Syrien og Stormagterne

Rasmus Jacobsen er kandidat i statskundskab fra Syddansk Universitet med speciale i konflikt i Mellemøsten. Han har siden 2014 været bosat i Yemen og Libanon, hvor han har arbejdet med politiske analyser, trusselsvurderinger og sikkerhedstræninger.

Han er medstifter af sikkerhedsfirmaet Atlas Assistance, der leverer ydelser til NGO’er, ambassader og private virksomheder med operationer overalt i Mellemøsten. Rasmus Jacobsen har derudover skrevet en række analyser og kommentarer for tidsskrifterne RÆSON og Global Risk Insights.

Interview med Rasmus Jacobsen af Emil Bülow

Den syriske borgerkrig startede i begyndelsen af 2011 som en del af det arabiske forår, der havde sin oprindelse i Tunesien. I Syrien ledte protesterne dog ikke til fjernelse af diktatoren Bashar al-Assad, men i stedet til en langstrakt borgerkrig. I august 2013 gennemførtes et sarin-gasangreb mod områder i Damaskus kontrolleret af oppositionen med hundredevis af omkomne. Den syriske opposition, Den Arabiske Liga, USA og EU har givet Assads styrker skylden for angrebet, men Obama valgte ikke at gribe ind direkte på trods af, at han havde opstillet en ’rød linje’ mht. brug af kemiske våben. Efterfølgende accepterede den syriske regering en russisk-forhandlet aftale om at udlevere sine kemiske våben.

Borgerkrigen fortsatte og blev meget blodig, og fortsætter stadig ifølge Jacobsen, da så mange udenlandske magter har blandet sig. Han har kritiseret og kritiserer stadig Vesten for at have støttet oprørere i en konflikt som de ikke fuldt ud forstår og i hvilken de ikke har stærke interesser. Enhver eskalation i støtten fra vestlig side er blevet besvaret af en modeskalation fra russisk og iransk side, hvilket har trukket konflikten i langdrag. I sidste ende vil det ifølge Jacobsen være Rusland, der har den afgørende indflydelse i Syrien og en realistisk forhandlingsløsning må tage udgangspunkt i deres krav.

Hvilke faktorer betød, at det arabiske forår endte i en langvarig borgerkrig i Syrien?

Jacobsen: Der er flere grunde til, at urolighederne i Syrien i begyndelsen af 2011 under det ‘arabiske forår’ i regionen førte til en langvarig og blodig konflikt. Den primære er de syriske myndigheders brug af yderst hårdhændede metoder – inklusive sikkerhedsstyrkernes brug af skarp ammunition – fra begyndelsen over for de protester, der brød ud i først Deraa i det sydlige Syrien og senere i flere andre dele af landet fra marts 2011 og frem. I slut-marts og april forsøgte Bashar al-Assad at imødekomme demonstranternes krav ved at løslade politiske fanger (herunder islamistiske aktivister), tildele statsborgerskab til 220.000 syriske kurdere, ophæve den formelle undtagelsestilstand og begrænse nogle af de syriske sikkerhedstjenesters ellers meget frie beføjelser.

Disse indrømmelser var imidlertid ‘too little, too late’, eftersom sikkerhedsstyrkernes brutalitet over for protesterne havde skærpet demonstranternes krav og indledt en militarisering af oprøret mod Assad. Med dannelse af Den Frie Syriske Armé (FSA) bestående af desertører fra den syriske regeringshær samt andre væbnede oprørsgrupper antog konflikten fra sommeren 2011 og frem i stigende grad karakter af en borgerkrig, som på grund af senere begivenheder og især indblanding fra andre stater skulle blive langvarig og ekstremt blodig.

Hvornår begyndte udenlandske aktører at blande sig?

Jacobsen: Den udenlandske indblanding i den syriske konflikt begyndte allerede i løbet af sommeren 2011, blot måneder efter de første protester brød ud. I august 2011 tillod og dirigerede Tyrkiet etableringen af The Syrian National Council (SNC) i Istanbul som repræsentant for den syriske politiske opposition mod Bashar al-Assad, og i oktober blev det militære hovedkvarter for den Frie Syriske Armé også rykket til Tyrkiet. Derfra samarbejdede Tyrkiet både passivt med oprørerne ved at tillade dem frit lejde på tyrkisk jord bl.a. i at bringe våbenleverancer ind til Syrien – og senere aktivt ved at levere militært isenkram til en lang række oprørere, inklusive islamistiske ekstremister. Tyrkiet har altid haft et svingende forhold til Baath-regimet i Syrien, især pga. Assad-styrets støtte til PKK, og Erdogan har set sit snit til at bidrage til indsættelsen af en mere sunni-islamistisk, pro-tyrkisk og anti-kurdisk regering i Damaskus.

