Når Gamle Briller Genanvendes: Krisen Mellem NATO og Rusland

Den 8-9 juli mødtes statslederne fra de 28 NATO lande til topmøde i Polen. Der var meget på programmet. Men et af de mere dominerende emner, var krisen mellem Rusland og NATO. Der blev debatteret taktiske tiltag, såsom indsættelse af tropper i Østeuropa og hvad NATO landende ellers kunne gøre for at forhindre et russisk angreb. Hvad der ikke – i det mindste offentligt – blev debatteret, var grunden til denne krise og hvorfor NATO har valgt at gå tilbage til sin gamle Kold-Krigs-strategi for at løse den.  

Lige siden enden på den Kolde Krig, og begyndelsen på det nye sikkerhedspolitiske miljø der opstod efterfølgende, har NATO forsøgt at redefinere sig selv. Dette førte igennem tiden til forskellige reformer og tiltag. Blandt andet et løfte om at håndtere kriser ved hjælp af både politiske og militære midler, og et forsøg på at ændre NATOs forhold til Rusland. Dette skulle ændres til det bedre og ved hjælp af fælles aftaler begyndte et nyt og mere positivt forhold at spire. Målet efter den Kolde Krig var således at lukke døren til fortiden, og i stedet bygge en platform hvorfra NATO og Rusland kunne finde fælles løsninger på fælles problemer.

Som følge af Ruslands annektering af Krimhalvøen og konflikten i Ukraine, er denne platform blevet fjernet og erstattet med skulende blikke. Forholdet mellem Rusland og NATO er katapulteret tilbage til den Kolde Krig og NATO er begyndt at gøre brug af sin gamle Kold-Krigs-strategi. Nu er der ikke længere tale om dialog og fælles løsninger. Derimod er der tale om hvilke tropper skal positioneres hvor, og hvordan vi forhindrer de foruroligende profetier, som de vestlige militærsimuleringer af Russiske invasioner fremviser.

Der blev stillet mange spørgsmål ved NATO topmødet. Men der er især fire som ikke – i det mindste offentligt – blev besvaret:

  1. Hvorfor ændrer NATO taktik nu?
Copyright: AFP/Getty Images

Copyright: AFP/Getty Images

Krisen mellem Rusland og NATO er ikke en ny Kold Krig. Sovjetunionen er ikke genopstået og der er ikke et våbenkapløb mellem to supermagter. Selvom Rusland er et produkt af sin forgænger, er den ikke en supermagt som ønsker at eksportere en kommunistisk ideologi. Rusland er en tidligere supermagt som, i bedste bølle stil, forsøger at genvinde respekt og politisk indflydelse i et internationalt miljø den i høj grad føler sig ekskluderet fra.

Til dette er Ruslands manøvren i sit nærområde intet nyt. Rusland har siden 90erne via forskellige midler (oftest politisk og økonomisk pres), forsøgt at fremprovokere udviklinger der kunne hjælpe den med at opnå nationale interesser. Dette har til tider ført til brug af militæremidler, men kun i kontekster som tillod det. Der har således ikke været tilfælde hvor Rusland ud-af-det-blå har besat en anden stat. Tværtimod har Rusland reageret mod ustabile og tidligere Sovjetstater, som blev ofre for interne konflikter. Såsom Georgien i 2008, hvor Rusland reagerede efter Georgien lancerede et angreb mod dens udbryderrepublik Sydossetien. Efter dette indsatte Rusland fredstropper og anerkendte udbryderrepublikken som en selvstændig stat.

Til dette reagerede NATO med fordømmelse og en suspendering af dialog og samarbejde under NATO-Rusland Rådet. Men suspenderingen varede kun et år hvorefter man genoptog aktiviteterne. Spørgsmålet er derfor hvorfor NATO ikke ændrede sin strategi allerede i 2008 og hvorfor NATO nu vælger at analysere Rusland’s manøvren i dens nærområde som en eksistentiel trussel.

  1. Hvorfor fokuserer NATO ikke på de tidligere Sovjetlande?

Situationen i Georgien minder om situationen i Ukraine. I begge tilfælde opstod der intern tumult og konflikt og i begge tilfælde så Rusland sit snit til at bryde ind i konflikten og anerkende/annektere et område som havde stærke relationer til Rusland. Begge lande havde før konflikten lidt under social og økonomisk utryghed og et splittet folk der havde svært ved at samle sig som én nation. Til dette kommer ydermere at Krimhalvøen var/er en autonom republik under Ukraine, mens Sydossetien er en udbryderrepublik under Georgien, som forsøger at genvinde den uafhængighed den havde haft under Sovjetunionen.

