudover er det i et større sikkerhedspolitisk perspektiv yderst problematisk for Bruxelles at risikere at ligge i konflikt med de to store periferimagter i europæisk historie, England og Rusland, på samme tid. Det er på ingen måde en ønskværdig position, der kan skabe spændinger internt i det europæiske system.
Krig på alle fronter
Premierminister Theresa May er fra flere sider blevet stærkt kritiseret for sin angiveligt uelegante tilgang til Brexit. I betragtning af de kaotiske omstændigheder, der præger britisk indenrigs- og udenrigspolitik efter folkeafstemningen, forekommer forløbet frem til aktiveringen af artikel 50 faktisk ganske effektivt. Naturligvis forelå der ikke en fuldstændig fastlagt plan for Storbritanniens exit fra Den Europæiske Union, og forventningerne til, at den britiske regering fra det ene øjeblik til det næste skulle kunne fremtrylle en sådan, er i bedste fald meget naive. Hele forløbet er ikke blevet mindre kaotisk af, at Theresa May har fundet sig selv placeret i en krig med mange fronter. Den britiske regering er blevet sat under et enormt pres fra udenlandske samarbejdspartnere såvel som fra den hjemlige interne opposition.
Det største problem synes at være, at mange meningsdannere og politiske modstandere nægter at acceptere den britiske udmeldelse, selv nu hvor nedtællingen er begyndt. I en artikel i magasinet Foreign Policy argumenteres der for, at denne benægtende position hænger sammen med den politiske elites manglende forståelse for, at den tid, hvor det eneste vælgerne gik op i var økonomiske forhold, er endegyldigt forbi. I dag forholder det sig nærmere sådan, at et flertal af vælgerne er parat til at blive stillet dårligere økonomisk til gengæld for øget lighed i samfundet og et styrket national-politisk fællesskab.
I Storbritanniens tilfælde kan det være særlig svært at forstå, fordi lige siden industrialiseringen for alvor tog fart, har den britiske politik næsten altid været fokuseret på handel og økonomi, hvilket medførte, at briterne fik et image som “blot en kræmmernation” for nu at benytte et populært propagandabillede fra Tyskland i årene op til Første Verdenskrig. Men briterne har altid været mere end bare ”kræmmere.” Shakespeare, Wordsworth og Tennyson udgør en anden, men lige så central del af den britiske identitet, hvilket er værd at erindre i en tid, hvor britisk historie er blevet synonymt med imperial-økonomiske forhold.
To be or not to be – Brexit
Et grelt eksempel på den benægtende tilgang til Brexit kommer fra selve EU-systemet, hvor EU-parlamentets chefforhandler og formand for den liberale gruppe, den tidligere belgiske premierminister Guy Verhofstadt, for nylig holdt en tale, hvori konsekvenserne af briternes farvel blev behandlet. Verhofstadt indleder sin analyse af Brexit med at konstatere, at det er en sørgelig dag nu, hvor briterne siger farvel til det europæiske fællesskab, men det må samtidig erindres, at forholdet mellem Storbritannien og kontinental Europa aldrig har været en hed kærlighedsaffære, men snarere et bekvemmelighedsægteskab. Og måske har det i det store historiske perspektiv altid været umuligt at forene De Britiske Øer med kontinentet, at forene det britiske common sense-retssystem med Napoleons romersk inspirerede lovkomplekser.
Tidligere belgiske premierminister Guy Verhofstadt. Copyright: Claude Truong-Ngoc
Man må dog ikke bebrejde forgængerne for at have gjort forsøget, for i livet gælder det om at afprøve nye forhold og forsøge at udvide sine horisonter. Det er i øvrigt Verhofstadts opfattelse, at det på et tidspunkt vil lykkes en ung brite at føre Det Forende Kongerige tilbage til Europa, og at Brexit primært skyldes en borgerkrig inden for det konservative parti, der var kommet ud af kontrol.
Slutteligt er det ifølge Verhofstadt vigtigt at forhandlingerne om Brexit munder ud i en aftale, der sikrer et stabilt forhold mellem London og Bruxelles, og som sikrer, at de stærke historiske og kulturelle bånd på begge sider af kanalen fortsat består.
Verhofstadt opstiller således i sin analyse to meget forskellige og i sammenhængen uforenelige forklaringsmodeller for Brexit. På den ene side er de dybere historiske strukturer: Meget forskellige politiske og juridiske kulturer, fundamentalt forskellige geografiske udsyn og implicit heri forskellige historiske erfaringer og oplevelser. Disse dybere historiske kræfter påvirker alle nationer og har til stadighed stærk indflydelse på, hvorledes hele det internationale system fungerer. På den anden side må man forstå på Verhofstadt, at historiens stærke strøm kan beherskes af mennesker. Når blot det rigtige og helt særlige individ gør sin entre på scenen, en ung og endnu ukendt brite, der som en anden Moses vil føre sit folk tilbage til det hellige land: Den Europæiske Union. Hvad der mislykkedes for grundlæggerne af det europæiske fællesskab, vil fremtidens generationer rette op på. Og under alle omstændigheder omhandlede folkeafstemningen slet ikke dette historiefilosofiske perspektiv.