Samtidig med at Tyrkiet blev vært for den moderate politiske opposition i eksil, sendte Abu Bakr al-Baghdadi, lederen af den ekstreme islamistiske organisation, der dengang blot hed ‘Islamisk Stat i Irak’ (ISI), en af sine fremtrædende kommandører – Abu Mohammed al-Jolani – til Syrien for at etablere en syrisk gren af ISI, som stadig var underlagt det internationale al-Qaeda. Jolani brugte nogle måneder på at mobilisere militante islamister overalt i Syrien og genaktivere netværket af jihadister fra sin tid i kampe mod amerikanske besættelsesstyrker i Irak i 00’erne. Fra årsskiftet 2011/2012 blev transnational jihadisme derfor en central faktor i den syriske konflikt, og har frem til i dag kun indtaget en mere og mere dominerende rolle.

Motivet for Baghdadi (og mange af de titusinder af tilrejsende jihadister, der er ankommet til Syrien siden) har været at erstatte, hvad de betragter som et vantro, illegitimt regime med Sharia-baseret styre i Syrien i forlængelse af ‘Islamisk Stat i Iraks besiddelser. Samtidig med rodfæstningen af transnationale jihadistiske elementer i Syrien i august 2011, bekendte de vestlige stater også kulør. Forholdet mellem Vesten og Bashar al-Assad siden sin tiltræden som præsident i 2000 havde været svingende. En indledende bølge af optimisme, samarbejde og intern liberalisering i Syrien (kaldet ‘Damaskus-foråret’) blev erstattet af dyb mistillid og fjendtlighed efter USA’s invasion af Irak i 2003 og mordet i Beirut i 2005 på Rafik Hariri, den populære tidligere premierminister af Libanon, som Syrien dengang holdt besat.

En gradvis normalisering fra 2008/2009 frem til 2011 blev erstattet af fjendskab i august 2011, da Barack Obama, David Cameron, Nicolas Sarkozy og Angela Merkel alle krævede den syriske præsidents afgang. Fra september ledte USA en bølge af internationale sanktioner mod den syriske regering samtidig med, at de vestlige lande kastede deres diplomatiske støtte bag den syriske politiske opposition i eksil i Tyrkiet.

I takt med at eksiloppositionen viste sig korrupt og ude af stand til at påvirke de aktive grupper inde i Syrien, hvor militante islamistister i stigende grad dominerede oprøret, begyndte USA fra efteråret 2013 at levere våben direkte til såkaldte ‘moderate’ oprørere i håb om at påvirke konfliktens udvikling.

Den vestlige indblanding i Syrien har været drevet af en forhåbning om, at man kunne få Bashar al-Assad til at træde af (ligesom Mubarak i Egypten og Ben Ali i Tunesien) eller blive væltet nogenlunde hurtigt forud for en (aldeles urealistisk) gnidningsfri overgang til et lignende sekulært, nationalistisk styre – blot orienteret mod Vesten og vores allierede i regionen i stedet for Iran og Hezbollah. Den målsætning/forhåbning har imidlertid i et omfang helt uden fortilfælde farvet vestlige ledere, diplomater (herunder danske) og analytikeres vurdering af konfliktens udvikling. Siden slutningen af 2011 er Bashar al-Assads fald blevet kontinuerligt betegnet som ‘nært forestående’, ‘uundgåeligt’ osv. – selvom hvert eneste tilbageskridt for Assad er blevet modsvaret af øget støtte fra først Iran samt Hezbollah og senere Rusland.

Hvorvidt Bashar al-Assads fald er i Vesten og Danmarks interesse eller ej er en anden diskussion, men det står klart, at ønsket/illusionen om hans snarlige fald har fået Vesten til at dedikere færre ressourcer end nødvendigt til at nå den målsætning; har medført en slingrende og omskiftelig politisk kurs (i dag står de fleste vestlige ledere ved, at Bashar al-Assad bliver siddende, og at vi må acceptere ham i midlertidig periode); og i sidste ende skadet vores troværdighed blandt parterne i Syrien, aktørerne i regionen, samt i det internationale samfund.

Fra slutningen af 2011 og begyndelsen af 2012 i takt med militariseringen af oprøret og fremkomsten af jihadistiske grupper begynder aktører i Golfen at kanalisere penge til syriske oprørere. I begyndelsen var det hovedsagligt private donorer, heraf mange emigrerede syrere, i lande som Kuwait og Qatar, der ud fra eksisterende links til Syrien (både syrere og tilrejsende udlændinge) begyndte at sende penge til de væbnede oprørere – både sekulære nationalister i den Frie Syriske Armé og militante fundamentalistiske islamister. I takt med at volden i Syrien eskalerede fra begyndelsen af 2012 og frem, begyndte statsaktører som Qatar og Saudi Arabien også at støtte primært islamistiske syriske oprørsgrupper med det hovedmål at lave regimeskifte og rive Syrien ud af alliancen med Iran.

