Flygtninge eksisterer fordi vi har stater, og vi har stater eller nationer for at være i et fællesskab. Dette fællesskab giver os sikkerhed mod andre nationer eller trusler, uanset om disse er naturlige eller menneskeskabte. Når en stat ikke kan udfylde sin rolle som protektor, kan folk finde det nødvendigt, at flygte i håbet om at finde et andet sikkerhedsnet til dem selv og deres familie (Hobbes, 1958; Shacknove, 1985).
Spørgsmålet om flygtninge har eksisteret i lang tid og er et globalt anliggende. Lige siden menneskethedens begyndelse har der været personer som måtte flygte. Ligeledes er det at hjælpe disse mennesker en gammel skik med de første skriftlige referencer gående 3.500 år tilbage til det gamle Babylon og Egypten.
UNHCR. Distribution af fødevarer og andre nødvendigheder til flygtninge fra Falluja, Irak. Copyright: UNHCR/Qusai Alazroni
I det 21. århundrede overvåges omkring 65 millioner menneskers situation af UNHCR (Kontoret for De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge), heraf 59,5 millioner flygtninge og asylansøgere, hvilket betyder, at der er flere flygtninge og asylansøgere end nogensinde før. De resterende 5,5 millioner er statsløse og hjemvendte flygtninge (United Nations, 2016; Wolf, 2013).
Definition
Flygtninge er en underkategori under tvungen migration. En kategori, som også indeholder asylansøgere, der har forladt deres land for at søge beskyttelse, men som ikke har modtaget flygtningestatus endnu; internt fordrevne, der er blevet tvunget til at forlade deres hjem på grund af livstruende tilstande, men ikke har krydset en international grænse; personer fortrængt pga. miljø- og naturkatastrofer (oversvømmelser, vulkaner, jordskælv); personer fordrevet grundet menneskelige katastrofer (radioaktivitet og industriulykker); og endeligt, folk fordrevet fra deres hjem grundet store udviklingsprojekter (Castles, de Haas, & Miller, 2013, pp. 222-223; Harms, 2013).
Forskellen mellem, hvad offentligheden forstår ved en flygtning og den juridiske definition af en flygtning er vigtig. I offentlighedens øjne kan en flygtning være
“… en person, der flygter fra livstruende tilstande.” (Shacknove, 1985, p. 274)
Dette er en definition, der er let at forstå, mens den juridiske definition er lidt mere indviklet. Den definerer en flygtning som en person, der
“… på grund af en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, tilhørsforhold i særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor det land, hvor han [eller hun] er statsborger og som ikke kan eller, på grund af sådan frygt, ikke vil påberåbe sig [selv] dette lands beskyttelse.” (United Nations, 1951, Convention, art. 1A(2)).
Denne definition blev lavet efter Anden Verdenskrig for at tage sig af de mennesker, der var blevet fordrevet fra deres hjem under krigen. Senere blev definitionen brugt til at behandle de flygtninge, der kom fra den kommunistiske blok. Fra begyndelsen havde definitionen et europæisk fokus, da den kun omhandlede folk i Europa.
Dette forårsagede senere problemer, da flygtningestrømmene skiftede fra at være en øst- til vestbevægelse, til en syd- til nordbevægelse (Zetter, 2007). Efterfølgende tilføjede man Protokollen til Flygtninges Retsstilling, som ophævede den tidsbestemte- og geografiske begrænsning i den oprindelige konvention. Protokollen blev inspireret af et forslag fra den Afrikanske Union som, udover at behandle flygtninge fra ikke-Europæiske lande, også fokuserede på andre årsager end forfølgelse (Barnett, 2002). Protokollen samtidssikrede konventionen da årsagen til at folk forlader hjemlandet er begyndt at variere, og grænsen mellem tvungne migranter og flygtninge er blevet sløret (Ford, Lyons, & Schendel, 2012),
Syrien
Umiddelbare selvstændige begivenheder har ledt op til den Syriske krise, som blev internationalt kendt i 2014 og 2015, da flygtninge strømmede til Europa i håb om sikkerhed og et bedre liv.
