Konflikten i det Sydkinesiske Øhav – Ny kold krig mellem USA og Kina?

Konflikten i det Sydkinesiske Øhav mellem Kina, Filippinerne, Vietnam, Taiwan, Malaysia og Brunei har i de senere år fået en del mediedækning. På trods af de stigende stridigheder og aktiviteter i området, er det dog ikke en ny konflikt. Den har tværtimod eksisteret i årtier.

For at forstå konflikten og de mulige konsekvenser af den, er det nødvendigt at forstå de bagvedliggende geopolitiske intentioner hos især Kina og USA. På trods af, at USA officielt set ikke har valgt at gå aktivt ind i konflikten, har USA ikke desto mindre sendt militærpersonale til området og pustet liv i spekulationerne om en truende kold krig mellem USA og Kina.

Konflikten

De første uroligheder i området begyndte helt tilbage i det 19. århundrede, da Kina omkring årtusindskiftet kom med sit første krav på de to ubeboede ø-grupper, Parcellerne og Spratly-øerne, som grænser op til Kina, Taiwan, Philippinerne, Malaysia og Vietnam.

I 1947 gjorde Kina yderligere krav på området med deres ”11-dash line”-krav, der senere er blevet revideret ned til det der kaldes for ”9-dash line”-kravet (red. billede). Det er i høj grad dette krav, der er omdrejningspunktet for konflikten i dag.

Der er mange spekulationer ift. hvad Kinas ”9-dash line”-krav helt præcist dækker over, men der er bud på, at det både inkluderer selve retten til patruljering, farvandet og havbunden samt diverse ø-grupper.

Billed 1

Kinas “9-dash-line”. Copyright: BBC/UNCLOS/CIA

De to ø-grupper er ikke kun blevet anvendt af Kina i årenes løb, men også af de andre nærliggende lande. En af de helt centrale debatter i konflikten er således, hvem, der historisk og geografisk set, har ret til ø-grupperne. Kina er det land, som historisk set har kunnet bevise, at de var de første til at ”besætte” ø-grupperne. Beviserne er skrifter og malerier, som tyder på, at kinesiske fiskermænd har fragtet lerkrukker via ø-grupperne.

Der er ikke en eksakt dato for, hvornår konflikten for alvor startede, men i en lang årrække er den territorielle stridighed blandt de involverede parter spidset til. I dag ses Kina i det ene hjørne og USA i det andet sammen med de andre asiatiske lande, som ligeledes er internt uenige på flere områder.

Foruden historisk betydning er øerne også geopolitiske hot spots og de, der måtte få det retmæssige krav på øerne, kan blandt andet se frem til en stor økonomisk gevinst.

Der kan etableres maritime baser på øerne, hvor man kan patruljere ud fra og kontrollere hele den maritime trafik. Derudover har ø-grupperne og det omkringliggende havbund råstoffer, som gas og olie. Der er ikke en præcis måling på mængden af gas og olie, men Kina estimerer, at det Sydkinesiske Øhav har op til 17,7 milliarder tons råolie. Til sammenligning er der 13 milliarder tons råolie i Kuwait.  Dog er der foretaget andre målinger, som modsat estimerer 1,1 milliard tons råolie, hvilket er væsentligt mindre end Kinas estimat.

Én af de væsentlige debatter er den internationale lov og navigationsfriheden, som også gælder for det Sydkinesiske Øhav. Blandt andet har Kina omgået international lovgivning ved at bygge kunstige øer på og omkring ø-grupperne. Kina har bygget øer i de såkaldte eksklusive ”economic zones” og ifølge international lovgivning om maritim afgrænsning, bygger Kina i havområder, som tilhører andre lande.

Dette har i høj grad været med til at eskalere konflikten yderligere og USA har krævet, at Kina standser denne opbygning, så længe der ikke er enighed om en officiel inddeling af det Sydkinesiske Øhav og de dertilhørende ø-grupper.

Den 20. juli 2011 kom Kina, Brunei, Malaysia, Fillipinerne og Vietnam frem til en aftale kaldet DOC ”Declaration of Conduct of Parties in the South China Sea”, som indeholder indledende retningslinjer, der skal være behjælpelig til løsningen af konflikten.

