Journalisten Ángel Gahona døde i april under en demonstration mod den nicaraguanske regerings velfærdsnedskæringer. Drabet kan ikke behandles som et isoleret tilfælde, men hænger sammen med den siddende præsident Ortegas diktatoriske tendenser, som blandt andet indebærer undertrykkelse af journalister. For at forstå drabet og demonstrationerne, må vi derfor også forstå Nicaragua og den repressive virkelighed, journalister lever under.
Den 21. april blev den nicaraguanske journalist Ángel Gahona skudt og dræbt på stedet mens han sendte live via facebook under en demonstration mod den siddende regerings sociale reformer. Demonstrationerne startede, da præsident Daniel Ortega i april påbegyndte en større reform af Nicaraguas velfærdssystem for at gøre op med et stigende underskud i velfærdssektoren. Underskuddet er blandt andet opstået, fordi landets tætte allierede, Venezuela, er endt i en dyb økonomisk krise hvoraf en stor del af velfærden i Nicaragua har, ifølge den Internationale Monetære Fond, været finansieret af oliepenge fra Venezuela.
Daniel Ortega har siddet på magten i landet siden 2006 hvor det endte med en valgsejr til ham og hans parti FSLN Copyright: Cancillería del Ecuador
De reformer som Ortega havde i sinde at indføre, indebar at arbejdere og arbejdsgivere skulle betale en større andel til systemet, samtidig med at pensionerede arbejdere ville modtage mindre i pension.
Arbejdere ville skulle betale 7 procent af deres egen løn i forhold til de tidligere 6,25 procent, mens arbejdsgivere ville skulle betale 22,5 procent af den løn, de giver til arbejderne – hvilket ville være 3,5 procent mere end de tidligere 19 procent. Den arbejdende nicaraguaner ville derfor, simpelt sagt, skulle betale mere for mindre.
Reformerne affødte stor utilfredshed i befolkningen. Den 18. april gik folk på gaden – først universitetsstuderende i hovedstaden Managua, men senere bredte demonstrationerne sig til byer over hele landet, heriblandt Bluefields, hvor Gahona befandt sig. Der er ikke noget konkret tal på antallet af demonstranter, men med flere tusinde deltagende i gaderne, er det de største landet har oplevet siden 1990.
Demonstranterne kastede med sten og påsatte ild flere steder og regeringen svarede hårdt igen ved at indsætte politiet, som anvendte gummikugler og tåregas. Da Gahona blev skudt under sin livedækning på Facebook, som han sendte via sin telefon og med en kameramand bag sig, var det af militæret, som officielt set var blevet sat ind for at beskytte regeringsbygninger.
Efter fem dage med voldelige demonstrationer, stod Ortega offentligt frem og bekendtgjorde, at man sløjfede de varslede nedskæringer. Der har efterfølgende været uenigheder omkring de menneskelige konsekvenser af demonstrationerne. I alt vurderer the Nicaraguan Center for Human Rights, at 42 mennesker døde under optøjerne i april måned. Modsat meddeler regeringen et dødstal på 20. Den politiske konsekvens blev derimod et stigende fokus på behovet for Ortegas tilbagetræden. Derfor fortsatte folk med at demonstrere på trods af, at Ortega ellers offentliggjorde, at han ville trække reformerne tilbage. Siden da er omkring 300 døde under optøjerne, som ser ud til at fortsætte.
Et begyndende diktatur
Selvom reformerne primært omhandlede arbejdernes pension, var det de studerende som først gik på gaden. Demonstrationerne var nemlig ligeledes en reaktion mod et begyndende diktatur, hvilket også er hovedbudskabet bag de nye demonstrationer, som finder sted i dag.
Præsident Daniel Ortega (i folkemunde omtalt ”Daniel”) har siddet på magten i landet siden 2006 hvor det endte med en valgsejr til ham og hans parti FSLN (Frente Sandinista de Liberación Nacional – den nationale sandinistiske befrielsesfront) også kaldt ”sandinisterne”. Herefter vandt han også valget i 2011 og senest i 2016. Undervejs har Ortega sammen med sin kone og Nicaraguas vicepræsident, Rosario Murillo, ændret forfatningen, så Ortega kunne genopstille i 2016. Inden da tillod forfatningen ellers kun en præsident at sidde i to valgperioder.
Ortegas styre har i stigende grad forfulgt og chikaneret kritiske journalister. Copyright: Jorge Mejía Peralta
Udover en forfatningsændring, tvang landets højesteret samme år også oppositionslederen Eduardo Montealegre fra PLI (Partido Liberal Independiente) til at gå af. Dette efterlod en splittet opposition og fjernede Ortegas eneste rigtige modstander op til valget. Dette træk blev fordømt som politisk motiveret og anset som styret af Ortega, af den årsag, at størstedelen af højesteretten er sandinister og loyale støtter til Ortega.