I 1970 kom Hafes al-Assad til magten efter en række kup og mod-kup. Han skabte en regering, der var centreret om ham personligt, en svaghed, som kan ses som medskyldig til den nuværende krise. I år 2000 overtog den nuværende præsident, Bashar al-Assad, magten i landet, efter hans ældre bror døde i en ulykke. Bashar al-Assad udskiftede en stor del af eliten i samfundet med sine egne folk, hvilket skabte et vakuum af mistro, der underminerede regeringsinstitutionerne.
Bashar al-Assad. Copyright: Fabio Rodrigues Pozzebom / ABr
Dernæst så vi i december 2010, det Arabiske Forår blomstre op i Tunesien, som en protest mod det daværende styre. Denne protest spredte sig snart til Yemen og Egypten, hvor folkelige forandringsprocesser blev sat i værk. Siden har bevægelsen spredt sig til Libyen og Syrien (Manfreda, 2014). I Syrien startede det ud med mindre demonstrationer i marts 2011. Disse demonstrationer udviklede sig senere til kampe mellem Bashar al-Assad regeringen og forskellige oprørsgrupper.
Snart var Syrien opslugt af borgerkrig. Grundet frygten for at gentage situation med Libyen, hvor en no-fly-zone resulterede i Gaddafis fald, har FNs sikkerhedsråd været lammet. Resultatet af denne tøven er en sen international indgriben i Syrien, samt en forsat skrøbelig koalition mellem de amerikanske- og de russiske militære enheder.
Borgerkrigen i Syrien tvang folk fra alle dele af landet til at flygte væk fra deres hjemegn. Snart blev antallet af internt fordrevne i Syrien så stort og urolighederne så voldsomme, at Syrerne begyndte at søge mod andre lande. Statistikkerne viser, at der i slutningen af 2016 var ca. 6,5 millioner internt fordrevne i Syrien mens 4,9 millioner personer (51% kvinder og 49% mænd) var flygtet ud af Syrien. Dermed udgør syriske flygtninge lidt over 12% af de 59,5 millioner flygtninge og asylansøgere, der er på verdensplan – halvdelen af disse er børn under 18 år (UNHCR, 2016).
Størstedelen af flygtningene tager ikke videre end til nabolandene, Libanon, Jordan og Tyrkiet. Dette har lagt et kæmpe pres på disse lande, da de ikke råder over tilstrækkelige midler til at tage sig ordentlig af de millioner af flygtninge, som de hver især huser (ca. 4,5-5 millioner i de tre nævnte lande tilsammen). I disse ’nærområder’, som politikerne omtaler dem, betyder manglende donationer fra verdenssamfundet til UNHCR og andre støtteorganisationer meget. Den manglende økonomisk støtte har gjort, at de lejre, som flygtningene bor i, ikke er ordentligt forsynet med vand, toiletter, mad eller andre basale ting til overlevelse. Sygdom, sult og vold er dagligdag i disse lejre.
Folk, der lever under disse vilkår, ender med at blive desperate og når dette sker, søger de nordpå mod det rige Europa i håbet om, at de her vil finde bedre muligheder for overlevelse. Med denne bevægelse mod Europa, fik de syriske flygtninge verdens opmærksomhed (Burström, 2015; Nowrasteh, 2015; Ostrand, 2015; Proctor, 2015; Stephens, 2015; Tauber, 2015).
Europa
Omfanget af flygtningekrisen i Europa kom som en overraskelse for de fleste. I begyndelsen af 2015 diskuterede EU-medlemsstaterne, hvordan de skulle fordele de 20.000 syriske kvoteflygtninge, som UNHCR havde anmodet EU om at byde velkommen (Delaplace, 2015). Ved udgangen af 2015 havde mere end en million flygtninge, primært fra Syrien, fundet vej til Europa (BBC, 2015).
Syriske flygtninge. Budapests Keleti banegård, 2015. Copyright: Rebecca Harms
De uforudsete omstændigheder har stillet de europæiske ledere over for nogle alvorlige valg. Krisen fik nogle politikere til at lave “politik i farten”, som Angela Merkel blev beskyldt for, da hun besluttede at åbne grænserne til Tyskland (The Economist, 2015a). Andre ledere lukkede deres landegrænser, strammede deres asylregler eller arbejdede aktivt med udenlandske aviser for at holde flygtninge væk fra deres land.