Det er retningslinjer, som vil øge samarbejdet og god ”naboskab” med gensidig tillid samt fremme principper fra blandt andet en fælles erklæring, som Kina og ”ASEAN” (sammenslutning af sydøstasiatiske nationer) kom frem til i 1997 og en FN Konvention fra 1982, som håndhæver navigationsfrihed og retten til overflyvning over det Sydkinesiske Øhav.

Kina har givet udtryk for et stærkt ønske om at have bilaterale forhandlinger, dog frygter flere af de mindre lande, at Kina vil bruge deres overlegne størrelse til at trumfe deres egen vilje igennem. De mindre lande ønsker derfor multilaterale forhandlinger med USA for at finde en mere ”kollektiv og fair” løsning.

Kina

Kina er det eneste land i Asien-regionen, der med succes har formået at opnå politisk indflydelse over havområdet og agerer ligeledes derefter. Kina har offentligt udtalt, at det Sydkinesiske Øhav er et nationalt anliggende og det derfor kan tolkes som, at Kina har tegnet en streg i sandet, når det kommer til deres interesser i området. Kina er også blevet mere territoriel over for ubudne gæster og tolererer eksempelvis ikke ekstern militær oprustning i havområdet, men tager gerne enerådigt beslutninger omkring det Sydkinesiske Øhav uden om de andre lande jf. deres ø-bygningsaktiviteter og stigende militærpatruljering.

Det tyder på, at Kinas langsigtede intentioner er at ekspandere deres indflydelse i det Sydkinesiske Øhav således, at de opnår status som regional sømagt. Kinas forsvarsbudget er tre gange så højt som de 10 ASEAN landes forsvarsbudget er tilsammen, hvilket har resulteret i at Kinas flåde nu inkluderer fregatter, hangarskibe og ubåde. Kina vil derfor umiddelbart stå stærkere, hvis konflikten skulle optrappe yderligere mod de mindre stater. Kinas mere proaktive tilgang til at hævde suverænitet over havområdet er ikke nødvendigvis kun baseret på et ønske om at opnå status som regional sømagt, men også, som en global sømagt. Det er nemlig ikke kun i det Sydkinesiske Øhav, hvor Kina har oplevet en stigende ejerskabsfølelse.

I 2005 fremsatte den amerikanske konsulentvirksomhed ”Booz Allen Hamilton” en geopolitisk teori ved navn ”The string of pearls” (red. Billede). Ifølge teorien har Kina en strategi om, at dominere det Indiske Ocean og blive militært overlegende. Hver perle i kæden repræsenterer en ”sfære af indflydelse” (her tænkes både på økonomisk, militær og efterretningsmæssig indflydelse), hvor Kina har sikret havne og kystbyer langs kysten i det Indiske Ocean.

Billede 2

“The String of Pearls” teorien. Copyright: The Economist

Teorien tilsiger, at Kina har i sinde at bruge denne position til at udfordre USA og dets position, som værende den globale supermagt. Det vides ikke om teorien holder vand, men Kina har ikke desto mindre udviklet sin flådestyrke til at kunne gå ud over regionen og patruljere i det Vestlige Stillehav, det Indiske Ocean og den Persiske Golf.

Såfremt Kina opnår status som global sømagt, vil det ikke kun have en geopolitisk og økonomisk gevinst. Det vil også betyde, at Kina vil få mere indflydelse på den internationale scene. Kinas interesser vil derved kunne blive varetaget bedre og Kina kan med tiden blive et alternativ til USA i forhandlinger (eks. de økonomiske forhandlinger med subsahariske lande i Afrika).

I Kinas egne øjne, bidrager de blot med et alternativ til USA, men denne magt kan også bruges til at udfordre status quo med USA som den ubetinget supermagt.

USA

USA er en supermagt og ønsker derfor naturligvis ikke at ændre på det internationale hierarki, med dem selv i toppen. Inden Kina blev mere proaktiv på den internationale scene, var den generelle opfattelse, at USA dominerede området. Både Kina og USA har anklaget hinanden for at militarisere området, og der er tegn på, at området er ved at bevæge sig væk fra en geopolitisk konflikt og over mod en international magtstrid mellem de to stormagter.