En overset problemstilling heri er imidlertid, at Saudi Arabien og Qatar samt Tyrkiet og alle andre eksterne støtter af oprørerne har konkurreret med hinanden om at være hoved-protektor for den syriske politiske og militære opposition og dermed sætte den overordnede kurs for oprøret. Det har fra begyndelsen ført til manglende samarbejde og koordination, som har splittet både den politiske opposition og de væbnede oprørere i Syrien – til gavn for den syriske regering og dens støtter.

Iran og Hezbollahs indtræden i konflikten begynder for alvor i sommeren 2012 i takt med, at den syriske regeringshær bliver presset af den Frie Syriske Armé og andre væbnede oprørsgrupper. I begyndelsen sendte Iran og Hezbollah primært militærrådgivere, trænere og udstyr til at støtte den syriske hær i guerillakampene samt træne regeringstropper og de pro-Assad militser, der langsomt begyndte at skyde op i regime-kontrollerede områder.

I takt med at udenlandske krigere sluttede sig til de syriske oprørere – især de islamistiske grupper – begyndte Irans revolutionsgarde og Hezbollah at sende flere tropper til aktive militære operationer fra efteråret 2012 og frem, omend de stadig afviste, at det var i en ‘kamprolle’. Fra foråret 2013 er der imidlertid ingen tvivl, da Hezbollah og iranske styrker leder angrebet på den oprørskontrollerede by al-Qusair nær Homs samt øger deres tilstedeværelse på fronter flere andre steder i landet.

Iran og Hezbollahs formål har helt klart været at forhindre faldet af Bashar al-Assad, deres tætteste strategiske allierede i regionen generelt og i konfrontationen med Israel i særdeleshed samt brohovedet mellem Iran med Hezbollah i Libanon.

Rusland har en historisk alliance med Baath-styret i Syrien tilbage fra den kolde krig og konfrontationen mellem det USA-støttede Israel og de arabiske stater. Syrien huser Ruslands eneste flådbase i Middelhavet og udgør russernes primære brohoved til at projektere magt i Mellemøsten. I frygt for at miste disse strategiske aktiver og med erindring om, hvordan Vesten overskred sit FN-mandat til at beskytte civile i Libyen og reelt bidrog til at vælte Gadaffi og lave regimeskifte, har russerne siden 2011 blokeret flere FN-tiltag over for den syriske regering. Rusland har fra starten støttet Assad diplomatisk i FN og især økonomisk, bl.a. ved massive lån, gunstige fri- og samhandelsaftaler og våbensalg. Efter en række kritiske nederlag til syriske regeringstropper i foråret og sommeren 2015 har Ruslands militær siden sensommeren samme år interveneret direkte i den syriske konflikt med primært luftvåben og specialstyrker i et eskaleret engagement, der fremstår som en øget ambition om at diktere den overordnede udvikling i konflikten delvist afledt af Vestens slingrende politiske kurs.

Hvorfor har så mange aktører blandet sig i netop denne konflikt, og hvorfor har ingen kunnet vinde den?

Jacobsen: Der er mange grunde til, at netop så mange magtfulde aktører har blandet sig i Syrien, hvorimod det arabiske forår i eksempelvis Yemen og den efterfølgende krig er blevet overvejende ignoreret af de fleste internationale stormagter og medier. Det skyldes primært Syriens geopolitiske betydning. Landet grænser op til Tyrkiet (som under Erdogan aspirerer til at blive ny regional stormagt og har en gammel disput med Syrien omkring PKK), Irak (som gradvist glider mere ud af amerikansk og over i iransk kontrol), Israel (USA’s nærmeste allierede og for hvem Syrien er den primære arabiske statslige modstander), Libanon (Hezbollah’s base) og Jordan (USA og Israels nærmeste arabiske partner).

Derudover har Syrien en solid strategisk alliance med Iran, der går tilbage til den iranske revolution og Egyptens fredsaftale med Israel i 1979. Syriens politiske standpunkter og dets geografiske placering samt naturressourcer har gjort det oplagt for en lang række fremmede stater at søge at bidrage til at vælte Bashar al-Assad. Omvendt har Hezbollah, Iran og Rusland haft mindst lige så stor interesse i at bevare Baath-regimet ved magten i Damaskus som led i konfrontationerne med hver deres rivaler (hhv. Israel, Saudi Arabien og USA/Vesten).

Den primære grund til, at ingen endnu har vundet krigen er, at hver eneste eskalation er blevet besvaret af en modeskalation på den anden side. Det var også en af de primære grunde til, at den libanesiske borgerkrig endte med at vare 15 år og krigen mellem Irak og Iran i næsten et årti; hver gang parterne var udmattede eller klar til forhandlinger, var en ekstern aktør klar med nye penge, våben eller tropper (typisk i bytte for at diktere de kæmpende parters politiske standpunkter) og satte gang i endnu en runde kampe. At denne jernlogik har styret konflikten i Syrien har tilsyneladende været uklart for især vestlige ledere, der lidt naivt har troet, at tilføjelsen af flere våben ville ændre mekanismerne i krigen og pludselig få Iran og Rusland til at opgive alle investeringer i Assad.

