Danmarks håndtering af rusland og nærområdet: De interne dynamikker mangler

Danmark har i sin Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi fremlagt 5 udfordringer, som Danmark p.t. står overfor. Et af disse udfordringer er, hvordan Danmark skal håndtere Ruslands adfærd i nærområdet, som omfatter Østeuropa og Baltikum, samt Østersøområdet. Udover Ruslands rolle i konflikten i Ukraine, er der blandt andet fokus på Ruslands stigende militæraktivitet i Østersøområdet, og Ruslands brug af misinformation og digital krigsførelse.

At den nye strategi peger på truslen fra øst er ikke overraskende. Rusland synes at være allestedsværende i disse dage og betegnes af mange regeringer og befolkningsgrupper, som en ekstern trussel mod deres sikkerhed. Lande som Danmark har derfor sat ind overfor, hvad der oftest betegnes som et ekspanderende og truende Rusland, som går imod demokratiske principper og international lovgivning for egen vindings skyld. For at forsvare Danmark og dens allierede mod denne udfordring, vil Danmark blandt andet tilføre flere midler til forsvaret, støtte NATOs tilstedeværelse i landene omkring Østersøen samt de baltiske lande, og styrke indsatsen mod påvirkningskampagner. Foruden dette vil Danmark øge sin tilstedeværelse i Moskva ved at udvide mandskabet på ambassaden og oprette et nyt 5-årigt partnerskabsprogram med Ukraine og Georgien.

Der er således mange tiltag, som forsøger at forhindre den eksterne trussel som Rusland menes at udgøre, men hvad den nye udenrigsstrategi ikke nævner videre, er de interne dynamikker i landene selv som muliggør Russisk indflydelse.

Rusland og dens Nærområde

Tilgangen til Rusland og dens adfærd ændrede sig i Vesten efter Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014, og efterfølgende tilstedeværelse i det østlige Ukraine. Ruslands adfærd kom dengang, for mange, som et chok. I særdeleshed fordi det gik imod accepteret stats-adfærd og international lovgivning, og fik Rusland til at ligne en ekspanderende stat, som havde i sinde at antænde tredje verdenskrig.

Når man observerer Ruslands adfærd i de tidligere sovjetlande, bliver det tydeligt, at Rusland oftest går efter ”de udsatte” stater. Copyright: Kremlin

Man taler nu om en ny kold krig, hvor NATO-oprustning, økonomiske sanktioner og isolering, er blevet normen for at forhindre yderligere Russisk aggression. Til trods for Vestens nyerhvervet bevågenhed, er Ruslands tilstedeværelse i den tidligere Sovjetunion intet nyt – det har blot ikke manifesteret sig så tydeligt, som da Rusland fysisk rykkede sin landegrænse ind i Ukraine.

Tværtimod har Rusland længe haft en indflydelse på dagsordenen i dens nærområde, hvor Rusland anvender både pisk og gulerod i form af politisk og økonomisk inkludering eller ekskludering, og i stigende grad militært pres for at sikre favorable udviklinger i de tidligere sovjetlande. Foruden dette findes der et antal af politikere og statsledere i disse lande, som har en stærk tilknytning til Rusland, og selvsamme lande huser ligeledes store Russiske mindretal og pro-russiske grupper, som tilsammen har en påvirkning på den politiske og sociale dagsorden. En pro-russisk mentalitet, som er velkommen overfor Russisk indflydelse, er således også tilstede i mange af landene selv.

Mindretal og separatisme

Når man observerer Ruslands adfærd i de tidligere sovjetlande, bliver det tydeligt, at Rusland oftest går efter ”de udsatte” stater, som har problemer med manglende social inklusion, interne konflikter, og generelt et svagt demokrati. Det var blandt andet en blanding af disse dynamikker, som udgjorde grundlaget for Ruslands invasion af Georgien i 2008, og fortsat gjorde det muligt for Rusland at tilegne sig og beholde en tilstedeværelse i Ukraine. Der tegner sig derfor et billede af lande, som ikke er modstandsdygtige nok overfor Russisk indblanding, og af lande, der har interne problematikker som Rusland kan udnytte til egen fordel.