USA har patruljeret området både med militære luftvåben og skibe, hvilket er med til at skabe yderligere spændinger mellem Kina og USA og puste liv i spekulationer om en påbegyndende ”kold krig”-lignende situation. Kinas udenrigsminister har endda udtalt, at USA’s aktiviteter er ulovlige, provokerende og forhindrer stabilitet i det Sydkinesiske Øhav.

Ydermere er der en opfattelse i Beijing om, at USA stagnerer og med Kinas enorme vækst og styrke, ser Kina den territorielle konflikt i det Sydkinesiske Øhav som en måde at svække USA’s indflydelse yderligere, og sende et signal til USA, at de ikke skal prøve at indskrænke Kinas genopståen.

Hvis Kina ender med at få kontrollen over det Sydkinesiske Øhav og de to ø-grupper, mister USA en del af deres indflydelse i Asien samt de økonomiske goder, som følger med. Førhen har USA haft kontrollen over det Sydkinesiske øhav, hvor 1/3 af verdenshandelen sejler gennem og USA har også en økonomisk interesse i de to ø-grupper, da der, som sagt, eksisterer enorme mængder råstoffer omkring ø-grupperne, som kan give en stor økonomisk fortjeneste. Dette er Kina udmærket klar over og hvis Kina skal forhindre deres egen vækst i at stagnere og blive en stormagt, er det kun positivt at få kontrollen over 30% af verdens maritime handel og de to ø-grupper.

Selvom det tyder på, at der foregår en reel magtstrid mellem Kina og USA, kan der argumenteres for, at udvidelsen af Kinas geopolitiske interesser og kapaciteter meget vel kan være en måde, hvorpå Kina kan integrere sig selv yderligere i det internationale samfund og øge samarbejdet med USA og de øvrige lande i regionen.

Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama har i en udtalelse sagt, at dette netop kunne være en måde, hvorpå Kina kunne hjælpe med globale anliggender, som menneskerettigheder, anti-pirateri, handel og samtidig fungere som en stabilisator i regionen. Det der foregår i det Sydkinesiske øhav for øjeblikket behøver derfor ikke nødvendigvis at have noget at gøre med, at Kina ønsker at udfordre USA.

Kina, USA og Fremtiden

Der er mange lag i konflikten og den er meget kompleks, da der er så mange forskellige sideløbende debatter og interesser mellem mange parter på én gang. Der er geopolitiske, økonomiske og magtinteresser i området og det er især den sidstnævnte, som er interessant for Kinas genopståen.

Kina har tidligere været en stormagt. I dag er det dog USA, som er hegemon, og en måde at blive en stormagt på er netop at opnå kontrol over store havområder og dermed mindske noget af USA’s magt i det Sydkinesiske Øhav. Når det er sagt har Kina i høj grad provokeret USA og de andre lande i Asien-regionen med suverænitetserklæringen og udvidelsen af deres maritime kapaciteter. Når alt dette tages i betragtning, virker det besynderligt, hvis Kina ikke har planer om at bruge det for egen vindings skyld og genopstå som en stor regional sømagt og måske endda udfordre USA, som den globale supermagt.

Men én ting er potentialet for en mulig kold krig mellem USA og Kina, en anden ting er muligheden for, at det reelt sker. Lige nu får Kina ikke meget ud af at påbegynde en konflikt med USA i det Sydkinesiske Øhav, da USA er Kina militært overlegen. USA’s forsvarsbudget er stadigvæk verdens højeste; 601 milliarder $ mod Kinas 141 milliarder $. På lang sigt, vil Kina få mere ud af at øge samarbejdet og få mere ansvar i Asien-regionen.

Derudover har alle de andre involverede parter også en interesse i at holde strædet åbent. En militær konflikt i strædet vil derfor ikke være ønskværdigt for nogen.

*Litteraturliste med henvisninger til materialet, som har været anvendt til at skrive artiklen findes her


Skrevet af Rosa Ingstrup (Gæsteskribent)

Rosa studerer Statskundskab på Københavns Universitet. Hun er aktiv i studenterforeningen International Debat, og udover dette sidder hun i DIGNITY’s Youth Panel og er aktiv i Venstre Ungdom.

En Udenrigsanalyse