Flygtningekrisen har vist svagheder i EU-systemet. EU har ikke formået at lave en fair og effektiv løsning til håndtering af de ankommende flygtninge, hvilket har lagt et enormt pres på grænselandene. Dette gælder især Grækenland og Italien, der modtager størstedelen af flygtningene. Grækenland, der allerede var dybt inde i en økonomisk krise, har ikke været i stand til at yde tilstrækkeligt husly og sikkerhed for de hundredtusindvis, der kom til landets kyster i 2015.
Når folk står uden husly, medicin, retshåndhævelse og mad, er der øget risiko for vold og desperation. Manglen på uddannelse til børn i skolealderen, der går glip af muligheden for at lære og uddanne sig, kan senere føre til, at disse børn ender som kriminelle eller som ofre for menneskehandlere (Lillywhite, 2016).
Frygt og integration
Det er i Europas interesse, at integrere flygtninge bedst muligt, da Europa lider af en negativ fødselstilvækst. Dette betyder, at der er brug for ung arbejdskraft for at vedligeholde velfærds-Europas jævne og bæredygtige vækst. Europa har, modsat Tyrkiet, Libanon og Jordan, ressourcerne til at håndtere flygtningene ordentligt (Proctor, 2015; Stratfor, 2016; The Economist, 2015b).
Syriske flygtninge demonstrerer ved Keleti banegården i Budapest, 2015. Copyright: Mstyslav Chernov
Med den store tilstrømning af flygtninge, hvoraf mange har muslimsk baggrund, har der været en stigende tendens til fremmedhad. Dog skal det bemærkes at flygtningestrømmen fra Syrien langt fra er homogen, hvorfor det ikke giver mening, at behandle dem alle ens. Nogle flygter fra fattigdom, nogle flygter fra religiøs forfølgelse (dette gælder både muslimske minoriteter og kristne). Dette er værd at huske, når Vesten skal behandle deres sager og lave lovgivning omkring flygtninge og integration (Eghdamian, 2015).
Den væsentligste årsag til integrationsproblemer og en fælles europæisk løsning er mistillid. Det økonomiske kollaps i 1970’erne førte til et mere lukket Europa. Forskellen på flygtninge og økonomiske migranter blev sløret. Dette betød, at europæerne blev mere mistroiske overfor muligheden for, at økonomiske migranter forsøgte at hævde flygtningestatus med det formål at få adgang til de rigere lande. I det seneste årti, med den frie bevægelighed for personer inden for Den Europæiske Union (EU), er det blevet stadig sværere for udenforstående at få adgang og EU har skabt en fæstningsmentalitet, hvor de søger at forsvare det indre marked fra påvirkning, eller ’invasion’, udefra (for at blive i fæstningsmentaliteten) (Barnett, 2002, p. 250).
Det store antal flygtninge blev en byrde for retten til bevægelsesfrihed indenfor EU’s grænser – også kendt som Schengensamarbejdet. Dette samarbejde betyder, at når først flygtningene er ankommet til et EU-land, kan de bevæge sig uhindret hen til det land, hvor de gerne vil søge asyl. EU-landene har også en aftale omkring håndtering af flygtninge, kaldet Dublinaftalen. Denne aftale er lavet ud fra et jævnt og overskueligt antal årlige flygtninge. Aftalen går på, at flygtningene skal ansøge om asyl i det første EU-land de kommer til. Dette system brød sammen, da tilstrømningen af flygtninge blev så højt, som det gjorde i 2015, hvor flere hundredetusinde ankom til de samme to lande, Grækenland og Italien. Disse to lande havde ikke kapaciteten til at håndtere denne tilstrømning og flygtningene begyndte at bevæge sig videre for at søge asyl i andre lande (Karabell, 2015).
I reaktion til dette begyndte flere og flere lande at lukke deres grænser – et tiltag, som Schengenaftalen giver mulighed for i en begrænset periode. Det er dog et tiltag, som strider mod ånden i Schengenaftalen, der handler om fri bevægelighed. Konsekvensen af de lukkede grænser kan, i yderste konsekvens, blive en opløsning af det Europæiske fælleskab som vi kender det og en tilbagevenden til 28 selvstændige stater, da den frie bevægelighed er en af de bærende søjler i samarbejdet mellem landene.