Begge lande er derfor et eksempel på Ruslands tendens til at udnytte ustabile og usikre udviklinger i sit nærområde til egen fordel. Det er også et eksempel på hvordan Rusland, indtil videre, kun har anvendt militærmagt når der var en konflikt som tillod det.

NATOs fokus på militærafskrækkelse i Østeuropa er derfor modsigende fordi det er rettet mod en ydre fjende, hvorimod fjenden primært befinder sig indenfor. NATOs strategi gør intet for at forhindre interne konflikter og kriser i de tidligere Sovjetlande. Den holder måske Rusland fra at anvende militærmagt – skulle der opstå endnu en konflikt i et af disse lande – men NATO løser ikke det grundlæggende problem.

  1. Hvor effektiv er militærafskrækkelse?
Copyright: NATO

Copyright: NATO

På trods af tidligere udtalelser om fornyet forhold, har Rusland og NATO været uenige i flere år. Uenighederne stammer blandt andet fra NATOs udvidelse og om hvorvidt NATO havde lovet de tidligere Sovjetledere ikke at ekspandere mod øst. En anden uenighed er opbyggelsen af et missilskjold i Europa. Dette skjold får baser i Rumænien og Polen og NATO peger på, at det skal bruges til at beskytte mod missiler fra uberegnelige stater – blandt andet Iran. Men efter atomaftalen med Iran er Putin blevet skeptisk og han ser nu skjoldet som en trussel mod Rusland.

Foruden dette, er der uenighed om hvorfor der er en krise mellem NATO og Rusland. NATO peger mod Rusland og siger at den reagerer mod Ruslands opførelse i Ukraine. Rusland derimod peger mod NATO og siger at den reagerer mod NATOs ekspanderen mod øst, samt NATOs militærmanøvren i Østeuropa.

download (9)

Copyright: NATO

Rusland og NATO er således ved at skabe en krise i mellem dem, som brødfødes af historiske uenigheder og generel mistro. Krisen er i særdeleshed ved at blive cementeret ved hjælp af både NATO og Ruslands ”militærafskrækkelses” tiltag, som bekræfter begge parter at den anden har fjendtlige intentioner. Til trods for dette, ser begge parter ikke desto mindre disse tiltag, som den primære måde hvorpå de kan ændre hinandens adfærd. Problemet er blot, at deres adfærd er rodfæstet i forskellige opfattelser og overbevisninger, som sjældent ændres (men derimod ofte forstærkes) når man retter et våben mod hinanden. NATO og Rusland er derfor ved at øge chancerne for en reel konflikt i mellem dem, samtidig med at de nedsænker resten af Europa i dyb usikkerhed.

Som nævnt er vi ikke i en ny Kold Krig. Vi er derimod i en ny situation som behandles som en historisk gentagelse. Denne nutidige situation ligner den Kolde Krig men det er kun fordi vi har valgt at analysere den ved hjælp af gamle briller. Krige og konflikter er opstået før grundet mistillid og misfortolkning. Første verdenskrig er blandt andet et eksempel på dette. Der er derfor stærkt behov for at dialog kommer forud for militæroptrapning.

Der ser dog ikke ud til at være meget håb for dette, idet NATO insisterer på, at afskrækkelse er den eneste kur der dur når man bliver ramt af den russiske plage.

4.Hvor er de politiske løsninger?

NATO burde fjerne sine gamle briller og i stedet omfavne den diversitet der blev tilføjet til dens strategiske koncept fra 2010. Siden 2010, har NATO haft muligheden for ikke blot at anvende militærmagt, men at anvende en bred vifte af politiske konfliktløsningsmetoder – heriblandt dialog. Foruden dette blev NATO-Rusland Rådet i sin tid skabt med henblik på at finde ”fælles løsninger på fælles problemer” – en kategori som den nuværende krise i den grad går under.

NATO burde derfor finde en politisk løsning på, ikke hvordan vi holder Rusland i skak, men hvordan vi løser denne krise så den ikke optrappes, og ej heller gentager sig i fremtiden. For at gøre dette kræver det blandt andet, at NATOs politiske fora med Rusland ikke blot er ”åbne”, men i stedet er yderst aktive.

Løsningen på denne krise er ikke lige til og der vil højst sandsynligt gå lang tid inden dialog rodfæster sig i positive udviklinger. Men nogen skal tage det første skridt ned af denne snørklede vej. NATO, en alliance som har forpligtet sig til at løse konflikter på fredeligvis, kunne for eksempel tage denne udfordring op.

Camilla Edemann Callesen