Bülow: Ifølge en ikke-færdiggjort amerikansk efterretningsrapport fra 2012 var udviklingen dengang i stigende grad sekterisk og udtryk for en proxykrig mellem Vesten, Golflandene og Tyrkiet på oppositionens side og Rusland, Kina og Iran på Assads side. I rapporten blev muligheden for dannelsen af et salafistisk fyrstedømme i Syrien beskrevet, og dette vurderedes som ”præcis hvad de magter der støtter oppositionen ønsker, for at isolere det syriske regime”. Den britiske journalist Seumas Milne mente implikationerne af dokumentet var, at USA og deres allierede ikke kun støttede en opposition de vidste, var domineret af sekteriske grupper, men at de også var villige til at støtte en slags ”Islamisk stat” i kampen for at svække Syrien.

Er det korrekt vurderet, at USA ligefrem har været villig til at støtte Islamisk Stat, for at svække Assad?

Jacobsen: Det er klart, at USA fra starten af den syriske konflikt havde et strategisk mål om at vælte Bashar al-Assad for at underminere Irans styrkede geo-strategiske position i regionen som konsekvens af den Islamiske Republiks øgede indflydelse i Irak efter Vestens krig mod Saddam Hussein. Det er dog ukorrekt at hævde USA ønskede Islamisk Stats opståen som en transnational jihadistisk bevægelse både i Syrien og Irak. Islamisk Stat truer specifikt amerikanske interesser i Irak, inklusiv deres Irakisk-kurdiske allierede, og udgør samtidig en signifikant sikkerhedsrisiko i vestlige lande via terrorceller. USA anså et islamisk ’fyrstedømmes’ opståen i det østlige Syrien som en brugbar måde at underminere Bashar al-Assads magt i Syrien. Ligesom i Afghanistan i 1980erne anså USA islamistiske oprørere som et middel til at vælte en regering allieret med deres stormagtsrival.

Det er værd at bemærke, at den gradvise overtagelse af det østlige Syrien fra slutningen af 2012 blev gennemført primært af det al-Qaeda affilierede Jabhat al-Nusra og andre primært syriske islamistiske faktioner i samarbejde med nogle sekulære nationalistiske grupper. ISIS (som det hed dengang) kom ikke til Syrien før midten af 2013 og førte krig mod alle andre aktører i det østlige Syrien fra 2014 og frem, hvilket ledte til det islamiske emirat i regionen. Dette emirat var forbundet til den Islamiske Stats (navnet gruppen adopterede i midten af 2014) territorium i Irak, inklusiv Mosul der blev erobret i juni 2014, hvilket stærkt underminerede USA’s interesser der. Af strategiske årsager prioriterede Islamisk stat kampen mod de syriske kurdere og andre oprørsgrupper snarere end den syriske regering indtil sommeren 2015. Det islamiske emirat, der opstod i det østlige Syrien var derfor langt fra forhåbningen i den lækkede amerikanske efterretningsrapport.

Jeg har ikke set troværdige beviser på, at USA direkte og bevidst har støttet hverken Jabhat al-Nusra eller Islamisk Stat i Syrien. Dog har USA direkte støttet andre syriske islamistiske grupper, der kæmpede mod Bashar al-Assad. Disse inkluderer gruppen Harakat Noureddin al-Zinki baseret i Aleppo og Idlib, der blev ’godkendt’ af CIA. Gruppen har indført streng Sharia-lovgivning i områder under deres kontrol, har halshugget fjendtlige kombattanter og børn. I slutningen af januar i år slog gruppen sig sammen med det syriske al-Qaeda, hvilket er et godt eksempel på at oprørernes loyalitet har været ekstremt dynamisk og kan skifte fra dag til dag. Det understreger også at den syriske oprørsbevægelse nu er domineret af den islamistiske strømning.

Bülow: I juli 2014 advarede Jacobsen mod at sende våben til Syrien fra dansk side som daværende udenrigsminister Martin Lidegaard ønskede. Jacobsen delte bekymringen for, at disse våben skulle falde i hænderne på de forkerte. Washington søgte at undgå dette ved kun at støtte ’godkendte’ oprørsgrupper, en strategi Jacobsen kritiserede for at være praktisk umulig. Antallet af grupper var for stort og der var samtidig en mulighed for, at ekstremister erobrede våbnene eller købte dem. ISIS havde eksempelvis held med at erobre våben fra den irakiske hær i Irak. Det var også dengang en reel risiko at de ’moderate’ oprørere kunne tabe til islamisterne og Assad, men den vestlige støtte kunne ikke garantere de moderates sejr.

