Kommer Danmarks udenrigspolitik til at holde flygtninge ude?

I Danmarks nye udenrigs – og sikkerhedspolitiske strategi for 2017-18 finder vi 5 hovedudfordringer for de kommende år. Som et resultat af de seneste års stigende migrationsstrømme mod Europa, er migration blevet sat højt på dagsordenen, og vi finder derfor ”migration, ustabilitet og terrorisme” som et af regeringens 5 prioriterede indsatsområder.

Dette er et område som blandt andet fokuserer på at mindske migrations- og flygtningepresset, samt terrortruslen ved at styrke nærområdeindsatsen i Mellemøsten og Afrika. Eller som  Danmarks udenrigsminister Anders Samuelsen, udlægger det, er regeringens primære fokus, at opnå ”mindre terror, mere frihed og mere frihandel”.

HVAD STRATEGIEN GÅR UD PÅ OG HVAD DEN VIL

I området inden for migration, ustabilitet og terrorisme, har regeringen fokus på at skabe en fremtid for flygtningene og migranterne i deres hjemlande, samt at kontrollere adgangen til Danmark. Endvidere, vil regeringen bekæmpe terrororganisationer  ”gennem militære og civile samtænkte indsatser”. Dette indebærer initiativer såsom at tilbyde unge alternativer til radikalisering og voldelig ekstremisme.

I forhold til ‘ustabilitet’ lægger regeringen vægt på styrkelsen af partnerskaber, såsom det ”Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram” for at ”fremme bedre regeringsførelse og økonomiske muligheder i Mellemøsten og Nordafrika”, med særlig fokus på fire lande: Marokko, Tunesien, Jordan og Egypten. I tillæg til at ”fremme god regeringsførelse og sikre økonomiske muligheder” vil der ydermere være fokus på unge og kvinder i Mellemøsten og Nordafrika.

Migration er et af regeringens 5 prioriterede indsatsområder i den nye strategi. Copyright: Gigia

Under temaet ’migration’ er der hovedsageligt fokus på bistand; fra økonomisk bistand til bistand af migrationseksperter, udsendelsesattacheer og diverse repræsentanter. Derudover, handler den økonomiske bistand om at bruge de ubrugte økonomiske midler på ”langvarige kriser, tørke, migration og befolkningsudvikling”, samt at give økonomisk bistand til lande, der tilbagetager afviste asylansøgere, og til styrkelsen af indsatser, der fremmer frivillig udrejse.

Strategien foreslår således flere tiltag i u-landene. Men hvad der er bemærkelsesværdigt er, at strategien ikke nævner den nuværende flygtningekrise, som finder sted udenfor Europas landegrænser. Sagt på en anden måde; regeringen mangler at komme med konkrete initiativer for behandlingen af de nuværende flygtninge der befinder sig på rejsefod. Det eneste som peger i den retning, er initiativet om at støtte op om ”EU´s arbejde med migrationspartnerskaber”, der virker til at referere til aftaler som for eksempel ’Tyrkiet-EU aftalen’ og ’Migration Partnership Framework”.

Aftalen mellem Tyrkiet og EU går ud på, at nye flygtninge og migranter der befinder sig i Grækenland skal, nu i en begrænset periode, returneres til Tyrkiet. Til gengæld er Tyrkiet blevet lovet økonomisk bistand; 6 milliarder euro totalt, samt visumfrihed for tyrkere, og hurtigere forhandlinger om et EU-medlemskab for Tyrkiet. Amnesty International har anklaget aftalen for at være en katastrofe og migrationsforskeren Martin Lemberg-Pedersen ved Aalborg Universitet har argumenteret for, at flygtningeaftalen også virker til at være en afskrækkelsesstrategi for at skræmme fremtidige flygtninge væk.

Kenya truede sidste år med at lukke Dadaab flygtningelejren. Copyright: EU Kommissionen

Desuden har aftalen skabt utilfredshed i lande, som allerede har taget imod flygtninge over flere år uden økonomisk bistand. Tag for eksempel Kenya, som sidste år truede med at lukke Dadaab flygtningelejr, delvis fordi de ville have de samme fordele som Tyrkiet blev lovet. Hvis flere lande ser dette som en mulighed for at modtage økonomisk støtte fra EU, vil det ende med, at ingen tager imod flygtninge uden økonomisk bistand til gengæld. Eftersom EU ikke vil kunne fortsætte med at købe migrationsaftaler for en slik, som EU kunne med Tyrkiet-aftalen, kan aftalen derfor skabe store problemer i international sammenhænge.

”Migration Partnership Framework” er et lignende koncept. Aftalen, som blev sat i værk for et år siden går ud på, at EU skal samarbejde med udviklingslande i Afrika og Mellemøsten ved at give dem bistand for at tage imod flygtninge og migranterDenne aftale har også modtaget kritik, til trods for at EU selv påstår, at den for så vidt har været en succes. Kritikken går ud på, at aftalen blot vil fodre korruption i de påvirkede lande. Udover dette, har mange af samarbejdslandene en lang tradition for at bryde med menneskerettighederne og meget tyder derfor på, at flygtningene ikke vil kunne leve i sikkerhed i disse lande.

Når man tager årets udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for migration, ustabilitet og terrorisme samt de nye aftaler i betragtning, får man en stærk opfattelse af, at Europa og Danmark er gået over til en strategi, hvor de hellere vil forsøge at forbedre situationen for flygtninge og migranter i deres hjemland, samt i andre ikke-Europæiske lande, fremfor at hjælpe dem som er på vej mod Europa.