Det økonomiske samarbejde bygger på fri bevægelighed af varer og personer, hvilket bliver stadig sværere med lukkede grænser. En yderligere konsekvens for almindelige mennesker, vil være højere priser på dagligvarer, da der vil komme yderligere gebyrer og administration i forbindelse med grænseoverfart (Economist, 2015; European Union).
Dilemma
Det er interessant, hvordan krisen har afdækket et internt dilemma i EU i forhold til flygtningespørgsmålet. Længe har EU været et forbillede angående menneskerettigheder, stærk tilhængere af Flygtningekonventionen, og stærk fortaler for rettigheder til- og accept af flygtninge. Europa har længe været efter andre lande, når disse ikke fulgte Flygtningekonventionen og ikke hjalp flygtninge i deres region, f.eks. i Sydøstasien, hvor Thailand, Malaysia og Indonesien blev kritiseret for ikke at gøre nok for Rohyngia-folket, der kom sejlende til deres kyster i flugt fra masseforfølgelser i Myanmar (Burma). Nu, med den store tilstrømning til Europa, synes der at være sket en ændring i denne holdning. Det kan ses som hykleri, når EU ikke ønsker at tage ansvaret for flygtningene, men fordømmer andre stater, når de gør det samme.
Som en professor ved Københavns Universitet skrev til mig i forbindelse med stramningen af de danske integrationsregler:
“Denmark will have one of the most repressive immigration policies, which is not a good advertizing [sic] for Denmark. How can we possibly recommend to Thailand or Malaysia to be more humanistic, if we do not accept any of the refugees on our shores?” (personlig kommunikation Horstmann, 2015).
Grundet en voksende modvilje mod flygtninge, som bl.a. kan eksemplificeres ved Ungarns behandling af flygtninge og lukning af adskillige EU landes grænser, har EU, med Tyskland i spidsen, skabt stødpudezoner omkring sine ydregrænser. Senest gennem aftalen med Tyrkiet, hvor flygtninge i flere tilfælde kan sendes tilbage til Tyrkiet, som skal være med til at sikre færre flygtninges adgang til Europa. Dette gør situationen for værtslandende, som Tyrkiet, Libanon og Jordan, og værre for de tæt på 5 millioner syriske flygtninge, der holder til i disse lande (Berti, 2015; The Economist, 2015a).
Flere forskere mener desuden, at disse stødpudezoner er kommet for at blive. Skulle dette vise sig at være tilfældet, så kan vi sandsynligvis se frem til en stadig større humanitær katastrofe i Mellemøsten. Selvom krigen i Syrien skulle ende, vil det tage årtier at genopbygge og sikre landet (Burström, 2015; Orchard & Miller, 2014; Sachs, 2015).
Løsningsforslag
Europa burde vedtage en ’vi-kan-godt’ ånd som den, der er i UNHCR og hos Angela Merkel i Tyskland. Hvis folk er i nød, bør de modtage hjælp. Dette burde være en moralsk forpligtelse (Barnett, 2002, p. 251). På kort sigt bør vi hjælpe med flygtningenes umiddelbare behov, som mad, vand og husly, og beskytte, hvor deres egen stat ikke kunne. På længere sigt bør vi tage fat på roden af problemet, om det er menneskeskabt eller naturligt. Dermed vil vi kunne sikre, at flygtningene kan få mulighed for at vende tilbage til deres eget land.
Derudover kan viden og forståelse af situationen, åbne offentlighedens øjne og få dem til at indse, at billedet af flygtninge og tvungne migranter, som værende nogen der forsøger at stjæle jobs ikke, generelt, er korrekt. Derimod er der tale om mennesker, der forsøger at få et liv i sikkerhed for dem selv og deres familier (Barnett, 2002, p. 254). De fleste flygtninge ønsker ikke at forlade deres hjemland, men gør det, fordi de søger efter sikkerhed for dem selv og deres børn. De forlader til tider høje positioner i deres samfund i bytte for ufaglærte arbejde i værtslandet, blot for at sikre deres efterkommeres overlevelse (RT, 2013).
Skrevet af Bastian Friborg
Bastian har en MA i Internationale Anliggender og en BA i Religiøse Studier fra Københavns Universitet. Han har i særdeleshed en interesse for flygtningepolitik og internationale organisationer. Læs mere om Bastian og hans artikler her.