Jacobsen pointerede, at selv hvis det kunne sikres, at våbene havnede i de rigtige hænder, ville de moderate oprørere nok tabe, grundet Irans og Saudi Arabiens større vilje til at engagere sig i konflikten. Med henvisning til den libanesiske borgerkrig, Irak-Iran krigen etc. er læren ifølge Jacobsen, at våbenleverancer typisk fører til yderligere oprustning fra de andre parters side, hvilket forlænger konflikten og dermed civilbefolkningens lidelser. Derudover er det svært at vide, hvem der faktisk er moderate, da nogle blot udgiver sig for at være det for at få støtte. Den vestlige tilbageholdenhed som Jacobsen har talt for, er siden blevet kritiseret stærkt af fx Søren Pind, der går så vidt som at sige, det står som en skamstøtte over den tidligere regering – at Syrien er et sindbillede på, hvor galt det kan gå, hvis man ikke gør noget. Jacobsen står ved sit tidligere ræsonnement og uddyber.

Jacobsen: Argumentationen bag Lidegaards forslag og Søren Pinds kritik af den tidligere regering er sådan set den samme – og den holder ikke. Den gængse betegnelse i Vesten for de acceptable oprørsgrupper er ‘moderate’ oprørere – hvilket dækker over, at de er overvejende sekulære og ikke taler for overdreven undertrykkelse eller udrensning af etniske og/eller religiøse mindretal (som de ekstreme islamister gør).

Tillægsordet ‘demokratisk’ bliver ikke brugt, fordi der blandt syriske oprørsgrupper – som det er tilfældet blandt bevæbnede ikke-statslige aktører i region generelt – ikke er nogen genuint demokratiske fraktioner i en vestlig forståelse af ordet. Der er heller ikke nogen grupper, man kan tildele betegnelsen ‘liberal’ i en vestlig forstand, hvor ateister sammen med seksuelle og etniske mindretal har samme ret som majoritetsgruppen; et synspunkt, der er ekstremt sjældent i Mellemøsten. Søren Pind henviser i virkeligheden til overvejende sekulære nationalistiske oprørsgrupper, der sammenlignet med al-Qaeda, Islamisk Stat eller den syriske regerings støtter fremstår ‘moderate’.

Skulle Danmark og Vesten have støttet de ‘moderate’ syriske oprørere militært fra første givne lejlighed (hvornår end Søren Pind mener det er tilfældet)? Selvom det er et populært synspunkt, taler flere ting imod.

For det første: Ingen af oprørsgrupperne er statiske i hverken deres medlemsskare eller loyalitetsforhold. Hver eneste dag tager individuelle oprørere deres våben og slutter sig til en anden gruppe – i mange tilfældet i en mere ideologisk dogmatisk retning fra sekulær til islamistisk. Danmark kan ikke forhindre, at individuelle våben-modtagere i fremtiden skifter gruppe.

For det andet: Det hænder at hele grupper skifter loyalitet ud fra ændrede interne oprørsdynamikker, som Danmark hverken kan påvirke eller forudse. I januar måned tog 900 krigere fra den tyrkisk støtte Ahrar al-Sham gruppe deres våben og sluttede sig til syriske al-Qaeda.

For det tredje: Det er velkendt, at våben sendt til ‘godkendte’ (hvordan et gennemgående baggrundstjek laves på en kombattant i en borgerkrig er endnu uklart) syriske oprørere bliver frivilligt overført til andre brugere. Som nævnt tidligere omkring Saudi Arabien og Qatar har en gennemgående problemstilling været, at der har været utilstrækkelig koordination mellem leverandører af våben til syriske oprørere. Det har skabt situationer i eksempelvis Sydsyrien, hvor FSA har modtaget mange flere mortergranater end nødvendigt, men til gengæld alt for få mængder maskingeværammunition. FSA er derfor gået til Tayser al-Sharif (en berygtet, men nu afdød våbenhandler i Sydsyrien), som så købte de CIA-leverede våben af FSA, solgte dem til Islamisk Stat, der også er en kunde, og så solgte maskingeværammunition til FSA, som Islamisk Stat har røvet i Irak. I sådan en verden kan der ikke engang stilles halve garantier for, hvor vestligt leverede våben ender.

For det fjerde: Især vestlig støtte til de syriske oprørere har påvirket de interne dynamikker oprørsgrupperne imellem. Fra slutningen af 2013 og frem (især efter sommeren 2014), hvor USA havde eskaleret sin støtte til FSA og andre ’moderate’ grupper, begyndte islamisterne at anse de vestligt støttede grupper ikke som partnere mod Assad (som hidtil tilfældet), men som potentielle fjender og forrædere. Det udløste kampe mellem al-Qaeda og FSA i både det nordlige og sydlige Syrien, hvor førstnævnte med succes erobrede en masse af de våben, Vesten havde leveret til det ‘moderate’ og sekulære FSA.