SPØRGSMÅLET OM INTEGRATION OG ANSVARSFORFLYGTIGELSE

Den såkaldte flygtningekrise i Europa har ikke bare lagt pres på enkelte lande, men også på det Europæiske samarbejde. I denne situation har Danmark været nødsaget til både at agere i forhold til statens interesser, Danmarks rolle i det Europæiske samarbejde, samt Danmarks rolle i det internationale samarbejde. Siden 2015 er omkring 1 million flygtninge og migranter ankommet til Europa over Middelhavet. Det lyder ekstremt, men når man tænker på, at der i dag er 65.3 millioner mennesker, der har måtte forlade deres hjem grundet en konflikt eller fattigdom, er 1 million ikke meget.

I følge aftalen mellem Tyrkiet og EU, kan nye flygtninge og migranter, i en begrænset periode, returneres til Tyrkiet.

De som trodser farlige flygtningeruter for at komme over til Europa, er hovedsageligt fra Syrien, Irak og Afghanistan, altså lande hårdt ramt af krig. Selvom forfærdelige historier om de der har mistet livet har spredt sig, og flygtningene godt kender til faren der møder dem hvis de trodser lange distancer på vand, prøver mange fortsat. Det siger noget om, hvor kritisk situationen i deres hjemland er.

Ydermere er kampen for de som overlever den lange og traumatiske vej over til Europa, langt fra ovre når de ankommer til et givent EU-land. Det er kun få, der får opholdstilladelse, og hvis de ikke er fra Syrien er chancen for dette endnu mindre.

Foruden dette, er mødet med en helt anden kultur endnu en udfordring som møder mange af flygtningene. Derfor, er det nødvendigt for regeringen at finde måder, hvorpå de kan gøre det nemmere for flygtninge at tilpasse sig i det danske samfund og den danske kultur. Når man taler om flygtninge er spørgsmålet om plads-kapaciteten i et givent landet, sjældent et problem. Det er derimod integrationen af de nye landsmænd. Et tydeligt initiativ for integration af de nyankommne er derfor meget vigtig, og hører naturligvis hjemme når man taler om migration. Dette kræver derfor en stærk indsats mellem Danmarks udenrigs- og integrations-strategier.

Der har altid været mennesker på flugt, men Europa har i langt tid ikke lagt særligt mærke til denne globale krise eftersom vi ikke havde det store pres udenfor vore egne grænser. Nu da vi har følt og set presset, er mindskelsen af migration- og flygtningepresset derfor placeret øverst  på listen over initiativerne for 2017-18. Dette vil som sagt opnås ved at styrke grænserne, samt at oprette samarbejdsaftaler med Tyrkiet og andre ikke Europæiske lande.

Men lande som Libanon, Irak, Jordan, Nordafrika og Egypten, for at nævne nogle, har selv en alvorlig flygtningesituation, som langt overgår det Danmark står overfor. I de fem nævnte lande, befinder der sig over 4 millioner syrere. Og det er kun antallet af syrere. Udover dette er lande som disse under stort pres grundet interne forhold og spændinger, som kun få Europæiske lande har. Selvom de modtager økonomisk bistand fra Europa vil et større flygtningepres højst sandsynligt yderligere forværre situationen i disse udviklingslande. Hvilket er paradoksalt i og med, at Danmark også arbejder for et styrket nærområdet.

KORTSIGTEDE OG LANGSIGTEDE LØSNINGER

Flere af regeringens tiltag er fokuseret på løsninger som snarere har langtidseffekter fremfor løsninger, der vil kunne løse de kortsigtede udfordringer Danmark og flygtningene står overfor. Denne manglede balance mellem de korte- og langtidssigtede løsninger skaber uorden. Tag for eksempel initiativet der lyder sådan her; ”Regeringen vil arbejde for at mindske migrations- og flygtningepresset samt terrortruslen mod Europa og Danmark. Det kræver en styrket nærområdeindsats for at fremme stabilitet, vækst og udvikling i Mellemøsten og Afrika samt en bedre sikring af Europas grænser”. At sikre Europas grænser hjælper måske på flygtningepresset i Europa og derved mindskes antallet af ankomne til Danmark, men det er ikke en løsning på selve flygtningekrisen.

Syriske flygtninge i Libanon. Copyright: DFID

Imens er det at ”fremme stabilitet, vækst og udvikling i Mellemøsten og Afrika” en strategi som vil tage flere år. Regeringen argumenterer for, at de vil løse problemerne i de ustabile krigslande, og derved sikre at mennesker ikke er tvunget til at flygte derfra længere. Men dette vil aldrig kunne løse den situation som de nuværende flygtninge befinder sig i.

Der er flere gode tiltag i strategien. Men et stort og omfattende tema såsom ”migration, ustabilitet og terrorisme” omhandler ikke kun politik. Det er også et humanitært problem. Strategien  mangler derfor konkrete initiativer for, hvordan Danmark skal behandle de mennesker som allerede er på flugt og de, som venter på at deres ansøgning skal blive behandlet.

Derudover, vil sikringen af Europæiske landegrænser ikke løse flygtningekrisen. Det vil kun flytte krisen sydover, noget som vil generere flere urolige situationer i kritiske regioner, som i sidste ende kan danne yderligere grobund for, at folk flygter.


Skrevet af Ida Croff

Ida læser til en bachelor i Language and International Studies på Aalborg Universitet. Hendes interesseområde er blandt andet internationale relationer, samt international politik. Læs mere om Ida og hendes artikler her

En Udenrigsanalyse