En central del af Ruslands metode for indflydelse i den tidligere Sovjetunion, er blandt andet støtte til separatistbevægelser. Rusland bakker blandt andet op om separatistområdet Sydossetien i Georgien, som Rusland invaderede på vegne af i 2008, og som gennem årene har ytret et ønske om større tilknytning til Rusland – og til tider integration med Rusland. Inden konflikten havde Rusland uddelt russiske pas til beboerne i området, samt hjulpet med oprettelsen af diverse statslignende systemer.

Efter konflikten i 2008 erklærede Rusland området for værende en selvstændig stat og har sidenhen behandlet Sydossetien som sådan. Det samme gør sig gældende i Abkhasien (andet separatistområde i Georgien, som Rusland også har erklæret for selvstændig stat) og lignende tiltag er forekommet i Transnistria i Moldova, hvor pro-russiske grupper blandt andet er beskyttet af Russiske tropper. Denne håndsrækning til pro-russiske grupper er nu blevet forlænget til Ukraine, hvor Rusland støtter separatisterne i Østukraine, samt selv har annekteret Krim-halvøen.

En central del af Ruslands metode for indflydelse i den tidligere Sovjetunion, er blandt andet støtte til separatistbevægelser. Copyright: ВО/Wikipedia

Hvad disse lande har tilfælles, er tilstedeværelsen af pro-russiske eller etniske grupper, som ”blev tilbage” efter murens fald og som er utilfredse med den stat, de befinder sig under. Disse grupper har ofte haft problemer med at integrere sig under en ”ny” national identitet, og mange af dem har ytret bekymring om diskrimination og et forsvindende grundlag for at udleve deres russiske, eller anden etniske, identitet og kultur. En af grundene til, at Rusland kan udøve indflydelse i disse lande, er således, at der er grupper i landene, som vil have at Rusland blander sig. Rusland anser samtidig disse grupper som en indgang til indflydelse i landenes politiske udvikling.

Når disse grupper føler sig diskrimineret fertiliseres grundlaget således for Russisk indblanding. I Ukraine kan afsættelsen af Viktor Yanukovych (som nød støtte fra det russiske mindretal og ikke mindst Rusland) i 2014 og efterfølgende tiltag såsom fjernelsen af Russisk som et af de officielle sprog, samt fjernelsen af diverse russiske medier i Ukraine ses som udviklinger, der bidrog og bidrager til utilfredshed blandt de pro-russiske grupper.

Udover at være i konflikt med den Ukrainske regering, har pro-russiske grupper i Østukraine som modsvar forsøgt at styrke deres russiske identitet på forskellig vis. De har blandt andet genindført brugen af russisk som det officielle sprog, de har indført brugen af den russiske Rubel som officiel valuta, samt forsøgt at oprette nye stater i området under navne såsom ”Lille Rusland” (Malorossiya) og ”Ny Rusland” (Novorossiya).

Når Vesten, og ikke mindst de tidligere sovjetlande selv, skal forsøge at forhindre fremtidig Russisk indblanding, bør fokus således være på en bedre social, politisk og kulturel inkludering og integrering af disse grupper. Dette er en delikat balancegang med fortiden på den ene side og fremtiden på den anden. For det indebærer, at landene skal håndtere deres sovjetiske fortid samtidig med, at de skal opbygge selvstændige, demokratiske stater med deres egne særpræget nationale identiteter. For øjeblikket ser man lande, som har en enten/eller tilgang til Rusland og Vesten, og som forsøger at styrke deres nationale identiteter ved at fjerne fortidens artefakter og ekskludere russisk tilstedeværelse – som er symboliseret i form af for eksempel sproget. Dette er en asymmetrisk tilgang, som Vesten skal være varsom med at bakke op om. Den nationale opbygning i de tidligere sovjetlande bør ikke ske på bekostning af mindretallene, idet dette blot afføder et behov for russisk indblanding, gøder jorden for separatisme, og stagnere opbyggelsen af fredelige, inkluderende, og stabile samfund.