For det femte: Som tidligere nævnt tyder alt på at Iran, Rusland og Hezbollah ville have eskaleret deres støtte til Assad i takt med at danske og andre vestlige våben flød til oprørerne. Sidst, men ikke mindst, FSA var fuldstændig ophørt med at eksistere som en enhedsorganisation (i fald det nogensinde havde været tilfældet) allerede i slutningen af 2012 – lang tiden inden Danmark og Vesten for alvor engagerede sig direkte og militært i konflikten.

Hvis man husker, at Søren Pind i 2011 stolt proklamerede, at krigen i Irak (som han støttede) var hovedårsag bag det såkaldte ‘arabiske forår, som nu viser sig at have ført til hidtil uset anarki (i Libyen, Yemen og Irak) eller diktatur (i Egypten og Bahrain), er der god grund til at tage hans fortale for militær støtte til syriske oprørere med et eller flere gran salt.

Enhedslisten har længe talt for at støtte kurderne i det nordlige Syrien, bl.a. med henvisning til at de er demokratiske og sekulære. Er det, eller har det været, særlig fordelagtigt at støtte netop kurderne?

Jacobsen: Fra både et vestligt og et russisk perspektiv har de syriske kurdere vist sig at være den eneste syriske gruppe, der har villet og kunnet prioritere kampen mod Islamisk Stat, eftersom den syriske regering og oprørerne gennem hele konflikten med rette har opfattet hinanden som deres største strategiske modstander. Derudover har de syriske kurdere en langt mere appellerende social og politisk agenda end de islamistisk-dominerede oprørsgrupper.

Ikke desto mindre har støtten til de syriske kurdere ledt til stærke spændinger mellem USA og deres NATO-allierede Tyrkiet, eftersom Præsident Erdogan og hans regering anser de syriske kurdere – domineret af det PKK affilierede PYD parti og dettes YPG milits – og deres ønsker om autonomi i det nordlige Syrien langs den tyrkiske grænse som den primære trussel mod Tyrkiets sikkerhedsinteresser. Dette har udgjort et dilemma som USA stadig kæmper for at løse. Situationen er blevet endnu mere uklar efter Donald Trump er blevet valgt til præsident.

Bülow: Samtidig med konflikten har udspillet sig i Syrien, har der udspillet sig en art informationskrig i og udenfor Syrien. Den britiske journalist Vanessa Beeley har skilt sig ud fra andre vestlige journalister ved at beskylde de traditionelle medier for ukritisk at skildre borgerkrigen gennem oprørernes øjne. Eksempelvis mener hun, at de store medier nægter at beskrive, hvordan vestlige regeringer har støttet al-Qaeda-affilierede grupper. Omvendt mener den danske politiker Naser Khader, at Beeley er utroværdig.

Har Vanessa Beeley ret i sin kritik af vestlige medier?

Jacobsen: Som tidligere nævnt har USA og deres allierede bevidst leveret direkte finansiel, logistisk og militær støtte til grupper med tætte operationelle bånd til den syriske afdeling af al-Qaeda, inklusiv den Frie Syriske Armé, Jaish al-Mujahideen, Harakat Noureddin al-Zinki og Ahrar al-Sham – for at nævne nogle få – der har udført operationer sammen med det syriske al-Qaeda i forskellige dele af Syrien. Dette fænomen har modtaget meget lidt opmærksomhed i de vestlige medier ligesom forbrydelser begået af syriske oprørere generelt, inklusiv etniske udrensninger, halshugninger, terrorangreb, bortførelser, raketangreb på regeringskontrollerede civile områder og plyndringer i ’befriede’ områder.

Bülow: Naser Khader har også kritiseret Obama for den tøvende linje overfor Assad. Han nævner blandt andet Obamas røde linje mht. kemiske våben, som Assad overtrådte, uden at det havde nogen konsekvens. Khader har talt for en anderledes aggressiv håndtering af den syriske konflikt, fx at bombe Assads militære anlæg, indføre en flyveforbudszone og på alle måder gøre det klart for Assad, at ’festen er forbi’.

Er der nogen tvivl om, hvorvidt det var Assad, der brugte kemiske våben i Ghouta, hvor Obamas røde linje blev overtrådt.

Jacobsen: Mange mener, regimet stod bag, men FN’s undersøgelse af angrebet identificerede ikke den skyldige part, og Assad og Rusland anklager oprørsgrupper for at have udført angrebet.

Har Khader ret i, at USA skulle have grebet ind ved overtrædelsen af den røde linje og stadig bør gøre det, fordi Assad ’må og skal ud’ – helt ud af Syrien. Kan det lade sig gøre at skabe fred i Syrien, uden først at komme af med Assad?