Verhofstadt slår nemlig et skarpt sving og hævder nu, at spørgsmålet om Brexit grundlæggende skyldes en indenrigspolitisk konflikt inden for det konservative parti. Om der så findes en mulig sammenhæng mellem indenrigs- og udenrigspolitikken, og hvordan de historiske strukturer kan indpasses heri, er der ingen overvejelser over. Spørgsmålet om de konservatives sammenbrud og den bredere befolknings mening om Storbritanniens plads i Europa medtænkes heller ikke. Verhofstadts behandling af Brexit ender således med at hænge frit svævende i luften, spændt ud mellem meget forskellige elementer, som vanskeligt lader sig forene til en syntese. Det efterlader spørgsmålet om, hvorvidt EU-systemet overhovedet tager den britiske udmeldelse alvorligt, og om der findes en reel vilje til at skabe en ny langtidsholdbar løsning for Storbritannien og det øvrige Europa, som var udgangspunktet for talen. Hvis ikke, kan konsekvenserne meget vel blive uoverskuelige.
Et farligt spil og den usikre fremtid
Guy Verhofstadts udgangsreplik om behovet for at skabe en post-Brexit aftale, der sikrer fortsat stabile relationer mellem London og Bruxelles, er allerede på nuværende tidspunkt, inden forhandlingerne for alvor er begyndt, stærkt udfordret. Således er den gamle strid mellem Storbritannien og Spanien om Gibraltars status genopblusset. Dette skyldes, at unionen pludselig har valgt at forlade sin mæglerrolle og nu giver Madrid vetoret til at blokere den samlede Brexit-aftale, såfremt der ikke findes en løsning på konflikten. Dette har fået den geopolitiske analytiker James Rogers til at konkludere, at Bruxelles bevidst forsøger at skabe splid mellem London og Madrid med det formål at sikre sammenholdet blandt de tilbageværende medlemslande.
Som om det ikke var nok, er den seneste udmelding fra EU’s overordnede chefforhandler Michel Barnier om Brexits økonomiske aspekter meget bastante og synes ikke at levne megen plads for kompromisser, og den føromtalte Verhofstadt mener ligefrem, at den britiske regering slet ikke har forstået, hvordan artikel 50 fungerer. En større konflikt synes derfor meget sandsynlig, selv om der naturligvis er et stykke tid til, at forhandlingerne skal afsluttes. Theresa Mays svar på de kaotiske tilstande i britisk indenrigspolitik og på det voldsomme udefrakommende pres, blev at udskrive parlamentsvalg som blev afholdt den 8. juni. May kom under massiv beskydning herfor, og anklagerne lød bl.a. på opportunisme, brudte løfter og en dyrkelse af engelsk nationalisme.
Labours leder Jeremy Corbyn under parlamentsvalget 2017. Copyright Sophie Brown
Hvis det var Theresa Mays håb, at valget ville styrke regeringens mandat og dermed dens forhandlingsposition over for Bruxelles, samt skabe en form for ro på hjemmefronten, fejllæste hun totalt det politiske landskab. Parlamentsvalget har med orkanagtige styrke konsolideret de kaotiske tilstande i britisk politik.
De konservative mistede deres flertal og står nu over for at skulle skabe en skrøbelig politisk alliance i forsøget på at bevare regeringsmagten, mens rivalerne fra Labour fik et overraskende godt valg og fremstår meget styrket i oppositionsrollen. Labours leder Jeremy Corbyn erklærede dog tidligt i forløbet, at han støtter op omkring Brexit-afstemningen, hvorfor det tilbageværende spørgsmål nu drejer sig om, hvilken form for Brexit-aftale, der kan forhandles på plads, og netop dét er ikke et spørgsmål, som den britiske regering – uanset partifarve- er ene om at bestemme.
Under alle omstændigheder var troen på, at et valg ville skabe afklaring og nationalt sammenhold nok altid ønsketænkning. Brexit vil blive en kaotisk og rodet affære, uanset hvor mange krumspring man forsøger at gøre. Det er dog først som sidst nødvendigt at gøre sig klart, at i forhold til Brexit-spørgsmålet som helhed, er der nu blevet sat større historiske kræfter i spil. Kræfter, der ikke kan styres af nogen enkelt statsmand- eller kvinde. Otto V. Bismarcks berømte definition af den store statsleder som den, der “hører Guds gang gennem historien og griber fat i en flig af hans kappe” indrammer meget godt Theresa Mays (eller hvem en mulig ny premierminister nu må blive) forsøg på at beherske en situation, hun for længst har mistet kontrollen over, men det samme gør sig gældende for Bruxelles.
Theresa May vil i det hele taget næppe være i stand til grundlæggende at kontrollere Brexit-processen. Dertil er de historiske strømme for stærke. Den britiske premierminister kan blot håbe at springe til på det rigtig tidspunkt og “gribe fat i en flig af Guds kappe”. Bruxelles vil dog heller ikke få meget ud af en konflikt med briterne, og det bedste, der kan gøres, er måske med den amerikansk/engelske oplysningsfilosof Thomas Paine at erkende, at der var en tid, hvor det fungerede, og der nu er en tid, hvor det må høre op. Skriftet, hvori Paine skriver om denne problemstilling, er fra den tid, hvor det var Storbritannien, der med alle midler søgte at fastholde nogle oprørske provinser fra at forlade imperiet. Verdenshistorien er bestemt ikke uden ironi.
Skrevet af Thomas Lie Eriksen
Thomas Lie Eriksen er cand.mag. i historie fra Københavns Universitet og er freelanceskribent med speciale i internationale relationer og moderne europæisk historie. Han har tidligere skrevet for bl.a. Politiken, Information, Ræson og IPmonopolet. Læs mere om Thomas her.
