Civilsamfundsstøtte: Konkurrence kan skade den langsigtede udvikling

Der er plads til NGO’er i Danmarks nye udviklingsstrategi. Men når man vil basere financieringen af dem på et konkurrenceprincip, kan det skabe problemer for den langsigtede udviklingsindsats.

Kristian jensen

Tidligere udenrigsminister, Kristian Jensen. Copyright: Henning Bagger/ Scanpix

Den danske regering har, siden Kristian Jensen den 28. juni 2015 tiltrådte som udenrigsminister, arbejdet på en ny udviklingsstrategi. En udviklingsstrategi har to formål, nemlig at fremlægge hvilke udviklingsområder, lande og udviklingsaktører regeringen har valgt at fokusere på og hvordan danske udviklingsbistandskroner skal bruges i både Danmark og de udviklingslande, Danmark arbejder med. Den nye strategi blev præsenteret onsdag d. 18. januar 2017. Afsættet for strategien er FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, som trådte i kraft d. 1. januar 2016.

I den nye udviklingsstrategi nævnes danske civilsamfundsorganisationer som centrale aktører i opfyldelsen af de udviklingsmål, Danmark har valgt at fokusere på. Dette kan i høj grad opfattes som et positivt valg, da civilsamfundsorganisationer, som det også nævnes i strategien, besidder en høj grad af ekspertise og en folkelig forankring, der ikke er at finde hos regeringen i samme grad. Denne anerkendelse af danske civilsamfundsorganisationer er, ifølge mange – deriblandt NGO’erne selv – et skridt i den rigtige retning for dansk udviklingspolitik. Kigger vi dog nærmere på, hvordan den danske regering vil støtte disse organisationer finansielt, er der nogle problemer, der giver sig til kende.

Ny finansiering – nyt styrkeforhold

Regeringen ønsker nemlig, at danske NGO’er skal lægge sig op ad regeringens udviklingsstrategi – altså skal NGO’ers arbejde og fokusområder passe ind under Danmarks prioriterede dele af de 17 verdensmål. Dette betyder blandt andet, at der bliver ændret i den måde, hvorpå staten finansierer de danske NGO’er.

Tidligere har en stor del af den danske bistand, som NGO’er har modtaget, været fordelt gennem såkaldte rammebevillinger. Disse bevillinger er ikke bundet op på enkelte projekter, men er derimod flerårige aftaler, som giver organisationerne muligheden for selv at identificere og gennemføre aktiviteter. Eksempelvis har Mellemfolkeligt Samvirke årligt modtaget 149 millioner (som i 2015 blev skåret til 108,7 millioner).

UVK Politik

Danmarks nye udviklingspolitiske og humanitære strategi. Copyright: Danida

Udenrigsministeriet vil nu derimod, i løbet af 2017, starte en åben ansøgerrunde til de midler, der er afsat til danske NGO’er. Samtidig nulstilles al nuværende støtte, så alle organisationer starter fra ”bunden”. Regeringen forsvarer dette tiltag ved at argumentere for, at man på denne måde får mest for pengene, fordi NGO’erne tvinges til at levere konkrete resultater kontinuerligt for at få del i støtten. Som nævnt skal disse resultater og projekter også passe ind under regeringens udviklingsstrategi.

Man får dermed også sikret, at den danske regering og de danske civilsamfundsorganisationer udfører et mere sammenhængende udviklingssamarbejde i regeringens prioriterede lande. Nogle af disse prioriterede lande er Afghanistan og Niger (kategoriserede som fattige, skrøbelige lande), Kenya og Tanzania (kategoriserede som fattige, stabile lande) samt Ghana og Vietnam (kategoriserede som transitions- og vækstøkonomier). Disse er blandt andet valgt med det mål at mindske antallet af flygtninge på globalt plan.

På trods af de nævnte fordele er der nogle klare problemer forbundet med den nye omfordeling af ressourcer. Som Uffe Torm, der i mere end 45 år har arbejdet med dansk udviklingsbistand og senest som sekretariatsleder for Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling påpeger, har regeringen tidligere ladet sig inspirere af det arbejde, de danske NGO’er udfører. Dette kommer nu til at forholde sig anderledes. Man kan ligefrem argumentere for, at NGO’erne rent faktisk ender med at gøre statens arbejde. Denne udvikling virker en smule malplaceret, når regeringen i den nye udviklingsstrategi roser de danske civilsamfundsorganisationer både for deres faglige ekspertise og folkelige forankring. I mine øjne sikrer man ikke en folkelige forankring ved at tvinge organisationerne til at lægge sig op ad regeringens politik.

Hvad skal civilsamfundet?