Jacobsen: Naser Khaders argument minder meget om det narrativ, der tilbydes af Assad-kritiske tænketanke og vestlige politiske ledere. Den største fejl er, at tankegangen ikke involverer nogen strategisk planlægning eller overvejelser omkring andre eksterne aktørers reaktioner. Hvad hvis disse handlinger (et angreb på Assad red.) fører til en direkte militær konfrontation med Iran eller Rusland? Hvad hvis Rusland eskalerer situationen i det østlige Ukraine? Disse scenarier kunne have katastrofale konsekvenser på global skala, hvorfor Obama netop ønskede at holde det amerikanske militær ude i første omgang. Selv hvis amerikanske flyangreb på magisk vis kunne drive oprørerne til sejr, er der ingen garanti overhovedet for, at dette vil accelerere fredsprocessen, måske tværtimod.

Se bare hvad der skete i Irak og Libyen efter Saddam Hussein og Moammar Gadaffis fald; hundredvis af væbnede grupper var bundet sammen kun af deres stærke had til regimerne, og så snart de faldt begyndte flere års brutale kampe mellem oprørsgrupperne. Dette har destabiliseret hele MENA regionen og haft katastrofale konsekvenser for civile i disse lande samt deres naboer såvel som europæiske modtagere af flygtningestrømme. Det samme ville ske i Syrien, hvor de mere end 1.000 forskellige oprørsgrupper der har eksisteret underkonflikten har haft inkompatible visioner for det syriske samfund, hvilket har ledt til regulær intern kamp mellem oprørerne siden 2013 (eksklusiv Islamisk Stat), med en betydelig eskalation siden efteråret 2016 og frem til i dag. Assads fald vil ikke garantere fred, men snarere det modsatte, fordi oprørerne er så ekstremt splittede, hvilket delvist skyldes fremmede magters indblanding

Dertil kommer at radikale islamistiske grupper nu udgør de stærkeste faktioner af oprørerne i Syrien. Udsigten til at islamistiske oprørere overtager Syrien, hvis Assad falder, appellerer heller ikke til Vesten. Netop derfor har USA i årevis adopteret en politik hvor de implicit, men de facto, accepterer, at Assad vil forblive ved magten i nogen tid, fordi udfaldet af en oprørssejr vil være anarki, muligvis efterfulgt af en islamistisk regering, der sandsynligvis ikke vil være mere venligt stillet overfor USA end Bashar al-Assad. USA leverer derfor kun kosmetisk støtte til de syriske oprørere for at styrke deres forhandlingsposition overfor Assadregeringen.

Hvis vi fra Vestens side accepterer Assads forbliven af pragmatiske årsager, har vi så ikke opgivet enhver idealisme?

Jacobsen: Selvom dette kan betragtes som idealismens overgivelse til pragmatisk realpolitik, kan man argumentere at idealismen jo har givet os Afghanistan, Irak og Libyen, alle åbenlyse fejltagelser der ikke har tjent Vestens strategiske interesser eller øget livskvaliteten og sikkerheden for de berørte befolkninger som håbet.

Hvad er det mest realistiske bud på en køreplan for fred i Syrien?

Jacobsen: Dette er et ekstremt svært spørgsmål pga. de hundredvis af bevæbnede grupper på jorden, mere end et dusin fremmede lande involveret i konflikten og alle deres forskellige inkompatible agendaer. Jeg mener, Vesten er nødt til at opgive illusionen om at Bashar al-Assad vil falde og acceptere hans forbliven på kort til mellemlangt sigt – Assad, Rusland, Iran og deres allierede har militær overlegenhed og vil ikke acceptere mindre. Dog har den russiske udenrigsminister Lavrov for nyligt udtalt, at alle syriske oprørsgrupper undtagen dem med tilknytning til al-Qaeda og Islamisk Stat er velkomne i den diplomatiske proces, og mange har velvilligt accepteret Ruslands rolle som en fair mediator – en tydelig indikation på oprørernes fremmedgørelse overfor Vesten som konsekvens af dennes uklare kurs.

Rusland er forhandlingslederen i Syrien og den mest realistiske strategi for fred er at tilpasse sig Ruslands nuværende holdning: Assad forbliver ved magten på kort sigt; den politiske opposition og oprørerne involveres i en eller anden grad i den fremtidige regeringsførelse i Syrien; og det syriske al-Qaeda og Islamisk Stat skal besejres militært. Dette synspunkt deles i grove træk af Egypten, Jordan og Tyrkiet. USA og resten af Vesten bør forsøge at presse Golflandene til at acceptere en sådan aftale. Assad selv og Iran vil forsøge at modsætte sig inddragelse af bestemt islamistiske grupper i den fremtidige syriske regering, men der vil nok kunne laves en aftale, hvis både Rusland, USA, EU og Golflandene samles bag et sådant forslag.