Det ville således være rådigt, hvis Danmark tilføjede et større fokus på social, kulturel og politisk inklusion af pro-russiske og andre etniske grupper og etniciteter i de lande, som er mest udsatte over for russisk indblanding.

Psykologisk Krigsførelse

Men interne dynamikker som muliggør russisk indflydelse er ikke kun tilstede i den tidligere sovjetunion. Det er også til stede i Vesten og i lande som Danmark.

Et af Sovjetunionens tidligere fortrukne strategier var det såkaldte ”Reflexive Control” (direkte oversat: refleksiv kontrol) som gik ud på at påvirke modstanderens opfattelse af et givent scenarium ved at plante falske informationer, som fik modstanderen til frivilligt at ændre opførsel eller strategi, i en retning, der var favorabel for Sovjetunionen. Denne taktik syntes nyfunden i nutidens Rusland, hvor brugen af propaganda og falske nyheder er med til at skabe forvirring blandt befolkningsgrupper i lande som Ukraine, men ligeledes i vestlige stater. Denne taktik kan spores i meget af det som Rusland fortager sig. I modsætning til tidligere, hvor denne taktik blev brugt på slagmarken, anvendes den nu i cyberspace, hvor kampvogne og missiler ingen effekt har.

Tilgangen til Rusland og dens adfærd ændrede sig i Vesten efter Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014. Copyright: Kremlin

At Vestens p.t. foretrukne tilgang til Rusland i nærområdet er NATOs optrapning, og militærafskrækkelse synes naturligt grundet annekteringen af Krim. Hvis man ser nærmere på Ruslands samlede militærkapacitet i forhold til NATOs, samt de lokale forhold på Krim-halvøen og i Ukraine, som gjorde det muligt for Rusland at snige sig ind, synes truslen mod Danmark dog ikke nødvendigvis at være en forestående annektering af Bornholm.

Det er ligeledes tvivlsomt om Rusland er villig til at udløse tredje verdenskrig for at kunne få eksempelvis Estland eller et andet tidligere sovjetland tilbage i sovjetfolden. Putin synes nærmere interesseret i politisk magt fremfor geografisk udvidelse. Desuden skal vi huske, at selvom NATO fremvises som det eneste forsvar mod Russisk aggression kan militært samarbejde og assistance også opstå udenfor NATO samarbejdet.

Truslen er derimod nærmere psykologisk end fysisk. For med falske nyheder kan Rusland være med til at så splittelse inde i andre lande uden at skulle rejse sig fra kontorstolen, eller beordre små grønne mænd i stilling. Denne taktik er ydermere svær at opspore, for den foregår oftest i det fordækte cyberspace, samt inde i hovederne på de som bliver offer for falske nyheder.

Det betyder ikke, at denne form for krigsførelse ikke kan blive fysisk. Den kan, i det lange løb, føre til social ustabilitet og konflikter – som Rusland kan drage nytte af. Det betyder derimod, at denne form for psykologisk krigsførelse ikke skal løses med traditionelle militære midler. Tværtimod, da dette kan ende ganske katastrofalt. Det er desuden fastlagt i international lovgivning, at krigsførelse kun kan begrundes ud fra et eksternt angreb mod et land, og altså ikke grundet et psykologisk angreb mod et individ.