Til selvsamme valg nægtede Ortega også adgang til internationale observatører, hvilket har fået store dele af det internationale samfund til at afvise valget som svindel.
Ortegas styre har også i stigende grad forfulgt og chikaneret kritiske civilsamfundsorganisationer, menneskerettighedsforkæmpere og journalister. Organisationerne chikaneres med politiets accept, og flere menneskerettighedsaktivister har oplevet personlig chikane, dødstrusler og andre forsøg på at lukke munden på dem.
Ifølge organisationen Freedom House, har pressen i Nicaragua også specifikt oplevet en stigende politisk og lovgivningsmæssig diskrimination, siden Ortega kom til magten i 2006. Udover de førnævnte dødstrusler oplever journalister også at blive tilbageholdt, hvis de har ytret ønske om at dække optøjer eller demonstrationer. Både trusler, vold og censur er altså en del af journalisters virkelighed i Nicaragua.
Udover at lukke munden på den kritiske presse, kontrollerer styret også størstedelen af landets medier. Freedom House citerer Nicaraguan Center of Human Rights for at mene, at over 80 procent af landets tv-kanaler, radiostationer, aviser og onliner medier var under regeringens kontrol i 2017 – primært fordi de ejes af folk, der er allierede med regeringen.
Alt dette er eksempler på en præsident, der forsøger at overtage kontrollen over landets institutioner og holde kritiske stemmer nede. Det er også i stigende grad et land, hvor civile sætter livet på spil for at beskytte deres rettighed til ytringsfrihed, og hvor journalister sætter livet på spil, for at dække regeringskritiske aktiviteter.
Tidligere ”revolutionshelt”
Ironisk nok var Ortega selv involveret i den revolution, der væltede det USA-støttede diktator Somoza i 1979, da FSLN tog magten gennem væbnet kamp. Herefter endte landet i en borgerkrig, hvor FSLN kæmpede imod den USA-finansierede modstandsbevægelse, Contras. Derfor har Ortega også længe haft stor respekt blandt befolkningen, selvom han tabte valget i 1990 til den liberale Violeta Chamorro (et nederlag, han accepterede) og sad i opposition indtil 2006. Her gav Ortega afkald på store dele af den marxistisk inspirerede ideologi, der dannede fundamentet for sandinisterne, da de greb til våben i 70’erne.
I stedet lovede han at bevare det frie marked i landet, som var blevet implementeret med de regeringer, der sad fra 1990 til 2006. Samtidig forsikrede han dog folk om, at han ville udvide velfærdssektoren og forbedre vilkårene for Nicaraguas fattigste. Ortega begyndte således at blandet en fri markedskapitalisme med socialdemokratiske velfærdstiltag. Under Ortegas styre har landet også oplevet en positiv økonomisk vækst. Ifølge BBC havde landets økonomi op til valget i 2016 vokset i dobbelt tempo sammenlignet med Latinamerikas gennemsnit.
Selvom reformerne primært omhandlede arbejdernes pension, var det de studerende som først gik på gaden. Copyright: Alisdare Hickson
En af årsagerne til denne vækst er Ortegas alliancer med andre lande. Især hans tætte forhold med Venezuela og daværende præsident Hugo Chavez havde stor betydning for Nicaraguas økonomi og gav landet del i de oliepenge, Venezuela var i besiddelse af.
Men nu er oliepengene fra Venezuela væk, og den velstandsstigning, mange nicaraguanere har oplevet, er på vej i den anden retning. Det er i den kontekst, man skal se de demonstrationer, som kostede Gahona livet. Ortegas gradvist strammere jerngreb om landet har svært ved at få støtte i befolkningen, når han ikke kan levere de sociale ydelser, han ellers har haft succes med.
Varslingen om nedskæringer var derfor dråben, der fik bægeret til at flyde over. Og på trods af utilfredshed, fortsætter Ortega med sit stramme greb om landet. Drabet på Gahona er et eksempel på dette; hvordan regeringen klynger sig til magten gennem de samme undertrykkende metoder, den længe har anvendt mod kritiske journalister.
Skrevet af Jacob Lang Laursen
Jacob læser til en kandidat i Internationale Studier på Aarhus Universitet. Han har derudover en bachelorgrad i Antropologi med tilvalg i Religion, Politik og Samfund samt Udviklingsstudier. Jacob har bla. lavet feltarbejde i Litauen og Nicaragua, og er aktiv i Amnesty International, hvor han er gruppekoordinator for den lokale frivilliggruppe i Aarhus. Læs mere om Jacob og hans artikler her