Bülow: Jacobsen forudså i september sidste år, at det vil tage 10-15 år for det syriske BNP at komme tilbage til niveauet fra før borgerkrigen, vel at mærke under forudsætning af, at konflikten ender. Siden den russiske militære intervention er det gået fremad for Assad, hvilket har bragt relativ stabilitet i mange regeringskontrollerede dele af landet, og muliggjort økonomisk genopbygning. Jacobsen forudså at Rusland og Kina vil komme til at spille en afgørende rolle i genopbygningen af Syriens økonomi og militær.

Vil Syrien forblive i den russiske interessesfære på langt sigt? Er Ruslands støtte til Assad udtryk del af en større russisk strategi for at opnå indflydelse i mellemøsten?

Jacobsen: Det er fuldstændig evident, at Syrien vil forblive i den russiske interessesfære i fremtiden – og i stigende grad. Russerne tager skridt mod at udvide deres flådebase i Tartous (hvortil lejeaftalen for nylig er blevet forlænget med næsten 50 år), deres militærlufthavn i Hmeimim og har planer om at udvide radaranlæg omkring Palmyra i det centrale Syrien, som kan dække hele landet og større dele af regionen. Disse skridt mod konsolidering af deres militære tilstedeværelse i Syrien viser helt utvetydigt, at russerne vil spille en central rolle i Syrien langt ud i fremtiden. Derudover har russerne foretaget massive investeringer i den syriske kystregion som eksempelvis infrastruktur samt hoteller, strand-ressorts og andre turistmål. Disse investeringer samt de andre, der bliver led i genopbygningen af Syrien, ville Rusland selvsagt søge at beskytte og varetage bedst muligt gennem øget indflydelse i syriske forhold i fremtiden.

Derudover er Rusland godt i gang med at bruge sit styrkede fodfæste i Syrien og sin centrale rolle i konflikten til at øge sin indflydelse i regionen mere generelt. Rusland har benyttet sin centrale rolle i den syriske konflikt, bilaterale investeringsaftaler og Erdogan-regeringens forværrede forhold til Vesten til at styrke forholdet til Tyrkiet.

Rusland har også fået tættere forbindelser til Egypten, som siden Sisi-regeringens kup mod Muhammed Mursi og yderligere indskrænkninger af individuelle rettigheder har haft ustabile forhold til Vesten. Udover planer om oprettelsen af et russisk-bygget atomenergianlæg vest for Kairo, har Rusland også inviteret egyptiske tropper til Syrien for at træne og rådgive Assad-regeringens tropper. Rusland har selvfølgelig også fået tættere bånd til Iran pga. af deres militære samarbejde i at forsvare den syriske regering, og det russiske luftvåben har de seneste måneder fået lov til at bruge iranske luftbaser til at flyve togter i Syrien med Tupolev 22M3 strategiske bombefly.

Trods samarbejdet med Iran (og Hezbollah) har Rusland også knyttet tættere bånd til Israel, som de sidste mange år har lidt under dårlige relationer mellem Benjamin Netanyahu og Barack Obama. 9. marts 2017 mødtes Netanyahu og Putin personligt i Moskva, og de to landes militær er i løbende kontakt for at undgå sammenstød i luftrummet over det sydlige Syrien, hvor Rusland bomber syriske oprørere og Israels luftvåben rammer syriske regeringstyrker og Hezbollah. Derudover er det Palæstinensiske Selvstyre på grund af USA’s image som en enten utroværdig eller impotent fredsmægler også begyndt at gøre tilnærmelser til Rusland i forhold til fredsprocessen med Israel, der har stået bomstille de sidste mange år, trods Obamas modtagelse af Nobels fredspris og stort opslåede planer om en fredsaftale.

Ruslands styrkede strategiske position i regionen vil selvsagt underminere USA’s indflydelse i selvsamme. Selvom det forudsigeligt nok har skabt bekymringer i Vesten, er det en fuldstændig forventet konsekvens af Obama’s ’pivot to Asia’. Derudover har vestlig indblanding i MENA-regionen ikke ligefrem fremmet stabilitet i Irak, Syrien, Yemen og Libyen, så en styrket russisk indflydelse kan måske være stabiliserende. Det er formentlig grunden til, at aktører lige fra syriske oprørere, den israelske regering, det Palæstinensiske Selvstyre, den syriske regering, Iran, Egypten og til dels Saudi Arabien er positivt indstillet over for mere russisk engagement som et alternativ til Vestens inkonsistente, omskiftelige og til tider destabiliserende strategi i regionen, eller mangel på samme.

---

Skrevet af Emil Bülow

Emil har en Kandidatgrad i statskundskab fra Syddansk Universitet og har erfaring inden for blandt andet offentlig forvaltning, international politik og politisk filosofi. Emil har blandt andet arbejdet som adjunkt i samfundsfag på Odense Tekniske Gymnasium og bidrager, foruden til En Udenrigsanalyse, også til tidsskriftet Ræson.

Læs mere om Emil og hans artikler her.