Denne trussel skal derfor først og fremmest løses med psykologiske og teknologiske midler, såsom bedre oplysning omkring falske informationer, samt redskaber til at håndtere og rapportere dette. Det er derfor positivt at Danmark vil styrke indsatsen mod påvirkningskampagner. Denne indsats bør ikke rettes mod udlandet alene men også indad. For, for at kunne skabe et modstandsdygtigt samfund mod disse påvirkningskampagner, kræver det en solidarisk social og integrationspolitik og indsættelse over for diskrimination. Tendenser, som forsøger at opdele befolkningsgrupper i et ”os og dem” ud fra diverse kosmetiske faktorer såsom etnicitet og køn, er nemlig den gødning, der danner grobund for falske nyheder og psykologisk krigsførelse, og det er en tendens, som findes både i Nord-, Syd-, Vest- og Østeuropa.

Den største trussel mod Danmark og Vesten kommer derfor ikke kun fra traditionelle militære midler, men ligeledes fra de mere moderne og teknologiske midler, som vi endnu ikke ved, hvordan vi skal kontrollere (eller om de skal kontrolleres grundet retten til ytringsfrihed). I sidste ende er midlet mod denne form for psykologisk krigsførelse et stærkt socialt sammenhold og solide demokratier. Dette er noget vi kan bryste os af i Danmark, men det er også noget som vi hele tiden skal have for øje i vores interne politiske udviklinger, samt hjælpe de tidligere sovjetlande med at opnå.

Se Indad

Når Danmark skal håndtere Rusland i dens nærområde, er det vigtigt at dette gøres med øje for, at Ruslands indflydelse udøves både fra Moskva, samt fra inde i de tidligere sovjetlande. Det er således ikke nok blot at isolere Rusland og opbygge nationale forsvar i lande som Ukraine. Derimod er der i højere grad behov for at adressere de interne faktorer i landene, som ”tillader” russisk indblanding. Arbejdet for sikkerhed i nærområdet bør derfor omfatte en styrkelse af de tidligere sovjetlande med løsninger, der kan danne grobund for selvstændige og demokratiske samfund, hvor etniske minoriteter er inkluderet og ikke finder grund til separatisme eller til at søge russisk støtte.

Det betyder også en nytænkning af vores tilgang til psykologisk krigsførelse, som ikke blot udfordrer vores nationale sikkerhed men også den måde vi arbejder med international sikkerhed på. Når truslen er noget som vi aldrig har set før, nytter det ikke noget at gå tilbage til gamle strategier. Vi bliver nødt til at tænke ud af boksen, men også at arbejde for en sikring af demokratiet, samt arbejde imod tendenser, som grupperer og diskriminerer befolkningsgrupper ud fra deres etnicitet, køn, seksualitet, osv. Det eneste middel vi har lige nu, er sammenhold og oplysning og dette bør derfor spille en større rolle i Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.

Der er en tendens til p.t. at behandle Rusland som en genopstået Sovjetunion, der skal håndteres med kold krigs teknikker idet ”det virkede sidste gang”. At Sovjetunionen gik i opløsning primært grundet interne problematikker med blandt andet en stagnerende økonomi, ønsket om mere demokrati og selvstændighed i satellitstaterne, og ikke mindst det kvælende Sovjetiske bureaukrati og interne politiske stridigheder i Politbureauet, er ikke tilføjet denne konklusion. Men som det var dengang, er det også i dag, nemlig at det primært er interne dynamikker, som holder situationen fastlåst, og som gøder jorden for ustabilitet og usikkerhed. I håndteringen af Rusland, bør Danmark derfor i højere grad fokusere på, hvordan vi kan udruste os selv og vores allierede med et ”stærkt indre”. Målet bør således ikke blot være en opbyggelse af militære værn mod Rusland, men i højere grad opbyggelsen af demokratiske værn.


Skrevet af Camilla Edemann Callesen

Camilla har en BA i internationale studier fra Aalborg Universitet og en MA i international konflikt og sikkerhed fra The University of Kent. Hun er på nuværende tidspunkt Ph.d studerende hos University of Kent i Bruxelles, hvor hun forsker i Ruslands udenrigspolitik. Læs mere om Camilla her.

En Udenrigsanalyse