Regeringen synes generelt i sin udviklingsstrategi at præsentere forskellige opfattelser af civilsamfundet. Både de danske samt de civilsamfundsorganisationer, der er baseret i de prioriterede udviklingslande, betegnes som værende folkelige og lokalt forankrede – altså i høj grad selvstændige fra deres landes regeringer. Men et civilsamfund, der af finansielle årsager tvinges til at indrette sig efter en regerings politik, er i min optik ikke særlig selvstændigt.

Hvorvidt man synes om NGO’ernes situation i den nye udviklingsstrategi afhænger af, hvad vi egentlig skal med civilsamfundet og NGO’er. Skal disse arbejde langsigtet og holistisk med netop de emner, de har specialiseret sig inden for, eller skal de arbejde markedsbaseret med de emner, der efterspørges på et bestemt tidspunkt? Et af problemerne ved at indføre denne konkurrencebaserede finansiering hos de danske NGO’er er, at udvikling ikke nødvendigvis fungerer på samme måde som forretningsverdenen. Med udvikling kræves der også langsigtede løsninger, men konkrete resultater vises sjældent med det samme.

wanted-fresh-ideas

Copyright: Africa Media Online / Graeme Williams

Et eksempel på dette er NGO’en iiINTERest, der arbejder på et projekt omhandlende fattigdomsbekæmpelse gennem ungdomsuddannelse og selvstyre. Dette projekt er sat til at vare tre år. Hvis den danske udviklingsfinansiering konkurrenceudsættes kunne sådan et projekt potentielt blive nedprioriteret.

For det første er selve implementeringen af projektet som nævnt langsigtet. Men udsigten til resultater kan være endnu længere da uddannelse og resultater deraf tager tid. Foruden dette, er nogle af projektets mål baseret påkomplekse indikatorer. Fattigdom kan siges at være relativt målbart, men hvordan måler man graden af selvstyre? Sådanne komplekse indikatorer kan være sværere at ”sælge” til en donor, der gerne vil se konkrete resultater fra projektet.

Samtidig kan det diskuteres, hvem der egentlig skal definere udvikling og hvem der skal gavne af denne. Regeringen nævner, at fordelen ved de danske NGO’er, er at de er en del af et internationalt netværk, og dermed arbejder tæt sammen med andre NGO’er, som (ifølge regeringens ræsonnement) er lokalt forankrede. Deres indsigt i lokaleforhold og behov gør NGO’erne i stand til i højere grad, at identificere behovet hos lokalbefolkningen som herved kan sætte dagsordenen, frem for den danske regering – med mindre det selvfølgelig primært er Danmark selv, der skal have gavn af udviklingspolitikken.

Udviklingsbistand gives sjældent uden øje for egne interesser, hvilket i høj grad kan komme til syne, hvis NGO’er må indrette sig efter regeringens frem for folkets ønsker. NGO’er er allerede kritiseret for ar være professionelle men ikke repræsentative, når det kommer til udvikling.  Kritikere mener blandt andet, at de professionelle ansatte langt fra repræsenterer den gennemsnitlige befolkning, og at NGO’er i højere grad står til ansvar over for donorer, da de først og fremmest må tilfredsstille disse for at få adgang til finansiering. Denne repræsentativitet kan altså blive endnu mere tvivlsom, hvis den danske regering bliver den primære aktør, som NGO’er står til ansvar for – dette vil i hvert fald give skeptikere mere ret i den sidstnævnte del af kritikken.

Anerkendelsen af civilsamfundet og NGO’er som centrale aktører er et positivt element i den nye udviklingsstrategi. Disse organisationer har, som regeringen også selv nævner det, masser af erfaring, ekspertise og internationale netværk, som kan styrke den danske udviklingsindsats. Dog skal man passe på med ikke at trække en markedslogik ned over disse organisationer ved at konkurrenceudsætte støtten. Denne logik kan nemlig føre til flere kortsigtede løsninger, fordi hurtige resultater prioriteres frem for langsigtede satsninger. Samtidig er der spørgsmålet om repræsentation og ansvarlighed. Repræsentationen vil utvivlsomt lide endnu et knæk, hvis NGO’er hele tiden skal stå til ansvar for regeringen og ikke befolkningen. Udvikling er en mangesidet proces, og vil derfor også have størst gavn af et frugtbart samspil mellem flere selvstændige aktører.


Skrevet af: Jacob Lang Laursen

Jacob læser til en kandidat i Internationale Studier på Aarhus Universitet. Han har derudover en bachelorgrad i Antropologi med tilvalg i Religion, Politik og Samfund samt Udviklingsstudier. Jacob har bla. lavet feltarbejde i Litauen og Nicaragua, og er aktiv i Amnesty International, hvor han er gruppekoordinator for den lokale frivilliggruppe i Aarhus. Læs mere om Jacob her.

En Udenrigsanalyse